Hvor galt står det til?

Kan vi aftale, at I springer over dagens indlæg, hvis tiden er knap, eller hvis I ikke ønsker den store samfundsmæssige tankerække her i regnen? Hvis overskuddet eller lysten er til noget andet, noget lidt lettere, så kom tilbage en anden dag. Jeg skal nok skrive noget kort næste gang. Noget hyggeligt. Jeg var selv frem og tilbage over det her indlæg i går, for nu at være ærlig (“Orker jeg mere debat?”). Men det er alt sammen ligegyldigt, hvis ikke vi skriver om det, der fylder.

Og lige nu fylder familiers vilkår for mig. Efter jeg så DRs udsendelse, “Sådan er det bare” om den massive institutionalisering af små børn i Danmark, har jeg haft lidt ondt i hjertet. Et langt, tungt suk indeni. Jeg har haft brug for at snakke med Kristian og med mine veninder om det, fordi jeg godt ved, at noget er galt.
Faktum er, at jeg har afleveret mine grædende børn i institution i årevis. Til for få voksne og for mange børn og for lidt nærvær og for mange krav. Mine børn sagde fra, og nogle gange ville jeg helst tage dem med hjem igen, men jeg gjorde det ikke altid, fordi jeg ikke ville virke svag i pædagogernes øjne (hvor er det vanvittigt), og jeg har vidst det – uden den mindste tvivl – i mit hjerte: At mine børn helst ville være hjemme. Men det ville jeg ikke. Jeg ville arbejde, opnå andre ting, have tid uden dem, dybest set. Jeg har jo lært, at det skal jeg også, og jeg trængte til en pause fra min børn – helst hver dag. Jeg er selv blevet afleveret, hver dag i mange år. Så jeg afleverede mine grædende børn (og min mand gjorde), og vi vidste nok, at der var et alternativ, men vi forstod det ikke. Vi mærkede det ikke.
Og så pludselig gjorde vi. Nu er vores børn hjemme. Vi er fælles om både beslutningen og hverdagen. Mange skriver til mig, om de må besøge os her på Ærø og opleve vores liv for at se, om det kan være rigtigt, at det er rart at gå hjemme? Endnu flere skriver, og spørger, hvad de skal gøre for at slippe fri af den hverdag, som de føler sig fastlåst i.

Der er noget galt i vores samfund, det er der altså. Vi har glemt, hvem vi er. Vi tror, det handler om præstationer og udvikling og tilføjelser og om at komme hurtigt frem. Vi har glemt, at når livet ebber ud, så er det ikke taskerne eller cv’et eller den flotte stue, vi tænker tilbage på. Jeg mødte en kvinde, hvis søn mistrives massivt i skolen, og som derfor overvejer at give ham orlov og være hjemme sammen med ham nogle måneder. “Men,” sagde hun: “Hvad hvis vi bliver nødt til at sælge huset?” Og jeg fortår det så godt, for det ér stort i vores virkelighed, det med at skulle sælge sit hjem. Jeg vil helst heller ikke sælge mit.
Men forestil jer lige dette scenarie om femten år:
“Mor, hvorfor tog I mig egentlig ikke ud af skolen?”
“Fordi vi var så glade for huset.”

Det er noget galt i den ligning, og alle ved det. Alle ved det. Men vi pakker den viden væk, for vi har fået besked på at glemme, at dét er sandheden. Vi overfylder institutionerne i stedet for at lave gode, sunde, fordybede, smukke rum til vores børn. Vi presser pædagogerne i stedet for at give dem de bedste betingelser, den største respekt. Og sådan er det også med lærerne. Vi gør alt det, så vi kan arbejde mere, konsumere mere, omsætte for mere, producere mere for at holde live i noget, som er ved at slå os ihjel. Det hænger alt sammen sammen: Adskillelseskulturen, klimakatastrofen, stressepidemien.

