Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole?

Min veninde skrev: “Jeg har hørt dig sige flere gange, at det vigtigste for dig med hensyn til dine børns skolegang er, at skolen ikke ødelægger dem. Har du lyst til at skrive om, hvad du mener med det?”

Der er gået flere måneder, siden hun skrev, og jeg har hele tiden haft lyst til at lave det indlæg, for det med skolen er vigtigt for mig. Men det er samtidig et komplekst emne, som tager tid, hvis man skal gøre det ordentligt. Mere tid end jeg måske har, helt ærligt. Skolegang er et kontroversielt emne, som kræver research, og jeg er langt fra ekspert. Det korte af det lange er, at mit forhold til mine børns skolegang i høj grad bygger på en mavefornemmelsesting, ligesom det meste andet i mit liv gør det.
Den længere version kommer nedenfor, men lad mig først understrege dette: Jeg har intet ønske om at pege fingre af andres valg. Jeg tror ikke, at én løsning er den rigtige for alle. Jeg er sikker på, at forskellige skoler passer til forskellige børn.
Når jeg skriver om mine refleksioner over mine egne børns skolegang, er det udelukkende ment som en inspiration. Jeg har ikke svaret. Men jeg tænker løbende over spøgsmålet med skoleform og indlæring i det hele taget; jeg tager stilling, og jeg synes, det er et meget vigtigt emne, som vi alle bør forholde os til.

Grunden til at jeg er nervøs for at sende mine børn i skole, er denne:
Jeg er overbevist om, at hvert enkelt menneske fødes med et stort potentiale og en enorm lyst til at lære. Jeg er samtidig helt sikker på, at både potentialet og lysten til at lære har godt af frie rammer, nærvær og opmuntring og tilsvarende dårligt af ensrettede krav, tests og upersonlig indlæring.
Når jeg er bange for at sende mine børn i skole, er det fordi, jeg frygter, at deres medfødte initiativ, virkelyst, nysgerrighed og kreativitet bliver slået itu af de nederlag, som vores samlebåndskultur og ensrettede undervisning med tidlige eksaminer og tjeklister bærer prag af. Jeg er bange for, at det kan knuse enhver iver og motivation at skulle leve op til noget, som man ikke er interesseret i, eller føler sig klar til. Jeg finder det fuldkommen åbentlyst, at det går ud over vores evne til at indlære, når vi oplever nederlag, fordi vi forventes at mestre noget, som vi ikke af egen drift er nået til endnu.

Når vi forventer, at alle børn på X år skal kunne løse de samme opgaver, svarer det for mig til at bede en elefant, en hest og en abe om at kravle op i det samme træ, og jeg forstår ikke, hvorfor det ikke står klart for dem, der tiltretelægger vores børns skolegang? Jeg forstår ikke, hvorfor så mange forældre (og deres børn!) skal være stressede og bekymrede og føle sig forkerte og skamfulde, fordi de ikke lige kan et eller andet ganske specifikt på et helt bestemt tidspunkt? Selvfølgelig lærer de det. Ikke mindst hvis det pludselig står klart for dem, hvad de skal bruge det til.

Hvis man har det godt, kan man lære alt. Hvis man har det godt, er man nysgerrig, videbegærlig og modtagelig. Hvis man har det godt, opsøger man viden, når man har brug for den. Måske det ikke er alle på ni, der har behov for at kunne regne med decimaler eller skrive deres morfars hjembys navn bagfra. Måske nogle af de niårige er ved at fordybe sig i dybhavet, rumforskning, poesi, dyrevelfærd eller hvad ved jeg i stedet.

Én af mine store inspirationskilder, siden jeg begyndte at panikke over skolens tilstand, har været Sir Ken Robinson. Jeg anbefaler alle at se denne video på 11 minutter, hvor han forklarer, hvorfor vi skal stoppe med at putte vores børn i kasser.
(Man kan evt. følge op med DENNE video om, hvorfor skolerne ødelægger vores børns kreativitet).

Da Storm nærmede sig sit første skoleår, blev jeg nervøs. Det, jeg oplevede som mor til et børnehavebarn, var, at min søn lærte helt utroligt meget dagen lang på eget initiativ. Jeg oplevede, at han opsøgte voksne omkring sig med spørgsmål, og var interesseret i at arbejde sammen med os om nogle af de ting, der interesserede ham, men også at han i høj grad selv var projektstyrende (og iøvrigt bevægede sig fra den ene leg til den anden dagen igennem). Det var tydeligt, at han havde en indre drivkraft; at han selv ville kunne lære rigtig meget, hvis der ikke var nogen, der blandede sig, eller tog kontrol.

