I går…

I går plukkede vi æbler fra mange af træerne i haven, men ikke dem alle sammen. Jeg ved ikke, hvor mange træer vi har, og det kan jeg egentlig godt lide, at jeg ikke ved. En del skal først plukkes senere, og dem skal vi presse saft af. Jeg kogte æblegrød af en halv kasse og spiste en stor portion med flødeskum

I går ryddede vi op indenfor, sådan næsten helt i bund. Uanede mængder tøj blev vasket, tørret og lagt på plads, og næsten lige så meget blev sorteret fra – det skal videre ud i verden. Jeg vil stadig gerne have (endnu) færre ting på hylderne, og overvejer at rive vores klædeskabe på soveværelset ned og sætte simple reoler op i stedet. For at skabe overblik. Overblik er godt, synes jeg

I går spiste vi et måltid, som bestod af næsten udelukkende af ting fra vores egen mark

I går ville Storm til stranden, men vi andre holdt igen, fordi vi var i gang i haven. Til sidst gav vi os, og det var skønt at løbe ud i vandet midt i september i en smuk solstråle, helt nøgen og helt alene med min familie

I går tog Kristian og Storm med nabo-Christen på havet efter aftensmaden, og satte garn. Her til morgen sejlede Live så med de to gubber ud for at tage garnene op. Og fiskene, forhåbentlig

I går vågnede jeg fra morgenstunden, og så, at min private facebookopdatering om det der skilt i Legoland havde affødt en del kommentarer, og var blevet delt hist og her, og jeg tænkte “here we go again”, og blev næsten lidt ked af, at jeg havde sat gang i alt det. Ikke fordi jeg fortryder budskabet, og heller ikke fordi, jeg synes, det er forkert at råbe op, men fordi jeg i flere uger (måske nærmere måneder) har gået og sagt til mig selv, at jeg måske vil have godt af at holde en pause fra at skrive. Eller i hvert fald en pause fra debatstoffet. Det tager så meget energi at være i opposition; at være i debat med andre. Uanset om det så er fordi, vi hjemmeskoler, eller fordi jeg ser noget, som jeg ikke synes, er okay. Men så læste jeg det der skilt i Legoland, og min plan faldt til jorden. For jeg kan ikke tie stille, ikke når det kommer til vores børn, vores forståelse, vores frihed. Så nu er jeg der igen; der, hvor jeg modtager en masse beskeder, og nemt kan ende med at bruge hele dagen på at tænke over svar på kommentarer og retfærdigøre mig selv i mit hoved. Men:

I går havde vi slukket for internettet fra tidligt om morgenen (efter jeg delte mit blogindlæg), indtil børnene gik i seng (med enkelt afbrydelser undervejs), og det var godt. Det var et skridt på vejen. Vi drømmer om mindre telefon, computer, distraktion. Ét af midlerne er at slukke for nettet. Så simpelt er det, når man bor herude i 7. kartoffelrække, hvor ingen andre har wifi

I går læste jeg et indlæg ovre hos Cecilie fra Tre gode grunde, som gjorde mig en smule tung om hjertet. Jeg kan godt huske følelsen af at sig farvel til et barn, der helst vil være sammen med sin mor. Så jeg blev lidt trist, og jeg blev næsten aller mest trist, da jeg læste kommentarerne, og fik lyst til at starte en revolution: Jeg fik lyst til at råbe: “Giv os familierne tilbage!”
Én kommenterede: “Av av av (….) ..at de skal være i skole/institution mange timer om dagen. Men det jo sådan det er. Det er hverdagen, det er hamsterhjulet, som vi bare har at følge med i :-/”
Og jeg vil skrige: “Neeeej!” og løbe af sted for at hjælpe. “Kan jeg hjælpe? Er der noget, jeg kan gøre? Please sig hvis der er.”