Så det jeg vil høre, er, om I har læst Tove Rumps kronik i Information i går? Og hvad I synes om den?
Jeg skynder mig lige at skrive, at jeg synes, det er en meget vigtig kronik. Faktisk har jeg ventet på, at den skulle komme.
Men jeg læste også, hvordan den blev udskældt og – for mig at se – misforstået i kommentarsporene rundt omkring på facebook. Den blev taget for en langt mere overfladisk opfordring, end jeg mener, den er. Den blev af mange opfattet som en stereotyp, kvindeudskammende og tilbageskuende kommentar i debatten om familiers vilkår. Mange kvinder læste den som om, familiens udfordringer i vores samtid er kvindernes ansvar, og at løsningen hviler på vores skuldre. En del råbte også, at det er vigtigst, at mor er glad, og at der ikke fandtes omsorg i gamle dage, da børnene gik hjemme.
Men det er ikke det, Tove Rump skriver om. Hun skriver om så omfattende forandringer i vores samfund, at man skal have de langsigtede briller på for at forstå.

Senere på aftenen skrev hun dette på sin private facebook:

Tak for en bragende modtagelse af min kronik i dagbladet Information.

For mig var – og er – intentionen at være med til at skabe en forståelse for, hvor vanskeligt det kan være blot at forestille sig, at vi kan ændre på strukturerne om familie- og arbejdsliv, så vi kan skabe mulighed for mere tid sammen med vore børn i familierne.

For det har vore børn brug for. 
De viser som sagt stadigt alvorligere tegn på mistrivsel.

Et støt stigende antal børn medicineres nu mod ADHD.
Et støt stigende antal børn får tildelt alvorlige diagnoser.
Et støt stigende antal børn får psykologbehandling.

Derfor greb jeg fat i historien.
For at få et perspektiv på vor nuværende situation
For at skabe en forståelse for, at vi har andre muligheder.

Min kronik er ikke en videnskabelig analyse
Min kronik er ikke en historisk afhandling
Min kronik er en gennemlevet erfaring.

Min kronik er først og fremmest tænkt som en mulighed for at give vore børn en stemme.

En stemme, der vover at fortælle, at børnene – af mange årsager – ikke blev tænkt med, da kvindeoprøret brød igennem.

Det handler IKKE om, at kvinderne bærer skylden.
Det handler IKKE om, at arbejdsmarkedet skal undgås.
Det handler IKKE om, at mænd ikke bærer ansvar.

Nogle kommentarer tager utroligt megen plads op, fordi der her insisteres på diskutere petitesser, som slet ikke er relevante i forhold til budskabet: VI MÅ OG SKAL TAGE VORE BØRNS SMERTE ALVORLIGT. OG VI MÅ SAMMEN – KVINDER OG MÆND – TÆNKE HELT NYT. VI MÅ OG SKAL SKABE ET SAMFUND, HVOR VORE BØRN – OG VI SELV – TRIVES.

Nu må vi sætte os ind i, hvad der er det lille barns helt naturlige behov. Det er der nemlig forsket og skrevet en del om i de senere år (Gordon Neufeld, Gabor Maté, Susan Hart m.fl.)

En af de helt store misforståelser i denne moderne tid er, at vi selv kan vælge, hvordan vi indretter os med vore små børn.
Det er nemlig slet ikke sådan, at vi bare kan gøre, som det bedst passer den enkelte familie.

Vi bliver derimod nødt til at tage udgangspunkt i det lille barns trivsel, og så skabe nogle helt andre muligheder for det lille barns livsvigtige behov for tilknytning til sine primære omsorgspersoner.

Det er smerteligt måske at måtte erkende, at man er låst fast i en situation, hvor man ikke kan give sit barn det allerbedste. Men det kan ikke nytte, at man af den grund nægter at se, at vi står med et alvorligt fælles problem, som vi nødvendigvis må forholde os til som ansvarlige forældre.

Det er der heldigvis et støt stigende antal mennesker, der kan forstå.

En stærk erkendelsesbevægelse er i gang. 
Lad os arbejde med på den – alt, hvad vi orker. ♥♥♥

Og så står hendes intention i hvert fald ganske skarpt, synes jeg. Tove Rump er efter min bedste overbevisning en klarsynet, visionær og langsigtet stemme i diskussionen om familiepolitik herhjemme, og jeg følger hende tæt. Hun er vigtig, med andre ord.

