Jeg er i skole

I går morges gik min søster og jeg ned til vandet med Storm, Ilja og Juno, mens Kristian og Live blev hjemme, og lavede hegn til den udvidede grisesti.

Vi ville egentlig bare stå i vandkanten et øjeblik og kaste sten i vandet, men en klint i det fjerne trak i drengene, så vi bevægede os langs kysten med solen i ryggen. Vi tog os tid til at se på de sten, grene og blomster undervejs, som fangede vores blikke. Der var et stykke strand, hvor alle stenene var gule, og tangen lå helt grøn og tæt i sandkanten.

Lige før vi nåede den lille klint, kom vi til et sted, hvor vandet løb fra marken ned i havet som en bæk over stranden. Det lignede noget fra en verden langt borte, og Juno ville ikke videre. Hun bar små skaller frem og tilbage, gik op og ned over kanten af sand, og bukkede sig frem for at køre muslingeskaller igennem det klare vand. Jeg huskede en artikel, jeg havde læst dagen inden, om at lade sig bære med børnenes initiativ, og fortabte mig i øjeblikket, lod det vare så længe, som Juno valgte. Min søster og drengene gik det sidste stykke vej til klinten, og jeg glædede mig over, at vi var to voksne af sted, så alle tre børn havde mulighed for at tage føring og skabe deres egne eventyr. Tiden forsvandt for en stund, sekunder blev til minutter og minutter til timer, mens solen stod høj og nøgen bag de disede skyer, og havet glimtede, så man blev nødt til at sige, igen og igen: “Se!”

Vi vendte hjem efter to timer. Live sad ved spisebordet, og tegnede et kort over grisestien, Kristian skulle til at lave frokost. Varm mad, jo. Det er det, vi gør nu.

Jeg kan ikke fortælle jer, præcis hvad vi lærte af den tur i går. Det her er en rejse, som kommer til at tage lang tid. Jeg er ved at forstå, at børn skal have tid, før de kan stole på, at vi vitterligt har sat dem fri. At vi stoler mere på dem nu, end vi har gjort før. Jeg er også ved at forstå, at det er svært at sætte nogen fri, når man aldrig selv har været det. Bag hver af mine gamle vaner står en række ubesvarede spørgsmål, som venter på, at jeg ser dem i øjnene. Jeg prøver, og holder fast i, at friheden er vejen frem. Den frihed hvor vi med ansvar for os selv kan mærke, hvad der er rigtigt. Fordi vi skal lære at mærke os selv, før vi kan gøre ret meget andet af værdi. Hvis målet er at finde vores egen vej, så skal vi have tid og ro.

Herhjemme er vores liv fuldt af konflikter lige nu; jeg tror ikke, det bliver ved med at være sådan, men endnu er her daglige skænderier, slåskampe og udmattelse. Men der er også glæde og afslapning, og jeg kan se, hvordan børnenes selvværd vokser dag for dag, og deres fornemmelse af hvem de er, og hvad de holder af at lave, bliver stærkere.

Måske kunne billedet af et liv med hjemmeundervisning være: børn, som løber glade på marken i timevis med sol i ansigtet, bare tæer og i hjemmestrikkede trøjer. Måske kunne billedet være af trætte forældre og frustrerede børn. Sandheden har for nu placeret sig et sted midtimellem; vi er hele tiden sammen, og deler både det svære og det gode. Vi finder mening i det alt sammen, og jeg mærker i mig selv, at min tid ikke er spildt, men jeg mærker også, at dagene flyver forbi, mens jeg øver mig. Øver mig i ikke at lade mig lede af arbitrære regler og gamle, fastgroede forventninger til, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg skriver mere om det snart. Om den her hjemmeundervisningshverdag med alle de lektioner, der følger med. Vi har lavet en skole herhjemme, og lige nu er det de voksne, der har mest at lære, tror jeg.
For nu vil jeg bare dele dette: Jeg troede, vi var fri. Både børnene og os. Jeg troede, at mine børn var vant til at mærke sig selv og skabe deres eget liv. Jeg kan se, at det er delvist sandt, men også en delvis løgn. Jeg troede, at jeg ville have svært ved at være sammen med mine børn hele tiden; sandheden er, at det er det bedste, jeg har gjort. Det er nemmere end noget andet, jeg har prøvet før, fordi det er så naturligt. Jeg troede, at jeg ville have lyst til at rejse, til at foretage mig store ting, skrive bøger. Sandheden er, at for nu er jeg bare her. Ret stille, ret eftertænksom, ret meget i nuet.

