Lidt tung om hjertet

Jeg nåede kun at være trist en times tid i går formiddag, før Kristian vendte hjem fra en gåtur med sovende Juno, og havde haft ro til at tænke. Han sagde: “Vi har valgt det her liv for at være glade og frie, og det kan ingen tage fra os, hvis den følelse lever i os selv.”

Jeg kendte for et par år tilbage et midaldrende par, som efter 25 år på den samme villavej besluttede at flytte langt ud på landet, bygge et selvforsynende hus og dyrke jorden. Deres naboer var rystede. Faktisk var de vrede, og da parret nogle måneder senere havde solgt huset, og rykkede langt væk fra alle de mennesker, som de havde boet dør om dør og været gode venner med igennem så mange år, var det med en følelse af lige dele afmagt og sorg. “Hvad handler det om?” spurgte jeg parret, da de var på besøg nogle dage før flytningen. “Jeg tror, vores naboer har været af den opfattelse, at vi alle sammen indgik en pagt om at blive boende resten af vores liv, da vi flyttede ind på vejen. Og nu forbryder vi os mod den pagt ved at mærke efter i os selv og gøre noget andet,” svarede manden.

Måske er svaret, at når vi gør noget, som skiller os fra flertallet, så kan det føles som en kritik. Som om vi synes, vi har fundet en løsning, der er bedre (for alle). Måske er svaret, at når nogle mærker efter i sig selv, og finder, at det de før var glade for, nu ikke længere er rigtigt for dem, tja, så bliver alle dem, der ikke har mærket efter, opmærksomme på at det kunne de også gøre. Og så følger en form for frygt: “Hvis jeg mærker efter, hvad skal jeg så stille op, hvis jeg heller ikke er helt tilfreds?”

Nogle gange handler det bare om, at vi bliver stressede, når nogen vi kender, forandrer sig. Eller vi tager det personligt – det sårer os, at de gør noget, som vi ikke havde regnet med (ja, jeg kender selv følelsen).
Der kan være tusindevis af forklaringer, og tommelfingerreglen er ikke at tage det personligt. Som regel handler det om “dem” og ikke om “dig” – ergo: Gør, som du føler rigtigt.

Men derfor var det alligevel det med “dem” og “os”, som gjorde mig en smule trist i går. I en times tid, i hvert fald. Jeg er ellers næsten altid glad for tiden, men i går morges, da vi havde fodret grisene, og stod i den gyldne augustsol, og alt faktisk var lige præcis, som man næsten kun kan drømme om, mærkede jeg, at mit hjerte var tungere end normalt.
“Jeg tror, det er følelsen af modstand,” sagde jeg til Kristian. “Jeg kan godt forstå, hvorfor nogle ender med at føle sig stigmatiserede, når de lever alternativt.”

Det er noget med at bo på en ø (hvilket er et radikalt valg) og så at hjemmeundervise (hvilket på én eller anden måde er et kontraintuitiv, radikalt valg, da ingen andre herovre på øen hjemmeunderviser) og noget med at være selvstændige og arbejde fleksibelt og lave musik og skrive en blog. Der er en del ting i det set-up, som er forskelligt fra normen, tror jeg. Og det siger jeg, mens jeg føler mig meget almindelig. Altså, helt  fuldkommen lige så menneskelig som alle andre. Faktisk ualmindeligt menneskelig, måske. Jeg føler, det vi gør, er meget naturligt.

Men jeg føler mig også en lille smule sårbar for tiden, på grund af det med hjemmeundervisningen, som er så anderledes, at selvom det helt sikkert er det rigtige for os lige nu, så skal det forsvares og beskrives. Jeg bliver trængt på min frihed, når jeg oplever, at nogen har svært ved at acceptere vores ret til at gøre, som vi føler bedst. Jeg bliver både lidt trist, og får lyst til at flygte (langt ind i den svenske skov), fordi jeg ikke selv er i tvivl om, at vi er ansvarlige i vores måde at leve på.

