Hvis livet er i oplevelserne, hvor er oplevelserne så?

“Nu er jeg jo ikke en af dem, der tror på tilfældigheder. Der er en mening med livet, og én meget vigtig mening med livet det er jo, at det skal opleves. At i selve oplevelsen finder vi livet.”
– Niels Stokholm i dokumentarfilmen “Så meget godt i vente“.

Den der følelse af, at livet bare er, medmindre vi aktivt vælger det til. Der er ikke noget særligt ved i dag eller i morgen eller julen eller fødselsdagene eller nogle andre dage andet end det, vi lægger i dem.
Hvad er julen, hvis ikke vi selv skaber den magi, vi drømmer om?
Jeg skal opleve, at den er magisk, før den er det.

Livet er oplevelsen af de smukke lys om hækkene langs vejen i denne tid; de lysende stjerner i vintermørke vinduer, duften af brunekager. Det er knitrende gavepapir og silkeblødt bånd mellem mine fingre; glæden ved at finde den rigtige gave til et menneske jeg holder af.

Jeg forsøger at trække Niels Stokholms ord helt ind i mine celler. Fordi jeg ikke som barn først og fremmest lærte, at oplevelserne er livet, skal jeg til at forstå det nu. Oplevelserne er livet, og jeg har altid vidst det, men jeg har ikke turde træde ind i det.
Det står klart for mig, at det ikke primært er mine tanker, min paratviden, mine karakterer, mit cv, mine titler, mit netværk, der er vigtigt. Men oplevelserne.
Det er så tilgængeligt og samtidig så uendeligt svært at få fat på: Livet skal opleves.

Og hvad ér oplevelserne, tænker jeg. Jeg skal mærke efter, gøre mig umage.
Oplevelserne er alt det, der sker; alt det vi gør; alt det vi rører ved, dufter til, smager på, ser med vores øjne. Alt vi læser, hører, danser til med vores krop. Det, vi skaber, det vi mærker.

To mennesker kan stå det samme sted med samme udsigt og samme lugt i næsen, samme lyde i ørerne og opleve noget vidt forskellige. Nogle gange oplever mennesker slet ikke. Fordi vi har travlt; fordi vi glemmer at være tilstede; fordi vi tror, det er vigtigere at nå en masse.

Oplevelserne er at sige farvel og at være til stede når noget nyt træder ind i vores liv. Det er øjenkontakten; den stille stund med te dampende under næsen. Det er togturen, Storebæltsbroen i snevejr, min datters første gymnastiktime, min søns fugtige pandehår, når han vender sig under dynen om natten. Hvis jeg tager det ind, er det livet.

Jeg kan ikke fortælle dig, hvorfor jeg synes, det er rigtigt at have mine børn hjemme hver eneste dag, mens dine er af sted. Hvorfor jeg ikke tror, de behøver lære alt på én gang (eller nogensinde), og hvorfor jeg mener, det er tilstrækkeligt, at være her på vores landsted det meste af tiden.
Måske er det fordi, jeg tror på, at børnene også først og fremmest skal opleve livet.

Måske er det fordi, jeg ikke tror, det liv vi bliver klædt på til i skolen og af politikerne og meningsdannerne og alle dem, vi plejede at kalde kloge, er virkeligheden. Måske føler jeg, at det er en illusion, måske endda en løgn, som er opstået gennem de mange år, hvor materialismen har ædt sig dybere og dybere ind i vores eksistens. Måske er det fordi, jeg ved med mig selv, at der er en anden vej, og selvom den er så fandens svær at træde, når vi er så få på den, så er den alligevel bedre for os.
Løgnen er, at vores mad er ikke rigtig mad, og vores tøj er syet af mennesker, som vi aldrig kan sige tak til. Vores børnehaver er ikke lavet for børnene, og vores uddannelsesinstitutioner har glemt dannelsen.
Vi har så travlt, at alt efterhånden brister under travlheden. Forældre holder ferie uden deres børn, fordi de ikke kan rumme at se dem i øjnene. De kan ikke rummer børnenes smerte og fortvivlelse, ligesom de ikke kan rumme deres egen. Jeg ved, at det er sandt, for jeg har selv siddet på min sofa, og snappet efter vejret, før jeg rejste mig, og hentede mine børn hjem.

