Hvordan ved jeg, at jeg ikke skal have flere børn?

Langt de fleste af os får børn, fordi vi mærker en biologisk længsel efter at sætte liv i verden. Det er en drift, som er så dyb, at den er indiskutabel, og alligevel har den forskellige udtryk og forskellige årsager i hver af os. Men vi har alle det til fælles, at vi får børn af selviske grunde: Vi får dem, fordi vi har lyst.

Verden mangler ikke mennesker (tværtimod) så der findes ingen argumenter set i et større perspektiv for, hvorfor vi lige netop vi skulle formere os, og alligevel gør vi det.

Men hvordan ved man, at man har fået de børn, man skal have?

I og med at vi får børn for vores egen skyld – og ikke for at redde verden eller på anden måde som et ideologisk projekt – er det mest rigtige svar, at vi alle bør holde os til at få de børn, som vi i udgangspunktet har overskud til at give en opvækst med stort nærvær og omsorg. For nogle mennesker er det ingen børn, for andre er det otte. De fleste af os lander et sted derimellem, og fordi ingen kender morgendagen, kan vi kun handle ud fra en fornemmelse af, hvad der fungerer for os – nu og her, indtil andet er bevist.

Når nogen spørger mig: “Vil du anbefale at få fire børn?”, har svaret naturligvis mange facetter, men kernen er: “Hvad har du overskud til?” – “Hvor mange børn kan du være forælder til og stadig føle dig i balance og leve det liv du drømmer om?”

Jeg kender kvinder, som aldrig kommer til at føle, at de er færdig med at få børn. Kvinder, som altid vil have lyst til at udvide familien, men som af fysiske, praktiske eller andre årsager alligevel er nødt til at stoppe efter to, tre, fire, fem styks.

Jeg kender også kvinder, som efter det første, andet eller tredje barn kan mærke, at de ikke skal have flere. Som af den ene eller den anden grund ved, at det var det. Sådan som jeg selv har det nu med mine fire. Jeg kender også dem, som ikke kan få flere, uanset hvor højt de ønsker det – kvinder, som står med nogle andre følelser og udfordringer, end jeg har gjort.

Efter jeg fik Storm, spekulerede jeg på, om jeg nogensinde ville mærke følelsen af at være færdig med at få børn, ligesom jeg tænkte på, om jeg nogensinde ville blive helt klar til at få flere end ham. Begge dele kom med tiden.

Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle have fire børn. Jeg er selv voksen op i en god flok på tre styks, så det har mere eller mindre bevidst været min intention at gentage den konstellation.

Men jeg fik fire, for vores tre første børn kom af kun to omgange, og intet var, som jeg havde forventet. Sådan er det nok uundgåeligt at blive forældre: alt er nyt og intet er forudsigeligt, men jeg følte ikke desto mindre, at det havde været hårdt med først et kolikbarn og dernæst tvillinger, og noget i mig var uforløst.
Jeg kan nogle gange tænke, om vi mon var stoppet efter to børn, hvis vi havde fået én af gangen, og jeg kan i mit stille sind ønske, at vi havde gjort det. Jeg ser et stort potentiale for ro og balance i konstellationen “to børn og to forældre” – et potentiale som ikke er fraværende med fire børn, men som jeg har indtryk af, at det kræver noget mere at skabe i en større flok.

Juno er i høj grad et ønsket barn, og jeg vidste, at hun ville komme til os, flere år før hun rent faktisk landede i vores liv. Inden da var der en form for ubalance i søskendegruppen: En følsom storebror og to styks tvillinger med stærke stemmer efterlod både behov for- og plads til den lille pige. Hun kom, og hun faldt ned som den manglende brik, og hun healede mit moderskab, bragte orden i mange ting.

Men den tredje graviditet, den tredje babytid, den tredje omgang med alt det, som starter forfra, når man sætter et nyt liv i verden, var, hvad jeg kunne holde til. Nu har jeg ikke mere af det i mig, og jeg har syntes, at det første år i mine børns liv alle tre gang var præget af en sårbarhed, som jeg ikke ellers har med mig, og jeg har tydeligt mærket, hvor stor en omkostning det er for både mine børn og mit parforhold, når et nyt liv kommer til.

