“Hvor kommer modet fra?” Jeg har svaret på en række spørgsmål om mit eget liv. (Læs svarene her)

Camilla Willumsens, som har bloggen Moderskaber, og som arbejder med rådgivning af gravide og småbørnsforældre, skrev til mig for et par uger siden, om jeg ville lave et gæsteindlæg til hendes blog.

“Vil du ikke skrive om dine oplevelse med at bryde normer? At træffe anderledes valg. Hvor har du fået indsigten og modet fra? Har det været svært? Her mener jeg ikke bare at hjemmeskole, men det at gøre noget, få andre gør. Hvad var det, der gjorde, at du endte med at hive alle børnene hjem?”

Det er sjovt, det med at få spørgsmål: Indimellem kan det bringe selv den mest ordtomme hjerne til at producere svar, og pludselig sad jeg om aftenen og skrev, og det kom der et indlæg ud af, som Camilla har delt på sin blog, og som I nu kan læse her:

Camilla har spurgt mig, hvorfra jeg har modet til at leve et liv, som er anderledes fra mange andres. Det er blevet til at skriv om min barndom og om et kritisk blik, der med alderen er både modnedes og  blevet mere modigt.

Undersøgelser viser, at børn hvis forældre driver selvstændig virksomhed, har større sandsynlighed for også at blive selvstændige som voksne. Det skyldes, at de gennem barndommen udvikler en højere risikovillighed, og mærker den frihed, der er forbundet med at være sin egen chef.
I mit barndomshjem herskede der en stemning af autonomi – en fandenivoldskhed, om man vil, som mine søskende og jeg fik installeret i os. Vi voksede op med historier fra vores forældres oprørske ungdom, og historierne talte ind i en frihedslængsel, som blev en del af vores DNA.

Min far plejede at opfordre os til at gå over vejen uanset farven på lyset, hvis der ingen biler kom, og han rystede på hovedet, hvis vi læste til eksamen under vores læseferie, mens solen skinnede. ”Hvad i alverden laver du herinde? Det er sommer!”
Hans selvstændighed rustede mig til at være på vagt overfor autoriteter og ubevidste valg, og den kritiske sans har kun vokset sig større, jo ældre jeg er blevet.

Men min far nåede aldrig selv at leve frit; hans opposition var en vrede, som aldrig blev manifesteret, og jeg har lært, at det kræver både vilje og omtanke at leve reelt frit. Jeg har, siden jeg flyttede hjemmefra, levet mit liv, som jeg havde lyst, og i en del år var mine valg mere et oprør, end en intuitiv bevægelse, men sådan så min rute ud, og nu kan jeg ærligt kan sige, at jeg går, som mit hjerte viser vej, og jeg tvivler sjældent på, hvad der er op eller ned.

Således ser mit liv på en del områder anderledes ud end de fleste andres. Det er ikke et spørgsmål at ville skille sig ud, det handler simpelthen om, at jeg ikke gør noget uden at tage stilling til det. Og – hånden på hjertet og med fare for at blive slagtet på de sociale medier – så er det ikke ret mange af flertallets vaner, der vækker genklang i mig. Det giver simpelthen ikke mening for mig at bruge de fleste vågne timer på et arbejde, jeg ikke føler meningsfuldt eller at aflevere mine børn til mennesker, som ikke elsker dem lige så højt som jeg.
Det giver ikke mening at se X-Factor, når der findes SÅ mange gode bøger, film, samtaler og symfonier i verden, og det handler ikke om rigtigt eller forkert eller om at pege fingre, men eksempelvis X-Factor snupper hurtigt 15 timers af ens efterår, og de 15 timer har jeg andre ting, som jeg langt hellere vil bruge på.
Ultimativt giver det ikke mening for mig at melde mig ind i en samfundsstruktur, jeg grundlæggende mener, er fejlagtig. Jeg tror ikke, at kapitalisme eller overproduktion er vejen frem, og jeg tror ikke, at vores liv behøver indeholde trætteligt arbejde, som ikke gør jorden til et skønnere sted. Når jeg hører en kvinde sige, at hun hellere ville være sammen med sine børn end gå på arbejde, men at hun ”sidder i saksen, fordi vi har købt hus og bil”, får jeg lyst til at hjælpe hende med at ændre sin hverdag. Sælge det meste, finde noget billigere. Prioritere friheden og opdage nye vidunderlige veje gennem livet.

Det er derfor, jeg skriver min blog, selvom jeg ofte har lyst til at trække mig og leve et ubemærket liv her ude på bøhlandet. Jeg kan ikke lade være med at formidle oplevelsen af, at vi har en helt masse frie valg, og jeg føler en brændende trang til at huske mine læsere på, at intet er givet på forhånd. At livet er meget mere vidunderligt, når man selv har orkestreret det efter sine personlige drømme og at det meste kan lade sig gøre, hvis man er villig til at ændre på sin indstilling.

