Hvad lærer mine børn egentlig på sådan en hjemmedag (med slagtning, konflikter og fri leg)

Hjemmeskoledagene?

De er vidt forskellige.
Uforudsigelige. Menneskelige.
Intuitive. Konstruktive (til tider destruktive).

Vi har dage, hvor vi går udenfor efter morgenmaden, og først kommer ind igen, når mørket falder på. De dage er blandt de bedste, og dem skal vi have mange flere af. Jeg skal have hjælp for at få dem til at ske, så det er godt, at de falder helt naturligt for Kristian.
I tirsdags lavede vi frokosten over et bål, som børnene selv havde bygget, tændt og plejet. Grøntsagerne gjorde vi klar i fællesskab.

Vi har dage, hvor børnene leger indenfor fra morgen til aften. Jeg har aldrig vidst, at man kunne lege så meget, som de gør. De leger næsten hele tiden med hinanden for tiden.

Der går ikke en uge, hvor jeg ikke bliver spurgt til mine børns sociale liv, nu hvor vi hjemmeskoler. I den ideelle verden ville jeg svare dette: “Den primære socialisering lider desværre generelt i barndommen anno 2017, men den lever i bedste velgående hjemme hos mig: Mine børn er sammen med hinanden og deres forældre næsten hele tiden, og indtil videre er den sekundære socialisering netop det – altså sekundær. Vi er meget sociale. Først og fremmest med hinanden og dernæst med det vidtfavnende og konstant ekspanderende netværk, som vi er omgivet af, og som rummer alt fra vores 75-årige naboer til de børn, der bor i landsbyen ved siden af vores. Men vi er ikke konstant ude blandt store grupper af mennesker, og vi er ikke til fritidsaktiviteter hver dag.”
Som jeg så tit har tænkt: Jeg ville ikke bryde mig om at skulle relatere til 24 kollegaer + en underviser otte timer dagligt, så hvorfor skulle mine børn?

Når mine børn leger, kommer de vidt omkring: De seneste dage har de klippet julepynt i timevis og hængt det op over hele huset (til der næsten ikke kom lys ind af vinduerne). Det er ikke hverken særligt pænt julepynt eller specielt grundigt udført, men det er produceret med en enorm iver og virkelyst. På et tidspunkt satte jeg mig med dem, og klippede. Jeg sagde, at jeg synes, det kan betale sig at gøre sig umage (fordi det mener jeg oprigtigt, at det kan med næsten alt i livet), og de så, hvor meget jeg fik ud af et halvt ark papir, fordi jeg tog mig god tid. Derefter brugte de længere tid på deres pynt, og vi farvelagde en del af det sammen.

Samme dag legede de posthus, og sendte julepynt til hinanden i en kurv ned over trappen / Samme dag optog og klippede de mindst tyve film på deres iPads / Samme dag legede de gemmeleg med alt lyset slukket, efter solen gik ned.

For tiden er det meget sjældent, at mine børn sidder med en opgavebog, og laver deciderede skoleopgaver. Vores ældste på knap ni gør det aldrig, de to på fem gør det indimellem, men der kan godt gå uger fra gang til gang. Til gengæld stiller de hundrede (måske tusinde?) spørgsmål om dagen, og vi gør os umage, når vi svarer. De hører lydbøger, og vi læser sammen. De snakker med de mennesker, de møder, bygger ting og sager af skrammel, som de finder i byggerodet fra vores håndværkere, og skriver e-mails til alle, de kender. Deres ordforråd er måske fordoblet siden sommerferien, og deres evne til et analysere, reflektere og nuancere udvikler sig dag for dag.
Vi hører musik, danser, råber og griner, og jeg kan mærke, at det er nok. Det er godt nok. Der er helt sikkert ting, som mine børn ikke har lært, fordi de ikke er i skole: Fag-faglige ting som vi ikke er kommet omkring, og måske aldrig gør. Til gengæld synes jeg, at de hviler mere og mere i sig selv for hver dag, og det er som om, de kommer nærmere deres egen kerne og dermed livet.

