Hvordan har børnene forandret sig, siden vi tog dem hjem?

Det er der flere, der har spurgt til: “Hvordan er jeres børn anderledes, siden I tog dem hjem fra skole/børnehave/dagpleje?”

Egentlig har jeg ikke tænkt over, at de skulle have forandret sig, men jeg har været lidt mere observerende på det sidste, og jeg kan godt se, at en del ting har rykket sig det seneste år. Jeg nævnte spørgsmålet for Kristian på et tidspunkt. Han sagde: “Det er ikke børnene, der er anderledes. Det er vores forældreskab. Vi har taget opgaven mere på os, siden vi besluttede at lægge vores kreativitet herhjemme fremfor i en masse opgaver uden for familien.”

Jeg er enig: Vi er mere nærværende og engagerede forældre i dag, og deraf er relationen blevet mere nær. Vi bruger jo meget mere tid sammen, end vi gjorde, da vi afleverede dem i skole og institution (fire dage om ugen, men alligevel), og i tilbageblik var vi nok ikke særligt gode til virkelig at være sammen med vores børn, når der også var mange andre ting, som trak i os. Jeg tror faktisk, jeg var delvist fraværende en stor del af tiden, fordi min opmærksomhed var rettet mod noget andet (skriveprojekter, e-mails, kommende arbejdsopgaver), selv når børnene var hjemme. Sådan tænker jeg ikke, at det hænger sammen for alle, men sådan var det for mig.

Og dét er nok essensen i den forandring, der har foregået, og som stadig er i fuld gang: At Kristian og jeg har taget ét eller flere spadestik dybere i vores familieliv, og derfor på mange måder er nogle andre forældre end tidligere. Vi er mere opmærksomme, mere tilstede, dedikerede og lydhøre.

Lørdag aften, da jeg puttede Ilja, spurgte han, om vi kunne google, hvordan man laver sin egen Nerf-gun. Jeg sagde, at det kunne vi gøre efter morgenmaden dagen efter, og det endte med at være ham og Kristian, som søgte inspiration på nettet sammen i går morges. De fandt ikke noget, der gav mening, så i stedet gik de ud i værkstedet for at se sig omkring, og på omtrent tyve minutter byggede de en slagkraftig pistol ud af en cykelpumpe, nogle slanger, en del gaffatape og en gammel cola-dåse. Pistolen blev navngivet “Fun Gun”, og Ilja var stolt og glad hele dagen. Storm sagde flere gange “ej, hvor er Iljas Nerf-gun fed!”, og de legede krig og testede, hvilken pistol, der skyder længst. Iljas hjemmebyggede våben skyder lige så godt som plastikpistolerne til flere hundrede kroner, og jeg er egentlig lidt stolt af, at mine børn synes, en pistol lavet af genbrug er federe, end dem man kan købe i butikken. Ikke fordi det kommer bag på mig: Jeg er også mere til unika end stanglakrids, men det er så nemt at blive forført af glitrende emballage og legetøjskataloger.

Det var også i går, at jeg fandt en håndfuld slidte strømper til Live, som hun klippede til trøjer, huer og kjoler til sine bamser. Det var noget, hun havde set sin grandkusine gøre nogle dage forinden, og selvfølgelig skulle hun prøve kræfter med det. Hun fik min bedste stofsaks, og vi satte os sammen, og fandt ud af, hvordan hun kunne lave det, hun havde lyst til. Det var en aktivitet, som hun vendte tilbage til flere gange i løbet af dagen, og også hun var stolt og glad, og jeg følte, at jeg havde været med til at facilitere noget positivt.

For et år siden havde det taget længere tid at få Kristian eller jeg med på den slags projekter, men nu kommer det naturligt, at vi griber de ting, som børnene udviser interesse for. Vi øver os hver dag i at følge deres cue, samtidig med at vi også er blevet mere konsekvente i vores tilgang til hinanden, fordi vi har tillid til relationen: Her bliver løbende fastere rammer, rutiner og ro (og især den del kræver meget af mig: Jeg er ikke hverken struktureret eller konsekvent af natur.)

