Hvordan (i alverden) får man råd til at hjemmeskole

Jeg delte i går et indlæg om de økonomiske aspekter ved at hjemmeskole, hvori jeg brugte en del citater fra facebookgruppen “Fri Læring” (som jeg vil anbefale alle, der er interesserede i hjemmeundervisning at søge medlemskab i). Citaterne kom fra en tråd, jeg selv havde startet med spørgsmålet: “Hvordan får I jeres økonomi til at hænge sammen?”, og selvom jeg troede, det var tydeligt, at jeg ville bruge udtalelserne her på min blog, blev det klart, at flere var ærgerlige over, at jeg ikke blot havde brugt deres svar som inspiration til en mere generel tekst.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, der går en del specifikke erfaringer tabt, når man generaliserer over et emne, som jeg for øvrigt selv er fuldkommen grøn i, men jeg håber, at der alligevel er inspiration at hente i nedenstående (og heldigvis har jeg fået tilladelse til at bruge nogle af de rigtigt gode udtalelser også).
Jeg håber meget, at alle hjemmeskolere som læser med, har lyst til at dele jeres erfaringer i kommentarsporet – det kan gøres anonymt.

Når jeg ikke i denne sammenhæng skriver en masse om min egen families erfaringer (som jeg ellers har været inde på her – og her), er det fordi, vores økonomi ikke pt. har måttet antage end anden form end før vi hjemmeskolede.

Essensen af de det, jeg hører i hjemmeskolernetværket (hvor man populært kalder sig selv “HU’ere”, hvilket står for “hjemmeundervisere”), er, at folk indretter sig, så det bliver muligt at hjemmeskole: At det er så vigtigt (nærmest eksistentielt) et valg, at man er villig til at tilpasse alt andet derefter. For nogle betyder det, at de bor meget småt og ikke har bil, mens det for andre løber rundt, fordi den ene arbejder fuldtid og den anden har deltidsarbejde, hvor de krydser hinandens vagter. Der er også enlige hjemmeskolere – det skriver jeg lidt om senere i indlægget.

En del familier nævner selvforsyning (kød, grøntsager, tøj) som en økonomisk aflastning, og jeg har indtryk af, at omend den største koncentration af hjemmeskolere findes i hovedstaden, så er der også en anseelig procentdel, som vælger at flytte på landet til lavere udgifter og bedre muligheder for at dyrke jorden m.m.

Hvor kan man ellers spare penge? De samme steder som alle andre, der er presset på økonomien, tænker jeg. Nogle hjemmeskolere skærer forsikringer, økologi, pension, rejser og fødselsdagsgaver fra. Nogle argumenterer for, at der ikke er én eneste ting, man behøver: “Det er et spørgsmål om at bryde med vanetænkningen og se sin frygt i øjnene.” Jeg oplever selv, at livsstilen som hjemmeskoler bliver selvforstærkende, så vores valg af at hjemmeskole herhjemme går mere og mere i hånd med et nedtonet forbrug af….well, forbrug.

Jeg får det indtryk, at ønsket om at hjemmeskole er så stærkt for mange, at der ikke nødvendigvis er tale om en konstant kamp imellem forbrug og frihed, sådan som man ellers kunne forvente i et samfund, hvor meget handler om køb og salg. Jeg får også det indtryk, at mange hjemmeskolere er mennesker, som har ressourcerne til at træffe et så alternativt valg ud af overskud, og det er en anden vigtig pointe, som jeg vil prøve at komme omkring på et tidspunkt: Spørgsmålet om hvad ressourcer rent faktisk er? Med ressourcer mener jeg nemlig ikke økonomi, men derimod en mental indstilling, som gør det muligt at træffe de valg, man drømmer om. Jeg er overbevist om, at langt de fleste mennesker, som ikke følger deres drømme, reelt har svært ved at forklare det med økonomiske eller fysiske udfordringer, men derimod blot kunne kaste et blik på de mentale benspænd, som vi sætter op for os selv, for at finde svaret. Det er vildt, hvad der kan lade sig gøre, hvis vi tør.

Et par af kommentarerne fra forummet lyder således:

* Jeg er alene med min søn, selvstændig og arbejder hjemmefra. Det har krævet is i maven, at turde tage nogle vilde spring med bind for øjnene og tillid til at det hjertet kaldte på, var det rette samt et meget stærkt høreværn mod alle de mange mennesker der sagde at ‘Det kan man ikke leve af’ og ’sådan kan man da ikke bare gøre’.  Det kan lade sig gøre, men for de fleste kræver det formentlig så stort et spring ud af komfortzonen, at det kan virke uoverskueligt. Personligt skulle jeg derhen, hvor det trygge valg var så uudholdeligt, at frygten for det usikre blev til en biting. Jeg kunne ikke vælge anderledes. Både da jeg gik selvstændig, og da jeg hev sønnike ud af skolen. Og måske er det der, man skal hen, før man tør tage springet? At det indre pres overdøver det ydre?”

