Jeg blev kæreste med en rapper, nu er jeg gift med en landmand

Jeg mødte en rapper, der skrev tekster som:

Vi griber mikrofonen hver dag
Du griber mikrofonen lørdag og bærer nag
Og det’ vi dem der ikke kan tage os af
For vi bliver ved at fyre den herre af
Vi får en griner på hver dag

Og senere:

Der er pigen på ti med ansvar som en voksen
Køber ind og spørger også efter babymos i kiosken
Men manden ryster hovedet selvom de har det meste
Skræmt af de små øjne der har set mere end de fleste
Det lille ansigt lagt i alt for tunge folder
Han får det koldere gad vide hvor længe den unge holder?
Så han stikker hende et armbånd af slik
En ringe trøst for den barndom hun aldrig fik

Og senest:

Jeg tror vi står og sitrer
og alt fra Gandi til Hitler
er bare energi gemt væk i titler
med masker og kitler
på flasker bag gitre
vandrer vi som glade eller bitre skitser
Jeg tror vi står og svinger
og ser os selv hver gang vi peger fingre
vandrer fremad hver gang lyset skinner
sætter os en semi-sikker kurs men vi slingrer
Den præcise vej imod dagen hvor vi får vinger

Undervejs blev vi kærester, blev gift, blev en familie. Der har været mange andre sange i mellemtiden. Sange med Steffen Brandt/Johan Olsen/Søren Huss/vores børn som kor. Der har været salmer, fællessange, sange til film og tv og så videre. Og Kristian laver stadig musik. Nogle aftener sidder han ved klaveret, til længe efter jeg er gået i seng (lige så ofte skriver jeg til længe efter, han har lagt hovedet på puden). Andre dage skriver han tekster, og de brænder igennem, fulde af liv.

Men han ser alligevel oftest sådan her ud:

Når han hver dag er i køkkenhaven, i marken.
Og han læser utallige bøger om jordbrug, om selvforsyning, vitalitet, biodynamik, respekt for naturen. Han er i det, så meget som muligt. Han ved en del om det, men bliver hele tiden klogere. Jeg elsker den nye viden han tilegner sig, elsker passionen, det kald han føler. Jeg har respekt for ham, fordi han følger sit hjerte, fordi han ved noget, som jeg endnu ikke har lært.

“Naturen og os”, siger vi mennesker, og det undrer mig egentlig. Vi ER jo naturen, og naturen ER os, og det er nok den følelse, der har ramt Kristian på en måde, hvor det at være i naturen pludselig er det mest naturlige, det mest meningsfulde. Naturen udenfor hiver i ham, og han følger med hver dag, fordi hans egen natur byder ham det. Mens jeg ligger på sofaen i eftermiddagssolen lørdag klokken 14 og lukker øjnene, trækker vejret langsomt, falder ned i drømmene, står han nogle meter fra Junos barnevogn udenfor, og river ukrudt op af sidste års ærtebed. Mens børnene senere hopper på trampolin, eller bygger togbaner, eller pjasker med vand, harver han marken i naboens store røde traktor, og han har sorte fingre alle dage, han dufter af muld og blade, og han har noget i sit blik: En ny glæde og ro.

Da jeg mødte Kristian, var han rapper/musiker/producer/entertainer. Han var altid igang med at lave musik, havde altid fingrene i mange projekter, skriblede tekster på bagsiden af alt, lavede beats til sent om natten, og var på turné. Han levede af sin musik, og havde gjort det, siden han var 21. Så kom der andre ting, som krævede hans opmærksomhed. Først mig, så børnene.

For nogle måneder siden, mens vi stod på badeværelset, og børstede tænder alle seks, udbrød én af ungerne: “Er det egentlig ikke fedt, at du er sådan en rapper-landmand?” Med stolthed. En far som er rapper-landmand, tænk sig. Man kan forene det meste, hvis man vil.

