Hvorfor er det så anderledes at have syge børn nu? (om at vende sin indstilling på hovedet)

Alle fire børn er stadig syge, og vi laver ikke andet end at være herhjemme.
Det her sygdomsvæsen er jo, hvad det er: Tiden går, og det kan ikke være anderledes.
Og det er sådan set ikke kun slemt; faktisk er det ret hyggeligt med puttende, filmkiggende og ikke-mega-snakkende børn – når nu det ikke kan være anderledes.

I går malede jeg et trin på vores nye trappe, hver gang alle børnene var enten faldet i søvn, eller så film samtidig. Jeg tænkte over, hvorfor jeg mon gør det: Løber ud, og griber en pensel og malerbøtte, så snart jeg har bare tre minutter i stedet for at sætte mig i en stol og trække vejret dybt. Det handler om, at skabelsen og det kreative er det, som giver mig energi lige nu. Så glæder jeg mig over produktet, min egen indsats, når jeg kort efter er tilbage ved børnene og deres varme pander. Jeg kan godt lidt at få noget fra hånden og komme et skridt længere med den proces, som vi står midt i, men når vi er færdige med ombygningen, følger sandsynligvis en lang periode, hvor jeg netop ikke laver den slags praktisk arbejde i huset. Fordi jeg til den tid vil nyde at have fokus et andet sted.

Mens børnene er syge, er alt den normale planlægning i vores familie sløjfet. Vi kommer ikke ud, spiser kun en smule (ikke mig, jeg spiser alt for meget), drikker så meget vand som muligt, laver karbade, sover sammen i den store seng. Og her i denne boble oplever jeg én af de tydeligste fordele ved at have børnene hjemme sammenlignet med mit liv tidligere: De er syge, indtil de er raske, og jeg bruger ikke energi på at vurdere, om de er “klar til at komme af sted” eller ej.

Det har jeg tænkt en del over de seneste dage, og det har flere gange slået mig, hvor anderledes min indstilling til mine børn var, dengang de ikke var hjemme. Det vil sige for under et år siden.

“Indstilling” er et ord, jeg generelt tillægger stor betydning. Det er min oplevelse, at vores indstilling til nærved alt her i livet, er afgørende for udfaldet. Min indstilling til mine børn er blevet nærmest vendt på hovedet det sidste år. Det har været en gradvis proces, og jeg bliver klogere på det hver dag, men det er samtidig sket meget hurtigt. Sikkert fordi det er rigtigt, og ræsonnerer dybt i mig.

Jeg kan huske, at jeg plejede at tælle dagene, når mine børn var syge, og jeg var tilbøjelig til at give dem en kort dag i børnehaven, selvom de egentlig ville have bedst af én mere derhjemme. Jeg følte det som et åg på mine skuldre, at vi ikke kunne passe vores rytme (dem af sted, mig arbejde), og jeg kunne få ondt af mig selv, når vi havde sygdom af flere omgange over en vinter. Det drænede mig at være i familielivet uden pauser; jeg havde ingen ro, og vidste ikke, hvordan jeg skulle lade mine batterier op, når jeg var sammen med mine børn.
Sygdom er stadig hårdt, og jeg ville hellere være fri. Men hele min grundindstilling til at være mor til syge børn, er til gengæld ændret. Det er noget, jeg er i, som jeg er i så meget andet, og jeg venter ikke længere utålmodigt på, at hverdagen kan vende tilbage. Det her er også hverdagen; sygdom er en del af livet.

Jeg tænker over, hvordan et menneske kan bevæge sig fra at føle moderskabet som en svær og uhåndterbar størrelse til at omfavne det og ikke have mange andre ambitioner end netop at være mor for en tid? Som med et trylleslag ændrede alt sig, da jeg sammen med Kristian besluttede, at vores børn skulle være hjemme. Vi besluttede, at vi ville påtage os denne opgave; vi ville tage ansvaret hjem, gøre familielivet til vores primære investering de næste år. Og i det forvandledes min indstilling og mit overskud.
Hvorfor havde det aldrig slået mig før, at det var en mulighed at føle sådan omkring mit moderskabet? -Det, som nu virker mere naturligt end noget andet og ikke mindst meningsfuldt og godt? Hvorfor startede jeg med at købe en tremmeseng til min søn og vente utålmodigt på en vuggestueplads, når noget i mig gjorde ondt, hver gang han græd; hver gang jeg forlod ham?