Virkeligheden er, at noget er riv rav ruskende galt i vores samfund. Vi bliver syge; fysisk såvel som psykisk. Børn og voksne har stress og angst, og igen og igen hvisker forældre, at de tror, det har med det massive arbejdspres og børnenes mange timer væk fra hjemmet at gøre. Men de hvisker, fordi det gør ondt, når man ikke ved, hvordan man skal ændre virkeligheden. Jeg tror, det er derfor, mange bliver sure, når de læser en kronik som Tove Rumps’. “Hvor vover du at antyde, at man kan gøre det anderledes, når vi ikke ved, hvordan vi skal gøre?!”

I kronikken skriver Tove Rump, at vi har brug for mere feminin energi i verden, og jeg kan læse, at det falder mange kvinder for brystet. Det er vigtigt at forstå, at “det feminine og det maskuline” ikke betyder “mænd” og “kvinder”. I mit verdensbillede er det maskuline og det feminine iboende ethvert menneske, på samme måde som højre og venstre er det. Ligesom der skal være balance mellem højre og venstre hjernehalvdel, skal der være balance mellem de feminine og maskuline bevægelser i os, og det er der ikke pt. Vores samfund er næsten entydigt maskulint i sine strukturer og vaner, og jeg oplever, at mange feminister ligeledes kæmper ud fra maskuline præmisser, hvilket gør det hele meget svært at gennemskue.
Pointen er ikke, at kvinderne skal hjem i køkkenet igen (altså, slet ikke), men vores fokus som samfund skal ændres til et mere omsorgsfuldt og kærligt ét, og vores system skal bygges op omkring familierne fremfor at lade dem halse efter kapitalismen og andre halsbrækkende øvelser. Det gælder både for mænd og kvinder.

Teosoffen Ella Ostermann, hvis nyhedsbrev jeg er rigtig glad for, skriver således i sin nyeste tekst “En ny feminin bevidsthed“:
“I og med samfundene stadig var/er patriarkalsk styret lærte de kvinder, der påtog sig at gøre oprør i flok i 1960erne, at for at få succes skulle de være attraktive og udstråle sikkerhed. De måtte undertrykke og ’adskille’ sig fra fx deres vrede og sårbarhed, fra deres seksualitet og fra deres eget perspektiv på virkeligheden. Sådan var det i de første årtier efter kvindeoprøret. Humlen er, at det til dels stadig er sådan, fordi kvinderne (ligesom mændene) har lært at skabe sig selv i de billeder, som kan give dem det, de ønsker i det samfund de lever i. Og det samfund er stort set stadig ensbetydende med patriarkalske samfund i det meste af verden, selv om der er sket forbedringer.”

Det her handler ikke om at pege fingre eller være bedre eller om at skabe tabere og vindere. Det her handler om at inspirere til et samfund, hvor der netop ikke er tabere og vindere men derimod plads til alle. Plads til omsorg og tid og til institutioner på børnenes præmisser (som eks. Aurora i Norge), til fællesskaber hvor man kan være sammen med sin familie uden at være ensom, og hvor det er muligt at arbejde mindre uden at falde helt udenfor samfundet.

Der er ingen hurtige løsninger på de problemer, vi står med. Dybe forandringer tager tid. Men hvis ingen siger noget, handler anderledes, eller gør opmærksom på det, der er galt, så sker der aldrig noget, vel?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

30 Kommentarer

  • SVAR

    Åh bliver så ked af at se den udsendelse. Godt nok har vores børn været hjemme de første år men jeg var dengang hele tiden så meget i tvivl om det var det rigtige. Følte mig så forkert at gå imod det “ de fleste gør” følte ofte det var mig som havde en usund tilknytning til børnene når jeg ikke havde lyst til at aflevere dem. Følte jeg var “ doven” og gik hjemme med mine børn fordi jeg ikke gad arbejde. Idag ville jeg ønske jeg havde hvilet mere i vores beslutning.
    Egentligt er det lidt underligt at vi ikke må “ råbe højt” når vi oplever noget i samfundet er forkert. Vi skynder os at undskylde over at vi har den holdning for ikke at virke fanatiske og nærmest religiøse i vores opfattelse. Men er trangen til at råbe højt om dette svigt af børnene ikke meget naturlig. Er det ikke vigtigere at råbe højt på børns vegne end at beskytte forældres følelser ?

