Hvordan kan du pludselig være hjemmegående, når du elsker dit arbejde og alenetid? (Vores brevkasse #3)

“Kan du på et tidspunkt lokkes til at skrive lidt (mere) om din proces fra at føle, at du havde brug for alenetid/skrivetid væk fra din børn i hverdagen for at være lykkelig til at etablere en unschooling hverdag med alle børnene hjemme?”
Sådan lød spørgsmålet, men I får også lige uddybningen, fordi jeg tror, den vækker genklang i mange:
“Jeg spørger, da jeg på én eller anden måde føler, at jeg står med nogle af de samme (modstridende) følelser hver dag; lysten til at komme tilbage til mit arbejde, som føles vigtigt – for vigtigt og spændende til at opgive det, lysten til at lave noget andet end at være sammen med min baby alle døgnets timer, samtidig med at jeg kan mærke, at det føles helt forkert snart at skulle installere hende i en institution mange timer om dagen, og at jeg egentlig ikke tror på, at det er i en institution, at børn oplever og lærer om det, der er vigtigt for verden – og jeg også kan mærke, at jeg selv lærer enormt meget af at være sammen med hende hele dagen.”

Hvis nu vores samfund var bygget op omkring nærende fællesskaber, hvor alle var noget for hinanden, og hvor man kunne forvente opbakning og omsorg, så tror jeg slet ikke, du ville have behov for at skrive til mig. Så ville du ikke have grund til at føle splittelse mellem dit barn og dit arbejde. For den splittelse du føler, er det direkte resultat af en kultur, som det er noget nær umuligt at leve lykkeligt i: Selvfølgelig vil du gerne bruge dit fag; udbrede viden, lære mere og gøre en forskel. Selvfølgelig har du lyst til at udleve den del af dig selv, som er uafhængig af dit private jeg, og som laver vigtigt arbejde, der kommer mange andre til gode. Det er klart, at du ikke lyst til at give slip på det, som du har bygget op, og ikke har lyst til at risikere de omkostninger, som det kan have på sigt at træde tilbage fra arbejdsmarkedet i en årrække for at hellige sig sin familie.
Samtidig føles det selvfølgelig forkert at aflevere din datter til fremmede mennesker adskillige timer dagligt. Det går efter min bedste overbevisning direkte mod vores natur – både barnets og moderens – at blive adskilt fra hinanden så tidligt og i så høj grad, som det sker herhjemme. Det er ikke vejen frem, og jeg mener helt reelt, at det er skadeligt. Både for barnets udvikling og for moderens. Det siger jeg med den bagage, at alle mine børn jo har været i institution/pasning, og det har taget mig længe at komme hertil. Og jeg skriver det med tanke på, at du selv nævner, hvor meget du lærer af at være sammen med hende.

Der er flere grunde til, at det tog mig tid at komme hertil, hvor jeg helt selvfølgeligt har mine børn hjemme.
For det første overvejede jeg knap nok alternativet. Jeg troede ikke, at jeg var tilstrækkeligt kompetent til at være sammen med mit eget barn, og jeg oplevede ikke, at det var noget, samfundet faciliterede mulighed for. Hvordan skulle jeg så bidrage med skattekroner og et flot CV?
Vi er jo døtre af kvindefrigørelsen, og skal udmærke os akademisk og helst skabe en karriere, som man kan være stolt af. Det rimer på alt andet end familie under de strukturer, som familielivet er omgivet med anno 2017 (eller 2009, da jeg blev mor første gang).
Så jeg har stædigt holdt fast i, at jeg ville miste noget af mig selv, hvis jeg lod karrieren fare for en tid, og helligede mig min familie. Som om min kreative åre ville tørre ud eller min relevans for andre mennesker ville forsvinde. Sådan har jeg det reelt set stadig: Jeg kan ikke trives uden at skrive, og Kristian kan ikke trives uden at lave musik, og vi er lykkedes med at skabe en virkelighed, hvor det er muligt at klemme det ind – men i kolossalt mindre mængder end tidligere. Her taler vi om, at jeg skriver mellem klokken 23 og 02 de fleste aftener, og han laver musik, når han er af sted for at afholde en workshop eller lignende. På sigt (når vores musikstudie/skriveværksted) står færdigt (til januar), håber jeg, vi hver især kan have en tre-fire timers arbejdsdag om ugen og måske en lidt kortere også.
Det lyder af ganske lidt, men det vil sikkert være nok. Det er forbløffende, hvor meget man kan nå på næsten ingen tid, når det er al den tid, man har.
Hvilket leder mig tilbage til “familielandsbyerne” og det fællesskab, som jeg håber, vi kan skabe i vores samfund: Tænk hvis du boede i en kultur, hvor det var den største selvfølgelig, at vi organiserede os, så både mænd og kvinder overvejende var sammen med deres familie, mens børnene var små, og samtidig kunne arbejde dedikeret og uden dårlig samvittighed i perioder hver uge, mens resten af fællesskabet tog sig kærligt af børnene. Tænk hvis man kunne tage sine unger i hånden, og trisse hen til et stort fællessted med børn i alle aldre, te på kanden og åbne voksenarme, mens manden eller konen arbejdede tre-fire timer (evt. i et arbejdsfællesskab). Det ville gøre hjemmelivet meget mindre ensomt og meget mere nærende. Jeg har ikke lyst til at bo i kollektiv, nok ikke en gang i en økolandsby hvor husene ligger tæt (det er bare mig, og jeg elsker, at andre elsker det), men jeg har savnet fællesskabet så brændende under alle mine barsler, og jeg kan kun finde ud af at være hjemme med mine børn nu, fordi Kristian også er det (og fordi min veninde bor nogle minutters kørsel væk med sine hjemmeskolede piger).