“På det sted, hvor jeg er i livet, er jeg nået igennem min første uddannelse, og jeg har tillært mig nogle færdigheder, som jeg fint kunne beslutte at dyrke resten af mit liv. Alternativt kan man tilegne sig mere viden, og dygtiggøre sig indenfor nye områder, og det er det, jeg gør nu. Fordi jeg har mærket noget trække i mig, og når det sker, må man finde ud af, om man tør stå som en elev i første klasse og starte forfra, igen. Tør man være den, der stiller alle spørgsmålene, og laver begynderfejl? Bare det at tilegne sig ny viden giver en utrolig tilfredsstillelse og mening. Det giver mening, at man bliver ved med at flytte sig, og får nye kompetencer. Men selvom man er ved at blive landmand, kan man jo stadig lave et banging hip hop track,” sagde Kristian i aftes, da jeg spurgte til det der med at tage hul på nyt. Og så tændte han for det beat, som han sad, og arbejdede på, og lagde hovedet på skrå med sammenknebne øjne. “Blot fordi man bevæger sig videre, betyder det ikke, at det man har lavet hidtil, var forkert. Eller at man fortryder, eller at man ikke vil det længere for den sags skyld. Man bygger bare ovenpå, udvider sin horisont.”

Dengang for mange år siden, da jeg mødte Kristian på 23 år, havde jeg ikke kunne forudse, at han en dag ville være på udkig efter en god, brugt traktor, eller at han ville læse bøger om naturlig gødning og gamle kålsorter. Kommer det bag på mig? Havde jeg regnet med noget af det her? – De fire børn, det lykkelige liv, Ærø, bøgerne, bloggen, rapper-landmanden? Nej, jeg har været i livet dag for dag og tilladt det at bevæge sig frem.
Heldigvis er vores liv ikke forudsigeligt. Heldigvis har vi turde følge med, og lige nu trækker strømmen i retning af at få ting til at spise og gro, jeg kan også mærke det, jeg har også lyst til at være med, selvom jeg stadig oftest ender ved tasterne. Hvem ved, måske jeg pludselig er hende, som passer dyrene på et landbrug med vokseværk. Jeg tror ikke, det er muligt at forudse vejen. Vi bevæger os gennem livet med et sparsomt blik ind i fremtiden; det er som at køre tværs igennem det største kontinent kun med forlygternes lys til at vise vej. Vi kan se det, vi skal kunne. Resten handler om tillid. Resten vil vise sig, når tid er. Oftest siger vi bagefter: “Det havde jeg ikke set komme, men det var helt rigtigt.”

Jeg får lige lyst til at dele nogle af Kristians nyeste tekster. “Voksenværk”, blandt andet:

Så står vi her – forvildende voksenværk
For livet det sker – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Vi mødtes i går – og luften den brød i brand
En glød i dit hår – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Vi slog os ned – forskanset på fjerde sal
Rosé og kærlighed – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Og vi blev flere – små øjne som åd os råt
En verden eksploderer – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Så vi tog fat – mod hærgende bombefly
Hver eneste nat – Så fucking stærkt
Så fucking stærkt – Det voksenværk

Så står vi her – forvildende voksenværk
Og alt hvad jeg ser – Det er fucking stærkt
Det er fucking stærkt – Mit voksenværk

Og lidt af “Bag Horisonten”:

Jeg er bare et enkelt atom ud af en billion
Én bit i en endeløs strøm af rå information
En del af mekanikken i fabrikken i butikken
Et lille nul i DNA’et af logikken

Og her ligger vi under en uendelig himmel
Stirrer blindt op i et bundløst hav af stjernevrimmel
Slipper, falder, spinder lader hjernerne svimle
Se, hjertet  griber rattet – alting burde være så simpelt
og jorden den vibrerer – undergrunden åbner sig
jeg står lige her og venter –  håber på du skubber mig
ud over kanten med verden i hånden
ingen bånd binder, forsvinder bag horisonten  

 

Havde I regnet med, at I ville være, hvor I er? Ville I have troet det, hvis nogen fortalte jer, hvem I ville være i 2017?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

14 Kommentarer

  • SVAR

    Det korte svar er nej. Jeg havde en klar forestilling om at høre karriere på min læreplads og at skulle ud i verden og skabe et spændende arbejdsliv – i stedet mødte jeg mit livs kærlighed, fik mine dejlige unger, skiftede karriere og begyndte at studere filosofi….

    Jeg var overbevist om at jeg var storby-pige; i dag ville jeg ikke undvære mit liv på landet….

    • SVAR

      Hvor er det en dejlig opsummering af et liv i udvikling. Man kan godt være både storbypige og bondekone i ét og samme liv.