Den følelse som fylder mig nu, kunne lige så vel være kommet efter to eller tre børn, tror jeg: Jeg har dem, jeg drømmer om, og som jeg kan rumme at have. De kræver de ressourcer, jeg har, og det ville være for meget for mig at skulle gabe over mere. Kærligheden vokser med hvert barn, det er der ingen tvivl om. Vores hjerter deles ikke i mindre stykker, men multipliceres derimod, når udvider vores familie – og alligevel skal jeg ikke have flere børn.
For med hvert barn kommer en ny opgave; et nyt menneske som har krav på min opmærksomhed, min dybeste dedikation og grundighed. Med hvert barn kommer et sæt øjne som skal suges ind og tages alvorligt; en million gode historier som skal lyttes til ende og lige så mange spørgsmål som skal stilles med oprigtig interesse. Med hvert af mine børn er jeg blevet klogere, mere rummelig, mere mig, mere i live. Og samtidig er jeg blevet mere hudløs, mere fokuseret, overstimuleret og også optaget.

I erkendelse af at jeg har hænderne fulde, og i den største ydmyghed over at have sat fire raske, smukke børn i verden vil jeg ikke hverken bede om eller ønske mig mere. Jeg har nok, og når jeg indimellem føler, at jeg har for lidt, er det ikke børn men derimod overskud, jeg savner.

Derfor er jeg også på den mest rolige og afklarede vis overbevist om, at vi er dem, vi skal være. Jeg har ikke lyst til at udfordre det, vi har, og jeg vil nødig skulle slække mere på mine ambitioner, end jeg allerede gør, når jeg hver dag står i situationer, som jeg ikke helt føler, jeg kan bunde i.

Så hvor mange børn skal man få, og hvornår er nok nok?
Jeg tror, vi skal spørge os selv, hvorfor vi vil have børn, og hvorfor vi vil have flere end dem, vi allerede har? Hvori stammer drømmen, og hvilke behov er det, vi ønsker at opfylde?
Det er et stort og vigtigt spørgsmål, som kan handle om praktiske hensyn (økonomi, hus, bil), men i langt højere grad bør dreje sig om oprigtig overskud og lyst: Hvor mange børn har du mulighed for at investere den fornødne opmærksomhed og kærlighed i – nu og her. Ingen ved, hvad fremtiden bringer.

Hvad tænker I? Hvornår ved man, at man har de børn, man skal have?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

26 Kommentarer

  • SVAR

    Da min livmoder blev fjernet akut efter fødslen af mit andet barn, så blev muligheden for at bære endnu et barn samtidig frataget mig. Om jeg er færdig med at få børn? I teorien nej, men praksis ja. Jeg kan godt tage mig selv i at tænke i tanker om adoption, rugemor, plejemor, fordi jeg elsker at være mor. Men allermest mangler jeg nok også en healende fødsel, som ville lukke mit ar.

    • SVAR

      Kære Sara – ja, du er netop én af dem, som ikke har haft mulighed for at vælge selv, og som ikke kommer til at stå i det dilemma, som mange føler, når de har mulighed for at få flere børn, men ikke ved, om overskuddet er til det.
      Jeg håber, du får healet dine oplevelser, så du ikke skal bære rundt på følelsen af et tab for evigt -jeg skriver lige til dig med nogle idéer. Knus

  • SVAR

    Det er et virkelig godt spørgsmål. Personligt ville jeg gerne have haft mange børn. Nu har jeg to, og jeg tror ikke, der kommer flere. Det er nok både godt og skidt. Godt fordi der – som du også er inde på – er noget roligt ved at være en familie med to børn og to voksne. Men der er stadig lidt en følelse af, at der havde været plads til et barn mere i familien. Min kæreste og jeg havde snakket om, at vi nok gerne ville have tre børn, men jeg blev syg, da tiden ligesom var oplagt, og så blev det på en måde afgjort af det. Tak for dine ærlige ord.

    • SVAR

      Og tak for dine ærlige ord. Mon du kommer til at bære det savn med dig altid? Og hvordan ville det være at få et barn mere nu?

  • SVAR

    jeg har altid ønsket mig masser af børn. sådan en 4 -15 stk. alt efter hvor jeg var i livet.

    Så fik jeg en og blev enlig mor. Undersøgte mulighederne for adoption som enlig mor på s.u. for jeg ville så gerne have hun fik en søskende forholdsvis tæt på i alder.

