Jeg er særligt sensitiv, og det er mine børn også

Flere af jer har spurgt, om jeg vil skrive noget mere om at være (særligt) sensitiv – og om at være mor til sensitive børn. Indimellem nævner jeg i mine tekster, at jeg er det – og at mine børn er det, men jeg er vist aldrig dykket ned i sensitiviteten i sig selv. Jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg tænker meget over i mit liv. Jeg har jo været sensitiv, siden jeg blev født, og selvom det har krævet indsigt og arbejde at lære at være mor for nogle børn, der er som mig, så overvejer jeg sjældent, at det kunne være anderledes. Men det sker stadig, at de sensitive karaktertræk står så tydeligt frem hos mig selv eller mine børn, at jeg finder ro dér, og derfor vil jeg prøve at skrive lidt om det i dag.

Det særligt sensitive personlighedstræk har været på alles læber de seneste omtrent ti år; først som en forløsning for os, der følte beskrivelsen af det særligt sensitive væsen som et spejl, vi havde længtes efter, og dernæst som et udskældt buzzword – noget, man måske ikke helt kunne regne med alligevel. “Er det bare noget, de siger for at få særbehandling?”

Alt det vil jeg ikke gå ind i her. Jeg er ikke ekspert i særligt sensitive; jeg er nok endda i overhængende fare for at blande både det introverte sind og den  træk sammen med de særligt sensitive nerver, og det er egentlig okay med mig, hvis jeg på den måde får en bedre forståelse for mine børn og mig selv. Men det betyder også, at denne tekst ikke en manual; det er en personlig fortælling.

Jeg tror ikke, at alle mine fire børn er sensitive. Jeg ved, at de alle sammen er meget åbne og følsomme, er tydelige og stærke. Men de er ikke alle sammen særligt sensitive, hvilket er et personlighedstræk, som psykiatrifonden beskriver således:
“– Alle mennesker er jo sensitive, vi er det bare i forskellig grad og på forskellige områder. Men 15-20% af alle danskere er fra fødslen særligt sensitive og påvirkes i højere grad end andre af fx lys, lugte, lyde, smerte, tidspres, uro, forandringer og andre menneskers stemninger. Deres nervesystem bearbejder alle stimuli mere dybt end gennemsnittet, og de bliver hurtigere overstimulerede og overvældede og kommer derved lettere ud af balance. Samtidig er særligt sensitive mennesker også ofte kreative, begavede, dybsindige og har stor indlevelsesevne.”

Og sådan er i hvert fald to af mine børn. Deres verden ér bare lidt anderledes, men den er fuldstændig ligesom min: De er mere følsomme over for stimuli, og har større behov for skærmning, struktur og ro, fordi de hurtigt bliver overstimulerede. De har ikke ret store sociale behov, skal støttes i at blive i sig selv (fremfor at ryge over i andres stemninger), og skal have særligt fokuseret hjælp til at skabe den stærke tilknytning til deres primære omsorgspersoner (det skriver jeg mere om snarest – men i første omgang vil jeg anbefale Gordon Neufelds “A Vital Connection” onlineforløb, hvor han kommer ind på det).
Når det er sagt, så har alle mine tre ældste børn meget brug for sociale pauser, overskuelighed og tryghed i varierende mængde og måde – også den af dem, som ikke er i det spektrum, som jeg vil kalde særligt sensitiv.

Jeg er selv særligt sensitiv, det er jeg ikke i tvivl om, og det kommer til udtryk i en række sammenhænge, men efterhånden lever jeg overvejende et liv, hvor jeg sjældent bliver overstimuleret. En del af min sensitivitet handler om de særligt receptive nerver; andet har rod i min opvækst. For eksempel er jeg særligt god til at fornemme mennesker, og det kan skyldes, at min far var aldeles uforudsigelig, men samtidig har min mor også evnen til at fornemme stemninger før andre, og hendes far var ikke uforudsigelig.

Det særligt sensitive skal ses som en gave, men opleves ikke altid sådan, og jeg tror, det kan tage tid og arbejde at komme dertil. Jeg omgiver mig overvejende med andre sensitive mennesker (det er ikke bevidst, men bliver tydeligt, når jeg tænker mine nærmeste relationer igennem), så det har aldrig været noget, der skilte mig fra dem, jeg var tæt på.

