Jeg blev skubbet ud over kanten. Nu tager et nyt år sin begyndelse.

2016 er året, der pressede mig ud over en kant, som jeg ikke før har kendt faldet fra. Hverken min brors kræftsygdom, min fars død, mit første kolikbarn eller mine efterfølgende urolige tvillinger trak den magtesløshed ned over mig, som det gjorde at blive mor for fjerde gang. Juno, den nemmeste af mine babyer, min milde og robuste pige, kom med sine store brune øjne; hun har været min lille læremester fra starten, og alligevel væltede det mig omkuld, at hun var her, ganske enkelt fordi jeg skulle starte forfra igen. Ganske enkelt fordi jeg havde gjort det før, men også fordi jeg ikke kunne finde fred i den uforudsigelighed, som er en del af at være mor til et nyt liv.
Jeg tror, at både Kristian og jeg havde forventet, at hvis vi fik en enkelt helt almindelig baby – sådan én, som vi havde hørt andre forældre fortælle om, ja, så ville det være nemt. For mig, også. Eller i hvert fald ikke lige så hårdt som de andre gange. Men jeg blev ramt af en afmagt og en håbløshed, som slog luften ud af mig; mit liv blev malet en blågrå farve, og jeg druknede næsten i selvmedlidenheden, kunne føle nætterne med de mange vågne timer som store mørke lagner, der indhyllede mig, og jeg var ude af stand til at kæmpe mig fri af dem, indimellem var der hele dage imellem, at jeg anede lyset. Indimellem talte jeg timerne: “nu er jeg én time tættere på at være igennem det første år.” Jeg ved jo, at det bliver nemmere, at der er milepæle, som man kan hæfte sig ved, men jeg ved også nu, hvor pinefuldt det er at stå midt imellem den dybeste skønhed – det lille menneske, som er alt, man ønsker af livet – og et desperat behov for at komme videre; væk fra den første tid uden at ødelægge den, uden at være fraværende, uden at miste noget, som man aldrig kan få igen.

Nu tænker jeg på de mange morgentimer-formiddage-eftermiddage ved barnevognen. Mig, som triller den frem og tilbage, mens barnet har svært ved at give sig hen til søvnen. Decemberkulden, januars fugtige tåge, februars bidende vindstød, vognens hjul som triller frem og tilbage, frem og tilbage, bladene bliver efterhånden grønne, og barnet falder i søvn, jeg holder vejret – lister indenfor, går hvileløst omkring for en stund, beslutter mig for, hvad jeg vil lave, mens hun sover (skal jeg prøve at læse, skrive eller rydde op?), og så vågner hun – næsten altid vågner hun efter en time, højest halvanden, og det er okay nu, men det gjorde mig urolig længe. Det er okay nu, hvor jeg kan stille hende på fødderne, når hun vågner, og hun går hen til sine søskende eller til sit legetøj, og lidt efter kommer hun uden tvivl tilbage til mig, og hun vil op, og jeg fylder og tømmer stadig opvaskemaskinen med hende på hoften hver dag, men friheden er der glimtvis hele tiden; selvstændigheden arbejder sig ind i os på samme tid, hun vokser, jeg vokser, vi taler sammen, og jeg kan mærke hende. Jeg kan mærke mig selv igen.

Jeg har lært – bare indenfor de seneste dage, tror jeg – at jeg ikke er ulykkelig som mor i det hele taget. At jeg elsker mine børn, nøjagtig som man skal. At jeg ikke altid synes, det er hårdt og udmattende. Jeg elsker at være sammen med dem, jeg vil dem gerne, det er rigtigt, at de er her hver og en. Jeg kan godt. Jeg har haft stunder alene med de tre ældste, hvor tiden er fløjet af sted, vi har vasket gulvet i stuen, mens vi hørte deres yndlingssange, og vi snakkede om alt mellem himmel og jord, og vi kunne være fortsat hele dagen. Vi har pyntet juletræ sammen, og pakket det ned igen, vi læser lange bøger nu, og historierne lever i os hver især og i vores fællesskab. Det er en ubeskrivelig lettelse for mig at konstatere, at jeg ikke har mistet evnen til at mærke lyset. At jeg ikke for evigt vil henslæbe mig i en selvmedlidenhed, som jeg mindst af alle kan holde ud at være vidne til. Mine børn fylder mig med håb og glæde, stolthed og ro. Før vi fik Juno, troede jeg, vi havde det hårdt med små tvillinger og en storebror, men Juno har lært mig, at det altid kan bliver hårdere; der kan altid komme et barn mere, der kan altid støde en udfordring til, og livet er for godt til at falde i en rille af magtesløshed, for den rille kan man blive i for evigt, hvis man bilder sig ind, at der ikke er lys, at der ikke er mening. Nu er vi dem i vores familie, som vi skal være, og her er så stort potentiale. Jeg vil gøre mit bedste hver dag, gøre mit bedste for at vise mine børn, at livet er, hvad vi gør det til. At vi skaber så meget af det selv; vi har uendelig indflydelse på det hele. Vi er, og livet følger os.

