Jeg fandt ud af, at vi også hører til (om vores hjemmeskolelejr på Ærø)

Jeg kan ikke finde ud af, om I mon gider læse om den her sommerlejr? Eller om I hellere vil læse om noget helt andet? Eller om det hele?
Men nu får I nogle ord om det alligevel – fordi jeg tror, der er noget mere generelt i mine refleksioner end “vi havde nogle dejlige dage, dem skal I da høre om.”

Først lidt billeder:

Jeg overhørte en samtale i fredags mellem Kristian og to andre mænd på vores lille hjemmeskolelejr, som fik mig til at tænke. Det var den oprigtighed og passion, de talte med, der gjorde indtryk på mig. De snakkede om emner, som betyder noget, og de stod indimellem helt stille, fordybet i refleksion over det, de netop havde delt. De vaskede op imens, og tørrede af, og skar æbler i både til børn i transit, lod sig afbryde, men bevarede alligevel fokus på samtalen. Imens sad der 25 børn rundt omkring i huset, og legede: med lego, briobaner, højtlæsning og hinanden, mest af alt. Snakkende børn, fordybede børn, glade børn.

For mig er det øjebliksbillede et ret præcist destillat af, hvordan jeg oplevede de tre dages hjemmeskolelejr her på Ærø: Sammen skabte vi en ramme for et trygt fællesskab; en ramme for udvikling og vækst; gode lege, snakke og idéudvikling.

I løbet af de tre dage snakkede vi blandt andet om:
– Hvordan vi hjemmeskoler (og ikke hvorvidt det er okay at hjemmeskole eller hvordan vi sikrer vores børns læring eller hvordan vores børn bliver socialiseret, som det ofte er tilfældet ude blandt andre).
– Hvordan vores hverdag er indrettet
– Skærmtid (som er vidt forskellig fra familie til familie i gruppen)
– Køkkenhaver
– Arbejdsområder og arbejdstider
– Muligheden for en større hjemmeskolelejr i fremtiden

Og selvfølgelig meget andet.
Børnene fandt hurtigt hinaden. Jeg vil sige, at jeg er nærmest imponeret over – eller bevæget af – at så mange børn kan være sammen (en del for første gang) i tre døgn med så få konflikter og så mange gode lege, snakke, udvekslinger og venskaber til følge.

Det var helt vildt intenst at være mere end 40 mennesker samlet i tre dage. Jeg tror, mange var fuldkommen kvæstede emotionelt såvel som fysisk allerede torsdag eftermiddag, og da vi sagde farvel fredag, kunne de fleste af os nok have sovet 18 timer i streg.

Én af familierne, som var her, havde været på en lejr for “alternativ uddannelse” i England med 500 deltagere i juli. De var kommet “empowered” derfra. De fortalte, at det havde givet dem en ny styrke i deres valg at være “en del af flokken”, fremfor at være dem, som er anderledes. Det havde givet dem selvtillid at møde hjemmeskolede unge, som var vidunderlige, ressourcerstærke mennesker, og snakke med deres erfarne forældre. De kaldte det identitetsskabende at være sammen med så mange andre, som har truffet det samme valg mht. deres børns uddannelse.

Hvorfor er det vigtigt? Fordi vi er et lille bitte mindretal, os der hjemmeskoler. Vi er et bevidst, smilende, stolt mindretal, ja, men stadig så kontroversiel og anderledes en minoritet, at det faktisk betyder noget at føle sig som en del af flokken fra tid til anden.

Jeg vil prøve at forklare, hvorfor det betyder noget for mig indimellem at være en del af det her fællesskab:
Det gør det, fordi min familie og jeg ikke er en del af noget større her på Ærø til hverdag. Vi hører ikke til i friskolegruppen eller folkeskolegruppen, og med begge de grupper følger en masse andre tråde gennem fritidsaktiviteter, forældrearrangementer, eftermiddagskaffe, legeaftaler og alt muligt andet, som er noget af det, jeg på den ene side ikke savner ved at have børn i skolen, da jeg oplevede det som udmattende og langt hen af vejen obligatorisk, men som jo også er det, der danner rygraden i de fleste menneskers fælles identitet.
Og den forsvandt tildels, da vi valgte hjemmeskolelivet til.
Når man vælger at hjemmeskole, kan det lyde som om, man har valgt at sige, at man simpelthen helst vil leve isoleret.
Men sådan er det ikke: Vi vil ikke være isolerede, men vi vil samtidig være frie til at danne rammerne omkring vores liv, og vi synes, alternativet, som det er nu (altså skolerne, institutionerne), er for ufrit, præstationsstyret – for travlt.
Derfor er der alligevel dage (mange, indimellem),  hvor jeg tænker over, hvilke konsekvenser der er ved ikke at være en del af hverdagsfællesskabet her på øen (det kunne også være i en provins, landsby, storby), hvor alle de andre har en fælles rytme.

Jeg tænker over, at når mine børn ser alle de andre børn på vej til og fra skolebussen eller nede ved sportsklubben eller på biblioteket, så er de ”de andre”. De er dem, der ikke er med i den store masse. Vi kommer der jo – til fodbold, judo, modelflyvning, ridning, fastelavn, fødselsdagsfester,og vi har legeaftaler og inviterer til fødselsdage (og bliver inviteret igen), men vi kommer der på nogle andre præmisser. Og vi kommer hjemmefra.
Det tænker jeg, og samtidig tænker jeg: Jeg sætter pris på mine børns frihed, og jeg ved, at mine børn sætter pris på den. Men alt er en afvejning, og vores børns trivsel er det vigtigste for Kristian og jeg.