For mig kommer det sensitive til udslag i forhold til alt fra musik til æstetik, lugte, valg af mad, hvilke film jeg kan se, hvor ofte jeg har lyst til at være social og i hvilke sammenhænge, ikke mindst.
Jeg er sådan én, som kan finde på at tage en bog med i en kø, fordi jeg ikke kan rumme flere indtryk ude fra, og jeg kan blive utilpas ved uorganiserede omgivelser; forstyrrende farver; forvirrede lyde. Jeg bryder mig ikke om skarpt lys, modsaterettede omgivelser eller sene aftener i andres selskab. Til gengæld sidder jeg alene nu – klokken snart 2 – og nyder den klassiske musik, roen. Jeg ved godt, at det må lyde lidt tosset, hvis ikke man har det sådan selv, men alle de ting influerer rent faktisk på, hvor godt jeg trives.

Her i Sverige, hvor vi befinder os på ødegården på tredje uge, har vi ikke set andre mennesker, siden vi ankom. Jeg elsker det, og jeg er så indhyllet i den nærende alenehed, at en flig af mig har lyst til at blive for evigt. En del af min sensitivitet er socialt betinget: Hvor nogle lader op, når de er sociale, er det omvendt for mig – det har jeg skrevet om tidligere – HER.

For mig har det været en helt utrolig opladning at befinde mig her midt i naturen, udelukkende omgivet af træer og sne, uden at skulle forholde mig til noget eller nogen udover min nærmeste familie. Vi er kommet helt ned i tempo, og har fundet ind til hinanden.

Vores sensitive børn har særligt brug for, at Kristian og jeg arbejder på tilknytningen til dem. De har særligt behov for, at vi forstår aggression og tackler deres udsving med varme og overskud. De har særligt stort behov for nærhed og støtte til at finde nærvær.

Jeg selv har i mange år (hele mit liv, jo) ønsket at finde socialt fodfæste, og noget begynder at falde på plads i mig nu: Jeg forstår, at jeg ikke kan være noget for alle, og jeg skal øve mig i at tage imod al den varme og velvilje, som bliver sendt min vej. Bloggen “Familiefilosofi”, som skrives af en kvinde ved navn Majken, har en række indlæg om at være sensitiv hjemmegående forælder. Dem kan man læse HER, og jeg er sikker på, at mange nikker genkendende til, at det kan kræve meget af et sensitivt sind at være omkring børn.

Jeg har altid elsket at sidde alene om dagen og skrive, og det var nok mit største forbehold i for hold til at tage børnene hjem for et år siden – hvad så med min alenetid? Heldigvis er det ikke et problem; jeg er ligesom dykket ind i forælderollen på en dybere måde, og finder små lommer af tid dagen igennem. Mine børn er jeg som mig, så selvfølgelig har de også godt af at være hjemme; selvfølgelig trives de bedre nu. Har er mere ro, større glæde, bedre overskud. Men jeg kan alligevel blive overstimuleret indimellem. Det skete den anden aften, da jeg puttede Juno. Der gik lang tid, før hun faldt i søvn (hvilket jeg sjældent opdager, da jeg også ofte selv sover en lur på det tidspunkt), og hele tiden lå hun, og aede mig, og suttede på sin sut, og JA JEG VED GODT, AT DET LYDER SÅ AFSTUMPET, DET HER -men jeg har virkelig en grænse for, hvor meget jeg kan blive aet og hvor mange lyde jeg kan holde ud, og til sidst var jeg  næsten desperat – hjertebanken, uro i benene og udmattelse, og det virkede som en ond spiral. Da hun faldt i søvn, måtte jeg sætte mig på sofaen, helt stille, og trække vejret dybt. Et kvarter senere kom Kristian, og satte sig overfor mig, og fortalte begejstret om et projekt, han har gang i, men jeg kunne ikke holde ud af høre alle ordene – det var en nærmest fysisk reaktion. Mit hoved var ved at eksplodere.
Resten af aftenen sad jeg for mig selv, og så en stille film.