Når nogen spørger, hvordan det går, ville jeg lidt ønske, at jeg kunne sige noget konkret som: “Han har lært engelsk, og kan efterhånden skrive lige så hurtigt som mig.” Eller: “Hans interesse for matematik er eksploderet, siden vi begyndte at hjemmeskole”, men det er simpelthen ikke tilfældet. Læringen sker helt uundgåeligt og samtidig næsten usynligt midt i det liv, der udspiller sig hele tiden. Og det er virkelig svært at forklare i én sætning. Læringen er, når der ligger en fjeder på gulvet, som få minutter efter befinder sig i en madkasse, der er blevet forvandlet til en “jack in the box”. Læringen er, når den sidste snak, før øjnene lukker sig tungt til natten, handler om stjerner, og hvorvidt de udvider sig, og hvad der sker, hvis de eksploderer. Læringen er at sende breve til alle man kender, fordi man ikke kan lade være.

Livet ér læring.
Og det er jeg ved at lære, så småt.

Hvordan er jeres hverdag, og hvad holder I mest af ved den?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Hold nu op, jeg synes jeres børn har en fed hverdag og jeg tænker at godt nok kan du ikke sige dine børn er blevet så og så god i de enkelte fag, men det betyder jo ikke at de ikke har lært noget i de enkelte fag…

    Når de sådan sender en kurv op og ned af trappen har de jo skulle finde ud af hvor meget snor der skulle til for at det kunne lade sig gøre og hvor tyk snoren skulle være for at kunne holde til kurven med indhold og nej, de ville ikke kunne sætte sig ned og sige: “snoren er x cm lang, fordi….”, men de har en intuitiv forståelse af at for at kurven kan sendes fra punkt A til punkt B, så kræver det at snoren er målt af så den er lang nok… Det er da i den grad matematisk læring, omend knapt så konkretiseret som i en opgavebog (og pudsigt nok tror jeg jeres form er nemmere at forstå, end opgavebogen).

    Hvordan ser vores hverdag ud? Som de fleste andres skolebørns hverdag, tror jeg, i hvert fald dem der går i konventionel skole. Vi står op, gør klar til skole/arbejde og så afsted. Hvornår ungerne kommer hjem, er lidt forskelligt alt efter hvad dag i ugen vi taler om.

    Når de er vel hjemme, sætter de deres ting væk (madkasser, skoletasker, etc) og så er leger de oftest sammen på deres værelse. Lige for tiden er det skylanders figurer og lego, der er det store hit. Når aftensmaden er ved at være klar kommer de ned og rydder bordet og dækker bord, vi spiser sammen og så kan det ske at Annamai sætter sig til at lave lektier, mens Emmeli måske ser på telefon eller fjernsyn eller leger selv – man kunne sige at lave lektier efter aftensmaden er sent, men kendsgerningen er bare, at når hun kommer hjem fra skole har hun brug for en pause og den får hun. Viser det sig så at hun er for træt til lektierne, ja så bliver de faktisk ikke lavet.

    Hendes lærere er meget obs på lektierne og vi får dem som oftest også lavet, men jeg er dybest set ikke tilfreds med at hun har lektier med hjem, når skoledagen tre ud af fem dage varer til 1430…

    Jeg har endnu ikke helt fundet ud af med mig selv hvad jeg vil gøre veddet, men jeg er helt klar på det kræver en reaktion fra mig, det er bare et spørgsmål om at finde den rette reaktion…

    • SVAR

      Tusind tak for dine kærlige ord om vores hverdag ❤️
      Jeg er af den oplevelse, at det er fuldkommen overdrevent, at skolen synes, den har så meget vigtigt at lære vores børn, at 30+ timer om ugen ikke er nok. Lektier er som en konstant dårlig samvittighed, og jeg kan huske den enorme lettelse ved at være færdiguddannet journalist: “Aldrig lektier igen”. Øv at det skal være følelsen ovenpå en ellers priviligeret uddannelse og skoleafslutning.

