Hvorfor lever vi ikke som de fleste?

Når min familie og jeg ikke lever, som de fleste, så er det fordi, det ikke fungerede for os.
Vi har prøvet.
Vi har boet i en fed lejlighed på Nørrebro og i et skønt hus i provinsen.
Jeg har boet i New York, og Kristian har boet rundt omkring.

Livet er en bevægelse. Ikke altid fra det ene til det andet og ikke altid fysisk, men ikke desto mindre er dette liv en bevægelse fra fødsel til død og over alt det derimellem.
Kristian siger, at man skal danse sig gennem livet. Først grinede jeg, når han sagde det, for han sagde det som regel, hvis jeg sad på bagsædet i bilen fastlåst mellem to sure børn med den enes opkast på låret. “Dans, min skat,” sagde han smilende han i bakspejlet, mens han ledte efter et sted at trække ind.
Og nu forstår jeg, hvad han mener: Det er noget med at se kærligt på livets krumspring, noget med at bevæge sig legende igennem hverdagen. Noget med at fornemme musikken i de tidlige morgenstunder og mærke rytmen i en sen nattetime med syge børn.

Vores dans bragte os ud på en ø i det sydfynske øhav. Flytningen var tildels en flugt. Ikke en flugt drevet af afmagt eller frygt; nærmere en flugt væk fra noget, der virkede forkert på os. Noget, som gjorde os triste og på sigt måske syge.

Stilstanden drev os væk, kan man sige. De fastgroede værdier, jagten efter et mål, som vi ikke længere troede på. Det var alle de ting, der lod til at køre i ring, som drev os væk: Boligboble, depressioner, midtvejskrise og forældremøder om børn der skal sige farvel i et vinkevindue, som forældrene ikke må dvæle ved.
Vi tænkte. Er det her virkelig vigtigt?
Og mærkede, at nej, for os var det ikke.
Vi ville noget andet. Noget, som var mere vigtigt for os.

I et andet liv kunne vi måske være blevet lykkelige, hvor vi var, og hvor de fleste er endnu.
Jeg kender dejlige mennesker, som er lykkelige der.
Men det var vi ikke.
Og ingen andre end vi selv kunne gøre noget ved det.

Hvorfor lever næsten alle mennesker så ens? Fordi det kræver en del ekstra opmærksomhed og energi at finde ud af, hvad man selv vil.
Jeg plejer at sige, at livet er sjovere, når man selv har været med til at tilrettelægge det. Men det kræver rigtig meget fokus og vilje at gennemføre.
For mig at det vigtigt, at jeg lever mit liv og ikke nogen andres. Det betyder ikke, at jeg for altid vil forsage normen. Når flertallet har ret, så gør jeg som dem, men når normen bliver skævvredet af, hvad jeg opfatter som falske konklusioner og kunstige idealer, så er det, at jeg mærker efter, og finder ud af, hvad jeg mener, er rigtigt.

Og derfor bor vi her.
I et gult hus langt fra det meste, ude på en ø. Jeg kunne lige så godt have boet alle mulige andre steder.
Hvem ved, hvor stor en rolle tilfældet spiller i vores liv?

Men her er jeg glad, og fordi vi lever, som vi gør, starter vi indimellem vores dage sådan her:
Vi går en tur hen til Christen og Bente for at købe æg og grutte korn. I deres indkørsel løber hunden Berta os i møde, og børnene henter selv lune æg hos hønsene. Bente byder indenfor, og vi får en kop kaffe eller et glas kakaomælk. Vi tager os god tid, snakker om traktorens motorkvaler og om den fødselsdag vi var til weekenden inden. I sidste uge, den dag jeg havde mit kamera med, var Christen ikke hjemme, da vi kom med korn, for han var på havet for at tømme ruser, inden vinden kom. Vi mødte ham på vejen hjem, hvor han kørte med sin båd bag på traktoren. Han stoppede, stod i solen, og snakkede lidt, og gav os fem torsk med hjem i en pose. Når vi indimellem bager mange boller eller en høj stak cookies, render ungerne hen til naboerne med en dåse til dem.
Det kan godt være, at vi ikke lever som de fleste, men det her liv føles meget naturligt, helt almindeligt og ganske tæt på noget, der ligger dybt i min dna.

Hvorfor lever I, som I gør?
Har det en konkret forklaring, eller er der mange ting, som spiller ind?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

14 Kommentarer

  • SVAR

    Det du skriver med at danse sig gennem livet og se kærligt på krumspringene, fik mig til at græde.

    Din blog og dine ord er fuldstændig magiske. Jeg vågnede i morges og følte mig træt, sur og udkørt. Sukkede af mine børn og af mig selv og kunne slet ikke finde rytmen.

    Så satte jeg mig ned og læste dette indlæg og det var ligesom at stille skarpt med et kamera. Al støjen forsvandt og jeg kunne igen tydeligt se den sti, jeg har lyst til at træde for mig og min lille familie.

    Du er helt fantastisk med ord og din blog er en gave og en kæmpe inspiration. Tak for det. Oprigtigt, tak!

