Hvis jeg dør i morgen, dør jeg lykkelig

Jeg ser en bevægelse i vores tid, som jeg mener, er vigtig for os alle sammen.
Det er bevægelsen væk fra forbrug og adskillelse og hen mod tilknytning og nærvær.

Det er en bevægelse, som ses i de store linjer rundt omkring i hele verden, og som også i høj grad er i mig, og det er kommet til at definere mit liv gennem det seneste år.

Derfor har 2017 været et godt år for mig.

Jeg er nået til nogle vigtige erkendelser i løbet af de seneste 12 måneder, og jeg har fundet det sted, hvor jeg helst vil være.
(med min familie)

Jeg er på en rejse ind i min kerne, og undervejs finder jeg ledetråde. Sådan noget som ro, stilhed, rytme, fordybelse.

Jeg har for første gang i mit liv lyst til at bremse tiden og holde fast, bare lidt endnu.
Jeg føler ingen hast, ingen længsel, intet savn.
(tænk at kunne skrive sådan)

Der er en bevidsthed, som flyder igennem mit væsen, og definerer mit nu. At Livet måske ikke kan blive bedre, end det er i dette øjeblik.
For det er nu, jeg stadig kan springe op af trappen, når nogen kalder – og nogen kalder meget ofte på mig. Jeg er ikke gammel, men jeg er gammel nok til at vide, hvad jeg helst vil bruge min tid på, og det er en enorm frihed. Det er en frihed ikke at være i tvivl, eller skulle tænke så meget. Jeg skal bare være, og det skal jeg så til gengæld øve mig i.
(at bare være)

Hvis jeg døde i morgen, ville jeg dø lykkelig. Jeg er ikke klar til at give slip, men jeg ved, at lykken er til, og jeg kan sige: Jeg har nået det, der var vigtigst for mig.
(jeg har turde gribe det liv, som mit hjerte kaldte på)

Jeg har fulgt mit hjerte i 2017, og Kristian er med mig på hvert skridt af rejsen. Over julen sagde en nabo til mig, at det er ikke alle forundt at elske, som Kristian og jeg elsker hinanden. Det ved jeg godt, og det er derfor, jeg stadig lægger mine hænder om hans ansigt, forsøger at trække ham helt ind i mine celler, siger tak til ham hver dag.

Siden jeg blev mor for snart ni år siden, har jeg ofte tænkt, at: “shit, hvor bliver det godt, når jeg ikke længere skal tidligt op om morgenen.” og: “Hvor bliver det godt, når mine børn er så store, at jeg får min frihed tilbage.”
Mine børn er blevet større, omend de stadig er små, og jeg har ikke lige så travlt med at sende dem videre fra mig.

Tidligere har jeg indimellem set frem til den tid, der kommer, når børnene ikke længere er afhængige af mig hver dag. Når de ikke bor under samme tag som mig mere.
Jeg har drømt om at sidde hele dage i sofaen med en bog og skrive natten lang.
Jeg har drømt om daglige gåture for mig selv med musik i øerne og ro til fordydelse uden afbrydelser.

Men her den anden aften kørte jeg en tur igennem det mørke landskab, og det slog mig, at der kommer til at mangle noget til den tid. Noget vigtigt – vigtigere end alt det andet. Jeg ved det jo godt, men nu ramte det mig på en anden måde.
Mit hjerte vil for altid være delt i retning af mine børn; mit liv vil for evigt være uløseligt forbundet med deres. Og når de ikke bor her hos mig længere, vil der opstå et tomrum.

Et tomrum, hvor ingen kalder på mig, eller snakker til mig konstant. En tid hvor jeg for første gang i mange år ikke primært er mor i dagligdagen, og hvor jeg ikke skal afveje alt andet i forhold til tiden med dem. Når den dag kommer, vil mine børns timer være afmålt i forhold til resten af verden, og jeg vil samle på det de giver mig, som jeg nu samler på fuldmånen og stjerneklare nætter. Man ved, man er så utroligt heldig at se dem blot denne gang, og hvem kan sige med sikkerhed, at det kommer igen?

Ja, det bliver dejligt at sove bare Kristian og mig i vores seng. Med læselamperne tændt længe hver aften. Men det kan umuligt blive så dejligt som at sove alle sammen side om side, som vi gør nu.
Det gik for alvor op for mig i 2017, og derfor har det været det bedste år i mit liv. Fordi jeg forstod noget, som har forandret mig.

