Hvad ønsker jeg for min søn, som fylder otte i dag?

På vej hjem til mine svigerforældre om formiddagen den 24. december, fortalte vi vores børn, at deres farmor har en børneopsparing til hver af dem. Hvert år sætter hun det samme beløb ind til dem alle, og derfor har de ofte fået deres bankbog med en kontoudskrift overrakt til jul eller fødselsdage, men de har aldrig forstået hvad det var. På færgen juleaftensdag forklarede vi dem om gaven: “Det er penge, som I kan få, når I bliver store, og som I selv må bestemme, hvad I vil bruge på, så længe det er noget, der er godt for jer.”

“Jeg vil rejse i hele verden,” udbrød Ilja på fire, og Live, hans tvillingesøster, klappede i hænderne: “Så vil jeg rejse med!” Men Storm, der sad på forsædet, sagde: “Jeg vil lave en fabrik, som opfinder biler, der kan køre udelukkende på solenergi.” Ilja hoppede hurtigt på: “Det vil jeg være med til!”, og Live råbte: “Så bestemmer jeg, hvordan de skal se ud, for jeg tegner mest!”

Og jeg blev stolt. Ikke fordi det er usædvanligt – nej, jeg har en klar fornemmelse af, at de børn, der kommer til verden i disse år, alle sammen har et enormt potentiale. Jeg fornemmer en dybde og forståelse i dem, som jeg ingenlunde matcher, uagtet at jeg har været her meget længere. Deres empati og indsigt overgår det, jeg selv besad som barn. Mine børn og deres venner tænker på hinandens ve og vel, på dyrene og planeten, ikke mindst. De spørger ind til hinandens weekend, krammer deres klassekammeraters små søskende, og bruger lørdagen på at undersøge naturen og snakke om, hvorfor det er vigtigt, at vi passer på den.

I stedet for at spørge vores børn, hvad de vil arbejde med, når de bliver store, bør vi spørge, hvilken udfordring de vil være med til at løse? De fornemmer langt ind i deres væsen, at de kan bidrage til det fælles bedste. Jeg tror, de er kommet med en vilje og kampgejst, som vil tage os andre med storm, men før det kan lykkes, skal vi sætte dem fri til at tænke nyt. Vi skal trække dem ud af kasserne – eller endnu bedre: smide kasserne langt væk. Støtte op om deres initiativer, selvom vi ikke altid helt forstår. Vi skal være nysgerrige, åbne, loyale og opfordre dem til at blive ved, aldrig give op. Vi skal fortælle dem, at man ikke er “god” eller “dårlig”, men derimod at man kan øve sig, og vi skal huske os selv på, at vi alle sammen er forskellige, at en giraf ikke kan klatre i træer, til gengæld kan den nå bladene ved at strække sig. Vi skal se det unikke i hver enkelt af dem, bakke op omkring deres oprigtige motivation og være der for dem, hvis de snubler undervejs.

Min søn ville gerne med sin gode ven og hans mor på tur en dag. Han fik idéen i sidste øjeblik, og så, før jeg ringede og spurgte, om Storm måtte komme med, sagde han: “Er hun egentlig sådan én, som kan mærke sine egne behov og finde ud af at sige fra, hvis det ikke passer ind i deres planer, at jeg tager med?”

Da jeg fortalte hende om Storms omtanke senere (og det gjorde jeg, fordi han havde en pointe: Min veninde skal øve sig i at mærke efter og sige fra), grinede hun, og holdt sig for munden, for det ramte noget i hende. Så fortalte hun, at Storm en dag havde bedt om at blive kørt hjem fra en legeaftale med hendes søn før tid, og da hun sad med ham i bilen, spurgte hun hvorfor? Hun var lidt usikker på, om de to drenge havde haft en konflikt, men Storm havde set på hende, og sagt: “Bare rolig, du har en dejlig dreng, og vi har haft en sjov dag.”

De ved noget, de børn, og vi ved, at de ved det, gør vi ikke? Vi ved, at børnene har en indsigt, som er selve livets kilde. Vi ved, at vi gør klogt i at lytte, selvom det indimellem gør ondt; selvom det indimellem kræver, at vi ændrer vaner, tager os sammen, og gør vores bedste, hvis vi vil leve op til det, de lever efter.

I dag fylder Storm otte år. Til morgen fik han et skakspil, som han tog hul på sammen med sin lillebror med det samme, og da de gik ud til bilen for at komme i skole og børnehave, sagde han: “Vi spiller videre i eftermiddag, og det handler ikke om at vinde, det handler om at blive bedre,” og selvom han helt sikkert sagde det for at overbevise sig selv om udsagnets sandhed (han var vist bagud, da de brød op), tror jeg alligevel, det har en betydning, hvilke ord vi fylder vores liv med. hvilket håb vi har. Børnene har håb, så længe vi ikke tager det fra dem. De har håb og tillid, kærlighed og styrke og det er dét, vi skal støtte dem i at bevare og udvikle. Måske lærer vi det også selv undervejs, de er jo vores største læremestre, de unger.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

10 Kommentarer

  • SVAR

    Hvor lyder han som en fantastisk tænksom og omsorgsfuld lille fyr ham Storm. Stort tillykke med ham.

    • SVAR

      Mange tak. Han er en dejlig én <3

  • SVAR

    Hvor er det dog en fantastisk omsorgsfuld og klog dreng, I har fået jer. Jeg er sikker på, hun bliver til noget stort; nemlig lige præcis dét, han gerne vil være.
    Tillykke med jeres store dreng! 🙂

    • SVAR

      Lige præcis, og tak <3

  • SVAR

    Hjerteligt tillykke med 8 skønne år med den lille mester❤️
    Hvor har du ret i det du skriver, Maj.
    Fremtiden er børnenes

    • SVAR

      Ja, fremtiden er deres

  • SVAR

    Stort tillykke med din Storm – og tillykke til jer alle i familien.
    Jeg bliver varm i hele kroppen af at læse dette indlæg.
    Alle børn kommer til at gøre en forskel i verden.
    Når de “klædes på” med kærlighed, indsigt og åbenhed – pakket ind i alderssvarende omsorg – så bliver de menneskér, der kan gøre en forskel for andre som ikke har haft samme kår.
    Og ringene spreder sig i vandet. Ligesom dine ord.

    Det er et stykke tid siden jeg har givet mig tid til at læse her – nu ser jeg frem til at frådse med de øvrige indlæg siden sidst.
    Dejligt at du fortsætter din blog <3
    og endda med iver.
    Tak for varmen 🙂

    • SVAR

      Det er mig, der takker for dine varme ord <3

  • SVAR

    Jo alle børn er skønne og indsigtsfulde.
    Men jeres dejlige Stormvejr har et ret unikt ordforråd og tankeunivers som på den allerbedste måde overrasker mig gang på gang. Ingen andre kan sige tingene præcis som han kan og jeg glæder mig helt ind i knoglemarven til at se hvad han kan skabe og blive og ændre og elske i løbet af sit voksne liv

    • SVAR

      Åh, Camilla. Tusind tusind af hjertet tak for din kommentar. Den satte nogle tanker i gang hos mig og nogle snakke i gang imellem Kristian og jeg og dernæst nogle refleksioner i gang hos Kristian, som var på kursus i weekenden, da du skrev den. Tak <3