I morgen skal vi for første gang mødes med kommunen, som skal føre tilsyn med vores lille skole, og jeg håber, de forstår, hvad det er, vi har valgt. Jeg håber ikke, at de føler det som en konflikt på forhånd, når vi skal mødes og diskutere hvordan de har til hensigt at tjekke, at vores børn udvikler sig tilstrækkeligt (i henhold til en lovgivning, som er meget fri, og som i sin essens giver hjemmeundervisere rigtig gode vilkår). Vores anderledes valg om at hjemmeundervise er ikke en kritik af institutioner eller enkeltpersoner. Det handler om os, ikke om nogen som helst andre. Derfor ønsker jeg, at de vil lytte med åbne hjerter, ligesom jeg gør, når nogen fortæller mig om deres valg.

Hvornår har jeg sidst følt, at jeg skulle tage mig sammen for at rumme et andet menneskes valg? Der er langt imellem, det sker. Men selvfølgelig er der mennesker, der lever på en måde, som jeg har svært ved at forstå. Derfor synes jeg alligevel, at deres liv er deres, og at vi alle sammmen har ret til at definere, hvad vi bliver glade af uden at skulle stå ret og forklare hvorfor.

Jeg elsker mit liv, og jeg er her for at skabe forandring, men nogle gange ville jeg gerne kunne lukke øjnene og bare glide med strømmen. Bare gøre som alle andre og være lige så lykkelig af den grund.

Åh, det blev en rodet bunke ord. Hele min familie sidder nedenunder, og spiser morgenmad, og jeg gik i seng klokken 2 efter at have arbejdet på et oplæg, og det her er måske ikke helt så enkelt, og måske heller ikke så farligt, som jeg tror.

Føler I jer nogensinde presset på jeres frihed?
Og kan I have svært ved at rumme andres valg?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

30 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg har aldrig været presset på den måde. Men det der med at mærke efter – og frygte hvad man egentlig mærker; det har jeg gjort én gang. Og det resulterede i at min papa kom kørende med trailer, og vi rømmede alt hvad der var mit på en time, inden ham jeg boede med kom fra arbejde. Vi skulle nemlig slet ikke være sammen mere. Dét kunne jeg mærke. Men det tog næsten et år, inden jeg turde mærke det. Men helt ærligt; det var den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet.

    • SVAR

      Din historie giver mig kuldegysninger. Jeg er så glad for, at du ringede efter din papa, og jeg mindes tider i mit liv, hvor jeg har gjort det samme. Og helt ærligt: Selvfølgelig er det den bedste beslutning nogensinde <3

  • SVAR

    Du skriver nogle kloge ord. Jeg ville så gerne at vi alle anerkendte hinanden som mennesker og ikke en eller anden form for brugsgenstande for “samfundet” og jeg bliver ked af den manglende rummelighed.

    • SVAR

      Åh ja, man kan godt blive helt ked af den manglende rummelighed, og det var jo det, jeg frygtede at løbe ind i den anden dag (heldigvis ubegrundet). Jeg prøver generelt at holde fast i mine overbevisninger og efterleve dem i stedet for at falde ned i tristheden, som man så let kan komme til. Men det er ikke altid lige nemt.

  • SVAR

    Jeg har lige sendt mine to drenge på (næsten 16 og næsten 8) afsted til første skoledag, i en folkeskole der ligger to huse væk, på samme side af vejen. Nemt og bekvemt, men det gør det ikke mere rigtigt og godt.
    Efter 7 og en halv uges ferie (SFO er valgt fra for den yngste, så det har været en lang sommerferie), er der absolut ingen glæde at spore hos min lille dreng. Den store er mere blandet omkring det, glæder sig til at møde nye klassekammerater og begynder at have ambitioner, som skolen er en næsten uundgåelig del af. (Fremtidsplaner som designer er lettere at realisere hvis man har en ungdomsuddannelse, men også han har haft skolelede til og med 7. klasse).
    Og den lille.. åh suk. Når jeg læser om jeres liv, og jeres børns dagligdag, så gør det mig glad, fordi det lyder rigtigt for dem og jer, og det glæder mig at nogle er modige nok til at turde vælge selv. Det er der brug for. Og det gør mig så tung om hjertet, fordi jeg ikke kan give mine børn det liv, lige nu. Selv med SFO’en valgt fra, har min dreng i 2. klasse 6 timer om dagen. Fordi han går på en idræts-skole, er der én times billedkunst på en uge. Der er to timers musik. Resten er dansk, matematik, lidt engelsk og så 5 timers idræt. Det kunne være godt. Med de rigtige lærere, og en dreng der passer ind i dén slags system. Men det er ikke godt. Undervisningen er meget traditionel, børnesynet enormt gammeldags. Han føler sig anderledes, og har lige fra 0. klasse følt stor skolelede. (Han trives dog socialt).
    Lige nu gør vores økonomiske situation ikke friskole mulig, ej heller hjemmeundervisning. Men… Det er godt at læse om andre måder. Det får mig til at tænke på mulige fremtidige løsninger. Det får mig til at tænke på hvordan jeg kan være modvægt til den del af skolelivet, som jeg ikke tror styrker mine børn. Kan jeg kompensere? Hvordan? Er det muligt at rejse ud i en længere periode, engang, hvor rejsen bliver skolen?
    At føle sig presset på sin frihed, kan også være at føle sig presset til at passe ind, hvor man ikke gør. Og at presse sine børn til at passe ind. Jeg går faktisk ind for en folkeskole sådan som grundidé og mener at fællesskab er vigtigt. Jeg tænker at det er godt at lære en eller anden form for tilpasning til en flok, et fællesskab. (Ikke nødvendigvis en skole, men en god skole kan være én måde). Men sådan som folkeskolen kører nu om dage, den slags skole er jeg ikke tilhænger af. Tests og målstyring, en afspejling af et samfund som jeg synes er på vildveje. Så tak for god inspiration, også selvom den rammer de ømmeste steder 😉 Og tillykke med jeres seje valg, til både jer og jeres unger.