    • SVAR

      Tusind tak for dine smukke ord.
      Det er så vigtigt at omgive sig med ting (ord, lyd, mennesker, billeder), som stiller skarpt på den sti, vi har lyst til at træde. Jeg har selv ritualer, som holder den oplyst for mig.

  • SVAR

    Jeg synes der er uendeligt mange ting der spiller ind. Og som du vist både her og ihvertfald i tidligere indlæg beskriver, så er det en (lang) proces at finde frem til en form der er rigtig for én selv (og familien). Når jeg ser tilbage synes jeg at mange af de valg jeg har truffet i mit liv har været drevet af normer og “så er det vel sådan man gør”. Men ikke alle.

    Men jeg synes der sker noget når man får børn (eller andre livsomvæltende begivenheder kunne jeg forestille mig). For mit vedkommende for knap 5 år siden. For mig blev det hele sat lidt på spidsen – tiden føles mere kostbar så jeg er mere bevidst om hvad jeg bruger den på og har flere overvejelser omkring hvad der er vigtigt. Og for mig er det vigtigt at lede mine børn ved eksempel hvilket jo gør det bydende nødvendigt at leve et liv styret af de værdier jeg gerne vil give videre. Men det er svært, denne her proces synes jeg. I perioder sværere end andre og jeg synes ikke jeg/vi er landet det rigtige sted endnu. Men på vej håber jeg. Nogle ting føles helt rigtige – andre ting føles stadig skæve. Fx roder vi i øjeblikket rundt med ønsket om at flytte ud af byen kombineret med en mand der kun har arbejdsmuligheder i Kbh (i en branche han er enormt glad for, vel at mærke).

    Tak for refleksionerne skønne Maj My!

    • SVAR

      Tak for en dejlig kommentar.
      Og ja: Tiden er kostbar. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at den er det vigtigste, vi har ❤️

  • SVAR

    Du skriver simpelthen fantastisk. Er begyndt at læse med, da jeg kan mærke dine ord hjælper mig med de overvejelser min familie og jeg går rundt med.
    Jeg har længe følt jeg har mistet kontakten med mig selv og kan på nuværende tidspunkt ikke svare på hvad jeg egentlig vil i livet. Synes det er SÅ svært at stå ved sin egen vej og tvivler konstant og ved pludselig ikke hvad jeg egentlig vil og hvilken vej, der er min.
    Vi har i efterhånden 5 år boet i udlandet (min mand i 9 år), jeg er hjemmegående og vores barn går i børnehave (for det skal han jo…) og nyder egentlig at være på eventyr, men så alligevel ikke, da jeg er så dum til at være til stede i nuet og åbenbart meget nemt påvirkelig af omverdenens ideer og forventninger om hvordan vores liv skal leves: Du bør da arbejde – hvad får du dog tiden til at gå med – send nu barnet i børnehave (han var hjemme til han var 2,5år), så han socialiseres og lærer sproget – kom nu hjem til DK og køb det hus og bil og få styr på den pensionsordning – kom tættere på familien osv.
    Jeg vil ønske jer en skøn dag og fortsætte med at læse og forhåbentlig snart blive klogere på mig selv og stærk nok til at tage de beslutninger vi ønsker for vores familie, men hold nu op det er hårdt at vælge sin helt egen vej.
    Tak igen for dine ord og tanker
    Jeg vil prøve at danse noget mere.

    • SVAR

      Ja, først og fremmest skal du tættere på dig selv, og ikke nødvendigvis på alle mulige andre (eller deres forventninger, i hvert fald). Om børn behøver ikke blive passet ude. Det naturlige er blevet unaturligt, og hvis du kan mærke noget indeni sige fra, så kan jeg kun kærligt opfordre dig til at lytter efter det fremfor al den støj, som kommer fra mange andre kanter ❤️

  • SVAR

    Jeg er i gang med at hyggelæse “The Art Of Non-conformity” og i den forbindelse kom jeg til at tænke lidt over det der med at leve et ukonventionelt liv.
    Nogle (meget få) mennesker ændrer måske deres liv på et splitsekund; sælger huset og bilen, siger jobbet op, tager børnene ud af skole og flytter ud i en bjælkehytte i de svenske skove.
    Men for de fleste af os er der tale om en gradvis udvikling, og det er derfor noget der måske udefra virker “ekstremt” (altså meget ukonventionelt) vil sjældent være det for den der lever det.
    Jeg bliver i hvert fald kun opmærksom på det meget ukonventionelle i vores valg når jeg skal fortælle det til mennesker som måske lever mere konventionelt. I hvert fald mennesker som ikke har kendt mig dengang jeg arbejde som fuldmægtig og afleverede mine børn i institution (godt nok Steiner men det er jo blevet mere almindeligt trods alt) for de har ikke været med på hele rejsen som har bestået af små – eller større – skridt, nogle gange også tilbage.
    Jeg tror det er helt afgørende at man gør ting i de rette tempo, simpelthen for at sikre sig, at man kan få sig selv med. Det meget ukonventionelle liv kan virke tillokkende hvis man føler sig kørt fast, men det vigtigste er, at man er tro mod sig selv. Jeg vil i øvrigt anbefale bogen hvis man går med den slags tanker, jeg har ikke læst den til ende, men indtil videre virker det ret fornuftigt…

    • SVAR

      Det er en vildt vigtig pointe: At det ukonventionelle liv ofte (og med fordel) kommer af en lang, gradvis udvikling (eller afvikling, om man vil).