Alle de tanker og følelser, som helt klart er affødt af, at vi har truffet et anderledes valg, kan i perioder fylde i mig, og de blev forandret i denne uge, da vi var sammen med 11 andre hjemmeskolefamilier her på Ærø.
Og det var, hvad det handlede om: At skabe stærke relationer og ikke mindst at føle en styrkelse i vores livsvalg. Vi er ikke alene, vi er ikke galt på den: Vi er en del af noget større, vi er på en rejse, som mange har taget før os, og vi gør vores bedste hver eneste dag – ligesom alle andre. Det ligger som noget af det dybeste i ethvert menneske at ville være en del af fællesskabet – vi er evolutionært kodet til at ville høre til; have en stamme. Det er jo derfor, det kan være så uendeligt svært at følge sit hjerte, hvis hjertet trækker os ud af det, vi tror, er vores eneste mulighed for at have netop fællesskab. For de fleste mennesker er det mest skræmmende overhovedet, tanken om at stå uden for og føle sig anderledes.
Det har aldrig spillet en stor rolle for mig, og jeg har gået mine egne veje, når det gav bedst mening, men efter jeg er blevet mor, er det alligevel blevet en faktor, at mine børn føler, de hører til.
Og det var, hvad vi fik den forgangne uge, og derfor tør jeg sige, at jeg mener, man selv kan være med til at skabe fællesskabet, hvis man tør og vil det nok.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

11 Kommentarer

  • SVAR

    Mange tak for dine beskrivelser og refleksioner over dit og jeres liv. Dejligt og interessant at høre om jeres skolelejr. Jeg følger med her, fordi jeg synes, at det er interessant at høre og læse om menneskers tanker om og forståelse af sig selv og livet, om de livsvalg andre træffer, og om bevidste måder at træffe valg på og manifestere dem i levet liv. Uanset at vi er et helt forskelligt sted i vore liv, er vi stadig på den samme rejse. Og ligesom dig holder jeg af at skrive og dele mine tanker om og forståelse af livet.

    • SVAR

      Jeg er glad for, at du følger med her, og genkender dig selv i mine beskrivelser, selvom vi står hvert vores sted. Det er jo sådan, vi får mest muligt ud af livet: Ved at forholde os åbne, spejle os og sejle med. Jeg nyder også dine skriverier fra tid til anden.

  • SVAR

    Det lyder som nogle fantastisk givende dage Og jeg kan lide at høre om det hele – også jeres hjemmeskolelejr.
    Tror netop det du beskriver, om ikke at være en del af det fælleskab, der er når børnene går i skole, institution osv. er det der skræmmer mig mest. At føle mig ensom i hjemmelivet. Det er i hvert fald det der bekymrer mig mest ved at springe ud i det. Så det er dejligt at vide, at det kan lade sig gøre, at være en del af et fælleskab selvom man ikke går op og ned ad hinanden dagligt.

    • SVAR

      Ja, det er klart det mest skræmmende. Men nogen må hoppe først – jeg er sikker på, at mange andre står på vippen, og er klar til at følge efter. Det er helt klart min oplevelse. Jeg regner med, at vi kommer til at ses en del med den anden HU (hjemmeundervisnings-)familie på Ærø, og vi har købt samme pensum som dem, og snakker generelt en del sammen. Sidste år så vi i gennemsnit den anden HU-familie en gang hver uge, og så er der jo alle de andre, vi også ser. Men det var helt vildt dejligt at være sammen på lejren, fordi det var så fokuseret på hjemmeskolefamilier og så koncentreret samvær. De skabte virkelig nye relationer for os herhjemme.

  • SVAR

    Super fedt at du deler din oplevelse og erfaring. Det er inspirerende og berigende. TAK!

    • SVAR

      Og tak fordi du læser med, og lader dig inspirere. Det er jo derfor, det giver mening at skrive.

  • SVAR

    Jeg gider at læse om det hele! Som altid formår du at rulle tekstens emne ud, så jeg kan spejle mig i det, selvom jeg er mor til én på 15 mdr., og nok ikke (desværre) kommer til at hjemmeskole. I det her tilfælde spejler jeg mig selvfølgelig i det du skriver om fællesskabet. Og den ensomhed der kan følge med de anderledes valg – i mit tilfælde om at forlænge min barsel til min datter er to. Et valg der jo sammenlignet med jeres hjemmeskolevalg, slet ikke lyder revolutionerende på nogen måde, men ikke desto mindre er et valg som i min omgangskreds kan få mig til at føle mig alene. Men de er jo derude – de andre der har valgt som mig, og det er vigtigt at huske på. Jeg kender det fra når jeg mødes med de (få) andre hjemmepassere jeg indimellem mødes med – følelsen af genkendelse, af ikke at skulle forsvare sig, af at høre til.

    • SVAR

      De er derude, og man kan blive nødt til at råbe højt for at finde dem, men jeg tror, det er ubeskriveligt meget værd at finde det netværk og dyrke det, lade sig omfavne af de fællestræk, som er dér. Fordi vi jo ikke er alene, nogen af os, og særligt kvinder er ikke øer: Vi hænger sammen, og har brug for fællesskabet

  • SVAR

    Det er først for alvor muligt at blive en del af noget større, når overskriften er mindre

    • SVAR

      Ej, tak for de ord. Dem skal jeg lige have med mig.

      • SVAR

        Dejligt at du kunne bruge det >