    • SVAR

      Vi havde netop tanken om at rejse væk for at få tid med vores børn, og så var det, vi kom i tanke om, at vi jo også kan være sammen med dem herhjemme. Uden at rejse. Selvom det sjovt nok er langt langt mere kontroversielt. Jeg tror, mine børn får de bedste forudsætninger for social rummelighed og evner til at indgå i gode fællesskaber ved at være hjemme. Det tror jeg, fordi de har følt sig pressede af at være i de institutionaliserede rammer, og jeg er af den overbevisning, at man skal leve det liv, som man ønsker at få: Altså være glad for at blive glad modsat at “forberede sig på livets svære tiden ved at have det svært nu”. Mon I kan sætte nogle rammer op for jeres eftermiddagen og weekender, som gør det lettere for jeres søn/ner at have overskud i skolen? Eller kan du prøve at have ham/dem hjemme på en orlov og se, hvordan det fungerer for jer?
      Ej, jeg ved virkelig godt, at det ikke er det rigtige for alle. Så langt fra. Men det river lidt i mig, når du skriver, som du gør <3 Og tak for dine støttende ord.

      • SVAR

        Åh ja, når jeg læser mit eget indlæg igen, og så dit svar, så river det også i mig. Jeg får lyst til at skrive, at så slemt er det heller ikke, mine drenge er vendt glade (nok) hjem de sidste par dage. Og når noget ikke føles “rigtigt”, så ser man jo kun på de negative sider af sagen. Men… sagen er, at jeg også er kritisk overfor den enorme mængde institutionalisering vi byder vores børn. Jeg tror fuldt og helt at familien er det vigtigste arnested for socialisering. At små børn slet ikke bør skilles fra deres familie. (Dén holdning har jeg oplevet har provokeret rigtig meget gennem tiden). Og de store i hvert fald ikke så mange timer som de ofte er. Og ja, børn (og voksne) er selvfølgelig forskellige – det giver mening at ikke alle har brug for det samme. Det burde der være mere plads til, ellers må vi jo skabe os den plads så godt vi kan. Selvom det kan være svært.. igen det med friheden. Hos os har den altid stået på så få timers institution som muligt (selvom der bestemt har været nogle rigtig gode imellem) og nu ingen SFO, hvilket betyder tidligere fri og ca. 3,5 måneders ferie om året. Hertil kommer at jeg altid har dyrket, at man ikke behøver at være syg for at have brug for en fridag, hvilket kan lade sig gøre fordi jeg arbejder hjemme. Vi mærker efter og snakker løbende om forskellige muligheder – og hvem ved hvad vi finder på hen ad vejen 😉 Men skørt at det er, som du skriver, mere tilladt at rejse ud for at være sammen, end det er “bare” at være sammen i det daglige liv herhjemme…

  • SVAR

    Først og fremmest skal du have en krammer.

    I er så modige, i to, i gør det, der føles rigtigt for jer og jeres familie. Det har jo ikke noget med os andre at gøre.

