Hvordan gik vores første dag med det nye pensum og struktur? (blandet, for at sige det mildt)

Jo, nu skal I høre: To glade forældre kaldte til samling, og børnene kom myldrende. Det var mandag morgen, og det var vores første dag med det nye pensum.
Vi stod sammen i musikstudiet (som også bliver kaldt “skolestuen” af børnene, der er besat af Det lille hus på prærien-bøgerne). Vi havde øjnekontakt med hinanden alle seks, og Kristian lavede en lille klappe-trampeøvelse, hvor vi sang og bød ind med rimvers på tur.
Men faktisk er det allerede lidt løgn: For øjenkontakten var mere sporadisk, end jeg havde håbet på, og mindst to af børnene nægtede at deltage i rytmelegen, og væltede i stedet rundt på gulvet, skar grimasser, og kunne på ingen måde hverken holde takten eller holde situationen ud.
Jeg havde ellers glædet mig: Vores første dag med den nye skolerytme; nyt pensum; et væld af lækre materialer og forberedelse. Jeg havde glædet mig, men også været nervøs. Fordi: Jeg vil det gerne (af grunde, som jeg redegør for længere nede), men jeg ved også, at særligt min ældste meget nødig vil struktur, samtidig med at det er min overbevisning (udfra dyb selvransagelse, sparring, research og ikke mindst et ønske om trivsel), at det er lige netop, hvad han har behov for.
Således startede mandag morgen med total modstandbevægelse i bedste obstruktionsstil, midt i vores skolestue.
Jeg blev ked af det. Og vred. Og afmægtig.

Når man møder modstand i sine børn, er løsningen aldrig panik, tvang, udskamning eller højlydt frustration. Men det er alligevel, hvad jeg nogle dage ender i, og jeg har ofte ondt i hjertet over min manglende rummelighed overfor min søns modvilje og frygt for at fejle, som måske er årsagen til en del af det? Jeg ved, at jeg har svært ved at rumme lige præcis de sider i ham, fordi de er mig. Han er det tydeligste, mest fuldstændige og alligevel langt mere blomstrende, mangfoldige billede på mig, da jeg var i hans alder. Altid i opposition, aldrig ubesværet, men også igangsættende, idérig og stærk.
Måske jeg bildte mig selv, at når vi tog børnene hjem, så ville de være glade det meste af tiden – eller i hvert fald nemmere.  Jeg tænkte, at vi alle sammen ville blive mere medgørlige, mindre vrede, mindre frustrerede.

Sandheden er, at friheden har fået alt til at udfolde sig langt tydeligere: Styrker, udfordringer, det sure med det søde. Sandheden er, at når man tager børn hjem, holder dem tæt, nærer tilknytningen, bruger alt tid sammen, lærer hinanden at kende på godt og ondt, så ser man det hele. I et andet lys, i andre former, men det hele.
Min søn er ikke glad, når han ikke har struktur. Den absolutte frihed til selv at planlægge tiden er ikke hans helle, for også dér er han usikker, utryg, hæmmet. Faktisk er det lige netop derfor, vi nu går en anden vej.

Sandheden er, at denne tanke om struktur kommer fra et dybfølt og oprigtigt ønske om at skabe en tryghed og forudsigelighed i mine børns liv, som jeg ved, de værdsætter. Har behov for, ligefrem. Det handler også om, at min søns største udfordring måske er frygten for at fejle, som bremser ham i mange af de aktiviteter, han reelt kunne mestre, være stolt af, læne sig ind i, hvis han blev støttet i at turde.
Det handler om trivsel, først og fremmest, for os alle seks.

Mandag morgen bad jeg de to børn, som ikke havde lyst til at deltage, gå udenfor eller ned i stuen. De gjorde det med glæde, og legede i nogle timer uden den mindste utilfredshed. Så kom min ældste tilbage, og spurgte, om han måtte være med. Det betød, at jeg skulle starte forfra, men det passede fint med de andre to, som gerne ville have en pause. Sammen gennemgik vi stoffet, og vi malede, mens vi snakkede om dagens emne, før vi læste og fordybede os mere i det. Det var berigende for os begge. Han gjorde sig umage, og var stolt, og resten af dagen var han mere blød, glad og idérig end længe.

Flere gange sagde han: “Jeg synes, det er så dejligt, at vi kommer ind i skolestuen på skift, og ikke skal være der sammen hele tiden.”
Jeg har taget det til mig, og Kristian og jeg overvejer, hvordan vi kan gribe det an, og jeg har sparret med min veninde, som underviser efter samme pensum. Vi bliver alle sammen hele tiden klogere; ingen af os har en fuldendt formel, vi har alle truffet valg omkring vores livsstil, som giver os både ansvar og frihed.