I min omgangskreds er der adskillige elskelige, ærlige og omsorgsfulde mennesker, som gruer for weekenden, fordi de har svært ved at håndtere samværet med deres børn. Mennesker, hvis selvværd, parforhold og livsglæde er mærket af, at de ikke magter opgaven med at være mor og far. De planlægger sommerferier med flest muligt aktiviteter, og de visner indeni af den frustration og sorg, som deres manglende overskud resulterer i. På jobbet har de succes, men derhjemme kan de ikke finde retningen.
Jeg tror, det er fordi, forældreskabet handler om tilknytning, og tilknytning tager tid, og det tager nærvær, og nærvær kræver, at man er bevidst om, hvad man gør. Men vores samfund er ikke gearet til tilknytning, og den kommer ikke af sig selv.

Der er noget forræderisk i den måde, vi har opbygget vores samfund på. Vi skal alle sammen bidrage til det fælles bedste, men det fælles bedste – betalt af vores skattekroner – er ikke længere så godt endda. De offentligt ansatte er presset udover det forsvarlige, vi fører krig ude i verden, og vores børn (vigtigst af alle er vores børn) er glemt i den ligning, der handler om indsats, produktivitet, succes. Vi skal alle sammen kunne alt, mens sandheden er naturligvis, at det kan ingen. Ingen kan alt, slet ikke når vi hver især står for os selv, ensomme i et virvar at travle skæbner.
Det fælles bedste er ikke fælles længere, det er derimod ensomt og adskilt og ukærligt og resultatorienteret og mange af de bredeste skuldre bærer et læs, som jeg har svært ved at se meningen med. Et læs, som i bedste fald ikke skader noget varigt, men som næsten uundgåeligt trækker en tomhed med sig.

Så der opstår en skyttegravskrig mellem forældre, som sender deres børn i institution og dem, der passer hjemme. Det er en krig, som jeg sagtens kan sætte mig ind i, men som jeg ikke føler mig som en part af. Vi har fået ét at vide, siden vi var små (“arbejd hårdt og opnå succes, det gode liv findes for enden af direktionsgangen”), og pludselig står vi med hverdagen susende om ørerne som et monster, ingen helt kan overskue: “Hvor er glæden? Var det her virkelig det liv, jeg drømte om?”
Dertil begynder nogle omkring os at sige: “Børn har bedst af at være sammen med deres forældre”, og omend jeg er sikker på, at det er et faktum, så kan det alligevel gradbøjes med udgangspunkt i den læring om personlig succes, som vi er flasket op med.
Jeg er ikke hverken hjemmepasser eller det modsatte. Jeg har været begge dele, og kunne være det endnu, og det, at jeg hjemmepasser mine børn, har sammenhæng med en lang række faktorer, som er gået op, således at jeg har det valg. Jeg ville ønske, at alle havde det valg på lige vilkår med mig og at alle vidste – fra deres egne erfaringer, fra opvækst og uddannelse – at dét er barnets tarv.
Ville jeg hjemmepasse mine fire unger, hvis Kristian rejste halvdelen af året med sit arbejde? Ville jeg hjemmepasse, hvis jeg var enlig, eller hvis jeg kun havde ét barn? Ville jeg hjemmepasse, hvis det betød, at jeg skulle arbejde nattevagter fem dage om ugen og klare mig uden søvn i en årrække. Svaret er nej. Men jeg ville, hvis samfundet var gearet til det.