    Det projekt blev dog skrinlagt. Jeg fandt en ny mand da hun var 2 1/2 men han var ikke klar på børn på det tidspunkt, så blev han fyret og ville vente, jeg kom i praktik hvor man hvor graviditet blev frarådet pga. udadreagernde borgere. Så Nadine endte med at være mere end 6 da Lucca blev født.

    Så vi planlagde en ekstra så vi ikke havde noget der mindede om 2 enebørn. Noah troede jeg så skulle være mit sidste barn – men stod så med en positiv graviditetstest på hans 1 års fødselsdag.

    Helt ærligt var overskudet der ikke – men jeg var gravid og jeg end ikke overvejede anden mulighed end at beholde ham – og det har jeg bestemt heller ikke fortrudt 🙂 selv om det har været kaos til tider, haltet med overskudet m.m.

    Selv med 4 børn og manglende overskud var jeg dog fortsat jævnligt skruk – og jeg var overbevist om at det ville jeg altid være. Kunne slet ikke forestille mig andet. Det havde jeg jo været hele mit liv 🙂

    Men da den yngste så blev de der 6-7 år skete der noget. Skrukheden forsvandt. Glæden ved store børn overtog. Fornemmelsen af aldrig at nå rundt, altid at være utilstrækkelig slap sit tag og det føles så skønt. OG jeg kunne bare mærke jeg vil så meget hellere have overskud og nå rundt om dem jeg har end altid have fornemmelsen af at halte efter fordi så mange har brug for dig – og du bare ikke er superwoman.

    Tanken om endnu et barn er pludselig ikke lyserød dagdrømning, men skræmmende. Kan fornemme følelsen af utilstrækkelighed. Og nej tak. Det har jeg ikke lyst til at byde hverken mig selv eller børnene – så nu er jeg steriliseret 🙂

    Og så nyder jeg de 4 dejlige børn jeg har.

    • SVAR

      Tak, Bianca. Det er så god læsning, det der. Jeg kan virkelig spejle mig i dine ord – omend jeg endnu ikke er der, hvor de små børn har sluppet taget. Men jeg kan mærke, at det kommer forude: Om 4-5 år, og jeg kan mærke, at jeg har behov for det overskud og den lethed til den tid, ikke senere. Derfor skal vi herhjemme heller ikke forlænge tiden med små børn. Noget andet skal have plads, for både vores og børnenes skyld.
      Tusind tak fordi du deler det så ærligt. Jeg bliver nødt til at læse det højt for Kristian.

  • SVAR

    Jeg har ofte funderet over det spørgsmål du stiller. Men det var nu først efter at have båret og født vores flok på fire.
    Selvom jeg idag konstant er i tvivl på dette eller hint, er det ikke sådan jeg grundlæggende er skruet sammen.
    Jeg har ( oftest, og det er kun eftertanken der fortæller mig det), lyttet og ageret efter hvad den indre stemme fortalte. Og troet fuldt og fast på mine kræfter og evner til at være mor for en stor flok. Mit arbejdsliv blev allerede indrettet derefter, da jeg var kun 20 år. Jeg havde den stærkeste trang til at få børn sammen med ham, som blev min første kæreste. Og inden da, var jeg end ikke sikker på at jeg ” mødte” ham. Og børn var bestemt ikke i tankerne.
    Vi ønskede fra start at blive forældre til fire. Men da vi fik nr. Tre, som i sine 3 første leveår var syg konstant, og med mange indlæggelser til følge, så fulgte jeg også kroppens ønske om pause. Jeg sagde faktisk stop, og havde mange argumenter hvorfor. Men jeg sørgede frygteligt over den beslutning da kræfterne blev flere igen. Vi manglede den søskende i flokken.
    Måske skulle jeg have lyttet bedre efter min krops signaler på det tidspunkt. For jeg kunne ikke blive gravid. Det lykkedes først efter to år. Og så startede mine mentale trængsler, som jeg faktisk ikke ved hvorfor jeg fuldstændig har tilsidesat i min livsfortælling. Det fylder idag intet, i forhold til alle andre tragedier i mit liv.
    Men det gjorde det bestemt op til og efter fødslen af yngstemanden.
    Jeg blev syg. Kræfterne svigtede. Angst og depression tog over og jeg blev sågar også indlagt både med og uden baby.
    Da vidste jeg at nok var nok. Fik besked på den hårde måde.
    Jeg valgte selv at blive steriliseret, for jeg ville end ikke risikere at blive gravid med en mere, da der i mit univers er plads til alle børn.
    Den beslutning har jeg aldrig fortrudt, heller ikke selvom min indre urkvinde skreg hele den første nat efter indgrebet, fordi hun var blevet “frarøvet” sin drift.
    Så alt ialt…jeg tror på drifterne og den indre stemme i forhold til antallet af børn….men også på at forældre i meget større grad tilsvarende mærker efter og siger stop i forholdet til antallet af arbejdstimer uden for hjemmet. For det hænger uløseligt sammen.
    Kh