Så måske jeg alligevel tør sige et par ord: Jeg tror ikke, det er værdifuldt at mestre teknikker indenfor både matematik og geografi og fysik og historie og dansk og fransk, hvis man ikke samtidig ved, hvorfor man har lært dem, og hvis man ikke kan mærke sig selv, når man bruger dem senere i sit liv. Jeg tror, historieundervisning er, når vi af egen drift spørger, hvorfor mennesket fik lyst til at rejse ud i rummet, og biologi er, når vi med vores egne øjne ser naturen forandre sig, og undersøger, hvorfor det sker.
Deraf er den ældgamle viden udsprunget, og deraf skal den nye komme: Observationer med hjertet, viden drevet frem af den utrættelige nysgerrighed som lever i ethvert sundt, tændt sind. Oplevelser, kort sagt.

Jeg mister indimellem fornemmelsen af, at andre mennesker ikke lever nøjagtig som os.

Da mine børn i går formiddag trak af sted med deres kælke for at finde en bakke med sne, tænkte jeg ikke på, at det var mandag, og mandag er en skoledag, og det slog mig ikke, at vores liv var meget anderledes for 12 måneder siden. Dengang i 2016, da de få millimeter sne faldt på en novemberdag, holdt vi fri alle seks, og jeg følte mig lidt rebelsk. En fri dag, fri fra alt andet.

I går da Kristian og børnene kom hjem fra sneen for at spise frokost, og vi takkede de grise som har givet deres liv, for at vi kan få så god mad og blive mætte endnu en gang, tænkte jeg ikke på, at de fleste andre børn og forældre sad hvert deres sted, og spiste hver deres frokost.

Det unormale bliver normalt, når det føles rigtigt, og når man er i det længe nok.

Jeg er mere og mere tilstede i det liv, jeg lever. Oplevelserne træder frem. Ikke at jeg kan påstå, at derfor er jeg mere tilfreds/derfor er en bedre mor/derfor er lykkelig. Men jeg konstaterer, at jeg sjældent er online i løbet af et døgn, at jeg sjældnere forsvinder fra mine omgivelser.
Jeg konstaterer, at jeg ofte bare er i det, der nu en gang er tilstede, og jeg tager mig bedre tid til det: Jeg rører i gryden med mine børn; sætter en vask over, mens jeg snakker med dem om Narnia og om planeter og nisser.

Jeg prøver at opleve livet.
Hver dag hvert minut ved at øve mig i at være tilstede.

(Husk at man altid kan se Phie Ambos fortryllende smukke “Så meget godt i vente” her gratis lige HER.)

Hvornår oplever I?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

17 Kommentarer

  • SVAR

    Når jeg tager det ind, som du skriver 🙂

    Og det er ofte de helt små ting – jeg får øje på en af mine børn og ser hvor fantastiske de er 🙂 jeg mærker vinden og dufter blomsterne, mærker solens stråler når jeg går en tur e.l. Jeg fyldes af glæde, når jeg fjoller med børnene, lytter til deres tanker, hører deres latter m.m.

    Livet er virkelig når man tager livet ind og nyder det i fulde drag 🙂

    Jeg er helt klart blevet mere tilfreds, et lykkeligere menneske og en bedre mor,efter jeg begyndte at være mere tilstede, få øje på og værdsætte alle de små hverdagsbegivenheder, men det kom selvfølgelig også hånd i hånd med selvaccepten m.m.

    • SVAR

      Livet sker virkelig i det helt små ting, som du skriver. Det er dér, vi skal øve os i at være.

  • SVAR

    Tak for et fint skriv.
    Med fare for at det kommer til at lyde som en “kliché ” ( fordi det pt er ret in at være vinterbader), så oplever jeg en krop, der efter svømmeturen – ca. 25 m af tre omgange, at det her er den superglad for. Jeg føler mig som renset i hjernen, og kan bare “være og gøre”. Effekten holder sig et par timer. Jeg kan ikke nedfælde hvad jeg som sådan oplever i den stund, men der er ingen tvivl om at jeg er mere “modtagelig” for det nære og gode i den stund.