Nogle dage, når vi hentede ham fra børnehave, havde han bygget en bro i sandet, andre legede han butik. Indimellem kørte han på en cykel eller sad og snakkede med sig selv i en hule. Når han var hjemme hos os, var det det samme: han var fuld af initiativ, og lærte med imponerende fart, syntes jeg. Også selvom han ikke kunne læse eller regne. Men han var vidende på mange andre områder.

Jeg blev opmærksom på, at det ikke er vigtigt for mig, om han kan læse, når han er lige præcis X år gammel. Jeg blev opmærksom på, at det ikke er alle fag, jeg mener, er vigtige – eller måske endda nødvendige.
Efterhånden kom jeg frem til, at jeg dybest set mener, man har behov for at lære to fag-faglige ting i løbet af sin skoletid, nemlig: Bogstaver og tal (med ikke på et helt bestemt tidspunkt).
Jeg fik tillid til, at hvis man kan de to ting, så kan man også alt andet. Hvis man er motiveret for det, forstås. Det er min erfaring fra mit eget liv, at hvis man har det godt, så kan man lære alt det, man har behov for, når man får behov for det. Har du først lært at indgå i verden som en nysgerrig, reflekterende og motiveret spiller, så kan du lære spansk/kvantefysik/broderi/etc. på ganske kort tid, hvis behovet opstår.

For mig står det klart, at indlæring spiller sammen med selvværdet. Når vi har det skidt, lærer vi ikke noget. Når vi er stressede eller kede af det, bruger vi al vores energi på dét. Når vi har det godt, derimod, så lærer vi – helt tiden, helst. Børn kan faktisk slet ikke lade være. Jeg tror, børn lærer, når de får lov til at afsøge emner: Fordybe sig i det, de brænder for, snuse til mange forskellige områder, have motiverende voksne omkring sig osv.

Weekendavisen bragte i efteråret et interview med professor i udviklingspsykologi Alison Gopnik, som blandt andet sagde: “Overalt i den vestlige verden indretter vi børnehaverne mere og mere som skoler. Det er paradoksalt for alt den nyeste forskning indenfor mit felt viser, at vi burde indrette skoler mere som børnehaver.”
Gopnik er fortaler for fri leg og tillid til børnenes evner. Hun synes, vi skal træde et skridt tilbage, og lade dem få barndommen igen, for børns indlæringspotentiale er uendeligt stort, når vi lader dem lære i deres eget tempo og af egen drift.
I sin bog,”The Philosophical baby” undlader Alison Gopnik med fuldt overlæg at besvare alle forældres mest påtrængende spørgsmål, nemlig: “Hvordan gør jeg min baby lykkeligere/klogere/dygtigere?”, men hun kommer dog alligevel med svaret i et amerikansk interview: “Tal til dine børn, læs højt for dem, giv dem opmærksomhed, men lad være med at give dem for meget opmærksomhed. (…) Giv dem et rigt miljø, som de kan lære fra, hvilket fra et evolutionært synspunkt involverer meget mudder, mange slægtninge og husdyr. (…) en sandkasse, venner, en plante, en babysitter og en guldfisk kan gøre det. Og selv om det er banalt, så er det mere, end mange forældre kan give deres børn.”

Jeg kan stadig indimellem tænke, at det ville være optimalt, hvis Kristian og jeg hjemmeskolede vores børn. Jeg forestiller mig eftermiddage med højtlæsning, ture på museer, morgener med langsom morgenmad, lego og magnethuse i krogene. Jeg ser for mig børnene i haven, børnene ved havet, børnene omkring os og for sig selv – og jeg er helt sikker på, at det ville være godt på mange måder. Børnene ville nyde det (ikke alle børn nødvendigvis, men mine i hvert fald).  Jeg har lyst til at skrive, at der er mange grunde til, at vi ikke hjemmeskoler vores børn. I virkeligheden er der kun én, nemlig den at både Kristian og jeg har andre passioner udover vores familie, som er så stærke, at vi ville være nogle bitre og frustrerede forældre, hvis vi havde børnene herhjemme hver dag. I stedet prøver vi at balancere det, som vi kan: Vi har valgt en skole, som ikke er meget fokuseret på faglige resultater, men som har en stor social kapital og korte dage. En skole, hvor den enkelte udvikler sig i sit eget tempo, og hvor der ikke er prøver – eller lektier – før de sidste par år. En skole, som Storm holder af, og ved flere lejligheder har omtalt som “mild og lærerig.” En dag sagde han, ar: “Jeg tror, nogle skoler er mest som en sten, men heldigvis går jeg på én, der føles som en madras.”
Vi holder fridage, og så hjemmeskoler vi i den udstrækning, vi kan herhjemme efter principperne i “unschooling”, hvilket egentlig bare betyder, at vi prøver at give plads til fri leg; at vi er til rådighed for børnene, når de opsøger os, og at vi forsøger at favne hele verden 1:1 fremfor udelukkende gennem skærm eller lignende.

