Jeg kan ikke være alene med mine børn

Hånden på hjertet, så magter jeg ikke at være alene med mine børn og samtidig være den mor, jeg gerne vil.
Eller, jo – i nogle timer. En formiddag, en eftermiddag, en aften. Men helst ikke hele døgn. Det er ikke noget, jeg deler her, fordi jeg har brug for et skulderklap eller en buket blomster, men fordi jeg har besluttet at gøre noget ved det – og fordi jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Jeg skriver det heller ikke, fordi jeg håber, at hjælpende hænder vil springe til. Det er Kristian, der kender børnene lige så godt som jeg. Det er ham, der kender rytmerne, vores hjem, mig, og ofte kan det være en ekstra stressfaktor at have hjælp udefra, synes jeg, når dagen ruller af sted og ikke mindst om aftenen, hvor jeg har brug for ro, indeni og udenpå.

Men når Kristian tager færgen væk en gang om ugen eller to, er det for at hente 80% af vores årsindkomst med hjem. Og det er jo ikke fordi, penge er vores mærkesag, og det er heller ikke fordi, vi arbejder ret meget i timetal, men lidt skal der til alligevel, så det er en svær erkendelse, men jeg kan mærke, at jeg ikke kan sige farvel ret mange gange mere uden at knække lidt. Sidst jeg var alene med børnene i et døgn, smækkede jeg med døre og råbte, og jeg har prøvet at blive så vred, at vi endte med at græde alle sammen, og jeg har brugt timevis på at samle børnene op efterfølgende, for de var så kede af at se mig ked af det, at mit hjerte bliver ømt, når jeg tænker på det nu.

Og jeg ved, det blandt andet hænger sammen med, at Juno kun lige knap er startet i dagpleje, og jeg nåede lige at fornemme friheden, så blev hun syg i en uge, og friheden forsvandt lidt igen, og jeg trænger til sammenhængende timer med ro til arbejde, og jeg trænger til at have tid til at stable noget på benene, som kan stå i stedet for en del af Kristians jobs væk fra øen. Jeg trænger så meget til ikke kun at være mor.

Så jeg har sagt til Kristian, at vi må finde nye veje til at supplere de eksisterende, og jeg har sagt, at det ikke er så vigtigt, om han forstår, hvorfor det trækker så store veksler på mig at være alene, for det gør det. Og han har holdt om mig, og hvisket til mig, at han er med mig, at vi finder en løsning, og jeg har været ked af det og været træt. Helt i bund med tunge øjenlåg og blege kinder, men lige om lidt viser der sig nye muligheder, det er jeg sikker på. Jeg kan ligesom mærke det komme rundt om hjørnet. Kender I det? Når man ved, at noget godt snart sker, og man tør næsten ikke tro på, at man kan mærke den slags, men efterhånden har livet vist mig, at det er rigtigt nok. Der er altid en vej. Altid altid, og nu er vi i gang med at finde en, der er endnu bedre for os.

Og så, lige om lidt – om nogle måneder eller lidt mere – siger jeg til Kristian: Trænger du ikke til at komme væk en weekend? Og han siger det samme til mig. Pludselig er der luft igen, og vi kan trække vejret dybere, for den mindste af vores små bliver større, og de andre er det allerede, og sådan forandrer det sig, dag for dag. Det fysiske pres letter, tonstunge opgaver bliver afløst af noget, jeg nemmere kan håndtere. Jeg har lettere ved de større børn, har nemmere ved at være mor, når der også er plads til at være andet.