  • SVAR

    Også et tak fra en ældre mormor, som har fundet roen , selvom der har været mange spørgsmål undervejs, men kan glædes over dine reflektioner,Maj My …….og blive klogere af at læse det du skriver. Hvis det er tilfældigt det lige blev Ærø,synes jeg I har været svært heldige med netop det valg . Jeg elsker Ærø og jeg elsker Dragør,0g jeg elsker at skiftes til at bo begge steder.Det er så inspirerende at skifte mellem de to kulturer….. glæder mig altid til at se om der er nyt fra dig…. og lidt øv hvis du ikke har skrevet noget, men tænker, hold nu op,at du overhovedetfår tid til at skrive….. istedet for at gå i seng….. med sådanne 4 skattemus ….. som jo ser så dejlige ud… på billederne…. at de lige skulle have nogle kys ♥️

    • SVAR

      Jeg tror ikke ret meget på held, men jeg holder muligheden åben, for de der ikke kan lide at tillægge alt betydning 🙂 ♥️

  • SVAR

    Jeg lever et helt andet liv. Men efter lige så grundige og bevidste overvejelser, med mange af de samme mål og med mange af de samme argumenter som dine.

    Jeg bor i Kbh, begge forældre arbejder og børnene er i institution og folkeskole. Så set udefra kunne det ligne det liv I bevægede jer væk fra.

    Men børnene, nærværet, tiden er det absolut vigtigste for mig. Og netop derfor bor jeg midt i Kbh.

    Vi blev helt bevidst i en lejlighed for at undgå at et hus med dertilhørende projekter ville kræve vores tid. Vi blev for at eliminere al pendler tid.
    Jeg har holdt 1,5 år lange barsler og sovet/sover tæt med mine børn. Og overhovedet ikke ændret på det selvom det ikke var ‘normen’ da den ældste (13) blev født.
    Jeg har helt bevidst gået efter et job med mest muligt fleksibilitet så jeg i perioder helt kan arbejde hjemmefra fra. Jeg har arbejdet om aftenen så børn kunne have flest mulige fridage og max 9-15 i institution. Jeg har bevidst skåret stort set alle aktiviteter som ikke indbefattede børn væk.

    Skolen opfatter jeg som en gave til mine børn. De lærer, de leger og de trives. I en folkeskole som både rummer bærplukning/syltetøjsfremstilling, spændende forløb om programmering/spil udvikling og Johannes Møllehave tekster for indskolingsbørn.

    Ærø er skøn og jeg har selv leget med tanken om at flytte ud og været draget af øerne. Men jeg tror faktisk ikke at det handler om fysisk at flytte sig. Jeg tror det handler om mentalt at flytte sig. Være bevidst om hvad der er vigtigst. Og indrette sig efter det.

    • SVAR

      Det lyder som et dejligt bevidst liv, du lever. Og det er jo netop det, vi skal: Mærke efter og tage ansvar. På den måde kan man få næsten alt, man drømmer om.
      Jeg er meget enig i, at det meste af vores udvikling sker på mentalplan, og at den fysiske flytning på ingen måde er en forudsætning for et godt liv.
      Derfor oplever jeg alligevel, at den fysiske bevægelse for mange kommer som resultatet af den interne udvikling, sådan som det for eksempel er sket for min familie og jeg. For os var det noget med at komme tættere på naturen; noget med at komme ind i et samfund med større kendskab til hinanden; noget med at opleve større overskuelighed (og her bliver det mere subjektivt:) for at komme væk fra de værdier, som vi oplevede, var dominerende i storbyen. For os har den fysiske flytning været en helt naturlig del af udviklingen, men jeg ser mange, der som du rykker sig, og lever deres drømmeliv, uden samtidig at rykke teltpælene op.
      Tak for din dejlige kommentar.

  • SVAR

    Øøøj, hvor er det stærkt, det billede af Juno og båden…! Set fra hendes perspektiv.!
    Livet her.., leves også bevidst. Jeg startede rejsen ind i moderskabet som helt spæd, usikker nybagt mor for 21 år siden. Fem børn har jeg budt velkommen. Og jeg vokser stadig i midt moderskab. Bliver mere og mere tro imod mig selv. Følger mit hjerte. Mærker efter hvad der er rigtig, og hvad der er forkert. Bliver frustreret, når jeg ikke helt kan føre drømmene ud i livet, når der stadigvæk er noget, der slører vejen.. Men – som min eksmand lærte mig (lidt som det med dansen) “tag det som en oplevelse”. Det gør jeg så.. <3

    • SVAR

      Ja, når der er noget, som slører vejen, kan man blive frustreret. Mon ikke det slør er den sidste bastion, som måske/måske ikke løfter sig en dag? ♥️