Det var min i går.
Vil I dele lidt om jeres?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

11 Kommentarer

  • SVAR

    Mine – nu – voksne børn, elsker, når jeg hidser mig op…på den gode måde. Der er langt imellem disse ophidselser i disse år, men de opstår stadig. Lad mig nævne: ældre danske mænd gift med thailandske kvinder, mfr-vaccine, dansk landbrug, at være gravid og få børn som alenemor, lastbilers hærgen på motorvejen, venner, der på fb deler opslag med de værste kommentarer om en borgmester og socialrådgivere i hendes forvaltning.
    Igår var jeg igang med de sidste “krampetrækninger” i opdragelsen af børnene. Rengøring, i det fælles hjem med den nu snart 17- årige landmand. Som sætter sorte fingre på alle dørplader og karme, fordi han ikke bruger dørhåndtaget.
    (Og lige nu er der bare så dejligt rent i huset)
    Og under rengøringen igår, gik jeg og tænkte på dit indlæg, dit engament, din ophidselse…og savnede mit eget krudt.
    Kunne vi som yngre, spare lidt på krudtet, så det rækker til hele livet. Og bare beskæftige os med det nære og kære derhjemme? Og tro på, at gejsten holder ved, og at vi ikke er ligeglade, blot fordi vi ikke reagerer.
    Jeg er ikke helt sikker.
    Jeg bliver stadig “ophidset”, når jeg læser om mfr-vaccine debatten. Men synes faktisk nu, at jeg er ” for gammel” til denne debat. Selvom jeg stadig mener det samme, og i praksis har skullet forholde mig til dette igennem mange år. Måske er det også bare nok, at selv ældstesønnen på 31, mener , at jeg var uansvarlig dengang…
    Der var også åbent landbrug over hele landet igår. Det er der stadig brug for, her 15 år efter, at jeg stoppede med at arrangere dette. For at fortælle omverdenen, at intet er sort/Hvidt, heller ikke i den branche.
    Forskellen nu, Tror jeg, at jeg ikke har brug for at melde alt ud offentligt, men også kan hvile i visheden om, at jeg stadig Har en holdning, bare på et andet plan. Og ikke behøver forholde mig til kommentarer mm. Eller med andre ord. Jeg sparer på krudtet, og vælger mine kampe.

    • SVAR

      Åh ja, at bare holde det hele for sig selv. Det kommer jeg også til en dag. Men for nu har jeg stadig noget på hjerte, som jeg bliver nødt til at dele. Fordi det når ud til mange.
      Og tak for kommentaren om landbruget – intet er nemlig sort/hvidt.
      …tør jeg spørge, hvad din holdning er til MFR?