Hvad er fordelene ved at være særligt sensitiv? De er uendeligt mange. Jeg ville ikke kunne skrive, som jeg gør, hvis ikke jeg havde den fornemmelse for mennesker og evne til indlevning, som jeg har. Min sensitivitet er også en kreativitet og en styrke i forhold til at mærke min egen vej i verden, godt hjulpet af de nerver, som fortæller mig, når noget er for meget. Min sensitivitet er også en del af min eftertænksomhed og mit indre liv, som jeg ikke ville være foruden.
Når mine børn bakker ud fra en restaurant, fordi der er mange mennesker, og de absolut ikke har lyst til at spise frokost dér, takker jeg dem i mit indre: Mon ikke mange af de ikke-sensitive, som spiser frokost i et inferno af lyde, lugte, snak og smag også ville nyde en pause fra de konstante indtryk?

Hvad ellers? Hvad oplever I i livet som særligt sensitive eller med særligt sensitive børn? Hvad har I lyst til at spørge om eller dykke dybere ned i?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

25 Kommentarer

  • SVAR

    Ja vi er jo så en familie af 3 über sensitive børn, en über-über sensitiv mor – og en far som bare slet ikke fatter det, haha 😀

    Og det er faktisk den største udfordring synes jeg; at få andre (ikke-sensitive) til at forstå, at det ikke er en afvisning når man har brug for at være alene, men simpelthen et spørgsmål om ren overlevelse. At man ikke er født med en nej-hat, er kedelig, hysterisk eller andet negativt bare fordi ens grænse for stimuli går et lidt andet sted end deres. Men altså… Dem der kender og holde af mig ved jo, at det bare er sådan jeg er: jeg bliver overstimuleret. Ligesom en baby, det er noget de fleste kan forholde sig til 😀

    Jeg plejer at beskrive især min ældste datter som værende uden filter. Alle stimuli kommer ufiltrerede ind i hovedet på hende, og så har hun brug for tid til at sortere dem og lægge dem i de rigtige kasser. Det har vi fundet ud af bedst sker ved kreativitet, hvilket er noget hun bruger virkelig meget tid på. Og så kan hun fortabe sig fuldstændig i en busk eller en græsplæne med blomster.

    Jeg kan direkte måle, at hjemmelivet er det rigtige for os, på antallet af nedsmeltninger – eller mangel på samme. Da de to mindste gik i vuggestue/børnehave/skole var nedsmeltninger en naturlig del af hverdagen: ukontrolleret skrigetur efterfulgt af kollaps og ofte søvn. Sådan havde jeg det stort set også da jeg arbejdede 37+ timer om ugen, i hvert fald de dage, hvor jeg ikke kunne gemme mig på mit kontor det meste af dagen. Så det moderne liv er heller ikke for mig.

    Jeg genlæste for nyligt den personlighedstest jeg tog for 1½ år siden og må konstatere, at det bare er sådan jeg er. Sensitiv og introvert på en måde der gør, at jeg skal passe meget mere på end jeg har lyst til, og tilrettelægge mit liv så der er lagt opladningspauser ind i programmet, ellers brænder jeg sammen. Og hele tiden finde balancen mellem min dybe, dybe trang til at være tæt på min familie og samtidig være alene. Fordi jeg har brug for begge dele for at blive ladet op. Være i fred med mine nærmeste tæt på, slet ikke forvirrende for en ikke-sensitiv partner 😀

    Det er ikke sikkert mine børn får de samme udfordringer som mig, muligvis fordi jeg forstår dem noget bedre end nogen nogensinde har forstået mig, og derfor kan give dem redskaber jeg ikke selv har haft, men lige nu kan jeg i hvert fald gøre mit til at stimulere målrettet og i de rette doser og ikke bare hælde uhæmmet på. Og give mulighed for at de kan fordybe sig i fred og ro, hvilket de heldigvis også selv er gode til at efterspørge 🙂

    Her til morgen kyssede jeg mand og piger farvel og er nu alene hjemme med teenageren indtil torsdag morgen. Tre (3!) hele dage som er målrettet til at få udarbejdet en rytme i vores liv som sikrer, at der bliver tid til alt, uden vi nogen sinde behøver løbe stærkere end vi kan holde til.
    Og så skal jeg tænke lange, lange tanker uden at blive afbrudt, læse gode bøger, stirre ud ad vinduet med en kop kaffe lige så længe jeg vil, have dybe snakke med det lidt forsømte ældste barn (som også er hamrende sensitiv men meget mere ekstrovert end mig) få ro helt ned i tæerne og være ladet fuldt op til resten af min kærlighed kommer hjem igen <3

