Ja, selvfølgelig er jeg feminist

En dag i sidste uge kom jeg hjem fra Netto, og satte mig, og skrev det meste af det indlæg, som kommer her i dag. Men jeg fik det ikke udgivet, for Juno hang på min arm hele ugen, så det blev ikke til noget.

Nå, men, jeg kom hjem fra Netto i sidste uge, og satte mig, og skrev med lynets hast et indlæg om, at jeg selvfølgelig er feminist. Ikke sådan i nogen bestemt kategori af fjerde, femte eller sjettegeneration. Bare sådan én, som selvfølgelig ikke kan lade være med at reagere på ubalance mellem de to køn, når jeg observerer – ofte dagligt – forskelsbehandling. Sådan én, som siger det højt, når jeg er vidne til kvinders undertrykkelse, indkodede mindreværd og dårligere vilkår. Når jeg som mor til to piger bevæger mig igennem verden.

Hvordan kan det være anderledes, når det indimellem sker, at mine børn står og ser på legetøjshylderne i Netto, hvor to kasser er stillet frem siden om side, og der i den til drengene er værktøj, mens der i pigernes er ting til at smukkesere sig? Ved I, hvad man kan med værktøj? Man kan bygge et hus, reparere sin carport, banke fælge på plads, sætte reoler op og slå det søm ned, som stikker faretruende frem fra gulvbrædderne. Man kan drage ud i naturen og save grene af nedfaldsstammer, bygge huler, opfinde maskiner, sætte skruer i. Ved I så, hvad man kan med et beautysæt? (et fucking beautysæt!). Ja, hvad helvede kan man med det? Man kan gøre sig smuk. Fysisk smuk, vel og mærke. Overfladisk attraktiv. “Fordi man får det godt med sig selv, når man ser godt ud,” eller hvad? Hvem er det, de små piger skal gøre sig smukke for? For hvis skyld? Æsken i Netto er ikke henvendt til teenagere. Den er til piger i 4-5 års alderen. WTF? Hvordan kan man undre sig over kvinders manglende selvværd, deres fokus på udseende, følelse af utilstrækkelighed og uformåen i lønforhandlinger? “Er du ikke først og fremmest smuk? Hvad er du så værd, som kvinde?”

Og selvom jeg da har set den slags legetøj tusinde gange før, gennem hele mit liv, gjorde det alligevel ondt på mig at stå der i Netto og blive konfronteret med noget så fordummende, fordi vi bor på denne her lille ø helt fri for reklamesøjler og modepoliti. Men vi er jo stadig en del af samfundet. Vi er jo ikke flyttet ud i den svenske skov. Kønskampen er også her.

Da vi boede i Svendborg, kørte der en dag en bus forbi vores hus med en reklame for “smukke bryster for 25.000,-“, på hele den ene side, og jeg blev så harmdirrende, at jeg tog et billede af den, og lagde det på facebook, og skrev “Indimellem føles samfundets idealer som en klapjagt på mine inderste værdier”, og nogen på TV2 opsnappede billedet, delte det, og hurtigt stod det klart, at jeg ikke var den eneste, som ærgrede mig over at skulle se på perfekte bryster til en god pris fra mit køkkenbord. Mange var vrede. Mest af alt var jeg provokeret, fordi min datter jo også så det. Hvad skal hun tænke om de signaler, det sender? – Og ved I hvad; hvis der var kommet en bus efter den med brysterne, som havde en perfekt mandlig brystkasse med implantater, så havde jeg også ærgret mig på min mands og mine sønners vegne. Men det gjorde der ikke, så det var ikke min bekymring lige dér, selvom jeg bestemt er lige så obs på mine drenges ligestilling som pigernes.

For tiden er min bekymring dog primært den enorme skævvridning, der foregår omkring kvinders vilkår. Stadig? Jamen, nu om dage har man jo lyst til at sige “den skrævvridning, der ser ud til at opstå for tiden”, for med Trumps familieplanlægnings- og abort stramninger træder vi tilbage. En gruppe mænd har endnu en gang siddet omkring et bord og truffet livsvigtige valg på vegne af kvinder. Skal en mand ifølge loven blive ved en kvindes side uden afbrydelser, hvis hun bliver gravid? Nej. Til gengæld skal kvinden åbenbart tvinges til at beholde barnet, hvad end hun er alene med et eller ej. Hvad end hun ønsker det eller ej. Hvad end hun indvilgede i at have sex eller ej.

