Hvor længe skal man lede efter nærværet?

Velkommen til min blog, hvor alt er så fint,” sagde barnet, og lagde hovedet på skrå. “Men nu kan I se, hvordan virkeligheden er. Det er ikke altid så perfekt i hjemmeskolelivet, og børnene er ikke altid søde.

Sådan lød det i går, da vi havde besøg af vores venner. Mine børn og jeg var midt i en diskussion omkring spisebordet. Jeg bad dem vaske hænder, og de sagde nej. Jeg blev irriteret, og snakkede om fingeraftryk på væggene, indtil en lille stemme skar igennem, og kastede de sandhedstyngede ord ud i rummet, hvor alt stod stille i øjeblik.

“Du har en stor fremtid foran dig,” sagde vores venner så, før barnet gik derfra med et smil.
Hænderne? Jeg tror, de lugter af mayo endnu..

Nogle gange finder vi hinanden, andre gange ikke. Det er ikke en kamp mellem forældre og børn, det her. Det er et liv, mange liv, en ambition om at vise respekt og omsorg i håbet om at lære børnene netop det. Først og fremmest er det en søgen efter nærvær og dermed mening, og det kan tage tid at komme frem.

For det er selvfølgelig sandt, det der blev sagt over bordet: Vores liv er ikke lutter lagkage. Det er vildt intenst, dybt forvirrende og indimellem meget udfordrende.
Vores liv er fuldt af usikkerhed og diskussioner om, hvorvidt vi gør det rigtigt, og om vi gør det godt nok.
Betyder det, at jeg fortryder, at vi har børnene hjemme? Nej, tværtimod. Uanset den enkelte dags udfordringer er jeg glad for, at vi er sammen – hvem skulle kunne gøre det bedre end os?
Men jeg kan blive ked af min egen indsats – eller mangel på samme – når jeg igen og igen glemmer mine inderste ønsker, og i stedet gentager de mønstre, som jeg har set gennem hele mit liv (vrede, bortvendthed, dominans, manipulation). Hvornår gik instinktet tabt? Hvorfor er arbejde eller facebook mere tillokkende end samværet med vores børn?

Med tiden erfarer jeg, at min dårlige samvittighed bedst kan tjene som en effektiv ledetråd. Den skal ikke trække mig ned, men derimod inspirere til udvikling.
Den ømme følelse i maven ovenpå et skænderi skal ikke pacificere mig, men derimod inspirere mig til at holde om de små mennesker og prøve at gøre det bedre næste gang.

En aften, da Kristian og jeg var gået i seng, kom vi til at snakke om den rodebunke af en hverdag, som vi nogle gange synes, vi lever midt i. Jeg forsøgte at beskrive følelsen af, at jeg  befinder mig i en tåge: Som om jeg aldrig er helt tilstede, altid er lidt utydelig i mit nærvær.
Vi aftalte, at nærværet skal være på plads, før vi gør noget andet. “Familien er vores hovedprojekt,” sagde Kristian. “Alt andet vi har gang i, kommer efter det.” Han mente vores arbejde, bloggen og den dokumentarfilm, som vi gerne vil lave.
Da jeg lukkede mine øjne, vidste jeg, at jeg skulle slette alle de apps på min iPhone, som distraherer mig i løbet af en helt almindelig dag: Væk med messenger, facebook og e-mail. Telefonen op på en hylde i skabet og min bevidsthed ned i livet som leves lige her og ikke i cyberspace.
Jeg vidste, at mit projekt den næste tid skal være at komme tilstede – på alle plan – i min familie. Måske det er et livslangt projekt.
Og jeg tænkte: Hvorfor skal det tage så lang tid at lære nærvær? – Måske fordi jeg aldrig selv har oplevet det som barn? Måske fordi jeg er opdraget i en kultur, hvor man gerne skal nå alt på én gang?

“Jeg er så glad for at se, hvordan I lever jeres liv,” sagde en nabo for nylig. “Det er ligesom Børnene i Bulderby”.

Hvis der er nogen, der elsker historierne om Børnene i Bulderby, er det mig. Hvem ville ikke gerne bo i den kærlige familielandsby, hvor man hjælper hinanden, børnene lærer af deres forældre, og alle gør en forskel? Jeg mærkede et sus af stolthed over naboens ord, og kort efter kom erkendelsen af, at sådan føler jeg ikke (altid), at vores liv er.
For Børnene i Bulderby er Astrid Lindgrens fortryllende fantasiverden, og virkeligheden er magisk, men den er ikke altid smuk.

Her i min virkelighed er der telefonen, computeren og børnenes iPads, som vi lægger langt væk igen og igen. Der er min manglende tilknytning til naturen; min fremmedhed overfor at tage børnene med i alle dagens gøremål. Der er træthed og forventningen om at her skal være smukt, mens vi også er sammen, og er glade.
Og der er mine fire fortryllende børn på dette fortryllende sted. Så meget potentiale, så mange muligheder. Det er dem, det hele handler om.