    • SVAR

      Tak for dit indlæg

    • SVAR

      Åh, kære dejlige Tine – tak for dine kloge ord. Jeg under dig de tre døgn så meget. Hvor er det godt, at din mand kan finde ud af, at den tid har du brug for med mellemrum. Det er ikke alle parforhold, der har overskud til det. Det er så dejligt at læse om jeres hjemmeliv og om kreativiteten og om din og din mands forskellighed, som I bygger bro over, og finder løsninger på. Måske det ville være endnu mere svært, livet, hvis han var lige så sensitiv? Kristian er ikke særligt sensitiv, det er jeg helt sikke rpå, men han bliver hele tiden mere forfinet, synes jeg. Altså, mere fintunet, mere sensitiv, mere på samme klinge som mig, og det er så godt for os, at vi nærmer os hinanden, og har omtrent samme behov ifht. eks. det sociale – som han er langt bedre til at balancere end jeg, fordi han ikke har alle mulige tossede forventninger til sig selv.

      • SVAR

        > Jeg tror du har helt ret, nogen gange er det virkelig godt at der i det mindste er én som kan holde til mere virak, og jeg oplever det samme her; at han med årene lærer mere og mere om hvordan det egentlig er at være mig (og hans døtre) og på en måde internaliserer nogle af de ting. Som du også beskriver med Kristian.
        Det er jo en konstant indsats for at finde den balance hvor alle trives, men viden om hvem man selv er, sensitiv eller ej, gør meget. Og herhjemme er det i hvert fald sådan, at han godt nok ikke rigtigt kan sætte sig ind, hvordan det fx. er at blive overstimuleret, men han respekterer at det sker. Og det er egentlig det eneste man har brug for ikke? Respekt for de forskelligheder vi nu engang indeholder 🙂

  • SVAR

    Virkelig interessant indlæg. Vil du ikke uddybe hvordan du helt konkret arbejder på at styrke tilknytningen til dine sensitive børn eller skrive hvor jeg kan søge mere viden? Jeg synes det er svært at komme ind på livet af min datter selvom jeg ved hun har behov for det ( for jeg var på samme måde som barn)

    • SVAR

      Jo, selvfølgelig. Det kommer jeg til at skrive om, når jeg forsøger at lave en beskrivelse af, hvorfor jeg mener, Gordon neufelds onlinekursus er den mest betydningsfulde investering i mit liv. Han kommer nemlig omkring de særligt sensitive børn og i det hele taget er hans børnesyn og tilgang en uvurderlig indsigt ifht. at være forældre – ikke mindst for de sensitive børn, som ofte kræver lidt ekstra. Jeg har lagt linket ind i teksten.

  • SVAR

    For nogle år siden fik jeg bogen Særligt Sensitiv af Ulla Hinge. Hun sendte den uopfordret til mig, som om hun vidste eller kunne fornemme…og selvfølgelig kunne hun det. Der faldt nogle brikker på plads – for både mig selv og måden at se Frida, som ligner mig.

    Vi er begge ekstrovert sensitive, hvilket vist næsten er det ‘værste’. For vi giver så meget i selskab med andre, at vi splatter helt ud bagefter.

    Vi er også begge meget letpåvirkelige af stimulanser i form af sukker etc.

    Jeg er ekstremt påvirkelig over for andres stemninger, og det kan gøre det meget svært, når jeg for eksempel arbejder sammen med en, hvis humør svinger en del.

    Jeg synes min sensitivitet kan være svær at forene med det liv, jeg gerne vil leve. For min kalender bliver hurtigt fyldt op, og jeg ved, det ‘ødelægger’ mig.

    Jeg forstår til fulde din glæde ved at sidde alene og lytte til musik. Den største luksus for mig er mine aleneaftener❤️

    • SVAR

      Åh ja, jeg tror, at mange kan genkende netop dine udfordringer ifht. den travle kalender og behovet for ro. Jeg har skruet ret meget ned, og har sjældent travlt/mange aftaler, men jeg kender godt den svære balancegang mellem at være på socialt og så brænde ud ❤ Mon ikke mange ville have glæde af at læse den bog. Jeg vil kigge efter den.