    • SVAR

      Åh, hvor er det stærk læsning, Lisbeth. Hvad gør det ved dig nu – at tænke på tiden op til fødslen af dit yngste barn? Tak for din ærlighed og dybde.

      • SVAR

        Det spørgsmål skulle der lige funderes lidt over. Men svaret er egentlig ret ligetil.
        Jeg føler mig afklaret, vidende og samtidig stadig til tider enormt sårbar.
        Sårbar i forhold til om jeg har været/ er god nok som mor. Vidende, fordi jeg i de mange år der nu er gået, med endnu flere knubs og mange kropslige ubehagelige reaktioner, nu ved hvad der der var/er på spil. Der var ikke noget galt med mig som menneske/ mor, fordi jeg havde det sådan.
        Fra starten af graviditeten var jeg opmærksom på, at der var noget anderledes i mine følelsesmæssige reaktioner hos mig, end der havde været tidligere. Mine omgivelser observerede det, jordemoderen spurgte ind til det.
        Men jeg anede ikke hvad der skete. Tror ikke, at jeg kendte til angst, og depression…njaahhh…ikke hos mig. Eller også fortrængte jeg.
        Så den primære følelse idag er nok stolthed. Over at hammeren, der slog mig hovedet i mange år i forhold til især yngstemanden, og vores forløb, ligger stille.
        Jeg har opfostret et barn, som trods alt i dag er livsduelig, velfungerende, glad, kærlig, sine søskendes kæledægge og ikke mindst, meget bevidst om mange af sine egne følelsesmæssige reaktioner.

        • SVAR

          Stolhed. Berettiget, smuk stolthed. Det gør mig glad, at du føler sådan. Og jeg er aldrig i tvivl om, at du er og har været en vidunderlig mor.

  • SVAR

    Jeg håber det viser sig! Jeg har to fantastiske, sunde, aktive og meget krævende piger på snart 3 og 5 år. Jeg har altid haft lyst til 3 børn, men min kæreste har altid kun villet have 2. Jeg drømmer videre om barn nummer 3, men rummer det helt ærligt ikke lige nu. Fornuften sejrer pt over drømmen, men ønsket om nummer 3 er stort, til trods for manglende overskud og rummelighed. Jeg håber på, at kunne binde en fin sløjfe i enden af historien på et tidspunkt, uanset om jeg har fået mit sidste barn, eller der i fremtiden skulle komme et elsket og ønsket 3. Barn.

    • SVAR

      Åh ja – ønsket om den tredje. Jeg kender en del familier, der her fået en sen treer, og som elsker det. Sådan en lille lækker én, som lander fem-seks år efter den næstyngste. Men ja, tiden viser vej, og livet har det med at vide bedre besked end os, så det der skal ske, det sker som regel.. 🙂

  • SVAR

    Vi har to kloge, dejlige og sensitive børn, og min mand og jeg har aftalt, at vi ikke skal have flere. Den ældste er fem, og hjemmepasningen af dem har både været vidunderlig og hård, og vi glæder os til, at vi om nogle år skal udleve nogle af de andre mål og drømme, vi har, men som ikke lader sig gøre med små, elskelige børn, men som måske lader sig gøre med større børn. Men hvem ved – måske når vi aldrig til den fase For børn bliver jo ved med at have brug for os, men måske ikke i helt så høj grad som nu, hvor rolige øjeblikke findes på toilettet Tak for din dejlige blog og for at dele dine tanker

    • SVAR

      Kære Julie – det er netop den tid, du beskriver, som også er en form for lys i mørket, når jeg synes, vi har haft små børn i mange år. Den tid, der kommer, når børnene er så store, at man ganske enkelt kan nogle andre ting uden nær så mange usikkerheder. Hvor er det skønt for dine børn, at I hjemmepasser dem. Knus til dig