    • SVAR

      Jo, det er meget vigtigere at råbe højt på børnenes vegne. Også selvom vi får nogle lussinger på den konto. Tove Rump har fået mange rap over nallerne, og jeg får dem ligeså. Men der ér et problem, og alle ved det, men nogle vil ikke høre om det – “Hvor vover du at sige, at det er forkert, når ikke jer er parat til at ændre noget!” siger de. For det er jo svært. Så svært. Som du selv skriver: Du valgte den omsorg til, som vi er mange, der fortryder ikke at have valgt. Og alligevel var du i tvivl.

  • SVAR

    Så sindsygt, sindsygt vigtigt. Tak fordi du skriver om det.

    Det med at vi lytter til de børnestemmer, som normalt ikke bliver – eller er blevet – hørt. Og at vi selv udtrykker os med de kvindestemmer, der alt for ofte bliver mødt med foragt, hån, latterlig- og nedgørelse.

    Det at udtrykke noget på trods af risikoen for at få et par energetiske lussinger, (ord er som bekendt ikke bare ord) kræver så sandelig styrke og mod. Et mod som jeg personligt ikke kan stable på benene. I hvert fald ikke pt. Arbejder dog på sagen 🙂

    Vid, at imens du og andre går foran med mildheds-omsorgs-blødheds-fanen, så er vi mange, der går lige bag jer. Tror godt du kan mærke os 🙂

    • SVAR

      Du kan tro, jeg kan mærke jer – og dit mod er ved at komme frem til overfladen. Jeg følger dig med kærlighed og styrke ❤️

  • SVAR

    jeg har læst både kronikken og dit skriv. Min lange kommentar forsvandt.
    Derfor siger jeg blot nu…
    .mit lys er tændt. Til gavn for en fremtidig anstændig børne og familiepolitik. Som ikke nødvendigvis kommer til at ligne det jeg selv kender til!

    • SVAR

      Dit smukke, kærlige, enestående lys er tændt. Tak, Lisbeth ❤️

  • SVAR

    Den første gang jeg følte mig genkendt var da jeg læste John Halse: kan barndommen vente
    Dejligt at psykologen til sidst i udsendelsen kalder en spade for en spade og siger at institutioner er for det arbejdende folks skyld ikke for børnene.

  • SVAR

    Hej Maj,
    ja, jeg har læst kronikken, og jeg er sådan set enig og kan godt se, hvor hun vil hen og synes på ingen måde, at den er kvindeudskammende. Men den irriterer mig alligevel lidt. Måske fordi den lægger op til, at man tænker, at det var bedre i “de gode gamle dage”, og det synes jeg er ærgerligt, for det tror jeg ikke nødvendigvis, at det var, især ikke, hvis trækker man tiden endnu længere tilbage, og ikke bare ser på efterkrigstiden, men f.eks. et par hundrede år tilbage. Denne her artikel synes jeg, for mit vedkommende i hvert fald, rammer bedre https://www.information.dk/debat/2017/08/opstaaet-kollektivt-moderhad-kulturen
    Og så synes jeg POV’s artikelserie om barndommen er interessant læsning, f.eks. denne Her: http://pov.international/barndommen-de-gode-og-knap-sa-gode-gamle-dage/

    • SVAR

      Simone. Ikke ét sted i min kronik lægger jeg op til at ville sige noget om, at tingene var bedre i gamle dage. Ikke ét sted. – Men jeg fortæller om, hvor vigtigt det var, at ‘der var nogen hjemme’. – For det er først og fremmest det, der kom til at mangle, da kvinderne gik ud på arbejdsmarkedet – på maskuline præmisser. D.v.s. fuld tid. – Det er dét, vi kan ændre på. Ikke fordi ‘gamle dage’ var bedre. Men fordi vi har accepteret nogle samfundsstrukturer, der levner os alt for lidt tid til et meningsfuldt liv sammen i familierne og nærmiljøet. Hvordan kan du opfatte det, som en idyllisering af ‘gamle dage’, når jeg skriver, at vi blev talt til i stedet for med? At vi var dybt neurotiske? At vi fik tæv, hvis vi ikke lystrede? At kvinderne skulle lave ‘persilleregnskab’? At vi havde et yderst urealistisk billede af sexualitet og parforhold?