    Jeg tror du rammer hovedet på sømmet, når du skriver det måske handler om frygt. Især den frygt for at man, hvis man mærkede ordentligt efter, ikke lever det liv man drømmer om.

    Jeg håber at kommunen kan se og høre at jeres valg ikke er en kritik af dem og deres udbud. At de kan se at I er fornuftige mennesker med jeres børns bedste for øje og at der er grobund for et udbytterigt samarbejde på den lange bane – for jeg tror faktisk at os fagfolk, kan lære noget af dem, der hjemneunderviser/ indstiller – hvis vi kan ligge frygten for kritik fra os og undersøge hvordan man kan trække elementer fra jeres praksis med over i institutionerne.

    Jeg føler mig i den grad presset på min frihed pt. Men presset kommer fra mig selv og min kapacitet lige nu. Fx ville jeg rigtigt gerne gøre mit studie færdigt, men jeg har ikke det, det kræver lige nu (energi, overskud, koncentration) og skal jeg færdiggøre det, bliver det på bekostning af både mine børn og mig selv – det er for dyr en pris at betale.

    Jeg kan godt have svært ved at forstå andres valg, men umiddelbart har deres valg jo intet med mig og mine at gøre. Hvis det er virkeligt svært for mig at forstå, kan det være jeg spørger ind til det, men ellers forsøger jeg at lade dem om deres – mit afsæt er, at man træffer de beslutninger som man mener er det rigtige for ens familie og at så længe de giver mening for en selv, behøver det ikke give mening for alle andre.

    • SVAR

      Du kloge kvinde; din frihed kommer igen, når du har overskuddet til det og frihed er først og fremmest i dine følelser og tanker, hvor jeg fornemmer, at du allerede er meget langt <3

      • SVAR

        Som jeg sidder her og genlæser både dit oplæg og svarene dertil, slår det mig: Hvor fedt ville det være, hvis vi kunne reformere folkeskolen fra det her målstyrede “helvede” til et rum, med mere unschooling? Jeg er pædagog og selvom mit primære felt inden for mit fag har været arbejdet med voksne, så følger jeg jo med i hvad mine kollegaer i skolen og institutionerne deler. Det slår mig gang på gang at vi, som fagligt felt kunne lære helt vildt meget af unschooling-tanken.

        Selvfølgelig kan det være svært at gennemføre 100% og jeg synes faktisk den folkeskole mine børn går på, gør noget derhen af… De har basis fag (matematik og sprogfag) og så har de faguger. Hver uge har x-antal fagtimer til et specifikt fag og faget skifter så fra uge til uge. Det gør at de kan vælge et emne inden for faget og gå i dybden med det. I foråret havde de fx en faguge om børns rettigheder – det var en aha oplevelse for min ældste at gennemgå den uge, omend også en smertefuld en af slagsen.

        Det er jo selvfølgelig stadig topstyret hvad de arbejder med og derfor følger det ikke unschooling tanken, men det har dog en snert af smag derhen af synes jeg og jeg synes det er et fedt koncept. Det burde vi undersøge nærmere.

        For alt andet lige kan du sagtens lave matematik i en dansk time, eller lære noget om naturen i en matematiktime – så hvorfor skal det være faginddelt? Det er vel primært for at vi kan måle på læringen, en tanke jeg finder absurd. Hvordan søren måler man på hvor meget det enkelte barn reelt har lært eller på hvor dannet barnet er blevet i løbet af et skoleår?

        Jeg er ikke parat til at unschoole mine børn, både pga den situation vi er i, men også fordi jeg simpelthen ikke har tålmodigheden til det. Men jeg synes faktisk tanken er dybt inspirerende og jeg forsøger at indføre den lidt i vores fritid herhjemme. Fx var ungerne meget opsat på at få opsat ældstens fødselsdagsgave (en trampolin) og mens vi gjorde det, hjalp de med at tælle og regne ud hvor mange fjedre der var og hvor de skulle sidde for at vi kunne få trampolinen samlet korrekt – hvis noget fanger dem, så bruger jeg tid på at læse om det med dem, de leger det i bilen når vi kører fra A til B, jeg forsøger at google det sammen med dem og finde ny viden og se film med dem om det, rører sig i dem.