* Vi startede vores eget firma for lang tid siden. Så det spring har vi ikke skullet tænke på i forbindelse med at have børnene hjemme, der har det mere været tankerne, der har holdt os tilbage.
De ting, vi har valgt at spare på, er f.eks. pension og økologi. Det er meget sjældent, nogen i familien får nyt tøj, det er arvet det meste. Møbler er fra storskrald eller arvet, med nogle enkelte købte. Vi har et minimum af forsikringer, dvs ingen ulykkesforsikring eller livsforsikring.
Fra maj til september har vil lejet vores hus ud på Airbnb mens vi har boet i vores kolonihave i Viborg (bor normalt i Århus c).
Om en måneds tid har vi lejet huset ud igen, og tager ud, og rejser jorden rundt i fem år. Igen har det krævet nogle beslutninger og tanker om, hvordan man gør det billigst, men det meste kan lade sig gøre, og for det meste kan man ikke kopiere de valg, andre har taget, for det er personlige valg. For nogle vil beliggenheden af ens hjem være det vigtigste (altså udover at få børnene hjem, ikke) for andre økologi, igen andre vil ud at rejse og nogle vil meget gerne have sikkerheden i en pension.
Andre igen synes, at det at den ene forælder arbejder meget, fungerer bedst, og for andre er løsningen, at begge arbejder deltid (som vi har valgt). Nogle kan arbejde online og på den måde være hjemme, mens andre flytter sammen med bedsteforældre eller venner for at få hverdagen til at hænge sammen osv.”

* Vi bor billigt til leje i bofællesskab (verdens bedste konstruktion – legekammerater over det hele). Min mand arbejder hjemmefra med det, der virkelig er hans passion, så han tæller ikke timer – han tjener på ingen måde styrtende, men nok til, at der er et okay fundament at gå ud fra. Jeg synger i kirke om søndagen, og har beholdt mit gamle timelønnede studiejob, som jeg (næsten) kan skrue op og ned på, som jeg vil. Vi er i gang med en øvelse i at skrue en lille smule ned for forbruget, så jeg kan arbejde en lille smule mindre og holde fokus på at være fuldtidsmor uden at blive stresset. Manden er fra Italien, så én af de poster, som vi prioriterer her, er flybilletter ned til farmor og farfar en gang eller to om året. Ellers alle de gængse sparetricks – grøntsager fra egen køkkenhave, billige forsikringer og mobilabbonnementer, arvetøj og -legetøj osv.

* Vi har vel rundt regnet, hvad der svarer til en deltids løn at leve for. Jeg har dog aldrig følt mig fattig, trods vores anderledes livstil – verden er fuld af ressourcer, det kommer tit blot an på, hvordan man ser på det. Vi har aldrig manglet noget af det, der betyder noget for os.”

Afledt af min tråd om økonomi opstod der en anden tråd i gruppen om, hvorvidt man kan være aleneforælder og hjemmeskole. Syv-otte kvinder svarede, at det er de, og de malede nogle vidt forskellige billeder af, hvordan de får det til at gå op. Én forklarede, at det kan hænge sammen, fordi hendes forældre støtter hende; en anden skrev, at en bedsteforælder tager børnene, når hun har døgnvagt en gang hver uge.
Her er et par af deres uddybninger:

* Ja, jeg er alene. Dog indgik min eksmand og jeg aftale om (tidsbegrænset) ægtefællebidrag, da vi blev skilt for to år siden. Uden det, kan jeg ærlig talt ikke se, hvordan jeg ville kunne undervise hjemme. Jeg har ikke noget fysisk netværk at trække på, så jeg har bogstavelig talt kun mig selv i hverdagen, og far har bosat sig langt væk. Men jeg ved at der er andre herinde, der er enlige og hu’er.
Jeg vil så lige sige, at jeg lige har forsøgt at arbejde i vågen nattevagt, og det måtte jeg (desværre) opgive. Jeg havde vagter fra 23-11, og med halvanden times transport tid i begge ender. Det kunne ikke lade sig gøre, og jeg måtte stoppe medens “legen var god”. Virkelig på alle måder et godt arbejde (handikaphjælper) men jeg mistede korttidshukommelse og tidsfornemmelse fuldstændigt, og sov al den tid jeg ikke var på arbejde. Det kunne jeg ikke ene forælder få til at hænge sammen. Er man to, kan man jo bakke hinanden op på den ene eller anden måde, tænker jeg. Jeg vil nu prøve at finde noget andet – en erfaring rigere..!