Men jeg nærmer mig nærværet. Med små, sikre skridt nærmer jeg mig det. Det er det, jeg vil fortælle jer i dag: At det er en bevægelse, en langvarig proces: Det gode liv er ikke et quick fix, ikke et plaster på såret. Det er hverdagen med alt hvad den rummer af frustration, tvivl og sårbarhed. Det er selve livet, og vi tager det i vores hænder og ser på det med kærlige og med kritiske øjne, fordi vi vil være vågne i vores liv, også selvom det vi ser, ikke altid er smukt.

Så når I skriver til mig, at I drømmer om et meningsfuldt liv, og I drømmer om mere ro og mere balance, og I drømmer jer væk fra det, I står i lige nu, så er der i virkeligheden kun ét rigtigt svar: Tag det første skridt i den retning, I kan mærke i hjertet. Og tag så det næste.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Essensen i det, du skriver, vækker respekt, genklang og glæde i mig.

    Respekt fordi du tør se dig selv i øjnene og dele det med andre. Er du klar over, hvor stort det er? For mig at se er det lysarbejde så det batter.

    Det, at du kaster lys på netop det, som de fleste vil lade ligge ubelyst i mørket (den dårlige samvittighed, den ømme følelse i maven osv.), er så fint, så fint.

    Jeg kommer også til at tænke på, hvorfor det er så svært for mange af os at vælge et liv, som I gør. Er det mon fordi, det er nemmere at leve som samfundet (implicit eller eksplicit) dikterer, for så er det jo samfundets skyld, hvis vi ikke er glade. Det bliver mere sårbart, når vi selv tager ansvar, for så fremstår det hele mere klart. Hvis vi tør kigge på det. Derfor: kæmpe respekt for at du fortsætter med at dele ud af dine erfaringer. Så sårbart og så ekstremt stærkt på samme tid.

    • SVAR

      Tusind tak, kære Pia, for dine smukke ord. Det varmer meget.
      Ja, jeg tror, at når vi vælger normen, så er det fordi, det er den nemmere vej. Dermed tror vi, at det også er den sikre, hvad end den føles rigtig eller ej. Jeg mener ikke nem som doven eller ligegyldig, men som oplagt og utvivlsom. Ofte er den gængse vej bare ikke den helt rigtige for os, og så er det, at der opstår konflikter indeni.

  • SVAR

    Når vi er en del af en større sammenhæng, som vi er i en stor familie, med hjemmeskolede, folkeskolede, yngre eller ældre børn, er det min erfaring, at tvivlen rammer igen og igen. Og af forskellige årsager. Jeg tillægger ikke kun ydre omstændigheder, eller min manglende formåen som grund til nærværet ikke føles så nært som man ønsker sig, eller at skænderiet ikke opstod osv.
    Af og til ( måske fleremgange, end vi egentlig er klar over, er der andre faktorer på spil, end bare gamle mønstre eller forstyrrende apps. Det er – heldigvis – også en del af livet…
    i familien er vi alle en del af det store samspil.
    Måske har det mindre barn haft en dårlig nat med mange forvirrende drømme og reagerer anderledes i nærværet end i går.
    Måske har far ondt i visdomstanden og har en kortere lunte idag, end han havde i går, og derfor har han ikke den samme tålmodighed og det samme overblik som igår.
    Den voksne søn kan være ramt af jordskælvet, fordi kæresten har forladt ham. Han ønsker snak og nærvær med sin mor, som i hans sorg også støder på sin egen tilsvarende over et brud. Og græder. Selvom hun skulle være skulderen, han kunne læne sig op af.
    Jeg håber, du kan følge mine tanker, til gavn for måske at være lidt mindre hård ved dit/ jeres nærvær med børnene.
    Om nogen, har jeres børneflok et forældrepar der tør…lyse på både det gode og det svære. Og det er det, som også ruster børneflokken til det, som livet også er en del af.

    • SVAR

      Du kan tro, at jeg kan følge dine tanker, og det vækker dyb genklang i mig. Ikke mindst er din historie om den hjerteknuste voksne søn meget tankevækkende. Tak ❤️

  • SVAR

    Min første tanke var: det er når vi er nærværende med vores børn, at de lærer os så godt at kende, at de kan spidde os på et splitsekund med én sætning 😀
    Nærhed vil altid give sårbarhed fordi der kommer så meget mere på spil, en helt anden samhørighed – et fintunet maskineri på godt og ondt 🙂
    Men det er godt at blive opmærksom på hvad der skubber til maskineriet på en dårlig måde, og så sige som I gør; det er faktisk okay vi vælger nogle ting fra og andre til.
    Sikke en vidunderlig rejse livet kan være, hvis vi giver os selv lov <3