Ingen kvindelige politiske ledere har nogensinde bestemt over mænds seksualitet eller reproduktion, og det kommer aldrig til at ske. Forestil jer forholdene på fødeafsnit i hele verden, hvis det var mænd, der skulle føde. Jeg ser noget anderledes luksuriøst for mig end de forhold jordemødre arbejder under, som det er.

Og jeg får jeg lyst til at referere en del af min søsters dimissionstale ved jordemoderuddannelsen i Aalborg tidligere på måneder, hvor hun blandt andet berørte de dårlige vilkår for typiske kvindefag og, ikke mindst, nødvendigheden for fri abort:

“Det her er et fag, som man ikke behøver forsvare. Det her er et fag, der er så berettiget og så livsvigtigt, at vi kan blive helt rundtossede, når vi tænker på, at politikerne synes, det er okay at spare vores arbejdsvilkår væk. Assistenterne skæres fra, vores tid begrænses, vores muligheder for nærvær og fordybelse bliver mindre og, desværre, gælder det for nogle også deres arbejdsglæde. Vi er et nyt hold, de nyeste i landet, og vi har hørt om dårlige vilkår og om jordemødre med stress, siden første gang vi var i praktik. Mange har allerede været i tvivl; kan jeg holde til det? Og hver især må vi finde den vej, der er rigtig for os. Jeg selv ved ikke, om jeg skal håbe på at få forlænget mit vikariat på Skejby, eller om jeg hellere vil til Grønland, Norge eller Afrika for en tid, og det bringer mig tilbage til berettigelsen: De kompetencer, som vi netop har fået papir på, er så vigtige, at de er uundværlige i hele verden. At vores fag blev autoriseret som ét af de første herhjemme i 1714. Kvinder har kaldt på os, siden tidernes morgen, når de var i fødsel. Vi har reddet gennem vand og over bjergtoppe, når der var bud efter os. Vi har reddet skæbner med strikkepinde i mørke afkroge, været forvist og skældt ud af samfundet men altid skattet af vores medsøstre. Vi har reddet uendeligt mange liv; også vi i dette rum har været i situationer med liv og død. Sådan er det. Vi har valgt et fag, der handler om selve livet; om det, der er indiskutabelt. Spørg en hvilken som helst mor, hvem hun helst vil være fluen på væggen hos, og de fleste vil svare: “en gruppe jordemødre.” Vores arbejde er gjort af det inderligste, det mest fremmede og alligevel nære. Det er spændende, fordi det er blod sved og tårer. Det er rørende, fordi det er familieskabelse. Det er smukt og uundgåeligt, fordi det er selve livets mening for de fleste af dem, vi møder på vores vej.”

Kvinder har så meget at byde på, det er ingen længere i tvivl om, men derfor halter ligestillingen stadig både på hjemmefronten og ude i samfundet. Det hele hænger sammen. Og det hele er så komplekst, at man umuligt kan nå i dybden eller omkring bare en procentdel af vinklerne i et enkelt indlæg. Essensen er, at vi har en udfordring. Vi skal alle sammen blive bedre til at skabe balance mellem kønnene. Mændene skal ikke ned, men kvinderne skal op. Jeg siger ikke, at det er forkert at holde en pigefødselsdag med sminketema og prinsessekjoler, men jeg vil opfordre til, at man overvejer, hvorfor det er lige netop dét, ens datter ønsker sig? Én af de ting jeg har fået det svært med, siden jeg blev mor, er lige netop eventyr. Prinsesser og onde stedmødre. Prinsesserne, som er højtelsket af deres magtfulde fædre, fordi “hun var den smukkeste pige i hele riget” og eftertragtet af prinserne af samme grund. Aldrig på grund af kløgt eller mod. “Man må lide for skønheden” sagde et familiemedlem engang i bedste mening til min datter, som havde fået lavet fletninger med nye Elsa-elastikker, og nu klagede over, at det hev i håret. “Hva?!” havde jeg lyst til at sige til ham. “Hvornår har du nogensinde lidt for skønheden?” Det har han da ikke. Han har ikke gået i sko, som ødelagde hans knæ eller med nylonstrømper, der holdt maven inde. Og hvorfor skal min datter igen og igen konfronteres med, at de tv-shows, som hun synes er seje (ninjago, pokemon, zack og quack, star wars) næsten udelukkende er befolket af mandlige karakterer? Min datter er helt sikker på, at hun er (mindst) lige så klog som sine brødre. Men hun er også kun snart fem år, og i følge en ny amerikansk undersøgelse, er det “først” i seksårsalderen, at piger begynder at kategorisere sig selv som mindre begavede end drenge. Pigerne i undersøgelsen takkede nej til at prøve kræfter med et spil for “meget, meget kloge børn” og havde tendens til at pege på tegningen af en mand fremfor en kvinde, når de skulle udpege en meget klog, unavngiven hovedperson fra en historie. (Læs en nyhed på dansk om undersøgelsen her).