Jeg kan ikke huske, præcis hvordan det plejede at være herhjemme, men jeg ved med sikkerhed, at mine børn leger mere og bedre nu. De har KONSTANT gang i noget. Ikke alt sammen er imponerende, åbentlyst kreativt eller meget læringsmættet, men de er bare hele tiden midt i én eller anden aktivitet.
Det sker tit, at jeg foreslår, at børnene og jeg sætter os, og læser en bog midt på dagen, hvortil de siger “ja – fedt!”, men ofte ender jeg med at sidde og vente forgæves: Pludselig er de i stedet fuldkommen opslugt af at filme en scene til en stopmotionfilm, eller de har bygget en by af magneter, eller hopper på trampolin.

Hvad så med konflikterne – er der blevet færre af dem, siden vi er hjemme sammen?
Mine børn skændes nok omtrent lige så mange minutter (eller timer?) dagligt nu, som de gjorde for et år siden. Forskellen er, at de har den samme mængde konflikter i løbet af et helt døgn, som de tidligere havde koncentreret på morgen- og aftentimerne. De har simpelthen flere gode lege, flere fælles idéer, oplevelser og ønsker end tidligere. Deres relationer indbyrdes er uden tvivl blevet stærkere, og selvom de stadig kan rive håret ud af hovedet på hinanden og sige de strideste ting, synes jeg, at de bevæger sig i samlet flok. De har en stor forståelse for hinanden, og så snart vi ikke er alene, står de sammen mod resten af verden. De nyder at lege med andre børn, men når vi siger farvel, og de kun er sig selv igen, genoptager de altid noget, som de var i gang med tidligere.

Hvis jeg skal prøve at komme med en konklusion, så er den, at jeg er vågnet op til forældreskabet: Vi er alle sammen mere fuldt tilstede i livet, og gør os mere umage med at få mest muligt ud af tiden. Børnene er mere afslappede, idérige og nysgerrige end tidligere, og vi forældre er langt bedre til at følge deres initiativ og give dem plads til at udforske verden. Alt sammen ting som sikkert fint kan forenes med et skoleliv, men som for mig falder langt mere naturligt nu end tidligere.

Jeg bremser ikke i lige så høj grad børnenes indfald (omend jeg stadig gør det oftere, end jeg ville ønske), og jeg har opbygget en større tillid til, at de lærer mest, når ikke jeg konstant skal dirigere dem.

Det her hjemmeskoleliv er benhårdt, det er det virkelig: Det er intenst og udfordrende på mange plan – min tålmodighed og rummelighed bliver testet hver dag, og jeg savner indimellem en pause, så man skulle tro, det var løgn. Alligevel er det mest af af alt fuldkommen vidunderligt: Der er så mange nuancer, indsigter og oplevelser, som jeg ikke anede, jeg kunne få. Her er dybder, som jeg ikke troede, jeg kunne nå. Men man skal prioritere det – en hjemmeskole kan ikke køres med venstre hånd – og man skal tro på det. Når de ting er på plads, er der ingen grænser for, hvor fed en virkelighed man kan skabe sammen, og jeg elsker at se, hvordan vi udvikler os sammen, alle seks.