  • SVAR

    Jeg læser til lærer… og min umiddelbare tanke er at du er ved at uddanne din børn i dannelse… hvilket jeg er fan af. Når jeg vælger at læse til lærer er det selvfølgelig fordi at faglighed også har en betydning for mig. Min største bekymring ang. Jeres “projekt” er om I har overvejet hvordan I vil lukke dem ind i “systemet” igen.. når og hvis den dag kommer. Jeg har stor respekt for hvad i gør for jeres børn. … men jeg er vældig nervøs for om de klare de faglige krav fra samfundet. .. når og hvis de skal igennem en uddannelse. Eller I ubevidst kommer til at trække et nederlag ned over dem. Fordi I evt. Kommer til at fratage dem noget grundfaglighed.
    Kh Charlotte Lyder

    • SVAR

      Hej Charlotte,
      Det er en større diskussion, som vi nok desværre ikke kan klare her i kommentarsporet, men jeg vil sige dette: Jeg er ikke bekymret for mine børns faglighed, fordi jeg mener, at “faglighed” er en kunstig størrelse, som har fået en helt forkert rolle i vores samfund.
      Jeg oplever faglighed som den tvungne læring, der foregår i skolerne uden skelen til det enkelte barns interesser eller ressourcer. Jeg bliver ofte kontaktet af forældre, som har tømt kasserne med noter fra deres egen skoletid, og nu står med oplevelsen af at have spildt rigtig meget tid i deres barndom på emner og såkaldt læring, som gik i glemmebogen, så snart faget var afsluttet.
      For mig er det vigtigt, at mine børn lærer at lærer. That’s it. Når man ved, hvordan man tilegner sig viden, og bevarer en naturlig kontakt til sin indre motivation, kan man efter min overbevisning lære alt. Vi ved det jo alle sammen, ikke? Når vi rejser til Spanien for at studere i et halvt år, lærer vi spansk på ingen tid. Både fordi vi er i landet, men også fordi vi er motiverede for at lære det. Ligesom jeg pludselig blev ret god til grammatik, da jeg begyndte at arbejde på et dagblad uden korrekturlæsere – det gav ganske enkelt mening.
      Hvilket samfund er det, jeg skal klæde mine børn på til? Er det den virkelighed, som for mig virker unaturlig og fjernt fra mine egne værdier? Er det den karakterdrevne skole, som jeg er indædt modstander af?
      Hvis mine børn beslutter, at de vil tage en uddannelse, så føler jeg mig tryg ved, at de vil være tilstrækkeligt motiverede til at tilegne sig de færdigheder, det kræver, også hvis det betyder, at de skal studere fokuseret i en periode og evt. have en tutor ved deres side 🙂

      Jeg håber ikke, mit svar lyder afvisende, men det er mig, der er i opposition til normen her, så jeg bliver nødt til at være tydelig om, at jeg ikke mener, læring foregår bedst i de rammer, uddannelsessystemet tilbyder.

      Læs evt. denne her for mere inspiration: http://pocketfulofpebbles.com/teach-university-unschool-kids/

  • SVAR

    min hverdag er alt muligt forskelligt.

    fredag var nu samles vi alle igen efter børnene har været ved far. Lucca var til bowling og spisning med klassen og kom efterfølgende hjem og hyggede med os, bagedysten og snold.

    Lørdag var total slap af dag.

    søndag – var vi i skoven og lavede juledekorationer og fik varm kakao med flødeskum da vi kom hjem i varmen igen 🙂

    Mandag Tidlig mad -Noah til karate. Onsdag ligeså.

    Tirsdag ville ofte bare have været børnene og mor slapper af med skærm. Men jannik gav udtryk for at han gerne vi lavede noget sammen, så efter mad spillede vi – de andre ville også være med, så vi spillede alle fire 🙂

    Torsdag slappede de 3 af os af med skærm, da der bredte sig en duft af hjemmebag i huset. Lucca havde besluttet at vore goed raj jern jeg havde fundet i en genbrug skulle indvies. Så vi smuttede ned g fik goed raj og spillede så æsel og derefter vildkat.

    I dag har jeg sammen med min ældste datter været til 70 års fødselsdag ved hende farmor.

    I morgen vil jeg nyde roen. slappe af evt. rydde lidt op.

    Søndag smutter jeg på en indsamlingstur til fordel for fattige og hjemløse m.m.

    Mandag kigger Lucca måske forbi til mad og hygge.

    Tirsdag. Ingen planer – bare afslapning og selvforkælelse – og træning selvfølgelig. Træner mindst et kvarter stort set alle dage

    Onsdag – have Lucca med til diabetestjek m formiddagen. I venligbcafe om aftenen.

    Torsdag – selvforkælelse.