  • SVAR

    Dejlig tekst. Jeg har selv én søster, så jeg har nok også altid forestillet mig, at jeg selv skulle have to børn. Efter den første, var jeg dog ikke sikker på, at jeg overhovedet ville sætte flere i verden. Jeg syntes simpelthen det var så overvældende at blive mor. Da jeg kom mig over chokket – efter næsten fire år – fik vi en til, og det har været fantastisk at opleve søskendeforholdet udvikle sig. Alting er godt og (relativt) harmonisk, så jeg troede, at vi ville stoppe ved to. Men efter et stykke tid med to fantastiske børn, kunne vi begge mærke, at vi har rum til én til, så nu er der sådan en på vej ;). Så tror jeg til gengæld også, at det er slut!

    • SVAR

      Åh, Sara – hvor gør det mig glad. Det der med, at man mærker, der mangler én, og man mærker det dybt og glædesfuldt – ja, så skal den lille ekstra komme. Stort tillykke. Jeg håber, det bliver en lille, harmonisk treer. Det er de jo tit sådan nogle 😀

  • SVAR

    Tak for inspirerende og gode betragtninger!

    Jeg stresser lidt over det her med, at mine trediver, nok kommer til at handle om at få børn. Jeg kan godt få det lidt skørt/utilpas over, at der går sådan lidt praktik i antal børn vi ønsker, fordi tiden også går. Jeg har ikke selv nogle søskende, så jeg har heller ikke en erfaring omkring, hvordan det er at være en større familie og hvor mange år imellem søskende der er godt. Jeg er alt alt for meget bundet op på, hvad der hør og bør sig, og det er jo i virkeligheden helt forkert, når det handler om noget så aldeles fantastisk som børn. Vi har en datter fra 2016, hvor jeg lige nåede at fylde 29 år, og jeg er nu nygravid med nr. 2. Jeg har en følelse af, at det her ikke bliver min sidste graviditet. Der er stadig så meget kærlighed og så stor lyst til at skabe noget stort som en stort familie. Men jeg synes det er så svært at mærke efter hvad VI ønsker og drømmer om, og ikke hvornår man bør, og hvornår det er bedst. Der er sådan en konstant travlhed i mig, selvom jeg “kun” er 31 år. Ved ikke om mine ord giver mening. Men nogengange kan jeg godt føle, at byen og det klassiske liv med arbejde, venneaftaler, selvrealisering m.m. forhindrer min kæreste og mig i virkelig at kunne mærke, hvad vi har lyst til.

    • SVAR

      Kære Cecilie – det giver dyb mening, det du skriver. Når jeg læser dine ord: “Der er sådan en konstant travlhed i mig, selvom jeg “kun” er 31 år. Ved ikke om mine ord giver mening. Men nogengange kan jeg godt føle, at byen og det klassiske liv med arbejde, venneaftaler, selvrealisering m.m. forhindrer min kæreste og mig i virkelig at kunne mærke, hvad vi har lyst til.” mærker jeg dybt indeni, som en slags uro, at sådan plejede jeg at føle det. Den konstante travlhed, halsen efter. Som om jeg ikke kunne blive forløst hurtigt nok; som om jeg aldrig ville kunne nå alt det jeg skulle, eller blive lige så god som det ideal jeg havde. Sådan føler jeg ikke længere, og det har mange grunde, én af de tungestvejende er måske, at vi er flyttet langt væk fra byen. Når jeg er i byen (som netop nu, hvor jeg arbejder i KBH), mærker jeg det faktisk komme snigende igen.
      Se om du kan skubbe den nærmest praktiske tilgang til det med dine børn til side: Få dit barn nummer to (tillykke!) sug alt godt og smukt ud af den oplevelse og lad så livet ske, tiden gå, uden topstyret indblanding. Du får, hvad du skal have. Sådan er universet heldigvis indrettet.
      Jeg ville ønske, jeg havde nydt alle mine børn, som jeg nyder min yngste. Jeg tager mig en anden tid til hende, og vores tilknytning er så stærk og fin. Men jeg var altid på vej videre, og det kan jeg godt ærgre mig over nu.
      Kram til dig