    • SVAR

      Jeg kommer til at følge i dine fodspor en dag. Ned på stranden, ud i vandet, helt renset i hjernen. Endnu er roen ikke til det – jeg får ikke fundet pauserne til at gøre den slags. Men det kommer, tror jeg.

  • SVAR

    idag da jeg også så mine små i sneen og da jeg lyttede til deres lege – alle fire dagen lang. min ældste fik fri fra skole. unschooling vokser på mig og jeg ville sådan ønske vi bare kunne kaste os ud i det. men jeg har svært ved at tro på andet

    • SVAR

      Ih hvor det lyder som en dejlig dag.
      Hvad er det, du har svært ved at tro på?

  • SVAR

    Dejlig bolg. Jeg synes, at jeres liv lyder skønt, skønt med hjemmeskole, men jeg nyder mit ret anderledes liv med tre børn i storbyen og et arbejde, som kun er opnået gennem virkelig mange års teoretisk naturvidenskabelig uddannelse, biologi langt væk fra naturen… Elsker at løse alle gåderne på min abejdsdag, elsker mine børn og vores liv i storbyen med lilleskole. Det vigtigste er nok bare, at man ikke hellere vil være et andet sted eller have et andet liv end det man er i gang med, tror jeg….

    • SVAR

      Jeg tror, det vigtigste netop er, at man tager aktivt stilling til, hvilket liv, der giver mest mening for én. Og hvor er det godt, at vi ikke alle finder frem til det samme svar, for vi har absolut brug for mange forskellige versioner her i verden

  • SVAR

    Vores gode præst holdt for nylig en prædiken om, at gudsriget manifesterer sig i vores sanser møde med den fysiske verden. Ikke en ordret gengivelse, men noget der omkring. Det er jo det, der er kernen – at i vores sanselighed er livet og kærligheden.

    Vi øver os rigtig meget i at skabe oplevelser herhjemme. De bedste dage er dem, hvor vi tager varm kakao med på stranden eller spiller spil eller bruger tid på virkelig at nyde den mad, vi laver. Måske er det i virkeligheden allervigtigst at huske at være og opleve på de dage, hvor alt er travlt og stresset… for selv der er de der jo, de små oplevelser.

    • SVAR

      Sikke et smukt budskab: Sanserne. De er vores vej ind i livet – også den sjette sans 😉

  • SVAR

    Bare – wow

    • SVAR

      ❤️ tak

  • SVAR

    Tak for at minde mig om at jeg skal have set den film.

    Hvornår oplever jeg? Det er et svært spørgsmål at svare på – jeg tænker livet er oplevelsen og oplevelsen er livet – de to kan ikke skilles ad…

    Men så bliver spørgsmålet jo et andet, altså ikke hvornår jeg oplever/lever, men måske nærmere hvornår tager jeg oplevelsen eller livet ind? Alt for sjældent tror jeg.

    Men, som du, arbejder jeg på at være mere nærværende, mere til stede i nuet og langsomt bliver det bedre.

    Jeg er i en proces og jeg må erkende at den tager tid, måske ege rigtige længere tid end jeg kunne ønske…

    Jeg kigger konstant mig selv i spejlet og må erkende at jeg ikke er den mor, jeg ville ønske jeg var, at jeg ikke har det overskud jeg føler er nødvendigt for at nå det hele. Men samtidigt klapper jeg mig selv på skulderen og minder mig selv om at jeg gør mit bedste og hvor der er vilje er der vej…

    Et skridt af gangen tager jeg livet ind og lader det omslutte mig…

  • SVAR

    Det er stærkt, inspirerende og rørende, det du skriver. Tak!

    • SVAR

      Mange tak for det ❤️

    • SVAR

      ❤️ mange tak, Sissel.

      • SVAR

        > hov jeg så forkert jeg høster dine roser Maj.