Man kan sige, at jeg har en no-bullshit tilgang til livet, hvor intet er helligt. Jeg stiller spørgsmålstegn ved alt, og hvis jeg gør noget, som er ordinært, spørger jeg i endnu højere mig selv, om det er hensigtsmæssigt, netop fordi det kan risikere at være en autopilot handling. Er engangssugerør i vores morgensmoothie eller Disney Show fredag aften den bedste løsning for os? Svaret er nej, derfor vælger vi anderledes.
Ingen er perfekt, og selvom jeg køber fryseposer fremstillet af majs (som revner for et godt ord!), er der andre områder, hvor jeg accepterer, at jeg endnu ikke er i mål, og måske aldrig kommer det. Jeg køber stadig fra tid til anden ét eller andet legetøj til mine unger uden at tænke mig om (og nogle måneder senere afleverer jeg det i Røde Kors, og har således både bidraget til fortsat produktion af overflødige produkter, spildt mine penge og givet mine børn oplevelsen af, at vi køber uden omtanke.), jeg råber for ofte, og så er jeg afhængig af chokolade. Men de helt store linjer tager jeg ansvar for, og dem er der ingen andre end mig selv og min familie, der skal definere.

Det med børnene? Dem pillede min mand og jeg ultimativt ud af børnehaven og skolen, fordi vi var klar til det. Jeg tror egentlig, jeg altid instinktivt har vidst, at det ville være bedst for mine børn at være hjemme, og måske også at det var bedst for mig. Men jeg var bange for, at det ville ødelægge noget, hvis ikke jeg afleverede dem i en institution. Jeg anede simpelthen ikke, hvordan jeg skulle gribe det an at være en reelt nærværende forælder, for jeg kendte ingen, der levede sådan.
Det er jo et helt forrykt tankemønster, som opstår af vores massive institutionalisering og konstant nærværende adskillelseskultur, hvor alt lige fra ammeanbefalinger til barselsregler er tilrettelagt efter, at vi skal kunne give vores børn fra os, når de runder et år.
For mig hang tilvalget af vuggestuen også sammen med det manglende fællesskab i barselslivet, som betød, at jeg var meget alene med mit barn, der havde kolik. Urbaniseringen har for mange den konsekvens, at vi er langt fra vores familie, og arbejdskulturen betyder ydermere, at bedsteforældre, mostre og naboer alle sammen er på arbejde. Der opstår et vakuum og en enorm ensomhed i barslen, medmindre man selv har overskud til at stable et stærkt netværk på benene.
Så jeg afleverede min søn i vuggestue, og det var en meget splittet følelse. Den helt åbenlyse lettelse over ikke at have ansvaret i nogle timer blev kvalt af smerten ved at overdrage mit barn på 16 måneder til fremmede hænder. Det virkede kunstigt at komme tilbage nogle timer senere, og i garderoben spørge de ukendte pædagoger, hvordan han havde haft det, og hvad han havde lavet, mens jeg var væk? Mit barn.

Men idet, at jeg afleverede mit barn, blev jeg med ét en del af en slags klub, og det havde jeg savnet, siden jeg blev mor. Nu var jeg én af dem, som også havde for travlt til at være mor på fuldtid, og retorikken blev hurtigt, at det var dejligt at komme tilbage på studiet og få tid til at bruge hjernen igen. Der er SÅ mange vinkler i den problemstilling, at jeg næsten ikke kan rumme det. Der er det faktum, at det ER vildt hårdt at være mor – i særdeleshed på grund af den måde, vi har indrettet os. Lige så meget som jeg mener, at alle børn har bedst af at være sammen med deres forældre de første 3-6 år af deres liv (eller mere?), lige så vigtigt synes jeg, det er, at mødre ikke er ensomme eller deprimerede.
Der er også det faktum, at både vi selv og vores egne forældre blev passet ude, så ingen af os ved helt, hvordan man skaber en sund tilknytning til sit barn, og mange af os tror ligefrem, at institutionen er en nødvendig del af et helstøbt liv. Jeg kan næsten ikke understrege tilstrækkeligt, hvor vildledende og smertelig jeg mener, den opfattelse er.
Vi er en brik i et maskineri, som ønsker os tilbage i produktionsledet hurtigst muligt, og retorikken bliver et blodfyldt og løgnagtigt plaster over vores dybeste smerte: Vi lever med dette livslange tab, at vi adskiller os fra vores børn, for at kunne købe nye ting til et liv, hvor der aldrig er nogen hjemme. Vi sparer sammen til ferier, hvor vi frustreres over vores nærmeste, fordi vi ikke er vant til at være sammen, og vi drømmer om at tage roen fra ødegårdsweekenden med hjem, men den drukner i ønsket om et nyt køkken og en højere stilling på jobbet.
Og selvom vi savner vores børn, når vi er væk fra dem, siger vi i kaffestuen på arbejdet, at det er fedt nok at komme på forretningsrejser væk fra dem. ”Jeg nyder at komme lidt hjemmefra”, som om vores familie er noget, vi med rette ønsker os selv på afstand af. Der er så meget smerte i den afstand, men nu kalder børnene og vi selv på forandring. Noget er ved at ske, og vi er mange, som kalder på forandring.