Så lige i disse dage magter jeg ikke så meget som normalt, men jeg kan mærke, at det kommer igen. Og nu er det weekend, og solen skinner, og vi er her alle sammen, heldigvis.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

31 Kommentarer

  • SVAR

    Du er så bundærlig. Hvor er det godt. Synes, at vi selv er lidt “skyld” i, at moderskabet/forældreskabet er blevet overset som det største job, et menneske kan påtage sig. Hvis samfundet skal tilføres nye sunde mennesker, så er foeældreskabet det ypperste og mest opslidende job, der findes

    • SVAR

      Kæreste Mary-Ann,
      Jeg tror også, vi selv er med til at bære skylden for, hvorfor der er så lidt anerkendelse og åbenhed omkring forældreskabets enorme opgaver, og samtidig tror jeg, at det har været en ønskværdig indstilling for samfundet iøvrigt af hensyn til mændenes placering. Når det er sagt, så må vi kvinder komme ud af vores martyrium (og hvad der ellers er at grunde til at tie stille) og være ærlige, hudløse, åbne omkring den magtesløshed, der indimellem rammer os. Kun sådan for vi pillet forkerthedsfølelsen ud af hinanden og skabt den rette respekt omkring forældrerollens væsentlighed og tyngde.

  • SVAR

    Kære Maj❤️ Tak for dit dybsindige og oprigtige oplæg. Det var meget berørende og genkendeligt at læse. For det er hårdt, og opslidende på den lange bane, at være den eneste voksne til at “holde rummet”. Det kræver enorm mobilisering og den mobilisering får vi netop gennem at være andet end mor, og ikke mindst igennem de relationer vi er tættest med. Her får vi fyldt på at fornyet energi. Jeg tror virkelig at langt de fleste kvinder/mødre har det som du, men det er stadig så tabubelagt, at vi ikke tør sige det højt. For det lyder jo også helt forkert at sige og smerter vores hjerter når vi må erkende at det også er en sandhed. Fra naturens side skal der to til en tango. Og det, at være forældre er i mine øjne en tango, hvor vi har forskellige roller og komplimenterer hinanden. Dejligt, at du og Kristian har en evighedssamtale og ikke mister forbindelsen til hinanden og, at I sammen orienterer jer mod løsninger. Ja glæden, livet og håbet er aldrig langt væk, når bare vi tør være med det som er..❤️ Tanker fra mig

    • SVAR

      Kære Maria,
      hvor er det en dejlig kommentar. Jeg har virkelig taget billedet med tangoen til mig. Og det med at “holde rummet”. Vi er alle forskellige, men jeg opfyldes, ligesom du, når jeg er nærværende med mine nærmeste relationer, og når jeg er skabende (skrivning, etc). Jeg tror, du har ret i, at det er tabubelagt at tale om – og det viser kommentarerne her, på mine facebookprofiler og i min indbakke efter indlægget også tydeligt, men heldigvis føler jeg det ikke sådan, så jeg skriver gerne løs om det og så meget andet 😉 Kram til dig <3

  • SVAR

    Og FORANDRINGEN❤️

  • SVAR

    Dejligt skriv. ❤
    Jeg har kun et enkelt barn. Til gengæld ingen nære bekendtskaber i nærheden af hvor jeg bor, og en mand som både arbejder meget og har brug for meget alenetid for at kunne fungerer.
    Jeg er hjemmegående husmor; stoppede min uddannelse for at få dyrebar tid med min datter i stedet. Og selvom det er den bedste beslutning jeg længe har taget, er det også den ensomste. Så her kan energiniveauet også være helt i bund, og dørene kan smække i ny og næ. Men det går over!
    Tak for dette indlæg.

    • SVAR

      Kære Mia,
      jeg har stor respekt for din beslutning om at være hjemmegående, som lyder til at være både velovervejet og rigtig. Jeg ville selv blive både ensom og bitter, savne tid til at være kun mig og skabe andet end børneliv, men vi kan alle sammen – uanset omstændigheder iøvrigt – ende med at smække med døre og tale lidt for højt. Tak for dine kommentarer <3

  • SVAR

    Du er ikke alene <3

    • SVAR

      Tak <3 Nej, det er jeg ikke. Derfor tænkte jeg også, at det nok var på plads med et lille, hudløst skriv om mine følelser.