  • SVAR

    Det handler jo om at følge med, at vokse med livet. Ikke at låse sig fast på én idé, at tro der kun er én vej i livet, for det er der ikke. En gang imellem er det den vej, der virker usandsynligt, der er den rigtige. Det kan være skræmmende at følge med udviklingen, for det er ikke kun nemt, men det ér dér, lige dér uden for ens komfort zone, at man udvikler sig og lærer nyt. En gang imellem er den rigtige vej, den man valgte for mange år siden og så formår man at skabe udvikling og mening inden for det. Udviklingen kan tage mange former. For nogen er udviklingen inden i, for andre mere synlig.
    Jeg er ved at lande et sted, jeg aldrig havde forestillet mig. Det var næsten tilfældigt og alligevel virker det så rigtigt. Jeg ved ikke, hvor jeg ender med det, men jeg ved vejen føles rigtig. Selvom det er en udfordrende vej, at studere med mand, børn, hus og arbejde.
    Så hvis det føles rigtigt, det giver glæde og det går op i en højere enhed med dem man elsker mest, så skal man følge den vej, selv når andre og man selv tvivler. Udviklingen er fantastisk, selv når den er ganske lille.

    • SVAR

      Der er det ved de tilfælde, at de sjældent er helt tilfældige alligevel. Det glæder mig, at du er ved at lande lige der, hvor du helst vil være.

  • SVAR

    Hils UFO – dejligt at høre livet går ham – og hans nærmest – godt.

    • SVAR

      Din hilsen er sendt videre. Tak!

  • SVAR

    Jeg forstår så godt K for jeg mærker jo selv den der (på den allerbedste og sundeste måde) afhængighed eller “harmoni” i det med at dyrke, vokse, gro, samarbejde med jorden, luften, vandet, solen.
    Det taler til noget i en helt inde på dna niveau.
    Og det tror jeg egentlig det vil gøre til de fleste mennesker-også dem der tror de er bymennesker eller hvis børn ikke ved eller synes det er ulækkert at æg kommer ud af en hønes numse- hvis de tør smide distancen mellem dem selv og deres fødevarer (både dyr og planter) langt væk og komme helt tæt på i en længere periode. Så tror jeg de fleste vil føle den der dna samhørighed med naturen og det den kan gi os af både fysisk og mental “mad”.

    Det der “frustrerer” mig mest for tiden er at det der føles allermest harmonisk og naturligt i min krop og sjæl, arbejdet i køkkenhaven og haven, samværet med vores dyr og at tage hånd om dem fra start til slut i deres liv, bare det at nedgrave store tunge hegnspæle og mærke hvordan musklerne i hele kroppe blir brugt til det yderste og senere om aftenen mærke hvordan kroppen lukker ned af den allerbedste form for træthed .
    Alt det… det er noget man skal finde tid til somom det var en hobby.
    Fordi der skal tjenes penge først. Det “rigtige” arbejde skal passes først.
    Og det er ikke kun et “pres” jeg føler fra vores samfund, det kommer også indefra i mig. Forleden da jeg stod med de hegnspæle tænkte jeg: hvor ville det være skønt hvis det her var mit arbejde. Hvis det jeg brugte min dag på var at udvikle og vedligeholde vores hjem og madforsyning.
    Men så kom der straks en anden stemme som sagde: nej det kan man da ikke tillade sig. Du kan da ikke bare være “hjemmegående”. Hvordan skal vi betale huslånet, hvad med alle de andre der går på arbejde du kan da ikke bare gå herhjemme, så er der jo heller ikke råd til at rejse, (og endelig kvindetingen) du skal da bidrage til familien og ha en selvstændig indtjening osv osv.
    Jeg leder langsomt efter vejen der viser hen til et sted hvor alt det jeg gør og ønsker herhjemme ikke er noget der skal presses/passes ind mellem arbejde og andre forpligtelser, men hvor det er hoveddelen af mit “arbejde” og daglige opgaver pg alt det andet der skal passes ind efter det.
    Tror på det kan lykkes 🙂 🙂

    Orv den blev lang. Beklager 😀
    Håber det gav bare lidt mening

    • SVAR

      Jeg tror også på, at det kan og skal lykkes, og som du selv nævner, så er det måske i højere grad dig selv, end alt muligt andet, som stiller begrænsninger op. Ikke at samfundet ikke findes, ikke at jeg siger, der ikke er løftede pegefingre og konkurrencestat omkring os, men i sidste instans er det kun os selv, der kan træffe valgene og sætte os selv fri.
      Den måde du beskriver din glæde ved arbejdet med naturen, lyder som en dyb og ærlig passion. En samhørighed. Det glæder mig, at du har fundet den; mange mennesker går et helt liv igennem uden at vide, hvad de brænder for (og som du skriver: måske ville alle have godt af at komme tættere på naturen).

