Hvis man kender dem, der laver maden

Jeg har gået og tænkt: “Åh, jeg gad godt lige skrive et let indlæg her på bloggen. Sådan ét om, hvilken tandpasta vi bruger, eller noget om småbekymringer i forhold til at have børn eller om vores nye bil (som slet ikke er ny, men meget nyere end den, vi har vinket farvel til). Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke komme på noget som er både “let” og spændende nok til, at jeg gider skrive om det.
Jeg tror, nåleøjet bliver løbende mindre. Der er stadig færre ting, som interesserer mig. Ikke at jeg ikke tager stilling til tandpasta eller biler, jeg bruger bare mindst muligt tid på det, og jeg synes ikke, det er skide interessant. Til gengæld har jeg set en dokumentarfilm, som jeg vil fortælle jer om i dag.

Konklusionen på min anbefaling af filmen “Sustainable” er, at Kristian startede dagen i dag med at så en gammel hvedesort ude på marken. Han tog sine gummistøvler på, og vadede ud gennem det fugtige græs, mens vi andre e´knap var færdige med morgenmaden. Den hvede, han skulle så, er sådan én, som kan noget andet og mere end de almindelige, moderne hvedetyper, som ikke rigtigt hverken smager af noget, eller indeholder næring.

Og hvorfor så denne iver? Jo, fordi vi i aftes så dokumentaren “Sustainable“, og den gjorde indtryk. I kan finde den på Netflix eller leje den for 5 dollars på hjemmesiden. Det er en motiverende film, fordi den er optimistisk. Den viser, at vores usunde og dybt irrationelle madkultur kan vendes.
“Sustainable” fortæller historien om landmanden Marty Travis i Illinois, som i 1999 overtager sin bedstemors gård, der efter at have været drevet konventionelt i en årrække, er meget slidt. Han vender udviklingen, tager sig kærligt af jorden, og begynder at se resultater. Så får han kontakt til en række indflydelsesrige kokke i Chicago, som alle sammen vil købe hans afgrøde lige fra ramsløgene på skovbunden til hveden på marken. Marty bliver opmærksom på, at mange små landbrug som hans eget lider, og Hhan tænker “vi må kunne gøre noget,” og stifter en forening. Sammen begynder alle de små gårde at sælge en masse god mad både direkte til forbrugerne og til kokke på fine restauranter i storbyen. I filmen møder man eksperter indenfor bæredygtighed, melsorter og markedsføring, og man møder landbrugets ukuelige helte, og man forstår, at mad handler om så meget mere end at blive mæt.

Og det taler til noget, som fylder meget hos Kristian og jeg, nemlig de små, lokale samfund og vores egenproduktion. Hvor meget kan vi selv fremstille og forhandle? Hvordan skaber vi kontakt mellem producent og forbruger? Vil vi her på Ærø kunne male vores eget mel, starte et mejeri mætte os selv med kød og grønt? Det er historien, der gentager sig selv. Vi spoler tilbage. Væk fra den eksisterende model med monokultur, gift og forvrænget markedsføring.
Kristian siger: “Det handler om den personlige kontakt til dem, der spiser ens mad. Når man taler sammen, opstår der respekt, og vi kommer til at værdsætte hinandens arbejde, og den slags udveksling giver et overskud af energi. Hver gang vi interagerer bliver én plus én til tre, og alle de positive relationer skruer op for værdien af vores arbejde. Pludselig er landmanden ikke længere stigmatiseret eller presset, og pludselig kan det betale sig at lave og købe god mad.”

(Men skal man bo på en ø eller langt ude på landet for at spise lokalt, spørger I måske? Nej (!), og det er “Sustainable” et godt billede på: landmændene i filmen bor udenfor Chicago, og de fleste af deres forbrugere bor i byen. Det lokale kan altså blive en del af alles liv, urbant såvel som i udkanten.)