2017 er året, hvor jeg har bevæget mig væk fra en fornemmelse af, at det var umuligt for mig at være den forælder, jeg drømte om til at stå her og mærke, at jeg gør mit bedste hver dag.
I årevis havde jeg hylder fulde af bøger om hjemmeskoling, tilknytning og familietid, men alligevel endte mine overvejelser altid med: “Men, jeg skal aldrig være hjemmegående, for jeg elsker mit arbejde/elsker min frihed/elsker timerne uden mine børn,” og jeg troede virkelig på det.
Jeg troede, at jeg skulle skynde mig at kravle op af karrierestigen, før det var for sent. Jeg troede, jeg ikke kunne gøre en forskel i verden, medmindre jeg knoklede løs og satte mit professionelle aftryk nu. Men jeg har indset, at der er et andet aftryk, som jeg hellere vil sætte først. Og at jeg uanset hvad ikke ved, hvad jeg har lyst til at arbejde med om ti år, så hvorfor bruge min energi på at planlægge det?
Hvad jeg til gengæld ved med sikkerhed, er, at tiden med mine børn er lige nu – og aldrig igen.

Så i stedet for at begræde de romaner jeg ikke får læst, dykker jeg med den største glæde ned i billedbøger og middagslure. Jeg tror, det er derfor, jeg er så glad.

Hvad har du lært i 2017? Og er der noget, du vil gøre anderledes i 2018? (mit svar er ja – det skriver jeg om i starten af det nye år)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Dit skriv går lige i hjertet på mig. Fordi for knap 4 år siden døde en kvinde, som jeg kendte og respekterede dybt. Hun var ung og efterlod sig fire små børn. Hendes død var på alle måder så uretfærdig som noget overhoved kan blive. Men! Da det gik op for hende, at livet snart var slut, besluttede hun sig for at leve den sidste tid i glæde og nærvær. Jeg har aldrig set så lykkeligt et menneske. Og jeg er aldrig siden blevet så inspireret, som jeg blev af hende. Jeg vil ikke sige det ændrede mit liv med det samme. Men det satte et frø, der siden er blevet til en ret stærk plante, og det handler om at vælge et liv, der giver mening for én selv, og hvor man netop spørger sig selv hvad der skal ske for at man kan dø lykkeligt dagen efter. For det kan ske…

    • SVAR

      Kære Mette – netop derfor. Netop fordi én af os kan dø i morgen, eller fordi én af os kan miste forstanden eller helbredet eller eller eller. Fordi vi ikke kender vores skæbne på forhånd giver det kun mening at gribe livet og få mest muligt ud af hver eneste dag og “mest muligt” ligger i relationerne, som næres af liv og kærlighed ❤️ Godt nytår – og jeg er ked af dit tab.

  • SVAR

    Dine tanker danner ekko i mig. Selvsagt har 2017 ikke været mit lykkeligste år, men måske det mest udviklende og lærerige år jeg nogensinde kommer til at opleve? Jeg har haft fokus på overlevelsen og på pigerne. Jeg har lært meget om mig selv og mine grænser, men bestemt også om mine muligheder.

    I 2018 vil jeg tage mig tid, tvinge mig selv i ro, være til stede endnu mere end jeg føler jeg har været i 2017. Jeg vil blive bedre til at sige fra og mærke efter hvad vi kan rumme og hvad vi har lyst til at rumme.

    • SVAR

      Jeg tror og håber, at du får en bevægende, stærkt og godt 2018 – på trods ❤️

  • SVAR

    Godt nytår:) smukke ord og det skaber en fornemmelse og tillid og kærlighed. Det tager jeg med mig og mærker hvordan lykken og taknemmelighed over mine børns kærlighed fylder mit hjerte. Jeg kan genkalde alt det du skriver. Jeg ønsker tiden står stille lige nu inden de alle blir skolebørn..elsker min store pige kommer hjem efter skole hver dag så hun kan mærke den vigtige vigtige rolle hun har med de andre søskende som stadig er hjemmebørn. Jeg drømmer om hjemmeskole! Men tiden skal lige hjælpe mig lidt før vi tør helt. Mange kærlige tanker fra mig.

    • SVAR

      Kære du,
      Hvor er det dejligt, at du mærker lykken og taknemmeligheden. Jeg tror, det er selve meningen. Og måske du en dag tør springe ud i hjemmeskolelivet. Jeg kan kun anbefale det ❤️