  • SVAR

    Jeg står i køkkenet med min yngste i viklen. Han er nummer tre, efternøler efter tvillingedrenge på 7. Vi har altid ønsket os et barn til, men der gik så lang tid, at jeg meget bevidst var begyndt at arbejde med, at det var godt, sådan som det var med os fire. Og så kom lille Simon. Vi har i den grad manglet ham, men det er også rigtig svært for os allesammen, børnene især, at finde rytmen igen, snart syv uger efter han kom til os. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke over, om han ikke også skal have et søskende tæt på. De to store har altid haft meget glæde af hinanden. Men om jeg har overskud nok til fire ved jeg faktisk ikke. Det er også for tidligt at spekulere på, med en lille fyr, der lige er flyttet ud af maven og direkte på mit bryst, og tydeligvis ikke vil være andre steder.
    Men jeg nyder ham. Jeg har overskud til selv de hårdeste dage, fordi uanset hvor ked af det han bliver, så kan jeg favne ham i mine arme, lægge ham til brystet, vugge ham og holde ham lige så tæt, som han har brug for. Det kunne jeg ikke i samme grad sidst – det ved du bestemt også alt om med dine tvillinger. Så måske er det ved nummer tre, at mit moderskab bliver healet og hvor jeg ikke halser efter konstant og venter på næste udviklingsspring. Og så må vi vente og se, om vi skal være en mere om nogle år.

    • SVAR

      Ja, det er så anderledes med en enkelt frem for tvillinger, og jeg håber, du vil give dig selv og dine børn tid til lige at lande i jeres nye familieform. Jeg lavede et opslag på instagram for en uges tid siden, hvor jeg netop skrev om den ene af mine tvillingers kamp for at acceptere sin fire år yngre søster. En kamp, som stadig fylder for ham og dermed alle os andre hver dag. Men det går fremad, og kærligheden er altid til stede, også i konflikterne. Knus til dig

  • SVAR

    Åh det er altid så fin læsning af følge din blog.

    Jeg har selv 2 børn. En skøn og følsom dreng på 3,5 år og en lille pige, som bliver 1 år til juni. Og som vi lærer bedre at kende for hver dag, der går. Jeg elsker mine 2 unger og er så vildt taknemmelig for, at de begge er sunde og raske.
    Jeg kommer af en søskende flok på 3 og har altid forestillet mig, at jeg selv skulle have 3 børn. Min dejlige kæreste mener, at det må være nok med 2 OG han tror ikke, at hans overskud rækker til mere. Det er jeg nød til at være lydhør overfor. For vi skal jo være 2 til at klare det. Jeg er ikke selv nået dertil endnu, hvor jeg med sikkerhed ved, om jeg ønsker at stoppe ved 2 eller ønsker en 3’er. Dertil er min yngste endnu for lille. Der sidder desuden også en lille frygt inden i mig omkring, om det virkelig kan lykkedes at lave hele 3 dejlige og velskabte børn. Så indtil videre lader jeg tiden råde og håber, at kroppen selv fortæller mig, hvad der er den rette beslutning.

    • SVAR

      Det kan lykkes at skabe tre dejligt og velskabte børn, men det er i sandhed en velsignelse og nærved et mirakel, at det sker. Og når det er sagt, så er det så utroligt vigtigt at være lydhør overfor din kærestes udmelding om hans overskud – men samtidig også din egen mulige længsel efter et barn mere. Det er en fin, fin balancegang, som helst skal ende med, at I begge to (og dermed også børnene) trives, så I ikke skubber hinanden væk. Giv tid og giv plads. Knus til dig