Min vision for 2017 handler om ro og balance. Jeg vil lære at være endnu mere tilstede, endnu mere med mine nærmeste og inde i mig selv, lige nu hvert et øjeblik.

Jeg ikke længere altid på vej et andet sted hen. Jeg længes ikke efter at rykke mig fysisk; savner ikke spændingen, forandringen, omskifteligheden. Nu ser jeg den største luksus i gentagelsen, forudsigeligheden, samværet, og det er godt. Sådan vil jeg måske ikke have det for evigt, men for første gang meget længe, nogensinde tror jeg, har jeg det sådan, og jeg har lyst til at omfavne følelsen af et behov for fred, som i første omgang kom ud af et underskud, men som efterhånden er mit nye overskud: evnen til at værdsætte hverdagen, trygheden, mønstrene. Det er nyt for mig, det er nu. det er mit 2017.

I aften er det nytårsaften, og det er efter flere års tilløb lykkedes os at lave en aftale med en familie, som vi holder meget af. Det har været planlagt hele året; der er indkøbt nytårshatte, chokolademoussen er rørt, der er hotdogs til børnene; bernaise til de voksne. Der er en helt masse børn, dejlige, varme voksne som vi elsker. Men Juno og jeg er herhjemme på Ærø. I hendes overmund kæmper tre fortænder for at komme frem på samme tid, og hun har feber, og er forkølet, og lige netop i dag går hun ingen vegne, når jeg stiller hende på gulvet. Hun sætter sig, og græder, og vil op igen. Så vi er blevet hjemme, mens de andre først sejlede, og nu kører til Sjælland, og jeg skulle lige affinde mig med, at navlestrengen til min familie trækkes så langt på denne aften, hvor Ilja og Live og Storms ansigter kommer til at stråle af glæde over fyrværkeri, gode lege, god mad. Men jeg er så glad for, at de får den aften, de har set frem til, og Juno og jeg har været i karbad, og nu sover hun, og jeg sidder her, og hører musik, som gør mig tryg og varm indeni, og jeg glæder mig over roen, trods alt. Havet for foden af den grønne mark er næsten udvisket af en grå støvregn; træernes nøgne grene vugger i vinden. Jeg har te, og jeg har mit hjerte, som føles stort og ømt og taknemmeligt. Jeg har håb og tillid.

2016 er året, hvor jeg for første gang blev overrasket over min egen sårbarhed, som jeg troede, jeg kendte helt. Det er året, som kom bag på mig. Jeg blev skubbet ud over kanten, og landede på mine fødder, og her står jeg nu. Mere mig end nogensinde. Mere bevidst om nuancerne, om den styrke der gemmer sig i krogene men også den sårbarhed, som kan komme listende. Jeg har glædet mig til 2017, siden 2016 tog sin begyndelse. Jeg ønsker, at 2017 bliver et lettet suk, en oase af genoprettelse, glæde og lethed. Jeg er klar til resten af mit liv, klar til at tage ansvar og gøre mit bedste.

Hvordan vil du beskrive dit 2016? Og hvad håber du på af 2017?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

25 Kommentarer

  • SVAR

    Kaos, afmagt, frustration, panik og uendelig meget glæde og kærlighed til min søn, der på alle måder har trukket tæppet væk under mig. Han blev født d.3/12-15 og hele 2016 har der været kaos i mit hoved pga alle de ting jeg gerne ville eller ting som jeg i starten troede han skulle kunne inden en vis alder. Jeg har måtte lære at sige “pyt” og lære at slappe af uden at fare rundt for at damage controle hele huset.

    Jeg har også lært hvor meget man kan tilsidesætte sig selv for, at han skal have det godt. Og jeg har ikke mindst fundet ud af at jeg ALDRIG nogen sinde vil være ham foruden. Han er det vigtigste og mest betydningsfulde jeg til dato har opnået. Og sammen med ham og hans far udgør vi et helt fantastisk team

    Jeg håber dog på at jeg i 2017 blir endnu bedre til ordet “pyt”. Og så skal jeg for alvor have fundet ud af hvilket job jeg skal stile efter, da mit nuværende ikke er tilfredsstillende.