Ét af mine svar fra kommentarsporet:
“Kære Ella,
Nej, jeg tror ikke, at hjemmeskoling altid er den eneste gode – eller bedste – mulighed. Og jeg tror, at hvis mine børn havde været hjemme de første seks år af deres liv, så havde jeg nok sendt dem i en god skole for at se, om det kunne fungere. Jeg har jo grebet det bagvendt an, set med tilknytningbriller, og haft dem i både børnehave og vuggestue.
Indtil videre har jeg ikke mødt en skole, som møder mine forventninger – jeg oplever, at der altid er nogle dogmer, krav eller pres i skolestrukturen, som børnene skal leve op til, og som jeg ikke bryder mig om. Enhver form for “frygt for at fejle” eller konkurrence, ærgrer mig. Alligevel er der elementer ved de gode skoler, som tiltaler mig: Når du beskriver den kreative, glade og trygge hverdag på jeres lilleskole, drømmer jeg mig hen i det romantiske og skabende fællesskab, som sådan en institution også kan være. Jeg holder som de fleste andre af at have et fællesskab at læne mig ind i, og jeg ville nyde at aflevere mine børn med helt god samvittighed fem dage hver uge.
Samtidig ved jeg, at virkeligheden altid rummer nuancer, og at det kan være nuancer som eks. lærere med underskud; administration fremfor pædagogik; faglighed fremfor kreativitet osv. Den slags er jeg fritaget for herhjemme: Det er vores værdier først og fremmest, og det er os, som sætter linjen.
Ved du hvad (sagt i den mest kærlige og slet ikke anklagende tone): Sandheden er naturligvis som med alt andet, at der er fordele og ulemper ved alle livsvalg. Vi må i sidste instans vælge dem, hvor vi kan leve med ofrene, og hvor fordelene synes større. Og lige nu er det valg hjemmeskole for os herhjemme. Jeg fortæller ikke om det, fordi jeg tror, det er rigtigt for alle. Jeg fortæller om det, fordi hjemmeskoling er et reelt alternativ, som de færreste kender til, og som tilbyder nogle muligheder, der er givende og smukke, men også fordi en del mennesker er på vippen, og har brug for inspiration for at turde.”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

7 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj My,
    Mine børn går i en fantastisk lilleskole med varme og inspirerende voksne og gode kammerater. De går i skole fem timer om dagen, for sådan er det på deres skole. Her er der plads til så lang en barndom som muligt. De holder meget af at være der, og skolen er kreativ som få. Jeg kan genkende din FUNGUN-PROJEKT. Det er præcis projekter og opfindelser som den, de prioriterer på deres skole. Vi har flere gange overvejet at hjemmeundervise, men gang på gang kommer vi frem til, hvorfor? Er det for, at vi kan gå hjemme og ikke skal på arbejde? For at vi som voksne kan få en roligere dag? Er det i virkeligheden vores behov for at være mere simple og vores behov for at være mere sammen med vores børn? Det virker ikke som om, det er vores børns behov. De er glade og trygge, hvor de er. Jeg tænker, at der er mange fordele ved en god skole. At de bliver inspireret af andre voksne end far og mor, at de skaber projekter og udvikler sig med kammeraterne. I takt med, at de kun er væk i 5 timer om dagen, synes vi stadig, at vi har overskud og tid til en stærk familiekerne. Så mit spørgsmål til dig er, er der altid, synes du, en fordel ved hjemmeskoling?

    • SVAR

      Kære Ella,
      Nej, jeg tror ikke, at hjemmeskoling altid er den eneste gode – eller bedste – mulighed. Og jeg tror, at hvis mine børn havde været hjemme de første seks år af deres liv, så havde jeg nok sendt dem i en god skole for at se, om det kunne fungere. Jeg har jo grebet det bagvendt an, set med tilknytningbriller, og haft dem i både børnehave og vuggestue.
      Indtil videre har jeg ikke mødt en skole, som møder mine forventninger – jeg oplever, at der altid er nogle dogmer, krav eller pres i skolestrukturen, som børnene skal leve op til, og som jeg ikke bryder mig om. Enhver form for “frygt for at fejle” eller konkurrence, ærgrer mig. Alligevel er der elementer ved de gode skoler, som tiltaler mig: Når du beskriver den kreative, glade og trygge hverdag på jeres lilleskole, drømmer jeg mig hen i det romantiske og skabende fællesskab, som sådan en institution også kan være. Jeg holder som de fleste andre af at have et fællesskab at læne mig ind i, og jeg ville nyde at aflevere mine børn med helt god samvittighed fem dage hver uge.
      Samtidig ved jeg, at virkeligheden altid rummer nuancer, og at det kan være nuancer som eks. lærere med underskud; administration fremfor pædagogik; faglighed fremfor kreativitet osv. Den slags er jeg fritaget for herhjemme: Det er vores værdier først og fremmest, og det er os, som sætter linjen.
      Ved du hvad (sagt i den mest kærlige og slet ikke anklagende tone): Sandheden er naturligvis som med alt andet, at der er fordele og ulemper ved alle livsvalg. Vi må i sidste instans vælge dem, hvor vi kan leve med ofrene, og hvor fordelene synes større. Og lige nu er det valg hjemmeskole for os herhjemme. Jeg fortæller ikke om det, fordi jeg tror, det er rigtigt for alle. Jeg fortæller om det, fordi hjemmeskoling er et reelt alternativ, som de færreste kender til, og som tilbyder nogle muligheder, der er givende og smukke, men også fordi en del mennesker er på vippen, og har brug for inspiration for at turde.