Ikke alle har muligheden for at vælge, som min familie og jeg, men vi har alle sammen pligt til at overveje, hvordan vi lever vores liv, og hvilke værdier og normer, vi videregiver til vores børn. Jeg er ikke rig, og jeg er ikke doven, og jeg er ikke engang hjemmegående, for jeg arbejder, selvom jeg har mine børn hjemme. Men jeg er mere privilegeret end mange, og jeg vil til enhver tid kæmpe for alle forældres ret til at være hjemme med deres børn fremfor at sende dem i institution.
Når feminister siger: “Pas dine børn for din egen regning! Jeg bidrager til samfundet, mens du går derhjemme”, er der noget, vi er grundlæggende uenige om. Jeg vil ikke hellere, at alle forældre til 0-3 årige betaler skattepenge, end at de går hjemme, og får tilskud til det. Jeg vil helst leve i et samfund, hvor vores arbejdsflow livet igennem tilpasses vores livssituation, så forældre til små børn ikke regnes med i ligningen på samme vilkår som en 24 årig, der ikke har børn, og en 45 årig hvis børn er i skole eller flyttet hjemmefra. For mig at se bidrager de forældre, som hellere vil arbejde mange timer dagligt end leve som jeg, til at opretholde en struktur jeg ikke længere tror på.

Jeg ville ønske, jeg selv havde været mere opmærksom på betydningen af forældreskab, tilknytning og børneliv tidligere, og jeg ville ønske, jeg var vokset op til ord om vigtigheden af nærværende forældre og den værdi som ligger deri. Når jeg nu tænker på, at det skulle være mere værd at være en dygtig forretningskvinde eller knivskarp journalist end at være en engageret og bevidst mor, synes jeg, det virker så smertefuldt.

Derfor befinder jeg mig i disse dage med syge børn uden at føle den frustration og afmagt, som jeg følte tidligere.
Derfor går jeg glad i seng, selvom jeg kun har nået at male nogle trappetrin og pleje mine syge børn, siden jeg stod op.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

38 Kommentarer

  • SVAR

    Der er så megen sandhed og mening i dine ord! Følger troligt med og reflekterer over dine indlæg.

    • SVAR

      Af hjertet tak for din dejlige kommentar ❤

  • SVAR

    Jeg elsker virkelig din blog! Kan ikke finde på noget mere intelligent at skrive lige nu

    • SVAR

      Jeg ELSKER, at du skriver det, og jeg synes, det er mega intelligent 😉 ❤

  • SVAR

    Tak. Jeg bliver SÅ inspireret af at læse din blog. På mange måder minder jeres liv om vores. Vi har fem børn og bor også på en ø. Jeg er bare ikke så modig som du at vores børn er hjemme hele tiden. Når jeg læser dit indlæg i dag dukker to ord op i mit hoved som jeg ikke tror findes (endnu), men som jeg fandt på for et par år siden. “Nærværd” og “selvvær”. Værdien i det nære og at være med sig selv.

    • SVAR

      “Nærværd” og “selvvær”. Hvor er det godt. Fem børn alligevel? DET er sejt ❤

  • SVAR

    Jeg kigger i afmagt på den skyttegravskrig, du nævner, og har lyst til aldrig mere at åbne et socialt medie. Min blog er blevet stille, før den næsten er kommet i gang, fordi jeg ikke har lyst til at bidrage til hele den retorik – glansbilledet af hjemmelivet kontra de stakkels institutionaliserede børn. Det, vi hver især lægger ud her på nettet, bliver så nemt overflade – jeg synes selv, at jeg har svært ved at undgå det, selvom jeg prøver. Og jeg har bare ikke lyst til at være sådan en mor med pæne billeder og en perfekt hverdag, for livet er jo utrolig meget mere nuanceret end det. Jeg er glad for, at du har skrevet det her indlæg. Det ER bare ikke sort-hvidt, det med forælderskab – OGSÅ selvom vi er enige om, at tilknytning har bedre vilkår med tid og nærvær.

    Flot trappe, i øvrigt!

    • SVAR

      Åh nej – du må ikke stoppe med at skrive! Det er så vigtigt, at vi der har valgt denne anderledes vej, som så mange ét eller andet sted længes efter, men måske ikke tør tro på, fortæller, at det kan lade sig gøre. Vi skal være ærlige, ja, men det oplever jeg også, at vi er. Der er SÅ mange bloggere derude, som skriver om alt det andet. Om forbrug og forfængelighed og forblændelse og adskillelse. Skriv videre, min ven ❤

    • SVAR

      > Kære Line, tænker vi på den samme skyttegravskrig? Kommer du i så fald ikke ind i den nye gruppe, hvor der er kaffe på kanden og meget højt til loftet når det kommer til drømme og visioner? Og så fik jeg øjnene op for din blog, ved at klikke på dit navn. Så fint, et nyt univers, jeg må finde tiden til…! (Når jeg nu blev smidt ud af “skyttegravskrigen”.).