I aftes var vi så inspirerede efter at have set filmen (som blandt andet fortæller om et fedt bageri i Chicago), at vi gik ud klokken 23:30, og lavede en bolledej af surdej, som hævede natten over, og så spiste vi de her overdrevet lækre boller til morgenmad (OG rugbrødet, som vi satte over i går morges, og bagte i forlængelse af aftensmaden i går, da ovnen alligevel var varm).

Hvad tænker I om mad? Tænker I på mad? Hvor har I lyst til at købe jeres fødevarer fra, og hvor meget betyder det for jer? (Og får I mon også en lille smule lyst til at gå og rode i jorden, når I ser den film?)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Den lyder spændende – den skal jeg se. Har også lige fået anbefalet “minimalisme ” på netflix – den skal jeg også snart se.

    Jeg er jo madsnob som jeg kalder det – Jeg vil helst have rigtigt lækkert økologisk mad – gerne lavet fra bunden. Hvis overskudet ikke er til at jeg laver det selv køber jeg gerne bagerbagt brød – men bager en del brød selv – har dog endnu ikke haft held med rugbrøddet – men skal da have afprøvet din opskrift. Og se om jeg kan få det til at virke.

    Jeg går op i kvalitet – men også i dyrevelfærd – så det kød jeg køber er økologisk eller minimum friland og dyrene beskyttelsesmærket. Det koster lidt ekstra, men sådan et kyllingebryst fra Sødam er bare mums. Og da vi langt fra får kød hver dag, så tror ikke jeg bruger flere penge på kød end de der køber konventionelt. Men det er meget vigtigt for mig at kødet er økologisk – både af hensyn til dyrene og vores sundhed.

    • SVAR

      Fik du set “Minimalisme”? Jeg synes, det bliver for dogmatisk og på én eller anden måde indholdsløst. Som om deres mission har glemt sit formål. Men interessante eksperter og andre fine cases. Bestemt værd at se, hvis man ellers er i tvivl om, hvad man skal bruge halvanden time på 🙂

  • SVAR

    Det er en rigtig god film
    og samme princip er også en af grundene til jeg elsker min Grown and Gathered bog så meget. Penge har ødelagt meget. At bytte det man har meget af for noget man mangler, dét princip tiltrækker mig meget mere.
    at køre afsted og aflevere sine børn i en institution for at passe et arbejde så man kan betale for pasningen er noget af det mest forrykte jeg kan komme i tanke om.
    Dog gør jeg det jo selv! Men når jeg sætter mig ned og VIRKELIG tænker over det så føles det forrykt.
    det eneste jeg gerne vil tjene penge til som reelt er nødvendigt, er vores hjem/hus. Mad vil jeg hellere producere selv eller bytte mig frem til hvis jeg kunne, hvis systemet fungerede sådan.
    de første par gange er det grænseoverskridende at spise et dyr som man har fodret og kælet med og navngivet og selv slået ihjel.
    men man vænner sig til det, og man værdsætter så meget mere hver eneste del af det kød fordi man har kendt det dyr der har givet sit liv for det.

    Tænker meget over alt dette. Nogle gange tænker jeg også at det ville være nemmere hvis jeg ikke tænkte så meget på det, men var en af de mange mange mennesker som bare er ok med at tingene er som de er, selvom meget af det er forrykt…

    • SVAR

      Ha, jamen sådan er vilkårerne, når man når et vist udviklingstrin: Man tænker over tingene. Reflekterer over både stort og småt og prøver både at finde mening men også løsninger. Og forhåbentlig handler man også indimellem: Hjælper andre med at finde lyset, støtter sig selv i at gøre det, der er rigtigt. Jeg glæder mig til at snakke med dig om alle dine tanker om netop dette emne.

  • SVAR

    Hej Maj
    (Jeg er faldet over din blog og læser mange af dine indlæg, derfor kommentarspam)
    Har I hørt om “madsamling” konceptet? Helt perfekt til små lokale producenter, og mon ikke det ville være perfekt på en ø også?

    • SVAR

      Nej – det har jeg ikke hørt om? Vil du fortælle mere? Ellers googler jeg. (Din kommentar var blevet væk, derfor det sene spørgsmål). Og tak for at du læser med!