        På grund af vores situation er vi meget i følelsernes vold, hvilket ikke er nogen skidt ting. Så vi har mange af de der dybe samtaler om hvor kommer vi fra, hvad er et menneske, hvad sker der når man er død, etc. – de er benhårde, for jeg har jo ikke svarene, men samtidigt får de mig til at reflektere over mig selv og mit liv, på en måde som ikke engang mit studie i pædagogisk filosofi kunne.

        Vores fremtid fylder meget i mit hoved – hvad skal vi nu, hvordan kommer vi derhen og hvor lang tid har vi til det? – Jeg har ikke nogen af svarene, men de kommer nok når jeg har brug for dem.

        Undskyld det blev langt og rodet.

        • SVAR

          Det blev ikke rodet: Tak for din dejlige, eftertænksomme kommentar. Jeg ønsker også for alle vores kommende børn, at folkeskolen lærer noget af unschooling, eller “selv directed learning.” Sudbury skolerne gør det, og der åbner vist snart én i KBH: Det giver så god mening for mig. Jeg får de fineste billeder på nethinden, når du beskriver scener fra jeres liv. Hvis jeg skulle være i dyb sorg, ville jeg ønske, at jeg kunne være det i så tryg en ramme som jeres.

  • SVAR

    Kære kære kære Maj My<3

    du og din skønne familie har fuld støtte og opbakning, fra mig, i jeres valg og måde at tage beslutninger og drage omsorg for jer selv og jeres børn <3

    Det er SÅ gældende at se at I følger jeres hjerter<3

    Jeg tror at du oplever den "modvind"/tristhed/tunghed for at hjælpe dig med at rumme din følelse af at være god nok/stærk nok/tro på det rigtige i dit hjerte. For hvis ikke der blev sat spørgsmålstegn ved jeres valg, var du ikke nødt til "igen" at skulle mærke efter om du var sikker i din sag. <3

    Den dag du har fred med din beslutning og er LIGEGLAD MED HVAD ALLE ANDRE SYNES da forsvinder de negative kommentarer fra din omærksomhed<3 og bliver ikke gemt og lagret i din bevidsthed som små stikpiller.

    Hvad der ikke slår os ihjel gør os stærkere<3.

    Dette en ment på en kærlig måde og sagt i største respekt for dig og din familie<3.

    Jeg er mor til 3 og føler tit og ofte at det kunne have være mig der skrev dine indlæg, da mine følelser omkring øliv, unschooling, familie, nærhed, moderskab, forældreskab, osv er meget ligesom dine.

    Kærlige hilsner fra en "søster"<3
    Sanne.

    • SVAR

      Kære Søster-Sanne, tusind tak for din dejlige kommentar. Det er godt at have søstre rundt omkring, og godt du råber op, så vi kan stå sammen – i tankerne, i hvert fald. Og du har helt ret: den undren eller kritik vi måtte møde undervejs gør ikke meget andet end at skærpe vores argumentation og interne overbevisning. Jeg er allerede ret upåvirket af andres kritiske kommentarer; det er tydeligt, at skolen er så fastgjort og følelsesmæssig en del af vores kultur, at man ikke kan pille ved den uden samtidig at røre ved noget fundamentalt i de fleste mennesker. Faktisk fornemmer jeg, at nogle nærmest har udviklet en grad af “Stockholmsyndrom” overfor skolen: De tvinger sig selv til at holde af idéen, fordi det vil være for smertefuldt at indrømme at de ti år af deres liv, som måske var forbundet med store udfordringer, rent faktisk ikke var indsatsen værd.

  • SVAR

    Jeg er så meget med jer.
    Da jeg valgte at føde min datter nr.2 derhjemme var der ret meget modstand. Ikke fanden højlyde protesterende slags, men den stiltiende, bekymrede og lidt…ja..provoerede modstand. Men jeg kunne mærke at det var vejen at gå,for miģ og os.Og selvom jeg godt i sekunder kunne skræmmes af alle de skrækscenarier jeg fik tegnet op,var jeg egentlig aldrig rigtigt i tvivl. Og det var det helt helt rigtige.det var en meget hård og udfordrende fødsel.men den var ægte og lærerig og fuld af samarbejde, kærlighed, styrke og ikke mindst tillid.Og alt gik rigtig godt.Jeg håber du får tilliden tilbage. Alt bliver godt.Jeg synes i er mega seje!