      • SVAR

        Hvad hedder den nye gruppe?
        Jeg valgte nemlig også at forlade den sure

        • SVAR

          > Børnefamiliepolitisk netværk.
          Kom, kom…!

      • SVAR

        Jeg er med! Tak, Vanilla! ❤

  • SVAR

    Hvis drømme kunne blive til virkelighed.
    Hvis hjertet fik lov at pejle, så lignede mit liv: dit liv

    • SVAR

      Drømme KAN blive til virkelighed og hjertet SKAL netop have lov til at pejle. Universet vil gerne hjælpe dig på rette vej, blot du åbner dit hjerte for de blide puf, som er din hjælp ❤

  • SVAR

    Kære kloge du,

    Tusind tak for kloge overvejelser og fine ord. Igen.
    Mon Kristian og du på et tidspunkt kan skrive et indlæg sammen, eller han alene, om hvordan I sammen og hver for sig fandt frem til at blive klar. Klar til ø-livet, familielivet, hjemmelivet.
    Det er meget fantastisk, at I kan dele visioner og drømme i sådan en grad, at I har valgt det. At I gør det! Hvilken proces ligger der mon bag? Og var den ens for jer hver især?
    kh og tak igen <3

    • SVAR

      Hej Kamille – tak for din fine forespørgsel. Jeg har før nævnt noget lignende for Kristian, og nu vil jeg gøre det igen. Mon ikke han kan overtales til at skrive et indlæg om netop de ting, du nævner 🙂 Jeg har på et tidspunkt skrevet dette: http://majmy.dk/var-i-enige-om-at-flytte-til-aeroe/
      Jeg har også før skrevet i kommentarsporet herinde, at vores parforhold er virkelig godt, særligt i forhold til det at vi deler drømme og visioner, som du nævner. Kh og tak ❤

  • SVAR

    Kan følge dine tanker så meget og gode og fine ord!! Jeg skal også høre, hvordan har I fået malet trappen så fint? Men alligevel med en rå kant? Mange gode evner I har på Ærø

    • SVAR

      Den trappe, den trappe – det er en længere udredning. Jeg har brugt lige så meget tid, som det tager andre at skrive en phd på den trappe. På billedet er den malet en enkelt gang med farven Stone Blue fra Farrow & Ball. Den farve skal trinene have; resten bliver rødt (“Blazer” – også fra Farrow & Ball). Jeg kan godt se, at det egentlig er lidt fint med det rustikke look, men trappen skal males 2-3 gange mere i glans 40, før den er færdig. Jeg tror, at fordi jeg bruger så mange farver, så leger jeg til gengæld ikke med påførelsen (og vi har en maler til at hjælpe med ret meget)

  • SVAR

    Åh Maj My, jeg elsker dig en smule! Tak for ordene. <3
    Jeg er så enig helt inde i min inderste kerne. Og ja, der er noget helt og aldeles grundlæggende galt. Vi lever i en tid, hvor det ikke skulle være nødvendigt at retfærdiggøre hamsterhjulets eksistens.
    Og hvor jeg kender det med sygdagene. Når min datter er syg, eller bare har BRUG for en hjemmedag, føler jeg en slags "automatisk dårlig samvittighed" (overfor hvad?), og er hun nu også virkelig "syg nok" til at blive hjemme, og jeg overhører hendes signaler og sender hende af sted alligevel, for ikke at risikere at nogen skal tro, at jeg holder mit barn hjemme. Vi skal jo alle bidrage, og er kun noget i kraft af vores præstationer (dem, der kan måles og vejes, forstås).. Vi lærer fra ganske små, at kroppens og sjælens signaler er nogle, der helst skal overhøres (og bruger voksenlivet på at forsøge at lære det igen). Det starter når de små skal afleveres og pædagogerne siger "Det er bedst at du gør afskeden så kort som mulig, bare gå, vi skal nok finde ud af det, h*n stopper med at græde, når h*n ikke længere kan se dig." Vi ved hvad det gør ved børnene, men gør det alligevel. For hvordan ville det se ud, hvis vi allesammen gik rundt og lyttede til den lille stemme indeni? Hvad så med hamsterhjulet…?! Det er nok alligevel tryggest at gøre det samme, som alle andre, ikke..? Det kan jo ikke være helt galt? Vi lader bare som om kejseren har tøj på.