      • SVAR

        Hej Tove,
        jeg synes faktisk heller ikke, at du idylliserer, men som jeg forstår artiklen og overskriften, så skelner du mellem et før og nu, altså at omsorgen forsvandt ifm kvindefrigørelsen, hvilket jeg sagtens kan følge, men jeg vil bare gerne have et større (tids)perspektiv på, og jeg tænker, at børnelivet historisk set jo ikke for alle i hvert fald har været karakteriseret af stor omsorg. En stor fokus på kvindefrigørelsen som bærende element for nutidens manglende omsorg, kan give anledning til, at mange (mænd måske især) siger, at “det var bedre i gamle dage”, hvor min vinkel er mere en kritik af et kapitalistisk og konkurrencepræget samfund, og det samfund synes jeg ikke er båret ud af kvindefrigørelsen

  • SVAR

    Tusind tak, Maj My. Hvor er det vigtige ting, du ser i forbindelse med det budskab, jeg søger at få igennem i min kronik. – Og hvor er det utroligt med det udsagn, du refererer til fra teosoffen Ella Ostermann. Det er jo som om, Ella Ostermann og jeg lige har talt sammen. Tankevækkende – og betagende.

  • SVAR

    Jeg er helt enig med dig og Tove Rump i, sat noget er helt væk fra vinduet i vores samfund i dag (no surprise there…).

    – Vi lever i et samfund, hvor et stigende antal bliver syge med stress, vores børn har aldrig haft det så svært og fået så mange diagnoser som de gør i dag og ja, til dels er der et hype omkring diagnoser, men noget af det, er altså også at vores børn er mere pressede både på tid, samvær med deres primære voksne og på de krav der stilles til dem. Men det er faktisk ikke det jeg pt ser som det aller største problem for vores samfund, nej, det er den helt generelle mangel på omsorg for hinanden.

    Vi synes ikke længere det er nødvendigt at behandle hinanden pænt, med mindre vi har en relation til hinanden, helst en nær eller som minimum direkte relation, alle andre er lige meget i det store hele. Vi taler grimt til hinanden, vi brokker os kun, hvis det direkte berører os og hvis andre formaster sig til at række hånden i vejret og gøre opmærksom på noget der ikke er hensigtsmæssigt, så skal de tie stille og gemme sig væk, for de er til besvær og nogle være brokkehoveder.

    Jeg er træt, så usigeligt træt af folks ligegyldighed overfor hinanden – jeg savner at vi viser hinanden omsorg og nærhed, uden at skulle overveje hvad man selv får ud af det…

    Og gud nåde trøste at man ikke har samme holdning som de andre?? Så er det, legitimt at svine deres person og deres nærmeste til på det groveste og ønske død og ulykke over dem… Hvordan kan vi være hinanden det bekendt??

    Jeg læste en eller anden totalt usaglig artikel om Fie Laursens (realitystjerne på youtube) sidste nye ting som åbenbart har pisset hendes fans af. Artiklen i sig selv er ligegyldig, men kommentarsporet på facebook derimod var grusomt. Folk kaldte hende alverdens ukvemsord og syntes det var helt acceptabelt at omtale et andet menneske sådan. Jeg er ikke fan af hende, mine børn får ikke lov at se hendes videoer, mit indtryk af hende er ikke synderligt positivt – men, og der er et vigtigt men, aldrig i mit liv ville jeg synes det var ok at kalde hende klam og det der er værre, blot fordi jeg synes hendes videoer er usmagelige og jeg nok et eller andet sted har et indtryk af at hun måske bare burde tie stille.

    Jeg er stor fan af K.E. Løgstrup og hans skrifter – vi har ansvaret for hinanden på godt ondt, det jeg gør ved og siger til den anden, har indflydelse på vedkommendes liv.

    Netop denne pointe er egentligt også kernen i min forståelse af Tove Rumps kronik, vi tager ikke vare på hinanden, vi giver ikke plads til at forældrene kan sørge for en ordentlig base for deres børn, eller at pædagoger og lærer kan tage vare på de børn, der er i deres varetægt. Vi kærer os ikke for vores syge, men blot for hvad de koster samfundet på bundlinjen, Et menneskes værd gøres op i kroner og øre, i stedet for de menneskelige kvaliteter de bidrager med til det store hele.