    • SVAR

      Kære du, jeg har tilliden – den er der heldigvis (efterhånden) altid. Ikke nødvendigvis til at andre forstår, men til at vi er på rette vej. Og godt, at du holdt fast i din fødsel. Din fødsel, ikke deres. Du er sej! <3

  • SVAR

    Kære Maj My
    Det er let at beslutte sig for at gå imod strømmen, men det er svært at sno sig ud af nogle af de spind, som vi har fra og til samfundet. Vi vil vel allesammen gerne ses som stærke mønsterbrydere, men virkeligheden er, at det betyder noget for os, hvad ‘andre mener’. Pludselig kan man føle det, som om man er alene på havet i en gummibåd, men det er man ikke. I har valgt de ting, I gøe med jeres hjerte, og tvivlen kan bruges som et kompas til at finjustere kursen, som man har sat.
    Min mand og jeg har nægtet at tage statiner, og det gør man ikke ustraffet i dette samfund. Men kursen er sat. Følelserne – og en god portion research – har sat kursen. Det bliver indført i vore journaler, at vi har sagt nej tak. Men vi bor i et frit land, og vi har ikke alene ret, men også pligt, til at veje for og imod den gængse opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert i vore liv. Hjemmeskoling vs folkeskole, piller vs ikke piller, osv. Tvivlen sår ind imellem lidt depressionsukrudt, men bare op med det.
    Mht at leve med andres valg. Ja, den kan være svær, når én søn dækker sig med tatoveringer, og en anden søn har tabt passionen for studiet efter sin bachelor . . .for hvad siger de andre, hvis børn går den lige vej? Tvivlen pibler op og skaber uro, men jeg må lære at rumme deres valg og lære noget af dem . . . men det kan være svært

    • SVAR

      “Tvivlen sår ind imellem lidt depressionsukrudt, men bare op med det.” – Ja. Og tvivlen er god til at gøre os endnu skarpere på vores valg, så længe den ikke tager livsgnisten fra os. Tvivlen skal være i balance, og det fornemmer jeg, at den er hos dig, kloge kvinde <3

  • SVAR

    Jeg kan genkende den følelse af, at omverdenen nogen gange kan tolke ens fravalg af institutionslivet , som en kritik af deres liv, hvilket det virkelig ikke er. Det er drænende, når man år efter år skal argumentere for ens livsvalg, da spørgsmål som “Er du ikke bange for, at de ikke bliver socialiseret” osv. tit ikke er så nysgerrige og åbne spørgsmål. Jeg kan i glimt føle mig alene i min families valg og savne plads og hjertevarme til at være den, man nu er – også, når man går mod strømmen.

    • SVAR

      Ja, de glimt kender jeg godt. Det ville være dejligt med en større forståelse – eller måske blot udbredelse. Men uanset hvad føles det rigtigt, og gid alle andre var lige så glade for deres valg.

  • SVAR

    Kære Maj My
    Hver gang jeg læser på din blog, har jeg lyst til at skrive – sjældent får jeg det gjort.
    Tiden føles knap i min tilværelse for tiden (på trods af at døgnet stadig har nøjagtigt samme antal timer som det plejer).
    Jeg nyder mine ugentlige besøg hér – og der går ofte tid efterfølgende med at tænke på kommentarer – som i; refleksion over det du skriver.
    Men idag føles det bare vigtigt at skrive!
    Jeg fyldes straks af lyst til at give dig et langt kram og fortælle dig, at dét du gør – det du og Kristian gør sammen – det skal I fortsætte med. Uanset hvor mange ændringer og nye veje det fører med. Erfaringer klæder os på – og af 🙂
    I er søgende mennesker. Det tror jeg, vi alle er. Men ikke alle fordyber sig.
    Det er der ikke spor galt med – hverken det ene eller det andet.
    Jeg håber du fortsætter med lysten til at beskrive denne søgen og eksistens, som jeres liv er.
    Uanfægtet at andre lader sig såvel inspirere som provokere.
    <3

    (p.s. Der er iøvrigt grænser for min rummelighed – jeg er i sidste uge blevet vældigt provokeret af et indlæg på en anden blog. Og så husker jeg mig selv på, at der altid er en historie bag et menneskes reaktion og holdning…. ut. inkl.)