Har du lyst til at vide mere? Så findes der heldigvis uendeligt meget god litteratur, og mange gode hjemmesider og blogs med inspiration og input om læring, skolegang og hjemmeundervisning. Lad mig linke til et par stykker:

– Hende her, “Simple homeschool” Jamie C. Martin, er en ganske erfaren (amerikansk) “homeschooler”, som har mange mange og meget konkrete råd til, hvordan man skaber et miljø af læring for sine børn. Blandt andet dette indlæg.

– Speltmor (Cecilie) er en klog kvinde i konstant udvikling. Dette indlæg om hendes umiddelbare tanker, da hun og manden besluttede at hive børnene hjem til sig selv, er inspirerende for alle, der har børn (og dette)

Dette link skulle gerne lede til en række TED Talks om uddannelse. Mange af dem er inspirerende, og nødvendige.

Jeg vil slutte med nogle principper fra én af de gode bøger, jeg har læst om emnet, nemlig “Unschooling Rules” af Clark Aldrich:

● Lær at være; lær at gøre; lær at vide
● Tests virker ikke. Kom over det. Kom videre.
● Det, et menneske lærer i et klasseværelse, er at være et menneske i et klasseværelse
● Dyr er bedre end bøger om dyr
● Praktikperioder, lærepladser og spændende jobs overgår skoleopgaver, skolebøger og eksamen
● Det eneste bæredygtige svar til udfordringen med global uddannelse er alsidige tilgange

Hvad tænker I om skolen? Om uddannelse og inspiration, fremtidens mennesker, deres muligheder og hvordan vi får det bedste ud af dem gennem deres skolegang?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

14 Kommentarer

  • SVAR

    Tak for et dejligt indlæg. Det har sat gang i endnu flere tanker for mig om, hvilken skole vi skal vælge til vores søn og fremtidige børn. Jeg ville ønske det bare var nemt og der var masser af muligheder. Men selv her ved Århus – kigger jeg på de mange skoler og tænker – hvor er de fede skoler – dem der giver lyst til at lære og søge ny viden? Jeg håber jeg når at finde dem indenfor de næste 3 år 🙂 men jeg er godt nok bange for at skolerne bare banker lysten til at lære ud af vores børn, ligesom det skete for mig og min mand.

    • SVAR

      Kære Annemarie,
      jeg håber, I finder det helt rigtige sted til jeres søn. Lyt til jeres hjerte/mavefornemmelse. Det tror jeg ikke, I vil fortryde. (Og lige netop Aarhus synes jeg egentlig, har et par gode bud på skoler?) Kh

  • SVAR

    Jeg har faktisk aldrig været nervøs for at sende mine børn i skole, for det første fordi jeg er så “egoistisk” at jeg ligesom I har en masse ting der brænder i mig og som vil ud og som kræver at jeg har børnepauser i hverdagen for at kunne fungere optimalt, for det andet fordi jeg selv ELSKEDE at gå i skole (elskede at lære nyt og suge til mig om ALT, havde gode lærere de første par klassetrin, og har altid klaret mig rigtig godt til tests og eksamener lige fra børnehaveklassen til specialet på universitetet. Men har set mange kæmpe og set mange dygtige klassekammerater crumble under presset fra samme og det gjorde mig ked af det og også en anelse skamfuld over at det var så nemt for mig). Ikke så meget den sociale del – jeg har aldrig brudt mig om menneskegruppers dynamik i skolen – de faste rammer for de populære smarte og nørder osv og gjorde alt hvad jeg kunne helt fra starten for at holde mig uden for de rammer, og bare lege med enkelt personer – primært drenge – og så søge mit eget selskab når det hele gik lidt for meget op i tøj, sladder og kærester…
    Min mand har haft den modsatte oplevelse i skolen, og den og dens lærere har på mange måder ødelagt dele af ham som jeg stadig møder effekten af idag hvor han snart blir 40 og det ryster mig lidt.
    Derfor var det vigtigt for os begge at vores børn kom i en skole hvor de både har mulighed for at lære – især udendørs, har engagerede lærere som ikke tryner børnene, og hvor der er lagt rigtig meget vægt på det sociale, sympati for andre, mobning ikke accepteres og hvor klassen er et hele og ikke opdelt i grupperinger 🙂