  • SVAR

    Det er så vigtigt, at der er én som dig der sætter ord på de her ting. Det gør en reel forskel! Så tak tak tak…

    Jeg er begyndt at hjemmepasse vores yngste, og jeg skutter mig nogle gange helt ved tanken om, at hun lige så godt kunne være i en fremmed pædagogs arme lige nu. Så går der en gysen gennem mig, og jeg krammer og kysser hende en smule ekstra. Jeg kunne lige så godt IKKE have fået denne erkendelse. Vores to ældste blev afleveret i vuggestuen fra de var ét år. Jeg forstår ikke hvordan jeg kunne få mig selv til det. Det er mig ubegribeligt nu. Hvorfor overhørte jeg alle mine naturlige instinkter? Hvordan kunne jeg ignorere deres signaler? Puha… You live and you learn, I guess… men som dig synes jeg også at det er utroligt, at dette liv så hurtigt er kommet til at føles så naturligt og rigtigt. At læse med herinde har helt klart været medvirkende til at sætte skub i min erkendelsesproces. Så skriv, kære Maj My, skriv!

  • SVAR

    Æv jeg havde lige skrevet en længere kommentar men den blev vist lige slettet. Nå men skidt pyt – budskabet var vist bare at du er for sej og at du endelig må blive ved med at skrive! Jeg er begyndt at hjemmepasse vores yngste (bl.a. takket være dine tankevækkende ord) og jeg synes ligesom dig at det er utroligt så hurtigt dette liv er kommet til at føles så rigtigt og naturligt. Jeg gyser ved tanken om at jeg lige så godt kunne aflevere min lille trold til en fremmed pædagogs arme hvor morgen. Og om jeg begriber hvordan jeg kunne gøre det med de to ældste. Det er virkelig ubegribeligt for mig. Men jeg skulle åbenbart leve mit liv hertil, før jeg fik øjnene op.

    Forresten fedt med jeres maleprojekt – det bliver smadderflot!

  • SVAR

    Dem der siger at hjemmepasser (med eller uden hjemme arbejde) ikke bidrager til samfundet har misforstået noget…. der bidrager da seriøst, bla til fremtidens velfærd…

    Er så glad for at du på peger der skal være plads til at vælge det som virker i de enkelte familier….

  • SVAR

    Må jeg ikke lige pippe med? Det er jo ikke bare sort-hvidt, og det handler mindst lige så meget om forældrenes arbejde som om institution/ikke-institution. Vi har 1 barn i vuggestue og 1 der har gået i b.have og er på vej i skole nu. Men fordi vi har valgt at have meget fleksible arbejdssituationer, så bruger vi institutionerne, når vi har brug for dem – og lader være, når vi ikke har! Her i januar/februar/marts (=sygdomsperiode) har de vel været afsted… halvdelen af dagene? Måske mindre? Vi hygger og hiver dage ud af kalenderen, når de er syge – men når de så er ok igen, kommer de i institution, og vi voksne får fyret noget arbejde af. Og jeg ville ønske, vi kunne have dem hjemme hele tiden, men det kan vi ikke af den simple grund, at så fleksibel en arbejdssituation har vi alligevel ikke (og vi har ikke familie i nærheden – overhovedet). Så nu er vi landet i en mellemløsning – og (min pointe) det kan man altså godt! Der er muligheder i alt, også i det liv, hvor man gør brug af institutioner. For vi er faktisk frie til at vælge HVORDAN, HVOR LÆNGE og HVOR MEGET vi bruger dem. Det glemmer vi bare tit…