Da min familie og jeg flyttede til Ærø for tre år siden, var det en fysisk bevægelse væk fra de kasser, som vi følte, uværgeligt blev trukket ned omkring os (arbejde, institutionalisering, skole, pisatests, pensionsopsparing). Vi havde behov for at skabe et liv, der gav mening for os, og på Ærø følte vi, at vi selv kunne bestemme, hvordan vores liv skulle se ud, og det åbnede for en større sensitivitet og et dybere nærvær. Afleveringerne i børnehaven blev sværere endnu, og da vores ældste skulle fra 1. til 2. klasse på friskolen, hvor der ville være et større fokus på det boglige og mindre tid til leg, yoga og meditation, vidste vi, at tiden var inde til at gribe den drøm, jeg havde haft i nogle år: Hjemmeskolelivet.
Det faldt i hak med, at vores yngste var så stor (knap halvandet), at Kristian og jeg kunne se, at vi faktisk havde overskud til at have alle børnene hjemme. Og med ét var vores liv forandret.

Det med at hjemmeundervise er ligesom alt andet i mit liv:  En reaktion på en erkendelse.
Som ny mor begyndte jeg på et tidspunkt at tænke over, hvad jeg egentlig havde fået med fra min skolegang, og jeg kom hurtigt frem til, at det ikke var meget, jeg kunne huske. Samtidig var jeg ikke i tvivl om, at også den sociale dannelse ville have bedre vilkår under andre forhold end i en klasse med 28 elever. Jeg hørte om hjemmeundervisning, bestilte en stak bøger, og e-mailede med familier, som levede det liv. Jeg mærkede den begejstring og samtidig ro indeni, som jeg har lært, er ensbetydende med, at jeg er på rette vej.
Og her står vi nu: I en hverdag med fire unger hjemme, hvoraf tre er officielt hjemmeskolede fra august, og den ældste har været det i et år. Undervejs i denne hverdag forstår jeg efterhånden, at det er mine børn, som lærer mig om livet og ikke omvendt. Jeg har aldrig følt mig hverken mere glad eller stærk end nu, og når jeg går i seng om aftenen, ved jeg, at jeg har brugt min dag på det, der giver mest mening for mig. Det er et vidunderligt liv – fuldt af store og udfordrende erkendelser, og det er, her vi er kommet til i vores proces, som udspiller sig i en kultur, hvor det generelt er anses som en form for nederlag, hvis man bruger sit liv sammen med sin familie. Derfor tog det os tid at komme helt ind til kernen i vores drømmeliv, og derfor giver det mening for mig at fortælle min historie: Så andre forhåbentlig også kan tage hul på deres version af et drømmeliv – snarest muligt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Det er så inspirerende at læse dine indlæg! Jeg er lige sprunget ud i at være hjemme med mine to små børn, og jeg har fundet meget ro fra dine fine indlæg. Jeg har længe villet Det, men først nu tør Jeg. Og først nu føler jeg mig sikker på, at det ér det bedste for mine børn og for mig. Så tak for inspiration til at turde gå efter mine drømme!

    • SVAR

      Sikke en dejlig kommentar. Tillykke med beslutningen og held og lykke med jeres nye liv. Du vil aldrig fortryde den tid du bruge sammen med dine børn.

  • SVAR

    Fantastisk inspirerende!
    Drømmer ikke om hjemmeskoling, men om at kunne gå hjemme med yngste barn til han er 3 år. Og dermed være hjemme når de to store kommer fra skole kl 13/14 om eftermiddagen.
    Kender du smilerynker.dk og NeoHippie? Der vil du også kunne finde inspiration.
    God dag!

    • SVAR

      Og det kunne være mig, der skrev dét om sugerør, Disney Show, legetøj og majsposer 🙂
      Så enig!
      Bliv endelig ved med, at sprede de fede budskaber! 🙂

      • SVAR

        Tusind tak – det gør jeg. Og det hjælper altid på energien at læse kommentarer herinde 🙂

    • SVAR

      Det lyder som en dejligt drømmeliv, du har. Gør det endelig til virkelighed. Jeg kender godt både Neohippie og Smilerynker, ja. Kloge, inspirerende kvinder.