    Rigtig godt nytår

    • SVAR

      Kære Bonnie,
      det lyder som om, du lærte uendeligt meget og udviklede dig en hel del i 2016. Måske 2017 bliver en god blanding af ny indsigt og ro. “Pyt” er et godt ord, når man er presset (og det er man, når man er mor til et lille barn).

  • SVAR

    En smuk landing på begge fødder. Jeg glæder mig til at gå med videre ud af den vej – at dele oplevelser og hinandens opdagede land.
    Til næste år!! Sgu!

    • SVAR

      Tak, min dejligste Sarah. Og tak for at I passede så godt på min familie, mens vi snottede herhjemme <3

  • SVAR

    2016 var året hvor der ingenting skete. Ingen nye børn, ingen nye job, ingen nye institutioner, intet nyt hus og det har været helt atypisk for os og helt fantastisk. For mig var der en beroligende følelse gemt i ikke at skulle noget og ikke stræbe efter noget mere og andet. Balancen mellem stilstand og eventyr er mit nytårsforsæt.

    • SVAR

      Kære Nina,
      det lyder dejligt: Balancen mellem “stilstand og eventyr”. Jeg håber, det lykkes for dig igen i 2017.

  • SVAR

    Jeg vil blot ønske dig et godt nytår. Jeg ønsker som dig, at 2017 byder på ro og balance. Det trænger jeg også til. Jeg nyder at læse din blog. Den gør mig klogere og reflekterer mine enge tanker. Det er fantastisk at være mor til fire, men også krævende indimellem. Ro og balance er vejen frem, er jeg sikker på

    • SVAR

      Kære Anne Sofie,
      Ja, ro og balance er vejen frem. Jeg håber, du får begge dele her i det nye år.

  • SVAR

    2016 var et år præget af glæde, taknemmelighed, værdsættelse af alt det gode der er i mit liv. Det var også et år præget af sygdom – alt for meget sygdom – mine pigers, min søsters og min egen – hvor jeg havde en kæmpe indre kamp – hvor min stædighed og vilje til at arbejde fik mig til næsten at glemme hvor det er vigtigst at lægge sine kræfter ( børnene) heldigvis har jeg en hær af mennesker til at ruske i mig – familie, læge, leder på mit jobtræningscenter, sagsbehandler fra jobcenter, sagsbehandler fra familie afdeling m.m. der alle sagde at jeg skulle passe bedre på mig selv. Jeg troede jeg var blevet god til det – men måtte erkende at det havde jeg ikke gjort godt nok da jeg pludselig var syg – men det er nok også svært at erkende og acceptere at man kan så lidt lige pludselig, hvis ikke man reelt afprøver hvor meget/ lidt man kan.

    Nu er det accepteret – og jeg har fået prioriteterne på plads – at have overskud til børnene er vigtigere end om jeg kan arbejde 10, 20 eller 30 timer om ugen.

    Jeg håber dog stadig på at blive rask i 2017 eller få det bedre – men hvis ikke er jeg bare glad for alt det jeg trods alt kan. Det allervigtigste for mig er at min alle mine børn fortsat lever og ser ud til at være kommet på rette hylder – min søster er i bedring og måske reelt kan nå at få et reelt teenageliv de næste par år. Jeg håber og tror at 2017 vil få alle mine børn til at blomstre endnu. Og forhåbentlig bliver det også et godt år for mine søskende, forældre m.m.

    Ligegyldigt hvad giver det mig ro maven at vide at mit liv vil være fyldt af glæde, værdsættelse og taknemmelighed – for det fylder altid i mit liv ligegyldigt hvad end livet byder os.

    Rigtig godt nytår til dig / jer – håber i også får et fantastisk 2017 – glæder mig til at følge med. 🙂

    • SVAR

      Kære Bianca,
      mange tak for din kommentar. Jeg håber og tror, at du får en nemmere 2017 med balance og overskud. Tak for dine indsigtsfulde kommentarer i 2016 – jeg ser frem til at skrive sammen med dig i 2017.

      • SVAR

        > Det ser jeg også frem til. Ligesom jeg ser frem til at læse alle dine fremtidige indlæg.

