Jeg er ikke gjort af et særligt stof (og jeg kan heller ikke altid holde ud altid at være sammen med mine børn, men alternativet er for mig blevet dét, som er uudholdeligt)

Jeg er ikke gjort af et stof anderledes fra alle andre.
Mine børn blev afleveret i børnehave og skole indtil for et år siden. Fire dage om ugen var rytmen således: Dem af sted, mig hjem til skrivebordet (- dyb indånding, ro og arbejde.), hente igen.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville få stress af at være sammen med mine børn dagen lang, men noget skurrede alligevel indeni, hver gang jeg afleverede dem i vuggestue eller børnehave: Hvorfor virkede det mere rigtigt at efterlade mine børn ved andre mennesker, når de hellere vil være hjemme? Hvorfor greb jeg så mange andre af mine drømme og visioner men ikke lige netop denne?

For et år siden tog vi børnene hjem, Kristian og jeg, og nu er vi sammen hver dag.

“Hvordan kan du holde det ud?” sagde en kvinde til mig i telefonen i går. “Jeg har barnets første sygedag i dag, og jeg har allerede tænkt på, hvordan du klarer at have dine børn hjemme hele tiden? Der er så meget andet, jeg har travlt med.”

Jeg er ikke anderledes.
Jeg er ikke et supermenneske eller en supermor eller altid fuld af overskud og kreative konfliktløsninger.

Jeg kan heller ikke altid holde det ud, men alternativet er for mig blevet dét, som er uudholdeligt, og livet skal ikke først og fremmest være nemt. Det skal give mening.

Jeg har truffet en beslutning, fordi alt andet efter otte års moderskab på samfundets præmisser føltes forkert. Et informeret valg, om man vil. Jeg har handlet på mine instinkter, som lod til kun at pege én vej, nemlig væk fra det konventionelle børneliv anno 2018. Vi har indrettet et samfund, som ikke efterlader plads til børnenes livsglæde, medmindre vi hver især bryder med den norm, som ellers føles nærmest uundgåelig. Så det gjorde jeg, endelig.

I går skyndte jeg mig at sige til kvinden i telefonen, at det kan jeg heller ikke; at jeg var ved at omkomme af magtesløshedflere gange (dagligt?) det første halve år, mine børn var hjemme. Og det var jeg ganske rigtigt, men jeg var også IKKE ved at omkomme. Jeg var også lykkelig. For første gang i mit liv, måske, var jeg hver dag helt i bund stolt af mine prioriteringer og overbevist om, at if all else fails – så har jeg i hvert fald gjort mit bedste med den her del af mit liv. Sådan har jeg det stadig.

Tidligere tænkte jeg, at hjemmegående mødre simpelthen var anderledes end mig. Andre værdier og et temperament meget forskelligt fra mit selvbillede. De var måske nok knap så drevne og ikke nær så passionerede omkring deres professionalisme. Til gengæld var de mere nede i tempo, mere villige til at gå på kompromis med en lang række ting – deriblandt økonomi, karriere og deres personlige identitet.
Det kunne alligevel gøre ondt på mig, når jeg mødte dem på min vej: Deres samvær med deres børn, og den sikkerhed som de udstrålede omkring deres valg, men som jeg ikke følte i mine.

Nu står jeg her – som én af forældrene til de i alt tre procent hjemmepassede og knap 400 hjemmeskolede børn i Danmark, og jeg er stadig den, jeg var dengang.

Men mit fokus er ændret, og her i min nye virkelighed møder jeg indsigter, der for mig bliver sandheder, som jeg måske aldrig var stødt på, hvis ikke det var for vores nye hverdag. Sandheder om langsommelighed, fordybelse og øjenkontakt. Sandheder om mit og min families ganske lille behov for daglige aktiviteter og aftaler. Sandheder om læringen, der kommer flydende i en lind strøm til vores hoveder, kroppe, hjerter, selv når vi ikke bevidst opsøger det. Sandheder om at less IS more og at min natur er at være sammen med mine børn, ikke adskilt fra dem.
Men jeg er stadig mig.