    • SVAR

      Det lyder som om, I har fundet den rigtige skole til jer så. Gid ingen af vores børn får traumer i skolen, som følger med dem resten af livet.

  • SVAR

    Spændende tanker. Noget af det vigtigste børn lærer og oplever i skolen er at være en del af forskellige fællesskaber. De lærer rigtig meget af hinanden, og de lærer meget af mødet med engagerede voksne som er fagligt dygtige og brænder for deres naturfag, sprogfag osv. De lærer af at møde voksne som også er rollemodeller men samtidig forskellige fra deres forældre.

    • SVAR

      Jeg er ikke ubetinget enig i det, du skriver. Jeg vil påstå, at:
      1) Man kan lære at være social, glad og indgå i fællesskaber, selvom man ikke er en del af en stor gruppe børn, som eks. en skoleklasse
      2) Ikke alle er klar til at blive socialiseret i den grad, som skolen kræver, når de fylder seks
      3) Ikke alle skoler tilbyder positive fællesskaber (eller fagligt dygtige og engagerede voksne, for den sags skyld)
      4) Mange institutionaliserede fællesskaber (skoler, børnehaver, arbejdspladser osv.) er decideret dårlige for vores sociale udvikling, fordi de er dysfunktionelle

      Men i en verden hver skolerne var mindre, mere nærværende, havde overskud til at rumme den enkelte elev og iøvrigt et stort fokus på social kontekst og interaktion, ja, så er jeg enig med dig.

  • SVAR

    Jeg drømte ofte om at vi skulle hjemmeundervise da børnene var små – jeg gik jo hjemme de første år af drengenes liv. Børnenes far ved en masse om alt det jeg ikke ved – og jeg kunne se hvordan vi ville kunne supplere hinanden – følge op på børnenes interesser, gribe det når de udviste interesse køre det over i projekter, lege det ind m.m. Jeg synes det må være geniale læringsmetoder man kan benytte som hjemmeunderviser.

    Tror det er et meget bedre læringsmiljø end mange skoler tilbyder. Jeg gad virkelig godt se der skete lidt mere i forhold til andre måder at lære på en tavle undervisning – der er helt klart sket en del siden jeg var barn – men der er stadig meget der kan forbedres både fagligt og socialt og jeg synes der er alt for meget focus på præstation frem for trivsel. Og trivsel bør komme først – dels er det i min optik vigtigst – dels har man sjældent overskud til optimal læring hvis man mistrives.

    Min yngste har lige skiftet skole pga. mistrivsel – og han er blomstret fra dag 1 på den nye skole – hor trivsel er nr. 1 på dagsordnen.

  • SVAR

    Sådan et spændende og lidt “farligt” emne du tager op. Min søster, svigerfar og kusine er alle folkeskolelærere og jeg har flere bekendte med samme erhverv. Jeg selv har været i praktik i en skoleforvaltning og skrevet speciale om skolereformen (Hvad det vil sige på ledelsesniveau at folkeskolen går fra et undervisningsparadigme til et lærings- og kompetencedigme) og jeg synes bare at kunne bemærke, hvor presset folkeskolen er på alle leder og kanter. Og faktisk starter det allerede før skolen, i hvert fald her i byen, hvor der også stilles krav til eksempelvis barnets IT-kompetencer (iPad’s). (Vores den store dreng på 4 år går dog i en privat institution med nogle andre værdier). Men indlæring, sprogtests, læringsmål osv. starter meget før skolealderen – også i hans institution. Det synes jeg er uhyggeligt.