Hvad gør man så, når det fællesskab ikke findes endnu? Tja, før man måske selv begynder at stable noget i den dur på benene (for det synes jeg, du skal: legestuer, samvær for hjemmepassere, osv. – det findes jo, mere og mere, og det kan starte i det små og vokse se større), så ville jeg overveje at arbejde lidt, men ikke meget. Nok til at have fingrene i stoffet og hovedet beskæftiget med de tanker, når barnet ikke kræver fuld opmærksomhed. Jeg ville overveje at starte en selvstændig virksomhed; slå mig sammen med andre i samme situation, yde konsulentbistand, genopfinde mig selv og markedet. Jeg ville søge om deltid eller tilbyde min arbejdsplads to dage om ugen og så slå pjalterne sammen med en dedikeret bedsteforælder eller en kærlig dagplejemor, som kysser børnene og kender dem godt de timer, jeg var væk. Jeg ville spørge min mand, hvad han kunne gøre for at være mere sammen med vores barn, og jeg ville forvente, at han med tiden kom til at forstå, hvorfor det er så vigtigt at bryde med den adskillelseskultur, som er blevet normen. Men jeg ville ikke forvente, at han forstod det, før jeg havde vist ham vejen, og skabt min del af den virkelighed, som jeg tror på.

For mit vedkommende gælder det, at jeg ikke kunne være lykkelig som hjemmegående, hvis jeg var her med børnene hver dag uden andre voksne, uden gode aftaler, uden min blog. Jeg ville ikke være lige så glad uden min blog og mine retreats og og og. Men jeg har aldrig været så glad, som siden jeg tog mine børn hjem.

Hvad er det sket? Tja, jeg har fundet ud af, at alenetiden ikke er så vigtig som relationen til mine unger. Jeg har fundet ud af, at mit største projekt lige nu er dem – og ikke mig selv. Jeg har kastet mig passioneret over moderskabet, og læser om det, skriver om det, diskuterer det. Jeg søger viden, deler og reflekterer. Min hjerne er med andre ord fuld ud beskæftiget med tanker om familielivet og børns udvikling. Dét er blevet mit vigtigste studie, og jeg føler ikke, at jeg svigter noget (jobbet, samfundet, mine naboer). Tværtimod håber jeg på at sende fire sunde og stærke unger ud i verden, og jeg ved allerede med sikkerhed, art jeg bliver meget klogere af det her, end jeg kunne være blevet af noget andet.

Alenetiden tager jeg mig forresten om aftenen. Altid. Uanset hvor træt jeg er. Mine børn er så store nu, at de sover ganske stabilt, når først de sover (klokken 21), og derefter åbner en ny dør sig i mit døgn, hvor jeg tænker på mig selv og mine behov. Hvis ikke jeg var b-menneske, ville jeg nok have behov for at komme ud og sidde et andet sted og arbejde en gang om ugen eller to.

Jeg håber, du kan mærke i dit hjerte, hvad du skal.
Hvis du følger det, så falder alt andet på plads, det tør  jeg godt love dig. Sådan er universets love, og jeg ved, det kan være svært at stole på, hvis man ikke er vant til at gå imod strømmen, men hvis du gør det, der er rigtigt for dig og for din datter, så vil du aldrig fortryde, at det var netop dit hjerte, du lyttede til.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Hvad tænker I andre?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

10 Kommentarer

  • SVAR

    Det spørgsmål kunne jeg have stillet, nu hvor barslens ende nærmer sig med (alt for) hastige skridt. Men hvad gør jeg?

    • SVAR

      Du mærker efter og prioriterer. Ser på hver eneste af jeres aktuelle prioriteringer med dit hjerte. Vi mennesker har flere knapper at skrue på, end vi som regel er villige til at indrømme. Dermed ikke sagt at alt er muligt for alle, men man kan mere, end man lige tror.
      Og jeg kan godt forstå, hvorfor du synes, det går for hurtigt. Du nyder tydeligvis din barsel helt ind i hjertet.