  • SVAR

    Stærkt! Dejlig inspirerende indlæg igen igen 🙂 tak!

  • SVAR

    På forskellige stadier i mit liv, havde jeg forskellige idéer om hvor jeg ville ende.
    Min praktikplads i den amerikanske Congress blev udsat og aldrig udført, da jeg som 21 årig fik min første. Han bliver 16 til sommer og er sådan et geni som kun kender til 12 taller og atomteorier. Heldigvis har han de sidste to år også udviklet musiksmag ;).
    Idag er jeg 36, mor til 5 plus bonusbarn. Flyttet fra Århus til Sønderjylland. Gift med min kunstner som jeg forelskede mig i som 15 årig i Hometown Haderslev. Dengang synes han jeg var sød, men for ung. Han er 8 år ældre.
    Jeg ville være advokat og forsvare de forsvarsløse, eller journalist og leve livet farligt. Idag underviser jeg de der har det sværest og fotograferer min kreative tankegang. For to år siden fik jeg vores 6. barn om fredagen ( igangsat ) afleverede min mand til en stor kræftoperation om søndagen og holdt konfirmation om torsdagen. Jeg sov ikke den uge, men jeg overlevede den! Det gjorde vi begge!
    Vi er så meget stærkere end vi tror.
    Jeg er lykkelig når jeg står med waders og fisker med min mand. Når vi laver snobrød i haven med alle ungerne. Holder kæmpe loppemarked og forsøger at tømme UD, fordi der skal være lidt balance i huset.
    Jeg er også lykkelig og træt, når jeg konstatere at jeg ikke har sovet en hel nats søvn i næsten 16 år.
    Nu skal jeg snart have en ny hjerteklap, det er jeg pisse nervøs for, men Hey – Det går vel, for det skal det!
    Min mand går hjemme hver dag og nyder at have skiftet stress og jag i Kbh ud med det Sønderjyske.
    Man kan sagtens være kunstner og bo tæt på grænsen, der er nemlig fragtmand til alt! Kh Mette
    PS skærtorsdag har vi vores første udstilling sammen, lidt som at få barn nr 7 ❤️!

    • SVAR

      Kære Mette, jeg har lyst til at skrive: “What! – Findes du?” Din historie er så fuld af nuancer og mangfoldighed, af kærlighed, styrke og indsigt, at jeg vil høre mere. Se mere (hvor finder jeg din kunst). TAK for din kommentar og stort tillykke med manden, børnene, kunsten og roen.

  • SVAR

    Hvor er det bare et skønt skriv, du har forfattet. Det satte tanker i gang.
    For 8 år siden troede jeg, at jeg skulle bo i København altid og ville være et storby-menneske resten af mine dage. Jeg er vokset op i sønderjylland og dengang synes jeg landet var “yt”.
    Nu er jeg 28 år og bor på landet sammen med min mand og hund. I Glamsbjerg tæt på Krengerup Gods, hvis du kender det.
    Når jeg er i byen, bliver jeg rundtosset, en smule agressiv, stresset og føler mig jagtet. Landet, naturen, roen, årstidernes tydelig skiften, det er det, der giver mig ro inden i. Det havde jeg ikke troet, men sådan blev det, fordi jeg turde mærke efter og skifte spor. Efter et lille års tid på Djursland, hvor jeg troede, at jeg skulle uddanne mig til økologisk landmand, så er vi altså havnet her. Og elsker det.

    • SVAR

      Tillykke med at du turde mærke efter og skifte spor. Det er det, der forandrer verden. Når jeg læser din beskrivelse af både at være i byen og på landet, sidder jeg og nikker. Jeg kan med andre ord genkende det.