    Jeg giver dig helt ret i at man ikke behøver at kunne læse før man er X antal år. Ligesom man ikke behøver at kunne gå når man er X antal måneder. Vores søn gik først da han var halvandet år, han var den lidt forsigtige type og var glad for blot at sidde og lege. På grund af at han ikke var så hurtigt fremme grovmotorisk snakkede han som et vandfald fra han var 12 mdr. Jeg har det lidt sådan at mine børn tager det i deres eget tempo og de kan ikke lære alt på én gang. Og det er helt fint. Alt ting til sin tid. Med alle de mål for læring og tests vores børn skal igennem i dag er jeg bange for at de kommer til at føle, at de fejler.

    Vi snakker meget om skolevalg herhjemme og hvor vi skal bosætte os for at sikre vores barn en god skolegang. Vi har også skrevet vores børn op til privatskole, men ville egentlig gerne spare den udgift da det hurtig kan blive mange penge. Heldigvis er Karl januarbarn og vi har derfor stadig et par år, selvom de allerede nu, i hans institution har sagt, at han jo godt kan starte før, sammen med de andre større børn. Jeg er nu ret sikker på at han får lov at være børnehavebarn til han er fyldt 6 år.

    Tak for et spændende indlæg!

    • SVAR

      Vi har også en januardreng, og ligesom sin far (der også er fra januar), har vi valgt, at han hellere skulle være yngst end ældst. Ikke mindst fordi han er dreng. Når det er sagt, så er hans skole samlæst, så der er et ganske stort aldersspænd, og hvert andet år er han i den yngste klasse, hvert andet i den ældste. Jeg synes, det er en stor skam og forsømmelse, at vi ikke giver vores børns institutionsliv- og uddannelse mere opmærksomhed med fokus på kvalitet, individualitet og ikke mindst udvikling. Tiden er en anden nu, end dengang den sorte skole landede i vores samfund, men skolen er nærved uændret. Det stemmer simpelthen ikke med vores potentiale. Børn nu om dage kan så meget, men vi giver dem alt for lidt plads at boltre sig på – sådan, i overført betydning.

      • SVAR

        Enig! Jeg føler dog at fordi Karls institution er privat, hvor man kan melde sig ind i bestyrelsen, kan man en lille smule være med til at sætte fokus på kvaliteten. Hvorfor vil du sige det er bedre at være yngst når man er dreng? Jeg er blot nysgerrig 🙂 >

        • SVAR

          > Udelukkende fordi drenge udviklingsmæssigt ofte er bagud på nogle områder – men jeg ville også holde en pige i børnehaven længst muligt, fordi jeg tror på fri leg som den bedste læringsvej overhovedet. Jeg har det jo ærligt talt svært med skolen, så for mig er der en vis pointe i at udskyde det, sådan lidt firkantet sagt.
          Fordelen ved det private kan netop være muligheden for at influere gennem bestyrelse m.m. Sådan er det også i mine børns skole såvel som børnehave, men jeg kan dog alligevel mærke, at jeg ville ønske, vi boede tættere på en skole, som var mere gennemført i sit værdisæt. Altså, med en tydelig rød tråd gennem alt. Når det er sagt, kunne jeg jo tage ansvar, og hive dem hjem, hvis jeg virkelig mente det, så konklusionen må blive, at jeg er tilfreds, selvom der er plads til forbedringer.

          • Nu forstår jeg og er helt enig. Jeg byttede totalt rundt på yngst og ældst – forstår ikke selv hvordan lige nu. Jeg vil gerne at min søn får lov at være barn så længe som muligt og håber at vi til den tid finder det rigtige sted for ham. De fleste steder er der plads til forbedringer, hvilket gør at man involvere sig, tror jeg. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg kan slet ikke lade være. Jeg er først lige, for et par måneder siden, støt på begreberne homeschooling og unschooling og har ærligt aldrig skænket det en tanke – at man kunne vælge den løsning. Selvom det nok ikke er noget for mig synes jeg det er både modigt og interessant når nogen går mod strømmen og viser, hvordan man kan gøre tingene anderledes. Tak for dit svar>

          • Jeg tror, at bare det at man gør sig tanker, og læser om og undersøger alternativer, betyder, at man er bedre klædt på til at støtte sit barn gennem skoletiden, selv hvis man vælger en mere konventionel skoleform. Og så er man måske også mere omstillingsparat (læs: klar til at finde noget andet), hvis det ikke føles rigtigt alligevel.

  • SVAR

    […] så kan vi fare vild. (og hvis man vi læse mere om mine tanker på det område, kan man læse med her og […]