    Vi er i sandhed et fattigt samfund, men det er ikke vores økonomi, der får mig til at tænke sådan.

    • SVAR

      Bravo! Tak for et dejligt indlæg, Ditte. Omsorgen for hinanden har vi glemt i travlheden, men alle skriger på, at den skal komme tilbage. Ikke mindst dem, der taler grimt til andre. Tak ❤️

    • SVAR

      > Super godt skrevet Ditte. Hvor har du ret.

      Og det gennemsyrer hele vores samfund, ikke kun er samfundet bygget op, så det naturlige er, hvr unaturligt det er – at adskille helt små børn fra deres primære omsorgspersoner de fleste af deres vågne timer. Men det er efterhånden også sparet så meget at der ikke er basis for at yde den omsorg som der bør være i institutionerne, på hospitalerne, i ældreplejen m.m.

      Og desværre også i at menneskers værd gøres op i kroner og øre.

      Og du har desværre også ret i, at der er kommet en grim måde at behandle hinanden på visse steder – altså vi lever pt. i et samfund hvor politikerne stolt stiller sig frem og fortæller m hvad de alt vil gøre for at spænde ben for at mennesker der flygter fra krig og elendighed får hjælp. Det er et fattigt samfund.

      Og hvor voksne mennesker på sociale medier synes det er okay at svine andre til. Det er da sørgeligt.

      Indimellem ville jeg så meget ønske at alle levede efter samme devise som min buddhistiske munk gør – the most important is to care – hvis alle efterlevede det ville omsorg gennemsyre alt hvad vi mennesker foretog os – og det alene ville gøre verden til et helt andet sted 🙂

  • SVAR

    Børn på 6,10,18 mdr. har helt sikkert ikke et behov for at komme væk fra deres nære relationer – slet ikke 8-10 timer dagligt – jeg kan ikke forstå hvordan nogen kan tro det.

    Og vi voksne har ved gud heller ikke et behov for at løbe så stærkt og være så pressede at vi går ned med stress, falder døde om e.l.

    Og for hvad en udenlandsrejse, en ipad til alle familiemedlemmer e.l. Det er efter min mening, det forkerte at jagte. Og nej det er ikke det der er vigtigt når man ligger på dødslejet det er muligt jeg ikke fik set mine børn så meget,, men i det mindste havde de hver deres ipad.

    Jeg blev ramt af en blodprop i hjernen kort efter jeg var fyldt 39 dagen inden min ældstes 18 års fødselsdag. Tænk hvis den havde kostet mig livet – fed fødselsdagsgave ik ?

    Der var mange ting, der gjorde jeg havde overmenneskeligt travlt i tiden op til – og tænker jeg tilbage er det eneste sted jeg kunne have nedprioriteret arbejdet – men jeg troede jeg kunne klare det hele. Og jeg kunne heller ikke se hvordan jeg skulle kunne skrue ned arbejdsmæssigt. Eller økonomisk. Arbejde jo allerede kun 30 timer ugentligt – og ville jo stå elendigt hvis jeg arbejde mindre og blev fyret. Og jeg var da for sej til at melde mig syg. Men måske sygemelding eller nedtrapning i tid reddet mig fra blodprop, der så havde reddet mig fra rygmarvsprøve og dermed de sidste to års sygdom.
    Måske havde jeg stadig haft et job, kunne forsørge mig selv, kunne tage min børn med i legoland eller tivoli e.l. ting der er uden for rækkevidde, nu hvor jeg kun kan være på benene i begrænset timeantal.

    Nu kommer jeg sikkert aldrig til at kunne arbejde så mange timer, som jeg måske kunne have klaret mig med dengang og jeg for garanteret aldrig så mange penge, som en dag mindre i ugen ville have givet e.l.

    Jeg er dybt taknemmelig for at jeg hverken døde, blev alvorligt hjerneskadet eller kun kan stå op til 30 minutter på benene som jeg kunne for 2 år siden. Mange andre er ikke så heldige.

    Det kan sgu hverken være i samfundets forældre der rammes eller børnenes interesse den pris det har for børn at være væk fra forældre så tidligt og længe eller for forældrene, der sætter helbredet på spil for at kunne klare det hele.

    • SVAR

      Bianca, jeg er nødt til at sende dig en kæmpe krammer.