      • SVAR

        Jeg er modstander af mfr-vaccinen, som jeg i en alder af 20 år, og nybagt mor, oplevede som noget der pludselig blev trukket ned over hovedet på den danske befolkning, med argumenter om lavere dødelighed eller varige skader (mæslinger), bedre frugtbarhed ( sterile drenge efter fåresyge og pigernefter røde hunde), osv., når børnene blev vaccinerede.
        Vi var en del forældre i området, som valgte fra. Og aftalte at mødes med børnene, hvis de fik en af sygdommene. Det er det, min ældste søn idag kalder uansvarlighed, både fravalget, men også at de alligevel,skulle smittes og blive syge.
        Summa summarum blev, at sygdommene forsvandt. De ældste børn nåede kun at få røde hunde af naturlig vej. Da vi ikke er uansvarlige forældre, blev de i 14 års alderen vaccineret kun mod fåresyge og mæslinger. Efter blodprøvetagning hos lægen, som var ret irriteret på os over alt det ekstra arbejde.
        Men selvfølgelig skulle mine drenge ikke blive sterile, eller få mæslinger som voksne, og heller ikke kunne smitte evt. Gravide kærester med røde hunde.
        De to yngste inflokken har fået den fulde mfr i 12 års alderen, og blev begge hundesyge efterfølgende.
        Når debatten igen raser som i sommer, og jeg læser alle de hadske kommentarer der kommer, især fra forældre med i forvejen svækkede børn, har jeg lyst at kommentere, men gør det ikke. Det er både alderen, og frygten for modreaktionen der spiller ind.
        Mit liv har jo vist mig, at fraværet af børnesygdomme IKKE giver fravær af misdannelser og sygdomme alligevel. Og hvem kan jeg rette mine frustrationer imod i den forbindelse? Ingen overhovedet ( ud over mig selv og mine åbenbart mærkelige gener). Det er blot en del af at være i livet…ligesom det er , når børn får børnesygdomme!
        I min familie har ingen dødelige sygdomme. Og alligevel har døden været tæt på flere gange. Vi har om nogen været ramt tifoldigt, også bare af livets små skævheder. Lad mig nævne:
        Fastklemt lyskebrok på 5 uger baby, der blev afvist ved vagtlægen, og kun indlagt og opereret fordi vi selv tog affære ( i sidste øjeblik)
        Sammenklappet lunge…
        Boreliainfektion
        Virusmenigitis
        Begge drenge har haft dobbeltsidigt brok (lyske og vandbrok)..og nå ja…så var den ene såmænd steril, fandt de ud af, fordi han manglede en nyre!
        Skæv kæbe, der måtte opereres og flyttes “på plads.
        Fingre og tæer der mangler et led hele vejen over på den ene side.
        Listen kunne blive meget længere. Men Det hjælper vist ikke på min pointe.
        Men Hvordan formidler man sit liv bagud, uden at fornærme den meget bekymrede mor til en lille sart baby? For jeg ønsker jo heller ikke sygdom og skadevirkninger for nogen. Jeg finder, at jeg har en sund fornuft, men Livet, i al sin magt og vælde, har bare vist mig, at vi ikke kan tage noget for givet…hverken med eller uden mæslinger, fåresyge eller røde hunde.

        • SVAR

          > Må lige uddybe mit svar: vi valgte mfr fra, da det skurrede i vores bevidsthed, at børn Ikke måtte være syge af disse sygdomme. Sygdomme, også alvorlige og dødelige, har alle dage været livets følgesvend. Og vi var bekymrede, om fraværet af sygdommene i barnet, betød, at det ville være sværere at bekæmpe anden sygdom. Jeg huskede selv alle børnesygdommene, som vel gjorde mig syg, men vi kom jo ovenpå igen. Og gik gladeligt på besøg ved de af kammeraterne, der lå under dynen. Og jeg ved, at de der har fået men, risikerer at komme i det røde felt, når de læser ordene.
          Men Som mit første svar fortæller, rammer sygdomme og skavanker i flæng. Det kan man altså ikke vaccinere sig fra.

  • SVAR

    Min dag i går gik med at være til åbent landbrug med pigerne. Det er en tradition, som vi havde med Niels at vi tog ud og så køerne danse i april og til åbent landbrug i september og den tradition holder vi fast i… Vi er så heldige at Gråsten Landbrugsskole ligger tæt på, så vi tog derned og fik mulighed for at snakke om transport af grise, dyrevelfærd, grøntsagsdyrkning – vi smagte på æblemost med myrer i og kartoffelsuppe lavet over bål… vi købte lækker æblemost fra hestehavegård med hjem og en stor stok broccoli… Ungerne løb rundt og legede, mødte kammerater og klatrede i halmballer… Da vi kom hjem var der pulled pork i ovnen (havde stået der hele dagen), jeg bagte yorkshire puddings, kogte majskolber og lavede sovs… Da vi havde spist lavede Annamai sine ugentlige lektier og så hoppede tøserne i bad, mens jeg fodrede Izzy af og kørte til stranden med hende og kameraet… Jeg kom hjem fra stranden og puttede ungerne i seng og satte mig med Lightroom og mine billeder…

    Det var en super aktiv dag, men på mange måder så ufatteligt rolig og afbalanceret…

    Jeg forsøger at hvile i mig selv og bruge tiden sammen på at vi alle får ladet batterierne op og finder plads til at udfolde os som vi har lyst til… Balancegang, men det må kunne lade sig gøre…

    • SVAR

      Det lyder smukt, smukt og som en helt igennem harmonisk dag. Jeg håber, du husker at anerkende dig selv for at have genoprettet meningen og glæden i jeres liv ovenpå det enorme tab.

