Input og output

Det blev en kort pause fra det hele, og nu er jeg klar igen. Faktisk var det lige før, det var tilstrækkeligt at skrive herinde, at jeg ville trække stikket. Som om det at tillade mig selv at træde et skridt tilbage var nok i sig selv. I går skrev jeg udkastet til en ny kronik til Information, og i aftes var jeg i marken med Kristian, hvor jeg lugede ud i jordbærbedet, som var fuldkommen groet til med græs. Det føltes så godt. Jeg er slet ikke trænet i det der havearbejde, men det giver ganske enkelt mening. Jeg har også nået at tænke nogle tanker, og jeg har ligget på sofaen med en bog.

Noget af det, jeg pusler med for tiden, er splittelsen mellem at være på og at trække mig. En del af mig længes efter et liv centreret omkring familien og med så lidt output (og input) som muligt. En anden, og lige så vigtig del, af mig har evigt lyst til at formidle det, jeg oplever.

I går eftermiddag var vi sammen med vores gode venner. Han er kunstner, og er sådan én, som lukker sig omkring sit arbejde, og ikke tiltrækker sig opmærksomhed, medmindre han er nødt til det. “Jeg lever under radaren” siger han indimellem, og alligevel giver livet kun mening for ham, hvis han deler af sig selv. I går, da vi sad i solen med frugt og kage og fem glade børn, forklarede han, at hvis ikke han giver af sig selv til andre, mister kunsten sin betydning. Og dermed hans bidrag. Det er derfor, han maler og skriver, maler og skriver.
Jeg fortalte om Frida og Mikkel og om deres liv, som lader til i høj grad at være centreret omkring deres familie og de gøremål, som de har dér. Og om hvor draget jeg er af at lande et sted imellem deres virkelighed og min egen nuværende. Jeg oplever, at deres bidrag til verden sker i kraft af de fire børn (og så selvfølgelig tv-programmerne, hvor de lod alle interesserede få et indblik i deres liv.)

Det er godt for mig at høre, at jeg ikke er den eneste, som placerer mig et sted midt imellem introvert (eller “sensitiv”) og alligevel med et oprigtigt og helhjertet behov for at formidle alt det, der sker i og omkring mig. Jeg føler, det blandt andet er sådan, jeg bidrager til verden.

Kristian og jeg har snakket om, at vores kreative energi i højere grad skal gå til børnene, end den gør nu. Vores drivkraft ligger i høj grad i kreativiteten, og som det har været hidtil, er det meste af vores kreative drive blevet brugt til musik og skrivning. Men hvad hvis vi skruer ned for de elementer, og i stedet allokerer mere af den energi til vores forældreskab? Vores hypotese er, at det vil give mere overskud til at møde børnene med forståelse og rummelighed. Det dur ikke, at ungerne får den trætte, forfladigede udgave at to forældre, som egentlig har en del at byde på, men som har lagt det hele et andet sted timerne forinden.

Derfor har jeg lukket min roman. Jeg har takket nej til at holde foredrag. Undladt at svare på virkelig mange mails. Jeg øver mig i at slukke for mange af de vandhaner, som der står og fosser energi ud af. Ikke dårlig energi, men energi som høre til herhjemme lige nu.

Og det harmonerer meget godt med tankerne om at være mere sammen som familie, end vi allerede er. Det med at have børnene hjemme en længere periode er stadig en overvejelse, som indeholder mange kompromiser og nuancer, men ikke desto mindre er det noget, som jeg gerne vil. Jeg forestiller mig en hverdag, som er centreret omkring vores hjem, og hvor vi forældre magter at sige nej til tilbud og aftaler, når der ikke er overskud hele vejen rundt.
Men åh den del er svær, når man er vant til at gøre andre glade. Vant til for alt i verden ikke at skuffe nogen. Det kræver øvelse, måske hele livet. Men jeg synes, det går fremad. Når jeg tænker: “Hvem skal jeg tage størst hensyn til: Børnene eller X?” er svaret oftest børnene, naturligvis. Så jeg skærer fra, og frygter at andre føler sig overset, men siger til mig selv, at det er en uundgåelig konsekvens hvis ikke mine nærmeste skal blive overset.

I dag holer vi fri. Solen skinner. Vi skal lave bål, og være sammen med farfar og Susanne.
I går fløj vi med drage, og lavede snobrød over bål, og børnene var så glade og beskidte, da de kom i seng. Jeg elsker, når de har mørk jord under neglene og røde kinder af varme.

Kender I til balancegangen mellem at udtrykke sig og at være i sig selv, helt stille?
Og det der med at sige nej til aftaler, som man egentlig gerne ville, hvis man havde al tid i verden?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

3 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg opfatter mig selv som en udadvendt introvert. Jeg elsker at være med hvor det sker og føle jeg giver af mig selv til noget andet, større om man vil. Men, når jeg har været en del af fællesskabet og givet af mig selv, så har jeg i høj grad brug for at gemme mig væk i min egen lille familie og der kan gå længe inden jeg har overskud eller lyst til at være en del af noget andet end min familie igen.

    Det her er ikke noget nyt, der er kommet med tabet af Niels – jeg har altid haft det sådan, omend det klart er blevet mere udtalt nu.

    Når jeg bøjer mig selv bagover for at være til stede og glemmer at sige nej til aftaler, dræner det mig i dagene efter og jeg har svært ved at samle overskuddet til at være der for mig selv og mine egne.

    Det er simpelthen så svær en balancegang at holde, men også bare SÅ vigtig!

  • SVAR

    Jeg kender godt kampen med at finde balancen. Balancen mellem ude og hjemme. Men i høj grad også noget der handler om hvem jeg er vs. hvem jeg gerne vil være ❤️

    • SVAR

      Ja, det tror jeg, kan være en livslang kamp