  • SVAR

    Det har altid lidt været en konflikt her i huset at min mand er enormt social og altid afslutter en samtale med hvemsomhelst face to face eller per telefon med sætningen: Kig nu ind/forbi!
    Og det knager i mig hver gang han gør det for jeg stortrives med relativt få og nære relationer og HADER når folk (bortset fra en håndfuld som til enhver tid er velkomne) kommer forbi uden varsel/aftale. Store folkemængder, små rum, støj er meget svært for mig at kapere og dermed er alle fester og skolearrangementer og den slags noget der bare skal overståes så jeg kan komme hjem til min ro igen.
    Men jeg synes efterhånden at min mand, trods at han ikke forstår det, dog accepterer og respekterer at det er sådan jeg har det, og når folk pludselig dukker op 15 minutter inden spisetid så trækker han dem diskret ud i værkstedet så de i det mindste ikke sidder midt i vores stue 😀
    Det har taget mig lang tid at nå hertil hvor jeg ikke længere føler mig mærkelig eller forkert. Men bare er helt klar til at det er sådan jeg har det og at hvis jeg ønsker at være den bedste version af mig selv (hvilket jeg naturligvis gør) så bliver jeg nødt til at efterleve de behov for ro og alenetid og natur og kreativitet jeg har.

    • SVAR

      Åh, Camilla – jeg kan virkelig mærke, hvordan min mave ville krympe sig, hvis Kristian sagde sådan til folk 😉 Du er så god til at finde energi i naturen og virkelig tage sig tid til det, og jeg ved præcis, hvad du mener med en lille sluttet cirkel af mennesker, som altid må komme forbi – det er pudsigt, hvordan man så hurtigt kan mærke, hvem man er helt tryg ved. For mig tror jeg ofte, det er andre sensitive, der er i den kategori.

  • SVAR

    Jeg kan genkende hver en sætning! Og apropos frokosten, så har jeg ikke holdt frokostpause i flere år – helt seriøst. Der er bare for mange mennesker og for mange lugte ude ved frokostbordet. Men ulempen er, at man så bliver den lidt underlige og asociale kollega. Og man er jo egentlig god nok!…

    • SVAR

      Ja, man er da – god nok! ❤ Hvis jeg havde haft modet til aldrig at dukke op til frokostpausen, havde jeg ladet være. Men jeg er måske mere splittet, fordi jeg er både ekstrovert og introvert (bliver inspireret i nogle selskaber, men samler energi, når jeg er alene/med mine nærmeste), og derfor kan jeg nemt virke meget udadvendt, hvilket skaber en forventning om, at jeg gerne vil det sociale…selvom det sjældent er tilfældet.

  • SVAR

    Det er så skønt at læse de forskellige kommentarer, især hvordan sensitiviteten tackles i familierne.
    Nu er jeg jo ikke tudsegammel, men jeg er også først for alvor blevet klar over at det jeg karakteriserede ved mig selv tidligere, var, at jeg er “mærkelig – anderledes end de andre”. Og sådan er jeg bestemt også blevet opfattet i min familie, og set i bakspejlet, også af min eksmand.
    Mange brikker er bestemt faldet på plads i mig med årene, og også forståelser omkring mine egne børn, og deres mønstre og væremåder.
    Ved at læse med idag, går der en vigtig ting op for mig omkring min 25årige datter. Nu vil nogen måske smile og tænke..årh, come on. Det er for sent. Nej, det er det ikke. For når der kommer klarheder hos mig, er det stadig gavnligt. Selv i den voksne mor- barn relation.
    Lad mig give et eks.
    Den 25 årige henter stor energi ude. Og for øjeblikket er det i det københavnske studiemiljø. Inhendes kreds er det på rygerværtshusene med bordtennis og en øl oveni.
    Og ja, hun er voksen, og jeg har intet at skulle bestemme i forhold til dette.
    Men vi er i en længere periode gået skævt af hinanden, når hun med glæde har fortalt om sit liv.
    Fordi jeg slæber med “fordomme” om værtshusmiljøet ( og for meget alkohol), og har haft ganske svært ved at “forstå”, hvilken energi der kan hentes der, da det ligger milevidt fra min egen comfortzone.
    (Og så er der jo lige de forbandede smøger. Hun er astmatiker. Har været så syg som lille, og jeg har været indlagt så mange gange med hende, samt tagets å mange kampe i en storrygende familie ang. Røg i vores hjem)…
    Ja, så det svider også en del.
    Derfor har samtalerne ikke været jævnbyrdige. Og det har vi brugt en del samtaler på at
    Få tumlet på plads.

