Jeg glemte tiden, og pludselig var den gået

Min familie.
Min cirkel.
Mit hjem.

Jeg har tænkt over det med, at min familie er mit fokus i livet lige nu.
Jeg har tænkt, at hvad kan være vigtigere end dem, lige nu?
“Hver ting til sin tid”, har jeg tænkt.

Der kommer morgener, hvor Kristian og jeg vågner, når vores øjne går op af sig selv, og vi i hver vores tempo står ud af sengen. Han før jeg, som regel. Måske han allerede står på marken, og spejder ud over havet, når jeg står op, og trækker gardinerne fra. Eller også har vi slet ikke gardiner til den tid, for jeg elsker at sove med fuldmånens lys i ansigtet; det sølverklare skær, som kaster lange skygger ind i rummet, ind i mig. Jeg elsker at vende mig fra sommerens skarpe, gule sol.
Jeg vil åbne et vindue og lade luften omfavne mig, kølig og spids, gerne med frost i sit slør. Nøgen vil jeg stå sådan, indtil jeg tager det blødeste tøj på. Kører fingrene igennem mit hår.
Og jeg vil skrive som det første. Læse som det andet. Kysse et sted midt imellem. Der skal være te på kanden og musik i mine ører, og over middag vil jeg spørge Kristian, om vi skal gå en lang tur. Det vil jeg hver dag, for når vi kommer tilbage, kan jeg skrive igen.
Til den tid inviterer vi ofte venner på besøg. Så laver vi mad sammen, han og jeg, og bager flere rugbrød, end vi selv kan spise, og deler dem med naboen. Til den tid sidder vi på trappestenen hele natten, og ser på stjernehimlen, og taler om den tid, som er nu.
Vi taler om børnene, som så hurtigt blev store, at det var godt, vi var sammen med dem.
“Se på dem nu,” siger vi. Og jeg mærker en tåre over min kind, den er af savn og stolthed. Den er en længsel efter det, der aldrig kommer tilbage, og den er taknemmelighed over, at det engang var mit.

 

 

I går var vi ved vandet, alle seks. Vi havde ikke noget ur med, og klokken var mange, da vi gik ind over gårdspladsen igen. Børnene legede længe med den tomme barnevogn på grusvejen ned mod vandet – slap den, og løb efter i fuld fart. De faldt i staver over svanerne på det blå-blå hav, tændte et bål, og spiste håndmadder i sandet. De brændte nogle af de tegninger, som jeg smed i papirskraldespanden den anden dag. “Vi gemmer dem i hjertet”, sagde Storm, før han lagde det ene store ark over flammerne efter det andet. “Vi kan ikke bære det hele med os i vores kuffert.”

Vi var ved stranden hele dagen, og jeg glemte tiden; jeg glemte alt andet end det nu, der varede så længe, som jeg var i det.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Åh, de smukke, smukke børn og dine smukke ord. Tak.

    • SVAR

      Tak, dejlige Rina. Dit skønne væsen ❤️

  • SVAR

    Får helt hjemve.

  • SVAR

    I går kørte vi igennem en by med en smuk sø og huse omkring. Vi talte om hvor smukt der var med solen, det klare vejr og om de mennesker der boede i de huse og havde den natur om sig hver dag.
    Og så talte vi om de mon huskede at sætte pris på det smukke der var omkring dem, om de følte sig heldige med at være endt lige der. Og det satte gang i sådan en fin snak og nogle tanker som dit skriv også minder mig om. Hvor helt igennem privilegeret man er når man netop er i stand til at sætte pris på det livet byder en mens det er der og hvor meget det øger glæden når man mindes det.

    • SVAR

      Ja, nærværet. Taknemmeligheden. Der ligger glæden.

  • SVAR

    Åh. Jeg har tvillinger. De kom for tidligt. De har det godt, men der nok at se til. Jeg mister tålmodigheden når de ikke vil sove til natten, men resten af tiden gør jeg mig så umage jeg overhovedet magter for at rumme tiden og huske…ikke ‘at nyde’ for det er så øretæveindbydende, men nok noget der ligner. Det kan være svært, og det er ret svært både at finde plads til sig selv som mor og selv og partner og alt det der. Der er hårdt. Men det er også ikke-hårdt, det er også dejligt og det er det dejlige, jeg prøver at holde fast i og en tekst som din minder mig om hvorfor det er så vigtigt. Tiden til selvet kommer igen. Tiden med de små rødder er kun nu. Så tak for den.

    • SVAR

      Kære Benedikte, jeg har også haft små tvillinger, og det første år var det hårdeste i mit liv. Jeg var så langt nede indimellem (i perioder dagligt), og jeg var ikke altid hverken fredelig eller tålmodig. Det med tvillinger er en helt anden liga end at have en enkelt baby, og mine bedste råd er: Brug dit netværk til hjælp og aflastning (!!) og tilgiv dig selv for de trætte aftener og triste nætter ❤️

  • SVAR

    Jeg glæder mig til den slags morgener og dage.
    Men forsøger at glæde mig lige nu også.

    Skønne skønne billeder – både de spontane fangede, og portrætterne

    • SVAR

      Altså, jeg bliver jo star struck, hver gang du skriver sådan ❤️

  • SVAR

    Den der fremtidsvisualisering… det er så effektivt og fint. Tak for dine ord!

    • SVAR

      Tak for dine ❤️

  • SVAR

    WAUW.

  • SVAR

    Hvor er det smukt skrevet og et dejligt liv I har.
    Ville ønske, at jeg kunne vælge et helt frit liv for mine børn også… men min mand og jeg elsker begge vores job… børnene elsker vi selvklart mest, men jobbene er også en vigtig del af os.
    Prøver at holde fokus på at være sammen når vi er det. Tiden går for stærkt ellers

    • SVAR

      Nu skriver jeg med udgangspunkt i din sætning “Jeg ville ønske, jeg også kunne vælge.” Det lyder som om, at det kan du, men du vil det ikke. Og det er helt okay. Hvis der er et andet liv – med arbejde og skole/pasning – som passer jer bedre, er det også godt. Bare man har mærket efter og taget stilling. Det tror jeg virkelig, er det vigtigste. Vi skal ikke alle sammen leve de samme liv, men det ville være godt, hvis vi alle gjorde vores bedste og fulgte vores dybeste ønsker.
      Min mand og jeg elsker også vores arbejde. Virkelig: Vi lever af at lave musik og skrive. Men vi måtte alligevel erkende, at denne tid med børnene er vigtige for os.
      Knus til dig