  • SVAR

    Kære Maj! Ih hvor jeg kender det. Det er fantastisk at være sammen med ungerne når jeg har overskud, har lyst og lige er 15 min. på forkant med begivenhederne. Og så er der bagsiden af medaljen hvor jeg er presset helt op mod muren og bliver til den grimmeste udgave af mig selv. Det kan være få timer der skiller det ene fra det andet og jo mere jeg ved at jeg står alene med dem, jo lettere havner jeg i den sidste kategori. Det er det værste jeg ved, den der følelse af at være ved at eksplodere indeni. Jeg tror faktisk at de fleste har det sådan – men det hjælper jo ikke når man står midt i det. Hvis jeg var dig ville jeg prøve at få noget aflastning af nogen der kan være hos ungerne så du kan komme UD og trække vejret. Bare et par timer – det betyder meget at vide at det ikke bare er 48 timer non-stop uden ventil. Og så ved jeg jo at I nok skal få tilpasset jeres hverdag på sigt, det er I de bedste jeg kender til 🙂

    • SVAR

      Kære Camilla, du er én af de mest inspirerende mødre i mit liv, så jeg læser hvert af dine ord med stor omhu. Og du har ret: Jo mere jeg ved, jeg skal være alene med dem, jo kortere er der til afgrunden. Og samtidig kan man, som du skriver, time sig ud af rigtig meget ved at være på forkant. I dag er Kristian også væk, og mine svigerforældre er her, og det er skønt. Jeg sidder på biblioteket og skriver, mens Juno er i dagpleje, og så føler alt jo helt anderledes. Jeg håber, det lykkes at ses snart. Jeg savner jer.

  • SVAR

    Kære MajMy

    Jeg har læst dit blog indlæg der omhandler ikke at kumne være alene med sine børn.

    Jeg vil sådan set bare skrive at jg har det på nøjagtig samme måde. Det er så krævende pga. de høje forventninger man har til sig selv. Herhjemme har jeg to nørn en på 2 og en på 3. Og det er virkelig kamp hver eneste dag. Der er så fordærdelig mange konflikter og kampe der skal tages. Det er faktisk med næsten alt hvad vi foretager, ja så føler jeg at vi forældre skal markere og hele tiden signalere ’stop, hertil og ikke længere, det er mig der bestemmer’ og det er så fandens nedslidende.
    Så vi herhjemme magter heller ikke to børn i for mange timer.

    Men til trods for det så er vores unger alt for skønne og livsgivende. Men det er benhårdt arbejde.

    Tak for dine tanker

    Mvh Mor Malene

    • SVAR

      Kære Malene, alt i livet som virkelig er godt, kræver en stor indsats. Børnene er det bedste og det sværeste, og de er det hele værd. Jeg håber, I snart kommer ud på den anden side af konflikterne, jeg synes, noget dæmrer fjernt i min erindring i forhold til de der 2-3 års børn, som jeg ikke har nogen af lige nu. De kan vist godt være lidt konfliktsøgende 😉 Kram til dig

  • SVAR

    […] jeg gik i gang med at skrive, slog det mig, at mit indlæg i går, da jeg skrev om én af de ting, jeg ikke magter som mor lige nu, på mange måder indkapsler min pointe: At det er krævende at være forældre sammen men […]

  • SVAR

    TAK for det indlæg! Vi har lige haft en periode nu, hvor hver dag var en kamp med gråd og skrig og tænders gnidsel… Åh, hvor har jeg følt mig magtesløs – og det synes jeg er den værste følelse, når jeg er alene med vores (kun to) børn. Når man står en mørk eftermiddag 500m fra hoveddøren og de begge to får en nedsmeltning på samme tid… Så er det jeg bare har lyst til at lade dem ligge der og sparke og skrige og gå min vej. Men det gør jeg jo ikke. I stedet så klarer jeg at få dem med hjem på den ene eller anden måde. Vi klarer den jo – især når far også er der, men også når han ikke er! Og faktisk synes jeg lige for tiden, at vores hverdag er lidt mere harmonisk, (for)løsningen kommer lige om lidt. Det tror jeg også fuldt og fast på 🙂

    • SVAR

      Jeg ser det for mig: scenen få meter foran hoveddøren. Haha. Det kender jeg. Og, ja, tak for påmindelsen: det sker i faser, det går op og ned. Kristian og jeg plejede at se på hinanden og messe “Det er en fase”, da tvillingerne var små. Måske vi skal gøre det igen for en stund 😉 Ej, ærligt talt er jeg helt sikker på, at alt er ekstra presset hos os lige nu, fordi den mindste stadig er så lille. DOg jeg synes, det bliver lidt nemmere for hver dag. Bare en lille smule.