Og jeg bliver i tvivl, om jeg kan formidle alt det her til jer. Jeg synes, det er komplekst, og jeg ved, at det jeg skriver nu, vil jeg smile af om nogle år. Fordi jeg står midt i det lige nu, jeg famler, og føler mig i den spæde start af en lang rejse. Jeg vil gerne dele det, og det skal nok finde en form. Men I må lige være tålmodige, ik?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

15 Kommentarer

  • SVAR

    Hej Maj My.
    Egentlig ved jeg ikke helt hvad jeg skal skrive andet end tak!!! Tak fordi du skriver sådan nogle smukke og inspirerende ord. Tak fordi du viser at der er andre veje for vores børn og os forældre. Tak fordi du lukker os med ind i en del af din hverdag også den der ikke er solskin, bare tæer og hjemmestrikkede trøjer. Tak fordi du inspirere mig og giver mig troen på at jeg godt kan vælge en anden vej for min familie end den der er normen.
    Tak bare tak er vist det jeg vil skrive!
    Kærlig hilsen
    Nanna

    • SVAR

      Så vil jeg også skrive: TAK! 😀

  • SVAR

    Det lyder helt fantastisk og som det helt rette for jer <3

    • SVAR

      Mange tak <3

  • SVAR

    Jeg synes det er meget inspirerende at læse om jeres hverdag med hjemmeundervisning, oplevelser, tanker, glæder og frustrationer. Jeg er mormor
    og nogle af mine børnebørn bliver også hjemmeundervist, så jeg har det også lidt tæt på og følger med i det. Det er en fantastisk og modig beslutning at tage, men efter min mening er det en gave at give sine børn og sig selv, fordi det indebærer nærhed og fordybelse, hvilket der i dag ikke er så meget tid til, hvis ikke man bevidst vælger det. Jeg beundrer jer og ville ønske at mange flere ville følge jeres og andres eksempler. I er de unge nu og det er jer der skal forme fremtiden. Lykke til og de bedste ønsker for jeres lille familie.
    Kærlig hilsen
    Majken

    • SVAR

      Kære Majken, tusind tak for din kommentar. Det glæder mig at få opbakning fra en mormor med hjemmeunderviste børnebørn!

      • SVAR

        Tak til mine børns dejlige mormor ❤️

        Tak maj my for en rigtig god blok og fedt at følge en, der har mange af de samme tanker som en selv. Måske vores veje mødes en dag>

  • SVAR

    Jeg bliver varm og glad af det der med at følge børnenes spor. At stoppe sin egen plan, når man mærker dem blive opslugt og interesseret i noget. Det er virkelig en af mine fineste erkendelser som mor også, jeg bliver så glad, når det sker og jeg kan lade det ske. Og jeg praktiserer også gerne højlydt (f.eks. til min strukturerende mand <3) at han ikke skal afbryde deres flow. Dagen bliver bedre og lettere og gladere, når vi lader det udfolde sig. Også selvom det betyder at vi måske ikke lige når det, de voksne havde tænkt sig.

    • SVAR

      Lige præcis. Og jeg forstår efterhånden, at det der med at være, hvor jeg lige havde tænkt mig, er en ubrugelig ambition.

  • SVAR

    Tænk, hvis vi læser med på din blog, fordi du (også) er famlende, vaklende og hele tiden i proces, i bevægelse. Tænk, hvis vi holder af blødheden i dine ord. Tænk, hvis du slet ikke behøver at bede os være tålmodige, fordi vi rent faktisk godt kan lide, at du bare udtrykker dine erfaringer undervejs. Hvis det er derfor, vi læser med.

    En sætning, der virkelig gjorde indtryk på mig i dag, var den her: “Vi har lavet en skole herhjemme, og lige nu, er det de voksne, der har mest at lære, tror jeg.” Der er simpelthen så meget mod til at turde se tingene, som de er. Uden selvfordømmelse men med en vilje til selvindsigt, som de færreste af os kan stable på benene. For filan da… Hopper i sofaen af begejstring 🙂

    • SVAR

      Åh. Jeg læste din kommentar, mens jeg var på Ærøfærgen i går, og det var så dejligt et øjeblik, da jeg stod på dækket med sol i ansigtet og lyset fra dine ord i hjertet.

  • SVAR

    Tak for dig Maj My <3

    Jeg genkender det SÅ meget, sætningen 'det er svært at sætte nogen fri, når man aldrig selv har været'… pletskud, lige i hjertet. Hold nu op hvor jeg genkender dine tanker fra mig selv 🙂 Tak for at sætte ord på.

    • SVAR

      Tak for dine ord.

  • SVAR

    Det er så fint! Og tankevækkende!