    Fredag – børnene kommer hjem igen. Vi bager julesmåkager som vi hygger med til tvjulekalender 🙂

    Jeg ved ikke hvad jeg holder mest af. Jeg holder meget af det hele 🙂

    • SVAR

      Det lyder også som om, der er rigtig meget at holde af i din hverdag ❤️

  • SVAR

    Vi kan om nogen familie tilslutte os jeres værdier og holdninger. Vi har haft vores tre børn hjemme på gammeldags vis efter et et år i dagpleje og har for en måneds tid siden efter et par år i almen folkeskole valgt at hjemmeskole, en beslutning vi har overvejet i mange år, men desværre først taget nu. Da vi gik hjemme på gammeldags vis og nu med hjemmeskoling er vi blevet mødt med mange fordomme og bekymringer, særligt omkring socialisering. Vores holdning er, at det ikke er antallet af personer, man er omgivet af, som afgør, hvordan man dannes eller socialiseres.
    Det er evnen til at indgå de tætte nære, dybe vedvarende relationer, som er vigtig, uanset få eller mange relationer.
    Min ældste datters argument for at skulle hjemmeskoles var, at vi er dyr og menneskeunger er de, som er længst tid om, at lære at klare sig selv og derfor mere afhængige af samværet med deres forældre. Det var derfor nødvendigt, at hun og hendes søskende blev hjemmeskolet. Der er måske noget om det, et grundlæggende biologisk behov, som har veget pladsen for samfundets udvikling, udbud og efterspørgsel på det arbejdsmarked, som børnene klargøres til. Der er mange forældre, som du også skriver, der oplever en enorm konstant dårlig samvittighed og lever med et stort afsavn, men ikke tør bryde med normerne. Hvem bestemmer egentlig, hvad der er normalt og er det ikke op til det enkelte menneske at bestemme, hvad der er normalt for dette? Vores kultur og samfund giver ikke plads til originaliteten og individualiteten, alle børn skal fremavles til at passe ind i samfundet, som det er nu, men hvem bestemmer reglerne for dette samfund og kunne de ikke ændres bare lidt? Vi føler ikke folkeskolen har kunnet tilbyde vores familie det, som vi mener, at vores børn skal lære for at udvikles til sunde mennesker med evner til selv at turde tage stilling til, hvad et godt liv er for dem. De lange skoledage med store elevantal og små klasselokaler, som forårsager iltmangel til små kvikke hjerner, fremmede ikke ligefrem fagligheden eller indlæringen for vores børn. Vores børn. rummede ikke de vilkår og rammer, som folkeskolen tilbød, blev stressede, overbelastede af hele tiden at skulle tilpasse sig. Følte sig som små fanger, fanger i egen krop og sind, som de selv beskrev det. De er meget intelligente børn, som tænker meget over menneskets og deres egne livsvilkår og eksisten, opfører sig altid pænt og er meget vellidte, hvilket kan være svært, når deres sociale behov hurtigt bliver dækket.
    Vi er ikke imod almen folkeskole eller de, som vælger denne. Vi ønsker bare noget andet og ville ønske, at det blev respekteret og ikke hele tiden holdt op mod, at det må i selvfølgelig gerne ifølge lovgivningen, meeeeennn….
    Ingen ved jo, hvor nogen af vores børn ender som voksne, men vi ved at vores børn trives og er lykkelige her og nu.
    Skal livet ikke leves og nydes her og nu, mens vi er her?
    Vi tror på at en sund, tryg, glad barndom giver ballast til et sundt, trygt og lykkeligt voksenliv og det er vores argument for at hjemmeskole.

    • SVAR

      Det er jo netop det: Livet skal opleves her og nu. Det skal tages ind og leves med hjertet forrest. Ingen kan sikre deres børn et lykkeligt liv, men hvis vi alle gør det, som vi mener er bedst, og rummer andre menneskers valg, så tror jeg, vi er langt.
      I virkeligheden er det jo daginstitutionerne og skolerne, som er et kæmpe stort og ganske usikkert eksperiment. Hjemmepasning (og såkaldt “hjemmeskoling”) er den gamle, afprøvede model, som var den eneste mulighed indtil for kun et par hundrede år siden. Hvis alle forældre tager ansvar og vælger det liv, som de mener, er den bedste mulighed, er jeg sikker på, at vores børn har meget gode vilkår. Tillykke med jeres modige og kærlige beslutning og glædelig jul