  • SVAR

    Kære Maj, det er en dejlig blog du har, den eneste mor-blog jeg gider at læse 🙂 Vi planlægger iø at flytte til Ærø eller Møn eller noget andet virkelig landligt og roligt, når mindsten er flyttet hjemmefra.

    • SVAR

      Kære Liv. YES! Ærø. Gør det. I vil ikke fortryde det. Her er mange iværksættere, kreative mennesker, varme, underfundige, tænksomme, nærværende mennesker. Her er plads og ro, hav og grønt, og her er biblioteker, caféer, is og afstand til resten af samfundet.
      Tak for at du læser med. Tænk sig, jeg havde slet ikke indset, at jeg er en mommy-blogger, men jeg kommer nok ikke udenom det.

  • SVAR

    Jeg kender det, om end jeg kun er mor til to. Jeg er sikker på at du og Kristian finder en løsning der passer lige jer. Og glæd dig, en anden hverdag venter lige om hjørnet.
    Vi gjorde det herhjemme, ikke kun for min skyld, men også fordi Thomas gerne ville have mere tid med os. Det er det bedste vi har gjort, og det har givet os så meget (og noget mindre i banken). Men det er det hele værd.

    • SVAR

      Ja, det er det hele værd. Jeg holder meget af udtrykket “Der er ingen lommer i den sidste skjorte.” Alt andet end penge og de materialistiske ting kan vi tage med os videre, så det er dem, vi skal satse på.

  • SVAR

    Jeg mødte jer på sommerskolen i Århus. Maj for mig lyder det som en form for stress for du har ikke to min til at puste i. Jeg kan sagtens forstå det er svært at sige farvel til Kristian. Men det jeg også hører er at det ikke er det at være alene det er det at løfte den opgave alene. Konstant pres samtidig med store krav til at læse opgaven perfekt. Er det min flere.på Ærø Der går hjemme så Nan kunne mødes i en legestue hvor forældre snakker og børn leger

    • SVAR

      Kære Lisbeth,
      Tak for dine ord. Jeg lider ikke af stress, men der er ingen tvivl om, at de timer, som jeg indimellem havner i, når jeg er alene med børnene kunne blive til stress, hvis jeg var i dem for meget. Det er derfor, jeg tænker i nye baner, mærker efter, siger fra. Nu kan jeg se lyset for enden af den tunnet, som barselstiden altid lidt har været for mig. Jeg nyder dagligt de 3-4 timer, hvor den mindste er i dagpleje, og alting virker lettere af den grund. Kram til dig

  • SVAR

    […] jeg skrev dette indlæg i lørdags, har jeg modtaget mange tilkendegivelser fra mennesker, som er bekymrede for mig; som […]

  • SVAR

    Åh hvor jeg kan sætte mig ind i det. Jeg havde brug for at læse det her indlæg. TAK for dig! Min mand er væk fra hjemmet fra søndag aften til fredag afte pga arbejde. Sådan har det været i 2 år til december og jeg er bare ved at være brugt. Vi har kun ét barn. Hun er 9 år. Jeg elsker hende herfra og til evigheden, men det der med at stå med hele puljen selv (hente/bringe, sport, lektier, legeaftaler, aftensmad, vasketøj og hundeluftning plus det løse og nå ja der er også et arbejde at se til inkl aftenmøder og booking af barnepiger), det tærer helt utroligt på mig efterhånden.
    Det er svært. Jeg KAN godt den her dagligdag, men jeg VIL helst ikke. En kollega påtalte det så fint sidst min mand havde en uge fri hvor vi andre skulle i skole og på arbejde: er din mand hjemme den her uge, for du er livet helt op, du stråler helt og er bare så glad.
    Det bliver bedre. Jeg får det bedre. Vi løser også det her. Det er jeg nødt til at tro på.