    • SVAR

      Tak for det, Lisbeth. Jeg vil prøve at have din nye viden med mig, når jeg måske en dag står i samme situation. Du har altid følt dig forkert og uden for pg.a. din sensitivitet, men nej, det er ikke godt, hvis vores børn får en oplevelse af at være forkerte i vores øjne, fordi de ikke er det. Jeg håber, jeres samtaler bliver mere jævnbyrdige fremover ❤

  • SVAR

    Hvor er det bare rammende – og godt skrevet!! Jeg er også sensitiv, jeg fornemmer stemninger rigtig rigtig godt, hvilket er både en gave og en byrde. Jeg bruger det meget i mit liv, både som privat og som gymnasielærer – men hold op, hvor er hårdt at mærke 30 menneskers stemninger i en gym-klasse. Det er bla. derfor, at det er det det helt rigtige for mig at være på nedsat tid – og selvfølgelig også for at være sammen med mine børn. Begge mine børn er også sensitive, tror jeg, – og jeg er i en proces, hvor jeg er ved at lære, hvordan det er for dem. Du skriver noget med at jeres ældste er sensitiv, men alligevel ikke helt inden for det spektrum. Har du lyst til at uddybe lidt? Det lyder skønt med tiden I Sverige!

    • SVAR

      Hej Tine – begge de af mine børn, som er særligt sensitive, er det uden tvivl, og de bonner ud på alle de forskellige parametre. Men mine andre børn (som muligvis også er særligt sensitive, det tør jeg ikke udelukke) virker på mig knap så påvirkelige – i mangel af bedre ord – men er dog stadig nogle meget opmærksomme, vågne og eftertænksomme børn. Sådan var det ment – hvis det da giver bedre mening 😉 Jeg synes, det er meget uproblematisk at være mor til sensitive børn, når vi lever det her hjemmeliv. Pludselig er det slet ikke noget, jeg tager stilling til. Når jeg læser din kommentar om at du er i proces med at lære, hvordan det er for dem, husker jeg, at det med sensitivteten plejede at fylde en del i min bevidsthed, da mine børn var væk fra mig hver dag og dermed blev konfronteret med rammer, som måske ikke er ideelle for sensitive børn.

  • SVAR

    Hvor er det skønt, at du deler om din sensitivitet og familielivet med det. Jeg er også særligt sensitiv og har brugt meget krudt på at lære om sensitivitet for at finde min vej til et holdbart liv i længden. Jeg er slet ikke i mål, men jeg er da blevet bedre til at navigere i det hele, forsøge at skabe rammer og strategier, der fungerer for mig eller får mig til at fungere… Accept og selvomsorg er store temaer for mig stadig.

    Det viste sig, at jeg havde en sjælden sygdom kaldet Cushing, som jeg vist har skrevet om i en tidligere kommentar. Jeg lever med hormonubalancer og kronisk sygdom og har også opdaget hvordan det sensitive spiller ind ift. at jeg reagerer kraftigere på ubalancerne end andre og også på medicin.

    En af de ting jeg finder udfordrende er især også, hvordan jeg er påvirket af min mands tempo og utroligt aktive liv, også selvom jeg ikke direkte er en del af det hele. Heldigvis er han meget forstående for at jeg er sensitiv og har været på kurser med mig om det. Vi øver os stadig i at finde gode balancer og rammer som fungerer for mig og os som familie.

    Jeg er også det man nok vil kalde udadvendt særligt sensitiv. Jeg bearbejder verbalt og kan blive overstimuleret af mine egne tanker. Haha

    Jeg håber på at færdiggøre mit studie med en BA-opgave over temaet særlig sensitivitet og ledelse i frivillige organisationer. Hvis altså kroppen klarer det.

