“Jeg er modig”

“Mig, modig? Nej da..”

Indrømmet, jeg har lidt svært ved at sætte ord på mit mod, også selvom jeg tit får at vide, at jeg er det. Men mod kan føles som en nødvendighed. Nogle gange er man blind for sit eget mod, fordi man ikke synes, der er andre muligheder. Ofte glemmer vi, hvornår vi har gjort noget, der krævede mod, netop fordi de beslutninger viser sig at være helt rigtige og slet ikke farlige.

Nu har jeg bedt jer sende modige historier, så jeg kan dele dem her på bloggen, og der kom mange mails til mig i går. Historier om at være ærlig, om at flytte langt væk, om at bryde fri og om at have lyst til at starte forfra. Historier om det med at gribe livet, turde gøre noget, man selv vil, og ikke kun det andre regner med. Den slags historier som jeg synes, minder os om, hvor mange muligheder vi har. Jeg glæder mig til snart at dele dem med jer herinde.

I går morges lå jeg på gulvtæppet i stuen, mens Juno skiftevis kravlede rundt på mig, og legede med sin dukke, og jeg lavede en liste i mit hoved, som jeg stadig kan huske en del af:

Jeg var modig, da jeg i 8. klasse sagde fra overfor skolens bølle; en stor, vred pige, som drillede mine to bedste venner hver dag. Jeg fik en lussing, som sang, og hun skulle blive væk fra skolen i en uge. Det krævede mod at sige fra dengang, men i dag ville jeg ønske, jeg havde været modig nok til at gøre det på en måde, som ikke fik hende i endnu flere problemer, end hun uden tvivl var i forvejen.

Jeg havde kort hår i folkeskolen – som Sinead O’Connor – og jeg gik i fodformede sko, selvom ingen andre gjorde det. Men jeg syntes, de var smukke. Jeg insisterede på at skrive med begge hænder, selvom min lærer ikke kendte til andre ambidekstrale, og jeg råbte af min farfar, at jeg selv måtte bestemme, om jeg var venstrehåndet eller ej.

Jeg har også været meget u-modig. Trådt mig selv over tæerne, når jeg burde havde råbt op, lagt telefonen væk, når jeg skulle have svaret. Jeg har gemt mig bag reoler i supermarkedet og undladt at besvare e-mails. Jeg har kastet håndklædet i ringen, sagt nej tak til nye udfordringer, og det er stadig ikke altid, jeg siger fra, når nogen er urimelig. Men det er efterhånden meget sjældent, det sker.

Det var også modigt af mig at vælge et andet gymnasie end alle andre i både min klasse og familie. På første skoledag tog jeg en anden bus end mine venner, og de så undrende på mig. Venskaber knækkede, og kunne aldrig heles igen. Men det var nødvendigt, jeg havde brug for at være mig selv uden forudindtagede forventninger. I dag ville jeg ønske, jeg havde forklaret mine venner hvorfor. Men jeg er i tvivl, om de havde forstået det.

Det var modigt, da jeg droppede ud af gymnasiet efter 1.g. Jeg kunne have gjort det før, men havde brug for at vide, at jeg ikke bare gav op, så jeg ventede, til jeg havde været til eksamen, og fået gode karakterer. Jeg husker det som dybt angstprovokerende, da jeg fortalte mine forældre om min beslutning. Men jeg har glemt, hvad de sagde. Jeg husker fornemmelsen af, at alle muligheder lukkede sig omkring mig, og alle rystede på hovedet. Jeg husker følelsen af at være fastklemt: Mellem det, man burde gøre, og som jeg samtidig ikke kunne trække vejret i. Det var selvfølgelig rigtigt, at jeg droppede ud. Jeg orkede ikke mere. Alle de forestillinger og forventninger og ingenting levede op til noget. Mine lærere i folkeskolen havde sagt, at jeg ville trives i gymnasiet. “Der er mere frihed og højere faglighed”, men jeg kunne ikke finde min plads. Alligevel tog det mange år, før jeg accepterede mig selv uden en studentereksamen. Nu kan jeg se, at det er en styrke i forhold til at vise andre, hvor godt man kan få det, selvom man ikke følger den slagne vej. Mine børn har to forældre uden studenterhuer og alligevel med helstøbte liv. Det fastholder mig i, at man ikke skal lade sig styre af frygten. Det fastholder mig i ikke at forvente af andre, at de følger normen.