    • SVAR

      Ha! Ja, du har ret. Og vi ER nærværende herhjemme. Det er vi jo virkelig – det ved du. Men jeg er også det modsatte i højere grad, end jeg ønsker at være det, og for mig handler det både om min egen baggrund og om de aktuelle disktraktioner, som er så presserende i vores samtid. Det har virkelig gjort noget godt for mit fokus ikke at have adgang til nettet dagen lang ❤️

  • SVAR

    “Med tiden erfarer jeg, at min dårlige samvittighed bedst kan tjene som en effektiv ledetråd. Den skal ikke trække mig ned, men derimod inspirere til udvikling.” – Åh, kære Maj My. Ja, ja og ja. – At være vågnet op til erkendelse af, at noget står i vejen for nærværet – netop dét er så livsvigtig – og smertelig – en erfaring. Og længslen efter dette nærvær bliver hele drivkraften bag den levende bevægelse. – Jeg kender den vandring. Det er vandringen mod den dag, hvor Solsortens sang pludselig kommer direkte fra Himmelen – og høres med Hjertet. – En hidtil ukendt dyb følelse af forbundethed melder sig. – Vi er så mange, der byggede Kinesiske Mure om vores Hjertes Dyb, fordi vi blev så ramt af Forladthed. – Denne smertelige erfaring, tænker jeg, er hele drivkraften, der nu vil bære os ind i nærværet. Et nærvær, der vil kunne erfares i taknemmelighed, netop fordi det så længe var gemt bort. – Du er velsignet på din vandring.

    • SVAR

      Dine ord skal mejsles i mit væv, for de giver en kolossal styrke til at fortsætte. Forladtheden er både smerten og, som du skriver, drivkraften. Tak for din dybe indsigt, kære Tove ❤️

  • SVAR

    Det er vel kun muligt at være helt nærværende og leve i det liv, I har valgt for jer og børnene – hvis du ikke hele tiden skal fremvise det på fb og blog – tænker jeg?

    Min datter bagte en kage forleden. “Lækkert” sagde jeg og ventede på det første stykke. “Skal du lige poste det på insta først?” Spurgte hun.

    Det skulle jeg ikke. Men jeg havde da lyst. “Se min datter, hvor dygtig hun er, fordi jeg har opdraget hende så fint.”

    Jeg så en film på Netflix for nyligt. Et ungt par var landet på Island og de vågner op til en apokalyptisk morgen. Alle er væk. Kun de er tilbage. De lever de første dage i lykkerus og forelskelse og pjatterier. Men så går det ned af bakke. For hvordan kan de være lykkelige – når der ikke er nogen at vise, hvor lykkelige de er? Det var ikke nok, at de blev bekræftet af hinanden. Omverdenen skulle også bekræfte dem. Jeg tænkte meget på dig og dine opslag, da jeg så den film. Og på hvordan vi alle higer efter ros og bekræftelse.

    • SVAR

      > Uh, den var skarp, Anita. Jeg håber det er okay, jeg kommenterer her, da det sætter nogle tanker igang.
      Uanset hvad der ligger bag Maj Mys passion for at skrive og dele ud af sit liv (det ved hun bedst selv), så vil jeg tilstå at jeg er svært glad for, når nogle træder frem og gør det. Det inspirerer verden, når nogle fortæller ærligt om deres liv og motivation for at vælge “anderledes” end så mange andre. Jeg er glad for, at vi har mulighed for at stå frem med vores stemmer i dag med så mange nuancer pga. blogge som disse. Personligt får det mig til at føle mig mindre alene, fordi jeg mærker at der andre som mig. Hvilket kan være så værdifuldt i en adskilt verden som denne.
      Nogle mennesker har et drive, som handler om at inspirere og dele sig selv med verden. Jeg kender det fra mig selv. Det kan godt minde om, og blive blandet sammen med, at man skal deale med anerkendelsens for- og bagsider. Den er vanedannende, bestemt. Men jeg synes det er lidt hurtigt at tænke, at det er årsagen til at Maj My deler så gavmildt ud af sit liv.
      Alt det bedste, Rebecca.

    • SVAR

      Hej Anita,
      Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når du har de refleksioner – hvad end de er fremkaldt af en film eller af din egen datters kommentar om instagram – så handler det mere om dig, end det handler om mig. Men jeg er enig i, at der kan være en afhængighedsskabende anerkendelse i at dele. Jeg oplever dog ikke, at det er min primære motivation for at skrive. Nogle gange nærmere tværtimod.

