Jeg elsker at holde foredrag

I mandags holdt jeg to foredrag i Aarhus, og det var simpelthen så fedt.

Uh, jeg kan skrive meget om det med at holde foredrag, og faktum er, at klokken er to minutter i midnat, jeg har ikke sovet mere end fem timer i nat, er rejst fra Jylland til Ærø med tog, og kommet hjem til fire børn, som savner deres mor. Men jeg bliver lige nødt til at skrive lidt om min dag i Aarhus og lidt om min dag i dag og om hvorfor og hvordan.

Foredrag er så fed en ting, fordi man står overfor levende mennesker, og fortæller en levende historie, og der er spørgsmål og mimik og kropssprog og røde øjne og grin og korslagte arme og alt muligt andet fra tilhørerne, som alt sammen bliver en del af helheden. Der er kommentarerne efterfølgende og fornemmelsen i maven og der er det helt vilde ved, at det ene foredrag aldrig kan gentages – der er så mange variationer fra gang til gang, og der er en mening med det! I aftes fik jeg eksempelvis en meget rørende og underfundig mail som respons på det ene foredrag i går, og lige netop det som den kvinde havde taget mest til sig, var ikke noget, jeg nødvendigvis kommer ind på hver gang.

For selvom jeg faktisk satte mig søndag, og lavede en liste med noter til foredraget, og selvom jeg også kiggede på listen under begge foredrag i mandags, var de to gange to timer så forskellige, at det er lige før, jeg tror, man kunne få noget ud af at høre dem begge (hvis man kan leve med en vis portion gentagelser, ik?), og det er alt sammen ret ligegyldigt, hvis ikke det var fordi, det føles som sådan en skøn bekræftelse af, at intet er tilfældigt, og dét gør mig glad. Så tør jeg godt blive ved med at tro på, at de fleste kan få noget ud af at komme og høre mig snakke løs.

Efter de to foredrag var jeg glad. Mine to kusiner krammede mig, og sagde flere gange, hvor stolte de er, og jeg stod der med dem og min mor i efterårsmørket, og følte, at hvis jeg kan gøre dem stolt, så går det godt. Vi kørte, min mor og jeg, og jeg var træt, men mest af alt boblende indeni, og morgenen efter, da jeg sad på toget hjem, læste jeg de sedler, som en del af tilhørerne havde været søde at skrive efter foredraget. Samtidig modtog jeg beskeder på instagram og facebook med fine, bekræftende ord, og det føltes som en omfavnelse af dimensioner og ikke mindst den bedst tænkelige start på den her mini-foredragsturné, som jeg skal ud på i november.

Læs nogle af kommentarerne til mit foredrag under herinde

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

2 Kommentarer

  • SVAR

    Kære Maj My. Jeg vil også sige TAK for et vildt inspirerende og stærkt foredrag, som sad i mig hele dagen og som jeg bærer med mig. Til det med billederne vil jeg sige, at jeg undervejs netop kom i tanke om, at du tidligere har skrevet om chokoladen og vægten, og at du virkelig overhovedet ikke ser tyk ud (selvom du måske er tykkere end engang, men altså: livet). Stress med andre ord ikke over det, du så vidunderlig ud i dine fine bukser. Og det er i øvrigt ligemeget altsammen, bare man har det godt. Mere chokolade, flere foredrag!

    • SVAR

      Mere chokolade, flere foredrag!
      Jeg har lyst til at få det ind som en del af min profil. Tak tak tak for alle dine ord ❤️