Det var modigt af mig at søge ind på Journalisthøjskolen som 19-årig. Med min fars printer under armen og uden at have forberedt mig, troppede jeg op til optagelsesprøven, og satte mig ved ét af de mange borde med tør mund, og rystende hænder. Det krævede endnu mere mod at bede om et års udsættelse af skolestart, da mine forældre ringede til New York, og fortalte, at jeg var kommet ind. Men nu var jeg jo lige landet et andet sted.

Det var mega modigt og vildt fantastisk og fuldkommen overvældende at stable et liv på benene i New York, helt for mig selv. Det var modigt at gå fra mit au pair-job og finde en lejlighed på egen hånd. Det var også svært. Men jeg dannede et levegrundlag, venskaber og en hel eksistens fra bunden uden nogen ved min side. Det var noget af det mest frigørende i mit liv: Følelsen af at have bygget det hele selv. Og da min veninde fra Danmark kom på besøg, og snakkede om også at blive boende, følte jeg mig kvalt. New York var min nye begyndelse. Det var mit første, frie åndedrag. Det var på kanten, der lurede farer over alt, men det var et eventyr, og jeg kan huske lugtene, varmen på mine arme, subwaynettet udenad. Jeg kom hjem fire år senere, fordi min bror blev syg. Det var ikke modigt. Det var den eneste mulighed. Kærlighed er det vigtigste i livet, og, ja, nogle gange kræver det enormt mod at vælge den til, men ikke lige dér.

Men det modigste jeg nogensinde har gjort? Hver gang jeg har lyttet til mit hjerte i stedet for den bange stemme i hovedet, som kan fylde alt for meget. Hver gang jeg har handlet ud fra mine dybeste værdier fremfor det, der forventederes, har mit mod været et lys i mørket. Hver gang jeg turde sige fra, gå en anden vej, vælge en sti som er rigtig, men som de andre ikke har opdaget endnu, har jeg været modig. Lige pludselig en dag er det sådan, man lever. Pludselig føles intet farligt længere, fordi man har så god kontakt til sin intuition, at man ved, hvad der er rigtigt. Også selvom andre måske mener, det er forkert. Pludselig er der kun intuitionen, og man trækker på skuldrene af andre menneskers frygt og skepsis. Man krammer dem, og siger, at det nok skal gå. “Det gode breder sig som ringe i vandet.”

Har du lyst til at dele en modig historie fra dit liv? Så send mig en mail (majmymi@gmail.com) og fortæl lidt om dit mod, så kvitterer jeg med en række spørgsmål. Jeg vil også meget gerne høre, hvad du drømmer om at finde mod til at gøre?

(…Okay, så sad jeg lige 45 minutter klokken meget sent i nat, og ledte efter billeder fra New York, fordi jeg havde lyst til at dele noget fra mine år derovre. Men jeg aner ikke, hvor de er, jeg fandt kun en enkelt mail med et par stykker vedhæftet. Det er taget i 2002, ikke længe efter jeg rykkede ind i min lejlighed i Crown Heights, Brooklyn, som jeg delte med blandt andre Jean-Michelle, der var min gode ven i mange år. Billedet er i meget lav opløsning – men: åh så ung. Og fin og famlende. Og MODIG 🙂

Hvem kender I, som er modige?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

9 Kommentarer

  • SVAR

    Det er modigt det du har gjort! At skrive om alle de gange du har fulgt dit hjerte og fundet modet til at gøre det, du drømte om.
    Det modigste jeg har gjort, var at indrømme over for mig selv, at jeg ikke turde. Det kræver mod at erkende sit manglende mod… næste skridt er at indrømme det over for andre 🙂

    • SVAR

      Ja, det kræver i høj grad mod at erkende sit manglende mo og sine svagheder i det hele taget. Held og lykke med det næste skridt på rejsen 🙂

  • SVAR

    […] Maj My er en af de bloggere, der altid sæt ekstra gang i mine tanker. Hun skriver om vigtige emner, og hun skriver pokkers godt. Hun har sat gang i en lille blogserie omkring at være modig, hvor man kan indsende sin historie til hende. Hun lagde dog ud med at dele lidt af sin egen modighed (og umodighed, hvis det da er et ord, haha). Læs med HER. […]