  • SVAR

    Kære Maj My,

    Jeg er fuldstændig enig i, at børn i dag næsten kan virke “døde”, når de er “ude”. Jeg ville ønske, jeg havde de økonomiske rammer til at have min datter hjemme, for de – for mig, der gik hjemme frem til skolestart – stramme rammer, der er i institutioner, virker ødelæggende for den barnlige glæde, leg og kreativitet. Jeg kan SAGTENS forstå og sætte mig ind i, at det er død og pine nødvendigt med stramme rammer, når man har de normeringer, man har…ellers opstår ragnarok. Men den enkelte bliver i min optik klemt. Det var en meget lang passage bare for at sige, at jo, jeg synes også, jeg genkender oplevelsen af, at den barnlige natur dør i institutionsdanmark.

    • SVAR

      Jeg kender dem også, men det er ikke din datter, og bliver det heller aldrig: En mor, som er så opmærksom på sit barns behov, og som i så høj grad prioriterer det, og som har haft hende hjemme de første år, er den største sikring, et barn kan have ❤

  • SVAR

    Hvad jeg ihvertfald har lagt mærke til er, at min dreng er utroligt snaksalig. De fleste synes sikkert han er lidt irriterende. Han taler med alle fremmede og fortæller åbent om, hvad han har oplevet eller viser det han har gang i. Tilliden til voksne og andre børn er meget stor. En dag spurgte en dreng sin mor:” hvorfor taler drengen til dig?” Og moren svarede med et lidt forlegent smil:” det ved jeg ikke”. Jeg blev ret ærgerlig på min søns vegne, der så tillidsfuldt havde fortalt damen, at han havde fået en is og nu skulle vi altså på toilettet. Tit må jeg forklare ham, at den voksne eller barnet nok havde en dårlig dag eller ikke lige hørte ham. For min søn er der ingen kasser at passe ind i – han oplever på sine egne betingelser og inddrager sine omgivelser uden frygt, fordi han leger frit.

    • SVAR

      > Åh det lyder fuldstændig som min datter! Hun er så åben og umiddelbart og ser alle mennesker som en potentielt ny ven, men jeg har ikke tal på, hvor mange gange børn har kigget på hende, som om hun var faldet ned fra månen (det er hun nok også lidt), bare fordi hun har talt til dem. Heldigvis møder hun nogen gange børn som er med på den, men jeg har altid undret mig over, at selv hjemmepassede børn var lukkede på den måde. Hun er 6 og bliver hjemmeskolet, jeg kan ikke forestille mig hun kommer til at kunne fungere i en skoleklasse sådan lige foreløbigt. Ikke uden at blive afvist så meget, at hun kommer til at lægge bånd på sig selv og føle sig forkert 🙂
      Jeg bliver ked af, at det at være åben og positiv i tilgangen til andre mennesker åbenbart er blevet noget sært og sådan lidt farligt, jeg synes åbne snakkesalige børn er de bedste <3

    • SVAR

      Jeg kan så meget spejle mig i din oplevelse. Mine børn er også ofte meget åbne, nysgerrige, snakkende, og indimellem møder de børn eller voksne, som slet ikke har den samme ro eller nemme tilgang til verden. Indimellem siger jeg, at jeg tror, de er tyskere (hvilket ikke er utænkeligt her på øen), så mine børn ikke skal tage afvisningen for nært. Som regel snakker jeg dog med dem om, at vi alle er forskellige, og at det ikke er ondt ment, når nogen har svært ved den slags interaktioner. Jeg ville til enhver tid hellere være den, som har overskuddet til at sige hej.