Hvordan vi etablerede en velfungerende, social virksomhed

På et tidspunkt for nogle år siden fik Kristian og jeg den idé, at vi ville starte en virksomhed med fokus på unge i udsatte situationer.
Kristian havde lavet et kulturprojekt med en gruppe unge drenge fra Vollsmose, og det var så stor en succes, at vi fik lyst til at se, om det kunne organiseres med flere gentagelser for den enkelte unge.
Vi fik ganske enkelt lyst til at arbejde med noget, som mere direkte end vores musik og skrivning kunne gøre en forskel for andre. Kortere afstand mellem afsender og modtager, med andre ord.

Vi snakkede frem og tilbage: Skulle det være endagskurser, workshops på skoler eller noget helt andet? Efterhånden fandt frem til, at vi ville lave camps for unge. Vi ville tage dem med til Ærø (hvor vi endnu ikke boede, men var på vej til) i en håndfuld dage med kreative aktiviteter, kvalitets samvær og succesoplevelser i fokus. Vi kaldte virksomheden for “Huset Humaidan”, og så gik vi igang.

Vi ringede til alle, vi kendte indenfor det sociale væsen – og til en helt masse, som vi ikke kendte allerede.
Holdt møder med Lisbeth Zornig og med andre kloge mennesker indenfor de rigtige brancher. Fik telefonnumre, e-mails og forlommer til det ene og det andet takket være vores vidtfavnende netværk.
Men mest af alt fik vi det indtryk, at det var en umulig drøm. “ mange har prøvet før jer – dygtige mennesker med store talenter, men det er umuligt at arbejde med kommunerne om udsatte unge. Og der er ingen penge i det”. Sådan sagde de fleste. Til sidst besluttede vi at lukke ørerne, og satse én gang for alle. Vi fik et møde med Langeland Kommune, og så skete der endelig noget: Familiechefen på Langeland er den slags, hvis hjerte brænder for de børn og unge, der optræder i de tunge sagsmapper på hendes bord. Hun er en intuitiv kvinde; tager chancer, hvor andre ikke tør, og hun takkede ja til at sende en gruppe unge af sted med os. Hun sagde: “Det værste der kan ske, er at de har nogle dejlige dage med masser af is og sol i godt selskab. Det bedste er, hvis de lærer noget nyt.”

Det gik fantastisk, i al beskedenhed: Vi havde de fedeste dage sammen med de seks unge, og blev modtaget med store smil, da vi kom til evaluering på Langeland Kommune ugen efter. Alle de unge ville gerne af sted igen, og som familiechefen siger: “Unge kommer kun, hvis det giver mening for dem.”

Efter vores én af vores første camps stak en pige af hjemmefra, da hun kom tilbage. Ingen kunne finde hende; politiet stemte dørklokker i vennekredsen, og klokken 23 ringede min telefon. Det var en medarbejder fra kommunen, som mente, at pigen ville snakke med mig, hvis jeg ringede. “Jeg er færdig med at bo hos min mor, og jeg vil have nye venner,” sagde hun, da hun tog sin telefon. Hun bad om at blive anbragt på et opholdssted, hvor hun endte med at bo de næste to år, indtil hun flyttede hjemmefra, og startede på HF.

Jeg tror, at de fire dage på Ærø havde vist hende, at der findes en anden verden. At man kan ændre sin skæbne ved at tage livtag med den.

Vores tilbud har udviklet sig siden; vi bliver hele tiden klogere på, hvad de unges behov er, og hvordan vi støtter dem bedst i at vokse som mennesker med det mål at få en uddannelse, og kunne stå på egne ben igennem livet.
Nu der vores rammer sådan, at kommunerne visiterer de unge til et årsforløb hos os, og det fungerer rigtig godt: Vi er på camp cirka hver 6. uge, mødes med de unge på udvalgte hverdage til madlavning og gode snakke, og tager på køreture ud i landet. Vi har ikke et lige så stort fokus på musik eller skrivning som i starten, og følger i højere grad den pågældende gruppes dynamik uden en dagsorden om at nå det ene fremfor det andet. På den camp, som sluttede i søndags, var vi i klatrehal, vi fik yogaundervisning, lavede musik, holdt filmaften, grillede, spillede fodbold og bordtennis og snakkede dagen lang, mens vi gik ture til vandet, og lavede mad.
Vores fokus er altid at støtte de unge i at skabe et stærkt netværk i deres liv og at have en god skolegang.