      Jeg kender dig jo fra vores tidligere arbejdsplads. Jeg er glad for du er her endnu og at dine børn har dig forhåbentligt mange år frem i tiden, ja du kunne være sparet for meget, men gudskelov er du her endnu. Det er der med garanti mange der sætter pris på.

      Kram endnu engang!

      • SVAR

        > tak Ditte. Og kæmpe kram til dig. Du står jo med noget så frygteligt, som ingen skulle opleve. Det du og dine piger står i nu minder mig jævnligt om hvor heldig jeg er vi alle er her endnu – og hvor vigtigt det er at nyde hver dag jeg har med mine kære – vi ved jo desværre aldrig hvor længe vi har dem.

        Håber alt det bedste for jer 🙂

      • SVAR

        Jeg gør. Jeg sætter så stor pris på dine input, Bianca. Dit skarpe blik og rummelige sind. Jeg er meget ked af alt det, du har skullet igennem, men tror jo samtidig på, at vi altid er der, hvor vi skal være (og at der er en mening med langt det meste). Dine børn er nogle heldige unger. De har en mor, som respekterer sig selv og dem, som har styr på sine prioriteter og har et stort hjerte.

        • SVAR

          > Mange tak for de søde ord – og jeg sætter også stor pris på dig og dine skriverier – hvilket du forhåbentlig ved 🙂

    • SVAR

      Kære Bianca, tak for at du åbent deler dine erfaringer, som mange af os kan lære af. Og tak for at du stadig er iblandt os her på jorden.

  • SVAR

    Jeg læste godt kronikken og tænkte jeg ville sende et link til dig, men det havde du så selv fundet 😀
    Men det er en SÅ vigtig diskussion, og jeg er selv utroligt splittet omkring hvad jeg synes løsningen egentlig er.
    Selv har jeg mange gange spurgt mig selv: kan jeg være feminist og have mine børn hjemme? Kan jeg være feminist og egentlig have en meget “klassisk” opgavefordeling? Og så fremdeles.
    Men jeg må også forholde mig til, at jeg helt personligt først har fundet rigtig ro og rigtig mening, nu hvor jeg har tilladt mig selv at omfavne den dybe trang, jeg hele tiden har haft, til at være sammen med mine børn. Eller vores. For vi er to om det, og jeg er nok kommet frem til, at jeg godt kan være feminist, fordi det “klassiske” liv er et jeg har valgt aktivt til.
    Men jeg er fuldstændig enig med Tove, og i øvrigt også omkring at “feminint” ikke nødvendigvis betyder kvinde, men sproget er nu engang på en måde, hvor vi kalder visse karakteristika/værdier feminine og andre maskuline. I min drømmeverden holdt vi op med at ophøje den maskuline måde at leve på, men det er saftsusemig svært, når det i den grad gennemsyrer vores samfund på alle leder og kanter. Er det virkelig ligestilling at kvinder presses til at overtage den maskuline adfærd? Jeg vil sige nej, men det er et meget komplekst spørgsmål og jeg håber vi i fremtiden kommer nærmere en ordentlig løsning.
    Alt var absolut ikke bedre i gamle dage, og jeg vil nok vælge at sige, at det er det vækstfokuserede konkurrencesamfund som er skurken, ikke kvinders arbejdsfrekvens. Men de to ting hænger uløseligt sammen, og som jeg har set det beskrevet andetsteds: 2 personer skal i dag klare 3 fuldtidsjobs (familien er det ene) så no wonder at vi – og familierne – kollapser 🙁

    • SVAR

      Ja, vi kollapser under det enorme pres, og måske er det første nu, at vi rent faktisk har muligheden for at finde den helt rigtige balance: Frigørelse og omsorg. Harmoni mellem kønnene og plads til børnene.
      Jeg håber det, for når man lever det liv, giver det så god mening ❤️

  • SVAR

    ENIG – IGEN…!