  • SVAR

    Kære Maj My, det er ikke meget jeg har kunnet følge med på bloggen den sidst tid da jeg rejser rundt i Sydamerika hvor det ikke er nemt at finde internet. Men jeg har nu fundet både computer og net, og vil derfor benytte lejligheden at takke dig for både hyggelig og tankevækkende læsning i løbet af 2016. Ser frem til at følge med dig også i 2017, som jeg håber bliver lidt lettere for dig. Kh Malin

    • SVAR

      Kære Malin,
      jeg har tænkt på dig og på jeres rejse. Jeg håber, det er så eventyrligt, som I har planlagt det til. Tak for alle dine input i 2016; jeg glæder mig til at skrive sammen med dig i det nye år.

  • SVAR

    Godt nytår fra en ny følger. Det er høfligt at give sig til kende – så her er jeg. Jeg opdagede din blog for ganske nyligt. Allerede nu – så få indlæg inde i din verden – spejler og genkender jeg dine livsvalg med dets udfordringer og dine tanker herom. Dine ord er hode at tænke med for mig – så jeg læser stædigt videre. Med tryghed i at jeg ikke er alene og ro ved at vide, at andre også føler tvivl i livet i ny og næ. Det er okay<3

    • SVAR

      Kære Maria,
      velkommen til. Nej, du er ikke alene. Det tror jeg i virkeligheden sjældent, at vi er. Men nogle ting holder vi helst for os selv, og så kan man komme til at føle sig alene. Jeg er glad for at have dig her som læser 🙂 Godt nytår.

  • SVAR

    Tak for endnu en god fortælling og tak for dejlig dejlig læsning i 2016 🙂
    Kunne kopiere så meget af det du havde skrevet om året. Dog var det blot mit andet barn der “skubbede mig omkuld”. Mærkelig nok er han også meget mild, glad og robust. Med mit første barn kom jeg også igennem kolik og jeg har en ide og følelse af, at alt min indestængte sårbarhed fra den gang (hvor jeg tog det i stiv arm), væltede ud i fuld flor, da jeg fik mit næste barn. Han bliver et år lige om lidt, og jeg er helt høj over at vi er nået hertil nu og lettet og glad og kniber mig selv i armen på den gode måde 🙂 2017 lugter af forudsigelighed, overskud (målt ift 2016) og god søvn.
    Derfor endnu en gang TAK for din blog, har været en slags terapi for mig at læse med i dette år.
    Og godt nytår selvom det ikke bliver som planlagt, håber du får en rolig og hyggelig aften med et sødt sovende barn, masser af velfortjent ro og alenetid til dig.
    Godt Nytår fra Lærke

    • SVAR

      Kære Lærke,
      jeg håber, at også du får et roligt, blidt og glædesfuldt 2017 med dine to børn. Tak for at du læser med og tak for dine dejlige ord.

  • SVAR

    Kære Maj My
    Tak for dine tanker om dette.
    Jeg har netop lagt mig i soveværelset til snorkelyden fra vores yngste – på din Junos alder.
    Mit 2016 har i den grad været præget af at vi året før fik vores tredje barn. Det har lige fra start været en kæmpe udfordring og omstilling. Fordi de to ældste netop var blevet så store, at der var blevet plads til min mand og jeg igen – som individer, som kærester, som forældre med mere overskud og flere (og anderledes) initiativer.
    Jeg har følt mig som kontinuerligt slået hjem i Ludo lige siden vi blev 5.
    Og det på trods at vi har fået en vældig skøn 3’er.
    Jer genkender følelsen du beskriver af selvmedlidenhedens greb om anklen, parat til at trække mig længere ned. Og det er VIRKELIG svært at modstå at spille “det er så synd for MIG!”-kortet.
    Jeg ved dog godt at det ikke hjælper. Tværtimod.
    Det hjælper at tage ansvar.
    Det gør jeg. Hver eneste dag.
    Når jeg sørger for at gøre netop det jeg kan og magter, for at børnene skal få et kærligt og solidt fundament med.
    Jeg ved, at i nogle af de små sprækker i deres fundament – der står mit navn på…. Mine svære dage. Og det farver dem også. På godt og ondt.

    Apropos dine ord om relationer mm i forbindelse med julen.
    Jeg har måtte træffe nogle valg i forhold til familie, højtider og samvær. Det har været nødvendigt for at være kærlig og tro ved mig selv – og jeg viser samtidig mine børn at jeg vælger det nærende samvær fremfor skuffede forventninger og uopfyldte behov.
    Heldigvis kan jeg allerede nu se at de profiterer af det, her på andet år. Og det gør jeg også. Selvom der også ligger en stor sorg i den erkendelse, som ligger til grund for valget.