  • SVAR

    Min kommentar bliver ikke lige et svar på dit spørgsmål, men ville bare lige sige, at jeg ELSKER dine tanker og indlæg, og du er lynhurtigt blevet en absolut favoritblog – tak! 🙂

    • SVAR

      EJ hvor fedt at læse! Tak! 🙂

  • SVAR

    Kære Maj
    I sidste uge læste jeg en artikel i Politiken om angst. Jeg arbejder på en højskole, og jeg har haft en oplevelse af at mange unge føler sig presset til at følge den sti, som det (forældre, samfund) forventes af dem…derfor holdte jeg en morgensamling for dem, som omhandlede angst som grundvilkår…den angst, der selvfølgelig går hånd i hånd med mod…Den lød nogenlunde sådan:
    For snart to år siden blev jeg ramt af en sitren, som jeg før i mit liv har stiftet bekendtskab med.
    – Jeg begynder at lede efter et nyt sted vi kan bo – helst langt væk, overvejer nyt job – det er en slags eksistentiel sitren – nogle vil måske kalde det krise jeg kalder det en frihedstrang…eller en trang til at der er noget på spil
    Jeg læste den anden dag en artikel på opfordring fra min gode kollega. Den handler om angst – i Søren Kierkegaardsk forstand. For mig er Søren Kierkegaardsland, et land jeg ikke rigtig har indtaget eller berørt, men artiklen var interessant og skrevet i et sprog der var let tilgængeligt – selv for mig. Den omhandler bl.a. angst som en eksistentiel sitren – angst som noget der er iboende i os alle – en sund angst, som ikke er syg!! Som ikke kan eller skal behandles med piller eller mindfulness
    Artiklen berører det dilemma mange unge står i, hvor de på den ene side har uanede muligheder for rejser og et liv af snoede veje og samtidig har det moderne menneskes liv fastholdt i en skabelon for hvordan det gode liv skal se ud. Uddannelse, fast job, familie, børn, hus, ferier – alle skønne naturligvis. Et uddannelsessystem med loft på, der presser på for at få dem hurtigt igennem og ud på den anden side – med målstyring og med økonomisk sikkerhed for dem og fædrelandet.
    Angsten for at fejle, angsten for ikke at slå til, angsten for det ukendte, angsten for at udstille sig selv, angsten for ikke at være god nok, angsten for at blive gennemskuet, angsten for ikke at vælge rigtigt…. – Jeg kender og erkender dem alle!!
    For mig er der bare en angst der overgår dem alle…nemlig angsten for ikke at handle…angsten for at lade livet passere og ikke handle på det…jeg tror, det er det min eksistentielle sitren handler om – det er som et indre vækkeur, der minder mig om, når det hele går for godt, for nemt– når jeg er blevet lullet ind i det konforme – ikke fordi hverdagen ikke er fantastisk i sig selv, men jeg behøver dens kontrast… det er der min angst kom ind for snart to år siden – noget måtte sættes på spil… Når først systemet sættes i gang er det som en port der åbnes, en søgen, men også en skrøbelighed for jeg sætter mit liv og min families liv på spil. Det er nemlig ikke bare mere kun mig selv, der søger til Afrika eller på højskole – Jeg trækker andre med mig.
    En god ven og kollega introducerede mig for “Roselina” – og at de manglede parthavere – det lød spændende. Da jeg foreslog familien at vi skulle tage på et års rejse sammen i en båd ved navn Roselina, jeg kun havde set på et billede og ikke sejlet med endnu, som var 19 meter lang og lavet af træ, vakte det bestemt ingen frihedsfølelse eller eksistentiel sitren, hverken hos min mand eller mine tre børn – Vi nærmede os vel egentlig samtaler om frihedsberøvelse.

    ”Mor, du ødelægger mit liv”, var kommentaren fra min datter på 15 – min mand nægtede at sejle med over Atlanten og min søn ville misse sin konfirmation.

    Angsten kom snigende, for hvad er det gode liv og har jeg ret til at ”ødelægge” de andres liv, bare fordi jeg har fået eksistentiel sitren. Har jeg ret til at forfølge min drøm? Kan jeg træde af….kan jeg træde ved siden af? Kan jeg bede min familie om at være med, for det var jo det drømmen handlede om –altså at vi alle rejste sammen – er det OK??