    • SVAR

      > PS: nu kom det til at lyde, som om jeg er totalt pro-institution, og det er jeg altså ikke. Overhovedet! Og jeg håber også, samfundet/vi ændrer sig/os. Men indtil da må vi prøve at lade være med at dæmonisere modparten ved at nægte at gå ind i den sort-hvide, enten-eller diskussion og i stedet fremhæve muligheder, positive gråzoner, valg, hvor man egentlig ikke tror, man har et valg, osv. Og så må man lade livet overraske een: da vi flyttede til DK med et lille barn, var jeg SÅ meget imod, at han skulle i vuggestue. Virkelig. Det gik imod alt, jeg troede på. Men han har det virkelig sjovt derhenne og er – kan jeg se nu – en type, der synes det er FEDT med alle de andre børn, gang i den, musik og dans osv. Modsat den ældste, som helst vil sidde herhjemme og nørkle med tegning. Så – ja… Anyway.

      • SVAR

        Jeg har også lige en uddybning til mit svar til dig: Jeg har været selvstændig i mange år, og har sjældent haft opgaver, som jeg ikke lige så godt kunne klare om aftenen, hvis eks. mine børn var syge en periode. Der har dog alligevel ikke været samme frihedsfølelse i forhold til at give dem tid til at blive raske og dermed ikke samme ro, fordybelse, tålmodighed. Jeg er helt enig ifht. skyttegravskrigen: Vi skal ikke dæmonisere hinanden. Men jeg mener oprigtigt, at det er vigtigt, at vi er nogle, som skriver om denne sandhed, at børn ikke er skabt til institution. At det er kulturelt og økonomisk men ikke menneskeligt, ikke tilknytning. Institution kan være helt okay, mange børn kommer jo fint ud af det – men hvad vil det sige “at klare sig alligevel”? Hvad hvis de ikke var i institution; hvis vi opbyggede fællesskaber med plads til arbejde og samvær og et børneliv vævet sammen med de voksnes? Jeg tror også, at institution kan være okay – og for nogle børn er det på alle måder den bedste løsning, fordi deres forældre ikke har ressourcer til samværet. MEN, det er mig magtpåliggende at blive ved med at sætte ord på alternativet. Der ER et alternativ, det ER muligt at leve et andet liv. Og det er så fint, hvis man helt bevidst vælger noget andet. Det bevidste liv er til alle tider det mest ansvarlige. Men jeg oplever, at mange lever som alle andre fordi de ikke tror på, at det kan være anderledes.
        Selvfølgelig er der nuancer. Selfølgelig er der gode versioner af det hele – og dårlige. Men når nu 97% af alle toårige danskere bliver afleveret til andre end deres forældre hver dag, så er der for mig at se akut behov for, at vi giver alternativet en stemme. For børnenes skyld…
        Ja, det var bare det 😉

        • SVAR

          > Jamen, jeg er helt enig! Jeg synes, systemet i DK er sindssygt!

        • SVAR

          > Jeg har fulgt med i denne tråd og synes den er super interessant og nu blander jeg mig lige (med fare for at jeg bare taler til mig selv ).

          Man hører tit formuleringen “Det tager de ikke skade af”, når der tales om de mange timer, børn ofte sendes i institution i DK. Og det gør mig enormt trist, for det antyder, at vi først og fremmest måler barndommens kvalitet på den effekt den har på børnenes fremtid som voksne i det her samfund. Hvis den ikke skader fremtiden, er alt godt (synes logikken at være). Men er barndommen ikke også netop noget værd i sig selv? Er det ikke også vigtigt at have det godt her og nu, som barn, uden skelen til om nuet forbedrer barnets fremtid og “værdi” som samfundsborger? For mig at se er denne retorik et udtryk for en instrumentalisering af børnenes liv, hvor barndommens værdi først og fremmest gøres op i dens effekt som værktøj – ruster den børnene godt nok til fremtiden? Det tror jeg man skal være på vagt over for. Vi må holde fast i, at livskvalitet her og nu også har værdi i sig selv, uanset hvordan den indvirker på fremtiden.