    Tilbage til i aften.
    Nu ligger jeg her, mens de to store, deres far og vores venner+børn hygger videre i stuen.
    Og det er ikke synd for mig. Det er mit valg. At jeg vll sove. At jeg ikke vil vrisse i nat når hun vågner, eller være træt og ugidelig imorgen. For SÅ synes jeg det er synd for mig. Og der gider jeg ikke at være.
    Så når jeg lige nu lytter til snorkelydene ved min side, så føler jeg ydmyghed og kæmpe kærlighed.
    Og dér vil jeg gerne være.

    2017 bliver et år med stillingtagen. Ikke mindst vedrørende mit arbejdsliv. Jeg både glæder mig og er urolig ved tanken.

    Godnat – og rigtig godt nytår!!!
    Glæder mig til hvad 2017 bringer. Også her på bloggen 🙂

    • SVAR

      Kære Charlotte,
      jeg lå i min seng, da din kommentar tikkede ind. Jeg havde netop skrevet en nytårsbesked til Kristian – sådan én om, at han er det bedste i mit liv – og så kom dine eftertænksomme og fine refleksioner flyvende. Jeg håber, du kan lægge uroen fra dig og fokusere på tilliden til, at dit arbejdsliv står overfor nye veje, og at du nok skal finde de rigtige, blot du mærker efter. Jeg tror for øvrigt, du har ret i, at det med at få et barn mere, på nogle områder kan være særligt hårdt, når man netop lige har vænnet sig til mere kæresteri, mere frihed, uafhængighed osv, fordi børnene ikke er kommet lige i rap. Jeg glæder mig til kontakten med dig i 2017.

  • SVAR

    Gang på gang sætter du ord på mine tanker. Tusind tak for det. Men denne gang fik du også mine tårer til at trille ned af mine kinder. Jeg er også i 2016 blevet skubbet ud over kanten og ned i det triste hul, hvor glæden kun kortvarigt kunne titte frem. For mig var det en KÆMPE overraskelse, at det kunne være så svært at passe en baby, når jeg jo havde prøvet det en gang før. Vores første datter var så nem, så en normal baby blev en overraskende udfordring. Du beskriver mine følelser, som om du kunne læse mine tanker og det rør mig helt vildt. Jeg sluger dine ord. Mindfullnes har hjulpet mig, men dine ord, hjælper de tanker jeg stadig har mange af. Skønt!
    2017 bliver et år, hvor vi stadig skal finpudse vores roller i en familie på fire. I morgen begynder hverdagen i vuggestue for lille My og inden længe skal hendes 1 årsdag fejres. Udfordringerne er statiske, men modtages nu med langt mere energi og positivt glimmer (pyt).

    Jeg har fulgt dig nogle måneder og mig slipper du ikke af med.

    • SVAR

      Kære Pernille,
      hvor er jeg glad for, at du har fundet min blog – og hvor er jeg glad for, at jeg ikke lige slipper af med dig igen 😉 Jeg håber, du får et lyst og glædesfyldt 2017. Det glæder mig, at du allerede fornemmer større energi og håb i dig selv og jeres liv. Kh

  • SVAR

    Vil bare lige sige, at det her indlæg rammer m og lige i hjertet. Jeg har nemlig også en etårig og troede at første barn var hårdt, men hvor blev vi snydt. Jeg genkender virkelig de følelser, du beskriver. Der er uendelig rart at høre om andre, der har det på samme måde. Så tak <3

    • SVAR

      Kære Pil, selv tak. Jeg tror, vi er mange, som har eller har haft det sådan <3

  • SVAR

    Af hjertet tak for din blog, som jeg fandt for nylig og har elsket lige siden! Mit barn nummer tre er 14 måneder og jeg har haft det præcist som du beskriver. Derfor – og fordi du skriver virkelig godt og medrivende – rører dine indlæg mig på en særlig måde, som jeg ikke har fundet hos nogen anden blogger jeg har læst med hos.
    Jeg har jævnligt min gang på Ærø, min mand er importeret derfra og svigerforældrene bor der stadig. Jeg håber at jeg er modig nok til at sige hej, hvis jeg en dag ser dig i den virkelige verden 😉

    • SVAR

      Og af hjertet tak for din kommentar. Det betyder så meget, når man sidder her, og skriver, at der er nogen, som læser med, og som sætter pris på det. Jeg håber, du siger hej, og fortæller, hvem du er, hvis vi mødes ude i verden.