  • SVAR

    Ej hvor er det sjovt. Jeg sad netop tidligere i dag og goooglede lige nøjagtig det spørgsmål.
    Vi har 3 piger på 8,7 og lige knap 3 år.
    Den første var meget planlagt (vi fik hjælp) hun kom så 6 uger for tidligt, men det mærkes slet ikk på hende idag. 4 mdr efter stod jeg med en positiv test. Det var ikk planlagt. Men eftersom at den første var nem og kørte efter bogen, så nappede vi da lige en mere. Nu var vi jo i gang. Det var en frygtelig graviditet, med en del indlæggelser og fik stoppet fødslen med hende i uge 32. Hun kom så 4 1/2 uge, og var ikk noget nemt barn. Det første år der sov hun stort set ikk. Når jeg kigger tilbage så undre det mig at vi har kunnet klare det, men det gør man jo. Der er 1 år og 1 dag imellem de 2 store. Derefter så gik der noget tid før Babylysten meldte sig igen. Men da de store var blevet 4 og 5 år kom hun til verden. Også en frygtelig graviditet med en masse indlæggelser og fødsel der blev stoppet i uge 27. Hun blev derinde til tiden og på sygehuset sagde de efterfølgende at jeg burde skrive en bog om hele forløbet, for de mente da at hun var et mindre mirakel. Nu var vi enige om at 3 var nok. Men for 1 år siden testede jeg positiv igen, på trods af p-piller. Den skulle lige sluges. Jeg var jo ikk den bedste til at være gravid, men jeg kunne ikk få det fjernet. Desværre skete der det at d. 12/6, der mistede jeg i 13. Uge. Det var frygteligt og jeg tuder stadig over det. Som det er nu, så er jeg ikk færdig med at få børn på trods af alle komplikationerne og besværet der har været. Nogle vil måske kalde mig tosset og egoistisk, men det er okay. Jeg vil bare gerne ha et barn mere. Skal lige siges at nr 3 var den nemmeste baby jeg har haft. Måske nr 4 bliver ligeså nem

    • SVAR

      Kære du – ja, det er okay. Lad andre tænke, hvad de vil, og følg dit hjerte. Giv tid og giv ro. Det som skal komme til dig, kommer til dig ❤

  • SVAR

    Tak for en inspirerende blog, der puster liv i mange af mine drømme <3
    Lige dette indlæg prikker til en ganske særlig længsel i mig. Jeg har ét barn på 15 mdr. og ønsker mig brændende et til. Har fornemmelsen af, at ét barn mere vil være så perfekt for vores lille familie. Men min mand har sagt stop nu efter én. Jeg er så vanvittigt ked af, at vores søn nu ikke har udsigt til søskende og da jeg er 38 år, føler jeg ikke, jeg har al tid i verden til at vente på, at min mand skifter mening (hvilket jeg også er 99% sikker på, han ikke gør).
    Det er så svært. For hvad gør man, når man føler, at ens mand ‘frarøver’ ens barn søskende? Hmm…ved ikke lige, hvordan mine tanker passer ind i dit indlæg, men det fik mig til igen igen at tænke over spørgsmålet ‘hvor mange børn skal vi have?’ Jeg er selv enebarn og ønsker sådan, at min søn får en bror eller en søster indenfor få år….

    • SVAR

      Kære du,
      Jeg tænkte først, at jeg ville svare dig helt kort og neutralt, fordi jeg jo ikke kender dig, og derfor føler, at jeg skal træde meget varsomt. Men din smerte er så reel for mig, at jeg i stedet vil skrive, hvordan jeg tror, jeg ville agere, hvis jeg var i dine sko: For mig er søskende den størst mulige gave, man kan give sine børn (hvis man er så heldig, at det er fysisk muligt), og derfor ville spørgsmålet ultimativt for mig lyde HVORDAN jeg kunne give mit barn søskende og ikke OM. Når man ikke ønsker at få mere end ét barn, vidner det for mig om så forskellige prioriteter fra mine, at det ville adskille mig fra vedkommende på et dybere plan. Jeg ville have behov for af afdække bevæggrundene: Skyldes modviljen en personlig sorg, frygt eller andet erfaringsbaseret, eller beror det udelukkende på et andet sæt værdier, hvor familie og børn ikke er det vigtigste?
      I sidste instans ville jeg vælge børnene over ægteskabet. Jeg ville ikke kunne leve med at have muligheden for at få flere børn uden at gøre det, og sorgen ville blive så ødelæggende for min kærlighed, at det ikke kunne bære. Parterapi ville være en mulighed, og jeg ville bruge store mængder energi på at formidle mit ønske om flere børn til min partner i håb om at skabe forståelse og accept.
      Men hvordan forholder det sig for dig? Du bliver nødt til virkelig at ransage dit hjerte og din sjæl for svar – evt med en terapeut ved din side, tænker jeg?
      Jeg tænker også: Hvem skal have ret her? Skal din mand have sin vilje og gøre din søn til enebarn, eller skal din søn have mulighed for at vokse op med den nære relation, som søskende er?
      Det er værd at lægge meget energi i at afklare din tvivl, og din alder taget i betragtning har du nok ikke 10+ år at løbe på (men hvem ved..). Jeg håber, du finder den rette vej for dig og din familie.