Jeg skriver det her indlæg, fordi jeg har fået en håndfuld e-mails fra læsere af bloggen, som går med tanker om at starte en lignende virksomhed. Desværre har jeg ikke tid til at svare hver eneste, men jeg forstår drømmen, og håber, at det jeg har delt her, kan inspirere til en måde at gribe det an på.
Jeg vil sige dette: Man skal ikke satse på det sociale område (og slet ikke børn og unge), hvis ikke man virkelig vil det. Det dur ikke at give det en hurtig chance for at se, om det fænger an. Kommunerne er langsomme, tunge og som regel virkelig sent betalende samarbejdspartnere. Bare lige for at være helt ærlig. Selv de mest trængende kommuner takker nej til hjælp, fordi de er så overbelastede, at de ikke har overskud til at tænke i løsninger. De slukker ildebrande, mens nye gnister falder om ørerne på dem.
Vi gav det et helt års benarbejde, før vi kom i gang. Vi blev ved med at sige til os selv: “Det her tilbud mangler. De unge har brug for os!”, og pludselig lykkedes det.

Hvorfor så gøre det? Fordi Kristian og jeg vil arbejde med noget, som tilfredsstiller vores behov for at gøre en forskel, samtidig med at vi kan trække på vores menneskelige erfaringer og kreative evner. Fordi det betyder noget for vores egne børn, når de ser de unge, og oplever, at det vi gør for dem, er betydningsfuldt. Fordi vi har en ambition om at leve et liv drevet af mening og samhørighed. Derfor er vi meget glade for vores arbejde med de unge.

Du kan læse mere om vores virksomhed HER

Hvad er jeres tanker om at starte som selvstændig? Hvad er jeres drømmearbejde og hvorfor?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Mine drømme flagrer…

    Jeg kunne godt tænke mig at tjene penge på mine billeder, men på mine egne vilkår. Jeg elsker den følelse det giver mig, når jeg kan give folk et fotografisk minde af lige præcis dette øjeblik i deres liv, eller når det billede jeg havde planlagt i mit hoved, viser sig at være endnu mere perfekt når jeg er færdig med det.

    Samtidigt vil jeg enormt gerne fortsætte mit arbejde med mennesker og undervisning indenfor mit fag – etik, livskvalitet og magt er keywords for mig i mit fag… Jeg var i gang med min kandidatgrad, men mit hoved er ikke klar til at fortsætte studiet, så lige pt er den indgangsvinkel til undervisningsdrømmen ikke mulig.

    Det korte af det lange er nok, at jeg ikke er nået et punkt hvor jeg helt har mod på at kaste mig ud i det endnu…

    • SVAR

      Dyyyb indånding og tag dig tid. Når du er klar, så kommer viljen til at skubbe på <3

  • SVAR

    De unge er så heldige at de har jer 🙂

    Jeg blev selvstændig nærmest ved “tilfældighed”/(u)held og ganske små skridt ad gangen. Så det er faktisk først nu hvor jeg på nogle måder langsomt, andre måder drastisk skifter spor indenfor min lille virksomhed at jeg reelt springer head first ud i noget nyt.

    Når jeg ser tilbage så er der bestemt ikke noget “tilfældigt” over da jeg startede mit firma for næsten 10 år siden. Jeg var meget aktiv, engageret og opsøgende men bare ikke bevidst om det overhovedet. Og måske også fordi min mand var MEGET modvillig tilskuer til det (udelukkende fordi han på ingen måde er en drømmer eller har iværksætterblod i årene) underspillede jeg lidt konskvenserne af de bølger jeg satte igang, og gjorde det lidt i det “skjulte”, somom jeg levede to parallel liv de første 3-4 år jeg havde mit firma.

    Nu er jeg ude på dybt vand med nye projekter og det føles både enormt følsomt og enormt stærkt. Jeg glæder mig til at se hvor jeg “ender” i denne omgang 🙂

    • SVAR

      Tak for dit skønne skønne input. Det er så rigtigt det med, at man kan sætte den slags i gang mere eller mindre bevidst. Jeg glæder mig til at følge dig på dit næste eventyr <3