* Jeg er alene med min dreng på 7. Vi er kun os to, far er ikke rigtigt inde i billedet og jeg har ikke det store netværk. Så vi klarer os selv, det lærte jeg på den hårde måde. Så den del var sådan set selvkørende inden hu-valget kom ind i billedet. Min historie de sidste 8 år har nærmest kørt mig stilling til der hvor vi er nu, jeg står op kl 5 de fleste dage, fjernbehandler dagens klienter og er som regel færdig når ham den lille vågner. Så er der morgen hygge og skole ved morgenbordet ( dagens dejligste stund) hvorefter sønnike leger og jeg laver det praktiske der følger med arbejdet. Har jeg Skype sessioner, er han så stor nu at han fint kan underholde sig selv i en times tid imens jeg arbejder. Så det har krævet nogle kreative arbejdsløsninger for at få det hele til at gå op, men det funker og vi begynder virkelig at lande i flowet, og det er ret magisk

* Jeg er alene – og hjemmeunderviser alene. Det er mig der har valgt at lade min søn bestemme at han vil uskoles, og jeg har mildest talt skullet kæmpe med hans far om at det er sådan det er!
Jeg forsørger mig selv. Jeg har min egen konsulentvirksomhed, og tager en ret pæn timepris. Det betyder at jeg er meget hjemme – fordi jeg ikke tager mere ind end vi har brug for. Men det er naturligvis en delikat balance. Jeg har pt. to hovedgrupper af kunder: Kulturinstitutioner og Praktiserende læger. Kulturinstitutioner kræver en del rejseaktivitet, fordi jeg holder øje med hvad der sker på udstillingsfronten internationalt. Der har jeg så Isak med.
Og når jeg laver kurser for Fx. Region Midtjylland for uddannelseskonsulenter i forhold til lægerne, så er han nu så stor at han bare er alene i 1 1/2 døgn.

Hvad tænker I alle sammen?
Jeg (og alle der læser med) vil vildt gerne høre jeres erfaringer (og spørgsmål) så skriv løs i kommentarfeltet (hvor man gerne må være anonym)

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 Kommentarer

  • SVAR

    Tak for et igen super interessant indlæg. Jeg har ikke selv erfaring med hjemmeundervisning, og har slet ikke gjort mig overvejelser om de økonomiske aspekter, der må være forbundet med det. Men de forskellige perspektiver fra forskellige HU’er er meget inspirerende, og jeg tror bestemt på at der er noget om at det ikke kun handler om økonomi, men lige så meget om ressourcer. Jeg kender en som formår at leve på den måde. Hun har ikke tjent penge i årevis, –
    hun lever et alm. liv med tag over hovedet og mad til alle måltider, men lever af de ressourcer, der er omkring hende, og bidrager med det hun kan bidrage med i forskellige sammenhænge. Det er skræmmende at vi er blevet fanget af en økonomisk afhængighed, som har begrænset os i at gøre ting vi ønsker. Men det er virkelig svært at komme uden om at penge er gode at have. Jeg tror ikke selv jeg kunne finde ro i det. Så stor respekt for jer som kan få det til at fungere – jeg håber at mange flere må blive inspireret.

    • SVAR

      Din venindes liv lyder inspirerende, og jeg glæder mig også over den voksende bevidsthed om, hvad det rent faktisk er, der giver livet mening. Jeg er heller ikke personligt der, hvor jeg har- eller vil give slip på min økonomiske komfort, men samtidig fornemmer jeg den frihed, som der ligger i ikke at være så spundet ind i penge. Og mit (meningsløse) forbrug bliver løbende mindre.

  • SVAR

    Med ressourcer mener jeg nemlig ikke økonomi, men derimod en mental indstilling, som gør det muligt at træffe de valg, man drømmer om. Jeg er overbevist om, at langt de fleste mennesker, som ikke følger deres drømme, reelt har svært ved at forklare det med økonomiske eller fysiske udfordringer, men derimod blot kunne kaste et blik på de mentale benspænd, som vi sætter op for os selv, for at finde svaret. Det er vildt, hvad der kan lade sig gøre, hvis vi tør. Tekst fra ovenstående skriv. Følte mig lidt ramt over denne holdning. Da jeg tænker der sikkert også er rigtig mange mennesker der slet ikke har rum til drømme. Fordi deres liv måske mere handler om en form for “overlevelse” (klare hverdagen, gøre det bedste for deres børn, etc.) Beklager jeg ikke holder mig til emnet.

    • SVAR

      Hej Marianne, jeg er ked af, hvis det rammer på en ukonstruktiv måde. Mit budskab er, at de fleste mennesker ikke er for fattige/for syge/for årligt uddannede/for højtuddannede til at kunne udleve deres drømme, men at de derimod er begrænsede af tankemåder, som kan være etableret helt tilbage i barndommen. At ressourcer ikke udelukkende handler om økonomi, men også i høj grad om muligheden for at turde gå mod flokken/turde prøve noget nyt/tage chancer. Jeg har selv nogle af de begrænsninger, så jeg kender dem udemærket.
      Og så er der dem, som rent faktisk pg.a. sygdom og andre udfordringer er begrænsede i deres handlemuligheder, og det er (måske) en anden snak?

      • SVAR

        > Jo det er en anden snak. 😉 Det ramte mig bare fordi jeg netop tilhører den kategori. (Sygdom/andre udfordringer) Tak fordi du tog dig tid til at respondere. Nyder at få indblik i jeres kærlige frie liv

        • SVAR

          Du kan tro, jeg synes, det er vigtigt at skelne. Min pointe er kun, at mange gemmer sig bag undskyldninger, som måske reelt ikke dækker, hvad det er, der holder dem tilbage. Men sådan er det jo ikke med de udfordringer, som reelt er begrænsende.