    Til sidst vil jeg bare dele nogle strategier jeg har samlet og som har hjulpet mig meget.

    http://sofiessofa.dk/13-tips-til-sensitive/

    Tak igen for, at du skriver om dette. Er lidt misundelig over dit liv så tæt på natur og havet. Må freden og den gode balance flyde frit i jeres hjem og familieliv.

    Kærlige hilsner fra sofaen

  • SVAR

    Skønt at du igen italesætter dette emne, og du nævner selv hvorfor – fordi at andre med samme træk kan spejle sig i dine ord. Du har sikkert ret i, at særlig sensitivitet som begreb har været fremme i et årti, men for nogle af os, herunder undertegnede i kraft af min alder, er det ganske nyt.

    Indlæg som dette er med til at skabe forståelse, både blandt dem, der ikke kan spejle sig i dine ord, men det er også med til at give dem, der kan, en bedre forståelse af sig selv. Den genkendelse, det vækker at læse sådanne indlæg, er altså med til at bekræfte, at det er okay at være blandt de 15-20%.

    Hvilket det naturligvis er, men samfundet er bare ikke indrettet til det i dag – hvorfor du for så mange inspirerer til at vælge at leve efter sine egne behov.  

    Derfor er det også så vigtigt, vi begynder at italesætte, hvordan vi oplever verden. For at skabe en forståelse for, hvorfor og hvordan, det kan føles som om, at samfundet ikke er indrettet til at rumme de særligt sensitive. Det er selvfølgelig også relevant, hvordan vi kan forbedre det. Jeg tror første skridt er at skabe forståelse, hvorfor jeg selv har skrevet dette indlæg: https://lminside.dk/saerligt-sensitiv/

    Smil til dig!
    Laura // LMinside<3

    • SVAR

      Hvor er det godt, at der er kommet mere fokus på sensitiviteten, så jer unge tidligere kan komme til at forstå, acceptere og holde af den side af jer selv ❤ Og ja; det er vigtigt, at vi taler om vores forskelligheder og møder dem kærligt og med forståelse. Sådan håber jeg, verden en dag vil se ud, uanset hvor vi vender vores blik

  • SVAR

    Største udfordring her: når svigerfamilie fra udlandet, og venner fra udlandet, kommer på besøg i 3-4-5 dage. Øj, det kræver noget af mig! Og det ender oftest med, at jeg bliver frustreret, og de bliver skuffede…

    • SVAR

      Uh, jeg kan få helt ondt i maven ved tanken. Man vil så gerne gøre det godt, men jeg formår indimellem at gøre den bedste indsats de sidste ti minutter, før gæsterne forlader os igen…

      • SVAR

        > Oh yes. Der er man så lettet, at man pludselig får 10 mins til at være sit almindelige, glade selv…

        • SVAR

          Lige præcis. Åh, jeg kan begrave mig selv, når jeg pludselig hører, hvordan jeg bliver meddelsom og interesseret – fordi det overskuelige liv vender tilbage om lidt…

  • SVAR

    Kære Maj. Ej hvor blev jeg bare glad og rolig og alt mulig andet indeni, da jeg læste det her indlæg. Jeg har det fuldstændig på samme måde som du beskriver – og begge vores døtre ligeså. Jeg synes det er super svært at “stikke ud” på den måde og prøver sådan at finde ro i at være “anerledes”.

    Jeg vil utrolig gerne tage mine piger hjem fra børnehave og skole, men min største frygt er, at jeg ikke får min alenetid, hvor jeg lader op.
    Det blev en rodet affære og jeg ville egentlig også bare sige TAK! Det føles virkelig rart at se det stå sort på hvidt, at andre også kan have det ligesom mig.

    Tak.
    Mange hilsner
    Mille

    • SVAR

      Kære Mille, den frygt havde jeg også, men jeg har rigeligt tid til at lade op med børnene hjemme, også selvom jeg med fire børn faktisk aldrig er alene om dagen. Men her er en anden stabilitet og rytme, fordi vi ikke skal ud i verden og hjem igen, og fordi vi selv fastsætter rammerne for vores dag. Det er så skønt og beroligende. Jeg helliger aftenerne til mig selv, og det vil jeg nok altid gøre.Hvis min telefon ringer efter kl.20, ser jeg på den med afsky 😀 Så…det er en opfordring til at følge dit hjerte her fra ❤