Det går ikke. Det er ikke godt nok. Vi skal hver især rette op på den skævvridning. Vi skal arbejde med os selv, vi er alle kønsfarvede – ingen er neutrale. Vi skal være opmærksomme på de ting, vi siger på autopilot. Både når vi siger til drenge, at “det må være varmt at have det lange hår om sommeren” (hvornår siger man nogensinde det til en pige?), og når vi siger til en pige, om hun ikke hellere vil lave puslespil end slås eller blande kemiske stoffer? Det er en konstant bevægelse, og vi er alle sammen en del af den. God arbejdslyst.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

17 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg sluger dine indlæg råt Maj. Jeg har fulgt med fra starten, og jeg elsker den dybde, som dine indlæg har. Også selvom jeg nogle gange, når jeg læser med hos dig, næsten føler, at jeg skal have dårlig samvittighed over at elske at bo i København med alt larmen og ingen natur osv. Men så igen, så siger du jo så tit, at man skal leve det liv, der er mest rigtigt for en selv. Og selvom jeg ved, at København er rigtig for min lille familie, så elsker jeg alle historierne om jeres valg om ølivet. For jeg har så stor respekt for folk, der tager aktive valg!

    Og mange tak for dine indlæg om moderskabet. De har hjulpet mig meget. Vores datter er snart 10 måneder, og det bliver jo heldigvis kun nemmere og sjovere. Men det var godt nok meget hårdere at være spædbarnsmor, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

    Så altså, tusind tak for en dejlig blog. Har længe gerne ville kommentere. Og nu fandt jeg lige en formiddagslur hos hende den lille, hvor det kunne lade sig gøre.

    • SVAR

      Kære Kirsten,
      tusind tusind tak for din kommentar. Den gør mig så glad. Du kan tro, vi er mange, som er blevet overrasket over livet som spædbarnsmor. Hvor konsumerende det er. Hver dag nyder jeg, at Juno er 13 måneder, og efterhånden mere selvstændig og samtidig også bare så helt enormt meget sig selv. Det elsker jeg, og der venter dig så meget godt i dit moderskab.
      Og så må du love mig ikke at have dårlig samvittighed over at bo i København, blot fordi du læser med her. Man skal først begynde at se sig om efter noget andet, hvis man ikke længere ærligt kan sige til sig selv, at man er der, hvor man har det bedst.
      Mange kram til dig