    • SVAR

      Tak for din varme og omsorg. Jeg glemmer aldrig den video, du sendte mig <3

      • SVAR

        <3

  • SVAR

    Har prøvet at være den”sure” tilbageblevne. Mine allerbedste overboer valgte efter 10 år at rykke fra Vesterbro til langt ud på landet. Hold nu magle det har været et kæmpe tab. Følelser af svigt, tab og misundelse over deres nye “bedre” liv, har fyldt en del. Jeg under dem jo alt det bedste i livet, men det at de gør det UDEN mig og min datter, som var så stor en del af deres liv. Dét gør så Fucking nas og var næsten ikke til at bære. Det går bedre nu, efter et år 🙂 Men altså, jeg kan stadig mærke misundelse i mig når jeg besøger dem derude i den dejlige natur og ser børnene have en helt anderledes stress fri hverdag.

    • SVAR

      Åh for dælen altså hvor kan jeg godt forstå din følelse af alt muligt skidt. Øv. – Men tilbage står spørgsmålet: Hvorfor følger I ikke efter til den stressfri hverdag og dejlige natur? <3

  • SVAR

    Jeg tænker, om det er mig selv, som ikke altid har så nemt ved, at rumme de begivenheder og reaktioner som mine valg og værdier medfører.
    Jeg oplever som alle andre, af og til, at der er mennesker som er uenige i mine værdier og valg som menneske og forælder og som gerne vil tolke og vurdere mig og mine.
    Det kan jeg ikke forhindre dem i, og jeg kan være nok så sikker på, at det handler om dem og ikke mig og så alligevel, føler jeg mig nogle gange ramt og alene med min ‘jeg-skælder-ikke-ud-og-jeg-tror-på-mine-børn-og -på-at-de-kan-mærke-og-sætte-ord-på-sig-selv” måde at være i verden på.
    Jeg føler mig nogle gange presset på min frihed, når jeg bliver mødt af tolkninger og mennesker som fralægger sig, eller slet ikke tager, ansvaret for deres egne valg og fravalg, bevidste som ubevidste.
    Jeg håber formuleringen giver mening…

    • SVAR

      Det giver mening, og jeg genkender det. For mig er det afgørende, at aleneheden ikke får mig til at ændre kurs. Vi er alle indimellem alene; ikke mindst de som står midt i den grå masse og mærker et savn efter en dybere mening…

  • SVAR

    Ja det kræver desværre rygrad og mod at følge sit hjerte.
    Inden for systemet er der sjældent forståelse for. når nogen vælger at gå mod flokken. Ordet frihed er meget brugt, desværre når nogle virkelig vælger deres frihed ses det en trussel mod systemet, da disse mennesker ikke kan styres og kontrolleres.
    Frihed skal man kæmpe for, den bliver ikke givet.
    Hold modet oppe og bevar det varme hjerte. God vind herfra.

    • SVAR

      Og friheden er værd at kæmpe for. Tak for din støtte <3

  • SVAR

    Dine indlæg er altid så inspirerende og rummelige. Tusind tak for det. Jeg har været presset på min frihed. Da jeg blev gravid med min nu 1.5 år gamle datter. Det skete nemlig meget hurtigt, og det var bare SÅ rigtigt for min kæreste og mig. Vi kunne nærmest ikke vente. Men for en veninde i en venindegruppe, var det rigtig svært, at jeg så pludselig blev gravid, uden at have været i forholdet særlig længe, og at jeg havde det fantastisk med det. Ligesom det ægtepar som du beskriver, oplevede jeg i gruppen, at nogle skjulte forventninger kom til overfladen om, hvornår man skulle være gravid, hvem der først skulle være gravid, hvordan man skulle være gravid osv. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har været i. Og den sorg der opstod i kølvandet på at måtte sige farvel til et venskab for at passe på mig selv, den er jeg stadig i gang med. Jeg ved godt, at det ikke handlede om mig, men måske om misundelse, forventninger og en venindegruppe der krakelerede ved, at jeg blev gravid, fordi mine valg blev set som en kritik af de andres valg. Det har jeg aldrig forstået, det med at andre kan blive sure over de valg man træffer i sit eget liv. Men det har sat sig i mig at blive behandlet dårligt, og det taget hårdt på mig efterfølgende.

    • SVAR

      Det lyder hårdt, og jeg er ked af, at du skulle miste et venskab på baggrund af den lykke, du fandt i dit liv <3