      • SVAR

        Det var smukt. Det er smukt. Livet gør stadig ondt de fleste dage, men det er helt igennem smukt alligevel.

        Det tror jeg ikke, for de fleste dage synes jeg ikke jeg gør nok, eller kan nok… Men hver gang noget lykkes, trækker jeg vejret dybt, forsøger at hvile i det og klappe mig selv på skulderen…

        Lige om lidt starter et nyt kapitel for mig og jeg er stolt af at jeg har valgt en vej, som giver plads til vores tab og til at børnene kan være i det, selvom rammen endnu engang ændrer sig…

  • SVAR

    At forlade Facebook og alle mine feministiske debatgrupper har været godt for mit blodtryk, jeg synes det er svært, fordi jeg gerne vil være med til at belyse og nuancere forskellige emner, og ikke mindst diskutere dem med folk som ikke nødvendigvis mener det samme som mig, men jeg må bare erkende, at onlinefora ikke er et medie hvor det sker. Om noget så er det bare med til at trække linjerne endnu skarpere op end de måske behøvede at være…

    Jeg kan huske, at min veninde engang fortalte om en mor, som hver morgen sad og græd i bilen udenfor vuggestuen, når hun havde afleveret sit barn. Jeg oplevede selv at gå grædende ud ad døren engang imellem, da jeg havde fuldtidsarbejde og et barn som bare helt fundamentalt føler, at det er dårlig idé at være væk fra mig (eller hendes far).
    Og der er det bare jeg tænker; hvad er det lige de “skal lære”? Hvad er det lige VI skal æde, fordi “sådan er det jo”? Jeg er med på, at ikke alle har mulighed for eller lyst til, at være sammen med deres børn hele tiden, men jeg kan simpelthen ikke med min fornuft forstå, hvorfor der er kommet en konsensus om, at vi “er nødt til” at gøre vold på vores egne og vores børns følelser. For hvad? Penge? “Samfundet”? Nej, jeg køber den ikke, og jeg ville ønske, at vores politikere tog noget ansvar for det, og måske forstod, at nogle af alle de udgifter vi har til stress, angst og depression kunne spares, hvis flere mennesker fik mulighed for at gøre noget andet end at presse alt for meget ind i de 10-15 år hvor man har mindre børn.
    Vi taler altså et tocifret milliardbeløb om året fordi folk er overbebyrdede på den ene eller anden måde, og det eneste man hører igen og igen er, at løsningen for de pressede børnefamilier er “mere kvalitet i daginstitutioner”! AAAARGH!

    Nå, men i går var jeg sammen med mine to yngste, jeg lavede intet fornuftigt udover at bage kage. Og sortere tøj 🙂

    • SVAR

      Jeg tænker virkelig meget over det der med at droppe de sociale medier. Det har jeg gjort i årevis. Men jeg bliver ved med at komme tilbage til det netværk det giver mig. Og nu er der bloggen. Mange finder vej herinde takket være facebook. Gør jeg det så for min egen skyld, det hele? Jeg ved det ikke, men jeg er på vej væk, i én eller anden forstand, fra de sociale og måske fra at være tilgængelig i det hele taget.

      HELT enig i det hele mht. børnene og den nærmest obligatoriske institutionalisere. Fat det nu, samfund.

  • SVAR

    Søn til fodboldkamp. Male stakit sammen med min mand og datter. Plukke en masse æbler i vores lille have her i Aarhus N. En halv times meditation. Kigge på tøj på nettet. Snak med naboerne. Modtage varer fra nemlig.com og lave aftensmad. PS: jeg har lige fundet din blog og jeg er fan.

    • SVAR

      Det lyder som en vildt dejlig søndag. P.S. Godt, du fandt min blog! Velkommen <3