    Jeg har altid være hjemme med mine børn. Altid. Som i 20 år. Ikke fordi jeg er doven eller sky eller bager speltboller dagen lang. Men fordi livet er. Med børn. Det er min sandhed. Og der er noget, der syder og bobler inde i mit indre, når jeg læser dine indlæg, og Toves indlæg, og mange andres. For der er noget, der bevæger sig, og det er nu, det sker. Vi kan ikke vente længere. <3

    • SVAR

      Ja, der er nogen under opsejling ❤️

  • SVAR

    Jeg bliver så glad når jeg læser dette indlæg og kommentarerne (i hvert fald når jeg er færdig med at være ked af at mine to ældste børn altid har været i institution). Jeg får nemlig følelsen af at jeg ikke er alene med mine tanker om samfundet og at der er en bevægelse i gang! Hvis I starter et oprør, er jeg med! Hvor melder man sig til? Min yngste datter på 6 måneder skal have en anden start på livet end mine to ældste har haft… Jeg har ikke tænkt mig at vende tilbage til arbejdsmarkedet, i hvert fald ikke lige med det samme. Av hvor gør det ondt at jeg først ser det nu, men nu jeg er her!

    • SVAR

      Kram Lisa, du skal ikke banke dig selv oveni hovedet. Du har gjort det bedste du kunne i den givne situation og nu føler og ved du anderledes og agerer derefter.

      Det er en proces og det vigtigste er faktisk at du evner at agere på dine følelser og tanker og ikke bare lader stå til, når nu du synes det føles forkert. <3

      • SVAR

        > Hvor er du sød, Ditte – tusind tak for din omsorgsfulde besked. Det er sjovt at det er så svært at give sig selv “syndsforladelse” selv om man er fuld af forståelse for at andre har handlet på samme måde. Det var pænt af dig at tage dig tid til give mig lidt sjælefred 😉

    • SVAR

      Kære Lisa,
      jeg læser ofte mødre skrive, at de er kede af, at de har sendt deres børn af sted. Jeg har selv ondt i hjertet ved tanken, men jeg ser på mine dejlige børn, og mærker, at de er helt okay. De er helt okay. Og jeg tænker, at der er kommet noget godt ud af, at vi som familie har truffet de beslutninger i tidens løb, selvom jeg ikke ville gentage dem. Mine ord vejer tungere, når jeg skriver om det her, fordi jeg har prøvet begge dele: Institutionalisering af mine børn og nu hjemmepasning. Jeg har levet i normen i en håndfuld år, og har nu trukket mig fra den. Jeg har mærket det ene og dernæst det andet. Jeg oplever, at min erfaring – sammen med din og mange andres – er med til at give dette oprør, som du så fint kalder det, en tydeligere stemme. Jeg oplever, at mine børns tårer har haft en mening. Ville jeg gøre det om, hvis jeg kunne? Ja, jeg ville have mine børn hjemme, men jeg ville ikke synes, det var nemt, medmindre der var andre strukturer omkring vores familieliv, og det er det, jeg så gerne vil bidrage til at skabe: En småbørnstid som er præget af fællesskab og samvær, af tillid og varme. Det er dejligt at mærke, at du er med ❤️

      • SVAR

        Kære Maj My

        Mange tak for ordene. Jeg ved jo godt, at du har ret – jeg var ikke kommet hertil uden at have gennemlevet det andet først. Og måske ville jeg altid være i tvivl om, om det nu var det rigtige at holde børnene hjemme, hvis jeg ikke først havde mærket, hvor forkert det føles at sende dem afsted. Og ja, mine børn virker nu også helt okay 😉

        Jeg kan godt lide at tænke på det som et oprør. Og mig selv som en slags omsorgsaktivist (har ordet fra et debatindlæg i Politiken for nyligt, kan ikke lige huske hvem forfatteren var). For det kræver meget mere viljestyrke og handling end mange måske tænker, når de ser scenariet “hjemmegående” udefra.

        Jeg tænker også, at den store udfordring er at ændre de strukturelle rammer. Én ting er at se, at systemet er forkert og afvise det på individuelt plan – noget andet er at ændre det. Så det bliver bedre for alle (inkl. én selv). Jeg tror på, at vi når dertil en dag 🙂

        Hov, jeg tænkte faktisk på dig, da jeg læste dette indlæg fra den gode Svend Brinkmann (hvis du da orker at tænke mere på lego-affæren):

        http://politiken.dk/kultur/art6150117/Skal-vi-ikke-droppe-forargelsen-over-forargelsen

        Tak for en god blog!