    Økonomisk set er det et fuldstændig sindsygt projekt – to personers manglende indtægter i et helt år og hvad der kommer af eventuelt økonomisk efterslæb udgifter til mad og diverse rejseomkostninger – indbetalingen af anparten i båden – uddannelser indenfor det maritime for ikke at tale om udlejning af huset og urimeligt mange arbejdstimer med at klargøre båden, lave lister over hvem der skal deltage og lære de andre i båden at kende – medregnes skal også misvedligeholdte venskaber og øvrig familie. Nej det er ikke gratis –

    Alle overvejelser fyldt med angst!!!! Jeg har flere gange nærmest kigget på mig selv udefra og tænkt, at det simpelthen ikke kan passe at det er os, der er i gang med dette projekt!
    -Jeg er pissebange for ikke at lykkes
    -Pissebange for ikke at kunne sejle det skib, bange for at ødelægge mine børns liv, bange for at vi simpelthen ikke kan holde hinanden ud på et skib – et helt år!!
    Efter grundige overvejelser om at ødelægge liv tog jeg en snak med min datter…

    ”Jeg vil gerne have dig med ud at sejle, men jeg kan ikke bære på mine skuldre at ødelægge dit liv”, sagde jeg til hende. Vi havde i mellemtiden fået talt med min bror, som kunne have hende boende. Hun kunne starte på gymnasiet og leve sit teenageliv komme på besøg på Cuba og rejse hjem igen – fortalte hende om muligheden for at bo hos sin morbror og tante – og tilføjede, at det var et helt i orden valg – sagde også, at hvis hun valgte at komme med på sejltur, kunne jeg ikke bære hendes ødelagte liv på mine skuldre – hun måtte tage stilling, selvom det er mig der har bragt hende i situationen.

    Efter en uges tid vendte hun tilbage og svarede at hun havde tænkt.
    Hun vil med på vores rejse, med den begrundelse at hun kunne mærke, at hun ville fortryde det, hvis hun blev hjemme – jeg kunne ikke have været gladere!!

    Så nu tager vi på sejltur – hele familien ..
    Eksamenerne er bestået, huset er lejet ud, anparten i båden er købt, min mand er blevet dybt involveret og elsker hende “Roselina”, min søn holder “jeg-er-blevet-voksen-fest” når vi kommer hjem- og den 3. juli 2017 tager vi på togt.

    Mange mennesker skal med på turen og har allerede indbetalt penge for at sejle med – det gør mig angst, er jeg nu garant for deres gode oplevelse??? Kan jeg mon indfri alles forventninger og ønsker??

    Måske/måske ikke?? Jeg er dødsens angst – men vi tager sgu afsted -For angsten for ikke at handle på drømmene er større!! Det er på en og samme tid dragende og frygtindgydende, frastødende – som at kigge ned i frihedens afgrund – nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke behøvede at gå der ud.

    Men hey, jeg tror på at det er meningen med livet at bevæge sig ikke kun ud til kanten men ind imellem også at styrte sig ned i frihedens afgrund
    – Og ja, vi kommer helt sikkert til at fejle, vi har helt sikkert ikke styr på det hele – Det er forbundet med stor ANGST, men det er en ok angst for angsten er også en drivkraft og en påmindelse om, at det er ok ikke at lykkedes med det hele…
    – For os er det bedre ikke at lykkes – end slet ikke at prøve…

    • SVAR

      Lige helt kort: Åh, hvor fantastisk. Jeg vil dele din kommentar i min serie om mod, hvis jeg må. Tak for at du skrev. Jeg har glædet mig meget til at høre mere om jeres eventyr. Tillykke. Det er den slags, der aldrig kommer dårligt tilbage.

      • SVAR

        > Kære Maj Tak for dejlig blog, nyder at læse om dit og jeres liv på øen, husker selv ølivet på Grønland, det er noget særligt!! Du må gerne bruge min kommentar, det er jeg da stolt over! Jeg viste min datter Andrea din blog, hun er selv gået i gang med at skrive, det synes jeg er fedt!! Alt det bedste

        • SVAR

          Kære Karin,
          dejligt, så vil jeg dele din kommentar ved lejlighed. Har du mon mulighed for at sende mig nogle fotos – af dig, familien, jeres eventyr? Skønt at din datter også læser med. Tak!