  • SVAR

    Det kunne være vildt spændende at høre lidt mere om: Hvad du læser. Hvor du søger viden. Og hvornår læser du overhovedet? Og har kærestetid? (Hvis du udnytter børnenes sovetid til alenetid)

    • SVAR

      Hej Sofie – jeg har svaret på alle dine spørgsnål mange gange over det sidste år. Jeg læser artikler om hjemmeskoling, trivsel og alt muligt andet, som lige falder mig ind. Jeg læser enkelte blogs, og jeg læser bøger – for tiden Gordon Neufelds “Hold onto your kids”.
      Mine børn ved, at efter klokken 21, skal min mand og jeg have ro til at være os selv. Som regel arbejder vi en time derefter, og klokken 22 sætter vi os ofte sammen. Enten ser vi en dokumentar eller andet, andre aftener læser vi, eller snakker. Så omkring midnat siger vi godnat, og jeg skriver halvanden til to timer, mens han for det meste går i seng. Jeg har lært at klare mig med ganske lidt søvn (vores børn vågner ved 6:30+ tiden), men er bevidst om, at det ikke er sundt i længden. Lige nu er det det, der fungerer bedst for mig (og jeg er b-menneske af natur).

  • SVAR

    Din afrunding på dit indlæg er så sandt! Jeg har selv gået med tvivlen om jeg skulle springe ud i at passe mit barn hjemme efter barslen. Efter jeg traf beslutningen ud fra hvad mit hjerte og mave sagde, så er det som om alt andet er faldet på plads indeni og jeg har fundet en helt anden ro.

    Da fornuften indimellem tog overhånd og bekymring om karriere osv. meldte sig, valgte jeg at anskue situationen med karriere på følgende måde. Hvis jeg virkelig vil, kan jeg altid kæmpe mig tilbage til karriere, penge osv., men tiden vil jeg aldrig kunne kæmpe mig tilbage til og pludselig var beslutningen ikke så svær.

    Min mand og jeg spørger os selv jævnligt om vi lever det liv vi gerne vil. Det gjorde vi ikke, men heldigvis var det kun os selv, der kunne ændre på det.
    Jeg synes let, at jeg kan komme til at gøre mig selv til offer med den konsekvens at blive handlingslammet. Så for mig kræver det øvelse ikke at påtage en “offerrolle” og i stedet tage styringen over mit eget liv og hvad jeg ønsker at bruge det på – jeg er heldigvis godt på vej.

    • SVAR

      Det lyder så rigtigt. Dejligt at i følger jeres hjerter.

  • SVAR

    “For den splittelse du føler, er det direkte resultat af en kultur, som det er noget nær umuligt at leve lykkeligt i.”

    Hvor er det en stærk og vigtig beretning, Maj My, om, hvordan du nåede til erkendelse af en vigtighed, og hvordan denne vigtighed tog form. Kunne tage form.

    Vi er i favn i ånden.

    Vi må skabe nogle rammer, hvor vi favnes af fællesskabet. Så vi kan favne vores børn.

    Det er så helt vidunderligt – her fra mit sted – at se, hvordan en ny verden, fra det inderste hjertedyb, er ved at folde sig ud. Tak, Maj My, fordi du er med til at give den nye verden så stærk en stemme.

    • SVAR

      Kære kloge Tove, tusind tak for dine ord, som altid gør mig stærkere. Din stemme er i denne tid som sjælens kald gennem mørket ❤️

  • SVAR

    Jeg læser altid de her indlæg med stor interesse. Jeg har endnu ikke børn, men tænker ofte over, at jeg bor i et land (Holland), hvor man kun har 16 ugers barsel, hvoraf 4 skal tages inden termin. Dvs. barnet er omkring 3 mdr, når det kommer i institution for første gang. Alt stritter på mig, når jeg tænker på at skulle aflevere mit fremtidige barn til fremmede så tidligt. Hernede er kulturen så heldigvis, at bedsteforældre er med til at passe børnene en eller flere dage om ugen, ligesom det også er normalt, at moren (og oftere også faren) går på deltid, så barnet ikke skal i institution alle ugens dage. Men det virker bare stadig forkert at skulle til at skilles fra sit barn så tidligt… Jeg ved ikke, hvor længe der går, inden jeg skal til at træffe en masse valg omkring arbejdstid, hjemmetid, barsel osv., men jeg suger til mig af gode råd og inspiration fra dig og de mange andre kloge kvinder her i kommentarsporet. Så tusind tak for det.

    • SVAR

      Kære Trine, jeg kan kun kærligt opfordre dig til at følge dit hjerte. Du ved bedst (og jeg kan næsten tude ved tanken om et barn, som bliver afleveret så tidligt.) Tak for at du læser med.