Mine største læremestre i dette liv er mine børn, og min førstfødte har defineret mit forældreskabs udvikling. Han er årsagen til, at vi som familie er trådt ud af normen; har taget stilling, ansvar, handling ind i vores hverdag. Han er med sin ustoppelige modstand mod det, der føles forkert, en evig kilde til refleksion, selvindsigt, SANDHED. Han tvinger mig til at forkaste alt arbitrært, vanepræget, uoprigtigt, halvhjertet. Han tvinger mig til at leve helt og ærligt. Til at gøre mit bedste.
Er det hårdt? Ja, helt vildt. Der findes et hav af mere magelige løsninger. Men det er ikke, hvad jeg ønsker frem for alt.

Det føles godt at have et pensum. Jeg var lige på telefonen med min veninde, som også hjemmeskoler efter dette pensum, her til morgen, og vi er enige om, at det er det, vi vil. Der er en enorm styrke og inspiration i at have et gennemarbejdet materiale, som jeg hver dag læner mig ind i, og trækker viden og idéer fra. Det tænder mig at blive udfordret og guidet, og der er så meget at hente i det arbejde, der ligger foran mig, når jeg om aftenen planlægger den næste dag. Vi har købt et Steinerpensum (jeg er ved at skrive et mere konkret indlæg om netop det), og lige nu har vi om skabelsen udfra både biblen og big bang.

Jeg ved ikke, hvor vores skolehverdag ender på sigt, men jeg har en følelse af, at det bliver godt, det her. At det måske allerede ér det.
Lige nu er Kristian og Storm i fuld gang med dag tre i pensum, og Kristian går til det med en ro og sikkerhed, som Storm ser ud til at føle sig let i. Senere overtager jeg skolestuen med de to mellemste, og så laver vi nogle akvareller, og hører et eventyr.

Og man kan sige, hvad man vil, men det ser sgu pænt ud, når man sætter sig for at lave de samme ting, og dykke ned i noget stof, som er nyt og berigende.

Hvordan tackler I det, når I oplever modstand fra jeres børn? Hvad tænker I om modstanden; årsag, konsekvenser, etc?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Hej:)
    Det er ikke nemt altid med meget meget meget bevidste børn. De ved hvad de vil, de er begavede og har så mange facetter. Jeg kender det så absolut!!! Jeg er lidt i ubalance ift om jeg lader mig styre af det eller egenligt favner og guider. Det er ik altid til at vide. Jeg bryder mig ikke om at lade mig styre – men kan li at lytte. Svær balance..nå men jeg synes det lyder meget spændende med jeres pensum. Vil du uddybe det ? I øvrigt har du læst det niende år af Henrik koepke?

    • SVAR

      Shit ja, den balance dér – det kan jeg så meget spejle mig i. Jeg ved heller ikke, hvor meget jeg lader mig styre; hvor meget jeg styrer dem osv. Og tak for din påmindelse om de meget meget bevidste, begavede og mangefacetterede børn. For det er nemlig også en del af svaret.
      Jeg har De niende år her, men har kun læst det første kapitel (som ramte!), den skal læses, inden løbet er kørt. Jeg lover at skrive mere praktisk om vores pensum snarest.

  • SVAR

    Kære Maj
    Jeg tror alle forældre kender til børn, der i deres handlinger og ord trykker på knapper i os, og aktiverer vores egne uforløste hængepartier. Af og til er man jo ikke engang bevidst om, at det er det, der er på spil.
    Nu har I så udover forældrerollen, også sat jer i den position, at I er lærere for jeres egne børn. Og derfor tillader jeg mig at komme med en anbefaling .
    Måske er mit læsestof forslag skudt helt forbi. Men jeg tror, at jeg er lidt på rette vej.
    Jeg har EN bog stående tilbage på min hylde fra min studietid. Og den væltede mig nærmest helt omkuld, fordi jeg både med kommende lærerøjne, men så sandelig også som erfaren forælder, fik øjnene op for, hvad der kan være på spil, når der er udfordringer i klasseværelset.
    Og jeg tror en lille bitte smule på, at I kunne finde glæde/inspiration i nogen af kapitlerne,
    Bogen er skrevet af Thomas Nordahl, og hedder: “eleven som aktør. Fokus på elevens læring og handling i skolen”.
    Hvis I har lyst, må I låne den af mig.
    Det ville være en stor glæde for mit lærerhjerte, hvis andre kunne inspireres som jeg blev. (Når jeg nu ikke har mulighed for at virke i praksis)
    Kh Lisbeth

    • SVAR

      Kæreste Lisbeth,
      mange tak for den gode anbefaling. Jeg har med det samme bestilt bogen på bibliotek.dk, og vil læse den, når den lander her på øen til mig. Bare tak ❤️

  • SVAR

    Spændende læsning, jeg beundre den indsats der gøres for at møde hele holdet hvor de er individuelt og stadig skabe rammer for dem (..og sikke nogle tegninger, de er helt fortryllende!)