  • SVAR

    Ja, jeg er en af dem, der så kan undre mig over, at min 3-årige datter uden tvivl ville vælge et prinsessetema til sin fødselsdag *abe der holder sig for øjnene* For jeg ved virkelig ikke, hvor det kommer fra? Har de jævnaldrende, børnehaven og Disney mon virkelig så meget magt? For jeg er også rimelig feministisk. Endnu mere nu, hvor hun insisterer på, at der er noget, der hedder pigefarver. På trods af at hendes lillebror har en pink hue. Jeg ved virkelig ikke, hvor det kommer fra. Jeg har personligt langt mere tjek på, hvordan man betjener en boremaskine end et glattejern. Og jeg er stadig ikke helt med på, hvad concealer er, men har ret meget tjek på at lamelkiks og skydelærere hverken er madvarer eller skydevåben. Men det er en balancegang! For bare fordi jeg gerne boede i min kedeldragt (jeps, den var mit kæreste eje) som barn, så skal jeg naturligvis ikke gøre min datter forkert, fordi hun elsker glimmer og strutskørter:)
    Der var forresten tilbud på blyanter i Brugsen i sidste uge. 5 kr for drenge- og pigeblyanter. Altså hvis man er den type, der bruger sine kønsdele til at skrive sedler til sidemanden, formoder jeg. Hold nu op, hvor er det bare dumt!
    Tak for endnu et fint og relevant indlæg:)

    • SVAR

      Ha! Du lyder some n sej mor, og jeg er helt sikker på, at din datter finder sig helt rigtige ståsted – måske lige midtimellem prinsesser og boremaskiner. Og shit hvor er det ufatteligt med de blyanter. Det minder mig om den der Ellen DeGeneres om “lady pens” (https://www.youtube.com/watch?v=FhbYbIgjjjA)

  • SVAR

    Rigtig godt indspark i kønsdebatten. Køn er en konstrueret diskurs, men vi skal huske, at køn også er biologi.
    Vi læser Ronja Røverdatter for vores tvillinger på 5, og her den anden aften, da Borkarøverne indtog halvdelen af Mattisborgen og kaldte den for borkafæstningen, sagde Mynte tænksom “Den burde nu hedde MattisLovisborgen, det er jo ikke kun drengene der skal matches” – en kommende lille feminist in spe

    • SVAR

      Åh hvor fint. Jeg kan lige se hende for mig. Mine piger og drenge har hver især sider som er meget stereotype for deres kønsdiskurs og sider, som er helt modsat. Og det er perfekt 🙂

  • SVAR

    Tak for et godt og meget relevant indlæg. Jeg kan ikke være mere enig med dig. Vores piger og drenge skal introduceres for hele paletten af hvad vi har at tilbyde og skal overhovedet ikke proppes ned i bokse, som efter sigende repræsenterer enten drenge- eller pigeværdier!

    • SVAR

      Præcis! Frem med det hele og så lad dem vælge selv 🙂

  • SVAR

    Super fedt indlæg. Igen! Jeg tror/håber også at biologien spiller ind, for har dæleme også undret mig over, hvorfra min søns interesse for gravkoer kommer fra (og har mange små drenge ik den interesse?). Han spottede dem på vejene før han selv fik en at lege med. Og nu har han en håndfuld!! ..for jo, så forsøger man jo at støtte op om den interesse han nu har udvist. Og måske så præger endnu mere? Svær balancegang!! Da min lille datter skulle ønske sig julegaver, i en alder af 9 mdr., ønskede jeg mig en dukke på hendes vegne! En dukke? Kan huske jeg smagte på mit valg og nemlig undrede mig over den “bås” jeg puttede hende i. Hun leger ik med dukken, men til gengæld elsker hun at lege med storebrors gravkoer mens hun siger:”brrrrr” 😀

    • SVAR

      Jeg er helt sikker på, at biologi også spiller en rolle. Og alle mulige påvirkninger som ligger udenfor familiens rammer (og som vi selv laver ubevidst, måske). Jeg har en pige, som elsker at lege med dukker, og som ofte gør det i sit Batman-kostume (jeg ville ønske, hun havde mulighed for at iklæde sig en tilsvarende cool kvindelig superhelt. Gid de nye fra LEGO slår igennem).

  • SVAR

    Troede egentlig jeg havde skrevet et langt indlæg – men kan ligesom ikke se det – så nu prøver jeg med et kort.

    Jeg tror at det bedste at alle får lov at være og udleve alle sider af sig selv – drenge som piger. Og jeg synes indimellem det virker som om man nu er faldet i den helt anden grøft – hvor man tidliger måske dyrkede drengenes maskuline sider og pigerne feminine for meget – at nu skal børn helst være intetkøn og piger må sørme ikke lege prinsesser- men drengene må selvfølgelig godt – jeg fatter intet – det giver slet ikke mening – børn skal have lov at være lige dem de er. Selvfølgelig skal piger ikke kun præsenteres for “pigeting” men hun skal have lov at vælge dem hvis udvalget er der. NÅ lidt kæphest.

