Indianeren i min svigerindes liv

Solveig Kolstad er min skønne svigerinde; mor til min niece og min søsters veninde gennem mange år.
Hun er et tålmodigt og mildt væsen, og hun er ét af de mennesker, jeg holder rigtig meget af at snakke med. Det kom med andre ord ikke bag på mig, da Solveig og indianeren Hawk of the Yellow Wind (som jeg kendte lidt til i forvejen via min ven Peter Mygind) fandt hinanden, og skrev to bøger sammen.

Nu er den ene af deres bøger udkommet på Hawk of the Yellow Winds modersmål, engelsk, hvilket har gjort den endnu mere levende og nær. Jeg spurgte Solveig, om hun havde lyst til at skrive om sit venskab med den vise indianer og om deres bog, som altså stadig kan købes på både dansk og engelsk.

Her er, hvad Solveig skrev til mig:

En historie om at fodre en ulv for at overkomme frygten og finde kærligheden

Jeg bliver ved med at vende tilbage til øjnene. Jeg har aldrig mødt et menneske, der formår altid at komme tilbage til nærværet. Han lukker øjnene, og tager en dyb indånding, inden han med fuldt nærvær åbner dem igen, og ser på mig. Disse øjne får mig altid til at reflektere, på samme måde som jeg også altid gør, når jeg er sammen med dig, Maj.

Manden bag øjnene hedder Hawk of the Yellow Wind. Han hedder også Marc, og lige så vel som han er mennesket, min ven Marc, er han også den indianske medicinmand og shaman Hawk of the Yellow Wind. I sit lille træhus lidt udenfor Aarhus holder han til, når han besøger Danmark. Det er her, jeg har interviewet ham mange gange til de to bøger, vi sammen har arbejdet på.

Her i hans hjem dekoreret med ørnefjer, særlige sten og grene, og hvor der altid serveres stærk sort kaffe, har jeg har været så heldig at mærke den indsigt, Hawk har fået overleveret fra generationer af indianske forfædre. Visdom, som er vedkommende her i mit lille liv med familie, arbejde, (meget) vasketøj og drømme.

På væggene i træhuset hænger hans egne malerier af dyr fra de canadiske skove, hvor han holder til, når han ikke er i Danmark. Over den sorte lædersofa hænger et maleri af en ulv. Det er helt tydeligt et selvportræt. Hawk hører til ulveklanen, og det er her, han har fået den visdom, han nu blandt andet giver videre til erhvervsledere i Danmark, der arbejder med personlig udvikling.

Én af de første fortællinger, han gav mig, bliver jeg ved med at komme tilbage til, når jeg møder tvivlen i stort som småt. For eksempel bekymrer jeg mig altid over, om jeg kan indfri julens mange forventninger, og Hawks historie vender frygten på hovedet for mig, som en pandekage:

En bedstefar er ude at gå tur i skoven med sit barnebarn. Imens fortæller han en historie om to ulve, der er kommet op at slås. De to ulve og deres kamp findes i os alle sammen: Det er en voldsom og blodig kamp mellem de to ulve. Den ene ulv lever af kærlighed. Den anden af frygt. Fråden står om munden på ulvene, der kaster sig efter hinandens struber, fortæller bedstefaren. Barnebarnet spørger ham med opspilede øjne, hvilken af de to ulve der vinder. “Det gør den ulv, du fodrer,” svarer han.

Det giver mening for mig her i vasketøjsbunkerne. For er det ikke frygten, der er kærlighedens modsætning? Frygten, der holder os fra at give og modtage kærlighed? – Og hvornår lader vi frygten styre os? Jeg har lært, at jo mere jeg fodrer min frygt for, at julen bliver alt andet end hyggelig, jo mindre hyggelig bliver den. Nu glæder jeg mig faktisk til jul, og jeg sender Hawk en kærlig og taknemmelig julehilsen igen i år, imens jeg fodrer min indre ulv med kærlighed.

Kære Maj, er det ikke også det, du gør, og hele tiden arbejder med? Fodrer kærligheden? Giver kærligheden styrke til at overvinde frygten? Ikke at vi kan overvinde frygten én gang for alle, men vi kan arbejde på ikke at lade frygten styre os.

“Solveig,” siger Hawk med et glimt i øjnene, der kan være så smilende og alvorlige på engang. “Merry fucking christmas!”

Ulvenes kamp er også Hawks kamp, som han har dedikeret sit liv til. Han giver slip på frygten, og inspirerer til at gøre det samme. Det gør han i sit arbejde med HIV-patienter, i sine workshops og gennem sine bøger.

“Jeg er så heldig, fordi jeg kan arbejde med selv at give slip – på alt det, der holder mig fra at give min ubetingede kærlighed til både verden og mig selv. Vi er jo en del af livets cirkel.”

”Circle of Life” er titlen på den bog, der udkom på engelsk tidligere på måneden. I den for læseren Marcs mange fortællinger og redskaber til at give slip på frygten og dermed komme lidt tættere på den ubetingede kærlighed. Bogen kan købes i webshoppen HER.

De kærligste hilsner

Solveig

Hvilken frygt kender I til?
– Og har I nogle gode redskaber til at komme af med den?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg har igennem de år jeg har været i “systemet” ofte oplevet en frygt der nærmest lammede mig. Frygten for hvad der sker når mennesker ansat til at passe på kommunens penge også skal passe på mig. Men i løbet af de sidste par år er frugten næsten forsvundet. For nu siger jeg det højt hver gang jeg møder en ny sagsbehandler, læge, jobkonsulent osv. Jeg fortæller dem hvor bange jeg er for at få det endnu værre fordi det er det der hidtil er sket, jeg fortæller dem at det er enormt grænseoverskridende at sidde overfor et fremmed menneske der har så stor magt i forhold til min fremtid.
    Og det synes jeg hjælper. At sige det jeg frygter aller mest i situationen. Når først det er sagt højt er det håndgribeligt og lettere at handle på.
    Nu øver jeg mig så i at gøre det samme i de familie relationer jeg har der ikke er sunde. Og det er MEGET sværere for mig at sige det højt til f.eks. min far end det er at sige det til systemet. Så det er lidt et projekt!

    • SVAR

      Ja, hvor har du ret: Det kan tage toppen af enhver angst at sige den højt. Måske fordi virkeligheden ofte egentlig ikke er så farlig, som angsten fortæller os. Sejt gået at du arbejder med dine relationer. Det kan næsten være det sværeste, synes jeg.

  • SVAR

    Den frygt der har fyldt mest i mit liv var en frygt jeg ikke var klar over jeg havde. Nemlig frygten for ikke at være god nok. Den styrede i høj grad mit liv via massivt selvhad, banken mig selv i hovedet, stræbe efter perfektion og få mig til at gå i selvsving hver gang jeg blev konfronteret med min uperfekthed.

    De redskaber jeg bruger i forhold til alle de former for frygt jeg støder på i dag er 1. At finde frygten, se den i øjnene og finde ud af hvor den kommer fra, få et realistisk syn på hhor farlig den reelt er, se på handlemuligheder. Gøre det jeg kan for at lette, acceptere den del jeg ikke kan gøre noget ved og slippe den del.

    Har dog endnu ikke helt fundet ud af at slippe frygten for smerten. Men er så tilgengæld okay med at jeg ikke er perfekt og ikke har alle løsningerne.

    • SVAR

      Det lyder meget genkendeligt, det du skriver. Godt, vi øver os i at se frygten i øjnene ❤️