  • SVAR

    Kære modige menneske. Jeg er glad for at du vælger at dele det hele. Der strømmer kærlighed imod dig. 🙂
    Der går ikke mere af os, når vi viser vores sårbarhed, vi bliver mere hele, og mere stærke for os selv og for vores omgivelser. Sådan har jeg det også med mine børn. Når jeg taber tråden, fordi jeg er for træt til at tale respektfuldt, så er det eneste jeg kan gøre at synke smerten, mærke og tilgive mig selv og derefter sige undskyld. Og herefter tænker jeg, at det vigtigste kommer; forklaringen, fortællingen om hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde eller sagde som jeg sagde. Jeg havde glemt at sige fra for længe siden, da jeg havde brug for en pause fx. Jeg føler mig alene om opgaverne fx. Jeg savner far fx.
    For vores børn kommer selv til at stå i SÅ mange situationer, hvor de selv taber hovedet eller hvor andre gør det overfor dem. Og så er mit vigtigste job at give dem viden og erfaring omkring, virkelig på rygraden, at ingen i virkeligheden gør det pga. mine dem, men pga. noget der ikke var som det skulle være i vedkommende, der tabte hovedet.
    Når mine børns skal lære, at alle har ansvar for egne behov og handlinger, dem selv inklusiv (med tiden), så er det kun mig selv, der kan gå foran og vise vejen.
    Der var en dag for nogle uger siden, hvor jeg knækkede helt sammen ude i haven. Jeg troede jeg havde sagt fra og bedt om hjælp, men børnene blev ved at gå mig på nerverne. Da Byron endelig kom hjem (for sent), kunne han godt se at den var gal. “Hvordan går det?” “Jeg er grædefærdig, jeg er så træt. Jeg troede jeg kunne klare det, men jeg kan ikke mere nu”, svarede jeg og tårerne pressede på. Og så kom Robin hen (7 år) til mig, bekymret og omsorgsfuld og sagde helt ærligt; “men det sagde du jo ikke, mor!” Og jeg kunne høre på ham, at jeg ikke havde turde indrømme det overfor dem tidligere. Tydeligt nok.
    Måske kom den her kommentar til at handle mere om mine/vores problematikker herhjemme, da jeg fornemmer at tydelighed ikke er en så stor udfordring for jer. Men pointen er, at vi hver især har vores ømme punkter, som vores børn har gavn af at forstå mere til. Det vil helt sikkert følge dem, så vi kan lige så godt give dem en hjælpende hånd. 🙂 Faktisk tror jeg på, at vores børn har valgt at være hos os, fordi vi har noget vigtigt at lære dem. Ikke kun om lyset, men også om mørket.
    Jeg vil ikke være en perfekt forælder, der altid møder mine børn, har overskud og nærvær til dem, for sådan tror jeg ikke, vi er mest hele, eller vokser mest. Jeg er sikker på at du og Kristian overvejende er netop dét; nærværende, omsorgsfulde og respektfulde. Og det er godt nok.
    Kan du se hvor jeg vil hen? Vi falder så tit i den fælde, der hedder, at vi fejlede og det burde vi ikke. Vi gør det ikke godt nok. Men når vi ser på vores eget liv – både de mørke tider og de lyse – så er det mere end noget andet måden hvorpå vi formår at håndtere mørket på, der betyder noget.
    Jeg ved, at du ved alt det her. Tak fordi du inspirerer mig til at skrive. <3

    • SVAR

      Kære Rebecca,
      tak for dine vise ord. Jeg er fuldstændig enig: Kun ved at være ærlige og turde stå i det grimme og det smukke kan vi lære vores børn at finde styrken når de også – uundgåeligt – møder alle livets nuancer gennem et forhåbentligt langt og nuanceret liv.
      Når jeg tager ansvar for mig liv, og rykker mig, ændrer kurs, får andre vaner, og bliver et mere og mere helt menneske, viser jeg mine børn, at der altid er en vej, der er altid mulighed for at blive klogere, komme hen til lyset.
      Det er min overbevisning, at vores børn ofte kommer både for at lære af netop vores familiekonstellation, men i endnu højere grad for at lære os forældre noget, som vi har bedt om at blive klogere på ❤️❤️ Tak for din deling. Jeg glæder mig til at møde jeres familie en dag.

      • SVAR

        JA, Maj My. Du har så ret. Børnene er også kommet her for at lære OS noget, i høj grad. Tak for at skrive det lige netop nu.

  • SVAR

    Jeg må tilslutte mig Rebecca her. Din blog, Maj My, er nok så tæt på det hudløst ærlige, man kan komme en familie i det offentlige rum, uden at det bliver for meget. Jeg læser på ingen måde dine posts som overfladiske glansbilleder, men tværtimod, som et billede på det virkelige liv, et bevidst liv, hvor der løbende bliver reflekteret og taget stilling, i stedet for at følge den af samfundet udstukne vej. Tak for at dele og inspirere! <3

    • SVAR

      Af hjertet tak for dine smukke ord ♥️