Forældreskabet er ikke nemt. Det trækker tænder ud, ligesom alt andet, der virkelig er noget værd. Tidligere har jeg følt mig overrumplet og snydt, når mine børn tog al min energi, og jeg har syntes, at det, jeg nu forstår, er deres behov og naturlige forventning, var for meget forlangt. Jeg kan stadig være alt for kortluntet, og jeg kan smelte sammen adskillige gange på en  svær dag, og hvis jeg kunne sætte mine børns liv på pause i en uge, så de ikke opdagede, at jeg var væk, ville jeg rejse til syden og trække vejret dybt, mens jeg lå indhyllet i solskin, kelimtæpper og krydret mad. Men den luksus har jeg ikke længere – uvidenhedens beskyttende slør er revet væk, og jeg ved, at det er nu, det gælder og ikke om ti år. Vores liv udspiller sig i dette øjeblik, og mit liv med små børn kommer ikke tilbage, når først det er slut. Vil jeg forære årene til et system, som tænker på profit og optimering, længe før det tænker på mine børns livskvalitet?

Nej, og jeg er taknemmelig for at have muligheden for at vælge en anden vej. Taknemmelig for min mand, der kan mærke mange af de samme impulser som jeg, og for et liv der rent praktisk er indrettet, så det kan lade sig gøre at have børnene hjemme.

Når vi taler om barndommen, kredser vi ofte om, hvad den udmunder i: “Man skal sagtens blive en velfungerende voksen, selvom man går i vuggestue. Se lige på alle os, vi klarede det da.” (både ja og nej, tænker jeg. Hvor mange af os kender ikke mindst en håndfuld jævnaldrende, der lider af stress, depression eller angst, og diagnoserne vokser markant, og rammer yngre og yngre børn.)
Vi taler om udfaldet af barndommen og ikke om nuet, men hvorfor er det så vigtigt, hvor det ender og ikke i højere grad, om det er godt nu? Ja, man kan blive en glad voksen, selvom man har en trist barndom, for man kan klare sig på trods, det er det, vi kalder livsduelighed – eller ren og skær overlevelse. Er det virkelig godt nok? Er det målet?
Når jeg sætter mig om aftenen med min te, chokolade og en film, jeg holder af, så er det ikke for at kunne blive en velfungerende pensionist senere. Det er for at nyde nuet, fordi nuet er alt, vi har.

Jeg synes, vi skal arbejde på at skabe et samfund på børnenes og dermed også i sidste ende vores egne præmisser. Med afsæt i kærlighed, vores modersprog og den glemte følsomhed skal vi ændre strukturerne omkring os, så der er plads til at alle har mulighed for at vælge et liv med børnene, omsorgen, nærværet i fokus, og vi skal hjælpe hinanden tilbage på sporet – dér, hvor vi tør mærke efter og handle på det, som rører sig i hjertet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Det er stærkt og præcist skrevet! Det er længe siden jeg har kommenteret på din blog, men jeg følger jævnligt med og samler en masse inspiration, der influerer på mine valg. Blandt andet i forhold til at holde fast i, at det er okay, at hverken mig eller min mand har en pensionsopsparing. for som du skriver “nuet er alt vi har”. Det er smukt, enkelt og sandt.

    • SVAR

      Hvor gør det mig glad, at du bruger mine ord i dit liv. Vi har hånden på hjertet heller ikke en pensionsopsparing, og jeg skænker det aldrig en tanke. Vitterligt. (Penge er energi for mig, og jeg lever med dem, men ikke for dem.)

  • SVAR

    Hørt!
    Jeg elsker at læse din blog.

    • SVAR

      Tak! Jeg elsker din kommentar.

  • SVAR

    Tak for dine fine ord. Jeg er så enig i det du skriver – vi skal se på børn som “beeings”, ikke “becomings”.

    • SVAR

      Lige præcis: Beeings, ikke becomings. Tak.