          Det var vist det Tak for spændende og meget sober diskussion!

          • Jeg bliver jeg nødt til at skrive: “Amen!” til, for de ord havde jeg ikke selv kunnet finde, og det er så sandt og så vigtigt. Tak.

          • <3

    • SVAR

      Ja, det er en meget vigtig pointe: at institutionerne er en service, som vi bestemmer, hvordan vi vil benytte – og hvor meget ikke mindst. Hvor er det dejligt, at jeres jobs er så fleksible, det er vist ikke mange arbejdspladser, der har så stor fleksibilitet. Men jeg mener, at vi kan påvirke arbejdsgiverne til at blive mere fleksible ved at stille krav i samlet flok. Hjemmelivet er ikke for alle, og de som vælger institution – ligesom jeg selv har gjort tidligere -skal have mulighed for stadig at prioritere deres børn, bl.a. ved sygdom. Tak for dit input 🙂

      • SVAR

        > Vi har med vilje valgt fleksible jobs/jobs med meget frihed og hjemmearbejde, fordi vi altid har boet langt fra familie (først i udlandet, nu på Fyn). Vi prioriterer familien benhårdt! (Og ja, enig i, at arbejdsgivere skal presses og arbejdskultur ændres. Har boet mange år i UK, og der er halvtid fx meget almindeligt. Problem er bare, at det ofte ender med at være kvinderne, der tager de jobs, og mændene, der så arbejder tilsvarende mere – og så har men en mor, der altid er der, og en far, der aldrig er.)

  • SVAR

    Tak for dette fine og nuancerede indlæg. Måske dit bedste til dato. Og tak fordi du har givet mig modet til at spørge min chef om lov til at gå ned på 30 timer ugentligt med en ugentlig ekstra fridag og med mulighed for at tage nogle af de 30 timer som aftenarbejde efter vores datters sengetid. Min mand har heldigvis et arbejdsliv, der minder mere om jeres. Så de har mulighed for at holde mindst en fridag sammen om ugen, min mand og min datter. Og snart har jeg den samme mulighed. Og de resterende dage er hun i den dejligste lille dagpleje i max 3-4 vågne timer, hvor hun er glad for at være. Hun er snart 2 år nu ❤️ Min mor forstår ikke vores behov for, at vores datter skal være mere sammen med os end i dagpleje. Hun er så meget vokset op med, at succes i arbejdslivet er det vigtigste, og hun ser vores levemåde som en anklage imod den måde, hun var mor på. Og det er det slet ikke. Det prøver jeg også at forklare hende. Hun gjorde alt, hvad hun kunne som alenemor med et alm 8-16 job. Jeg var altid den sidste, der blev hentet. Til gengæld var der altid nærvær, omsorg og masser af tid hver eftermiddag og aften og i alle weekender ❤️ Og vi har det bedste og tætteste forhold den dag i dag.

    • SVAR

      Af hjertet tak for din kommentar. Den gør mig glad og stolt. Og hvor er det dog et tidstypisk og meget beskrivende billede af en kvinde i din mors generation. Mange tak for din forståelse for hende og samtidig dit mod til alligevel at vælge din egen vej. Det er meget inspirerende, og din datter er et heldigt lille væsen ❤

  • SVAR

    Åh endnu et fantastisk skriv, der ræsonnerer så dybt i mig! Tak! Og p.s. jeg glæder mig helt vildt til du finder tid til at skrive mere om tilknytning/jeres Gordon Neufeld kursus – hvis det stadig er planen 🙂

    • SVAR

      Jeg vil så gerne skrive om Neufeld, men jeg tror først, det bliver, når vi ser de otte sessioner igen, før de udløber til sommer. Det er bare så relevant, og jeg ville ønske, at alleville følge hans kurser.

  • SVAR

    Dit bedste skriv. Dette budskab bliver alt for ofte råbt ud i debatten og måske derfor er bliver der råbt tilbage fra flere retninger. I stedet vælger du næsten at hviske uden at dit buskab bliver udvisket eller sentimentalt. Krystalklart og nuanceret. Smukt.

    • SVAR

      Mange mange tak for dine styrkende ord ❤