    – A

    • SVAR

      Ah, tak. Det trængte jeg lige ti at høre 🙂

  • SVAR

    Opfat ikke dette som et kritisk spørgsmål, blot nysgerrigt om et emne, jeg ved meget lidt om. Men det at have en fast struktur og et pensum, hvordan spiller det sammen med unschoolingsprincipperne, som du også har skrevet en del om? Kh. Mia

    • SVAR

      Det spiller ikke sammen med unschoolingprincipperne at købe et færdigt pensum, som børnene ikke selv har bedt om eller tilrettelagt. Så i den forstand afviger vi fra unschooling. Jeg kender til familier, som har nogle meget tilrettelagte og akademiske dage, hvilket er helt i overensstemmelse med børnenes interesser, og dermed må det også siges at være unschooling.
      Jeg tror, mange vil opleve en stor del af vores liv herhjemme som fri og “unschooling-inspireret” stadigvæk, i det at vi i høj grad er i øjenhøjde med vores børn i mange sammenhænge. Men vores børn ville aldrig bede om et pensum, og beder indtil videre dagligt om ikke at have det, så her træder vi altså langt væk fra unschoolingen.
      Jeg tror stadig i høj grad på unschooling som en effektiv læringsfilosofi, og alt litteratur, jeg har læst på området, har jeg med mig som en dyb forankring. Men noget i den hverdag vi havde bygget op med afsæt i unschooling, fungerede ikke, og for nu virker det mest rigtigt at skabe en fastere struktur, også selvom vi ikke alle seks er lige begejstrede. Jeg vil sige, at vi har nogle bedre dage nu, så der er også den mulighed, at den ultimative frihed fra unschoolingen ikke er god for alle, på alle tidspunkter af livet.

  • SVAR

    Når jeg oplever modstand fra min datter, minder jeg mig selv på, at det er mig der har ansvaret for relationen og det er mig der skal finde ud af hvordan jeg kan få hende til at samarbejde. Det kræver til tider (tit) en del grå hår, da jeg ikke sådan føler mig vildt opfindsom hele tiden. Men det tvinger mig mest af alt til at tage ansvaret og bevare det. Hvilket for mig giver virkelig meget mening.

    • SVAR

      Det giver også rigtig meget mening for mig. Tak for et rigtig godt input.

  • SVAR

    Måske han frygter sammenligningen og at falde igennem, når han bliver undervist sammen med andre børn? Også selv om det er hans (yngre) søskende?

    • SVAR

      Ja, det kan meget muligt være en del af forklaringen. Vi mennesker er så vidunderligt mangfoldigt – og uendeligt komplekse ❤️

  • SVAR

    Jeg vil sætte en tekst ind her, som jeg skrev på min fb væg for et par dage siden;

    “I de 4 år vi har haft ‘M’, har vi hevet håret ud på os selv i frustration over hendes ekstremitet. Hun er alt eller intet!
    Når hun græder er det for vildt. Når hun er glad overdøver hun al lyd.
    Når hun bliver frustreret er der ingen optakt. Hovedkulds.
    Kompromisløs.
    En eksplotion.
    Jeg tænker altid på hvad mine børn kommer til at bruge deres tid på i fremtiden…
    Jeg har indtil nu haft svært ved at gennemskue hvad hun mon ville blive. Svaret tror jeg ligger i, hvad hun allerede ér, og altid har været…
    KOMPROMISLØS!”

    …kompromisløs høres som noget negativt – men så længe man får lært at bruge de negativt klingende egenskaber man har, på en positiv måde, så har man et meget stærkt aktiv.
    Det er så op til os forældre at prøve at vende det Det er vist oftest lidt af en udfordring – ihvertfald her hos os.

    Jeg vil gerne rose dig for dit mod til at tale ærligt om, at det kan være svært at tøjle sig selv, når man møder sine vijlestærke, kompromisløse, bevidste (find selv på flere) børn ☺️
    – Det har jeg også svært ved til tider, og selvom jeg aldrig rigtigt helt har forstået behovet for at være “glad for ikk at være alene”, så er jeg nu alligevel ligepræcis dét

    • SVAR

      Jeg kommer til at tænke på bogen “Slut fred med dit viljestærke barn og dig selv!” af Smilla Lyngaard – mon du har læst den? Jeg har ikke selv endnu, men jeg blev opmærksom på den den anden dag – og nu igen i beskrivelsen af din datter 🙂
      Jeg har altid syntes, at kompromisløshed var noget positivt. Jeg er i høj grad et kompromisløst menneske, når det kommer til mine hjertesager, og det synes jeg klart, er en styrke, da jeg aldrig gør noget helhjertet, når det er noget, som har betydning for mig.

      • SVAR

        Nej, den har jeg ikk læst, men det burde jeg nok Tak for tippet>

        • SVAR

          Jeg glæder mig også til at læse den 😉