    Jeg er helt sikkert med på at vi ikke skal underkaste os samfundets idealer om skønhed kun kan være sådan og sådan eller at kvinders mål i livet er at se perfekte ud ( eller andre fordummende idealer )

    Det vil jeg selv bekæmpe ved at gøre brug af min magt som forbruger og ikke købe produkter der understøtter overstående idealer – eller i hvert fald med omtanke – ligesom jeg vil foregå som et godt eksempel ved ikke at lade mig underkaste mig skønhedsidealet – jeg behøver ikke være perfekt – jeg vil elske mig selv og min krop som den er. Jeg køber ikke nye bryster, står timer foran spejlet, tjekke damemagasiner for at finde ud af hvordan jeg bør se ud eller klæ mig, bruger en formue på at komme til at se godt ud, undgå rynker e.l.

    Jeg tror den bedste måde at påvirke vores børn er ved at foregå som et godt eksempel. Underkaster du dig selv samfundets skønhedsidealer kan du ikke forvente at dine børn ikke gør det samme – ligegyldigt hvad du siger – børn gør som vi gør – ikke som vi siger.

    • SVAR

      “Practice what you preach.” Det er umuligt at skelne samfundet påvirkning og biologiens, og jeg er helt enig i, at vi fremfor alt skal rumme det hele menneske; de forskellige mennesker; os alle sammen, uden at undertrykke eller forsøge at fordreje noget, som nu en gang er.

  • SVAR

    Der er kvindeundertrykkelse i danmark og i verden og det er vigtigt at bekæmpe.. men når man siger man er feminist så betyder det vel at man kæmper for kvinders rettigheder? Jeg vil mene det er mere retfærdigt at kæmpe for ligestilling og kæmpe imod undertrykkelse af begge køn.

    Jeg synes det giver mere mening i dagens danmark.. for når jeg kæmper for ligestilling kæmper jeg også for at mændene behandler kvinder ordentligt – der er et stykke arbejde for mændene at bryde ud af det mønster med at undertrykke kvinder – og mændene får ikke så meget opmærksomhed fra feminister – derfor vælger jeg bare at kalde mig for ligestillings-forkæmper. Det andet bliver for meget “opdelt” – hvis du forstår hvad jeg mener.

    • SVAR

      Fuldstændig enig. Jeg kæmper også for ligestilling. Det går begge veje; alle veje.

  • SVAR

    […] januar skrev jeg dette indlæg om feminisme med afsæt i drenge- og pigelegetøj. Fordi: Jeg er feminist (ligesom jeg er fortaler […]

  • SVAR

    Kære Maj My
    Meget relevant indlæg! Og selvom jeg har en prinsesse-elskende pige, og en gravko-elskende dreng, så kan de også sagtens lege sammen, trods kønsforskel og (4års!) aldersforskel. Vi kommer til kort på biblioteket, af alle steder, for min datter (der skal i 2. klasse efter sommeferien) er en dygtig læser, og vil gerne læse spændende eventyr med magi og halløj. Og den søde bibliotekar finder den ene bog efter den anden – men pigen siger nej. For hun vil læse om piger, altså piger i hovedrollen, og dem er der sørme mangel på i den slags børnelitteratur. Så når nu du tager børnene hjem, så kan I jo passende digte et vildt eventyr med en sej pige i hovedrollen (og et LIX-tal omkring de 25)!

    • SVAR

      Det med litteraturen er så ærgerligt. Min svigerinde overhørte på en bogmesse, redaktøren fra et stort børnebogsforlag sige, at de ikke udgiver ret mange bøger med piger, fordi piger bedre kan identificere sig med drenge, end drenge kan med piger (fordi det er det, vi har lært!) Jeg bliver så frustreret. Forandreingen starter hos os selv, i vores hjem og i vores protester og uden i samfundet. Nej tak til pigetema og drengetema dage i børnehaven osv. Og fed opfordring om at skrive en sej historie om en pige!