    • SVAR

      Kære Betina,
      Hånden på hjertet så tror jeg ikke, det er meningen, at vi skal bruge længevarende perioder af vores liv på en måde, som vi ikke ønsker. Nogle gange er det vitterligt ingen vej udenom for en tid, men på længere sigt er der altid flere muligheder. Som du beskriver det, betaler du en høj pris, og det er min klare overbevisning, at sådan behøver livet ikke være. Jeg håber, at I gennem kærlig dialog og refleksion kan finde en model, hvor I er mere lige i jeres nærvær dag til dag i hjemmet. Måske du først og fremmest skal stille dig selv nogle spørgsmål om, hvordan du ønsker, jeres liv skal fungere. Mange kærlige hilsner, Maj

  • SVAR

    Plejer ikke at læse blogs, eller kommentere på dem, men faldt over din blot på frejamajs hjemmeside og må lige skrive en kommentar. For hvor er det rart at læse om en der har det som mig! Jeg duer ikke til småbørn! Jeg har min store dejlige dreng der snart blir 3, og jeg elsker ham sindsyg meget! Jeg elsker hans alder! Han er min stjerne! Og så har jeg lillebror, som er en smutter (jeg burde ikke ku blive gravid selv). Han er lige blevet 1 og jeg har så svært ved at rumme ham. Jeg synes han er ret besværlig (selvom han ikke er), og jeg kan huske jeg havde det præcis på samme måde med storebror i den alder.
    Jeg kan heller ikke lide at være alene med dem. Min mand har været syg i tre måneder og har ikke ku hjælpe og jeg har flygtet væk med børnene hver weekend. Ud til veninder, familie og børnenes bedsteforældre. Bare for ikke at være alene. Jeg duer nemlig ikke til at være den mor jeg gerne vil være, ligesom dig. Jeg vil gerne være den kreative, overskudsagtige mor, men jeg orker det ikke. Nogen gange frygter jeg at lillebror aldrig blir større, og vil være belastende for evigt…. men jeg ved inderst inde godt at det nok skal komme. Det var en befrielse at læse dit indlæg, så føler man sig ikke så alene med sine dumme tanker. Så tak for det.

    • SVAR

      Du er ikke alene, og dine tanker er ikke dumme – men de er opslidende. Heldigvis ved du nu, fordi du har din ældste dreng, at det bliver nemmere med tiden. Kram til dig

  • SVAR

    Kære Maj My. Tak for et ærligt og velskrevet indlæg. Jeg er hjemmegående mor til to og selvom de er i institution nogle timer hver dag, så har jeg det i perioder ligesom du beskriver og det har jeg haft svært ved at acceptere. Jeg har ikke læst alle kommentarerne du har fået, så måske er der er masse der har skrevet det før mig … Men jeg fik altså lyst til at skrive, at jeg synes det er fint at børnene også oplever trætte forældre og forældre der er kede af det. Altså bare en gang i mellem, selvfølgelig. Hvor irriterende ville vi ikke være som rollemodeller, hvis vi hele tiden var overskudsagtige? Jeg synes det er en gave, at de møder flere stemninger – ikke at det skal blive en hovedpude og carte blanche til bare at være en sur mor 24/7, men sådan, ja, du ved, jeg tænker det er sundt for børn at opleve og ISÆR at opleve at der bliver handlet på det, ligesom du gør. Dét er en stærk rollemodel. Jeg kan altså ikke forestille mig noget mere irriterende for et barn end helt perfekte forældre – there’s a crack in everything, du ved 🙂 Og når de engang oplever at tingene er svære, så ved de at det er OK og at man kan ændre det. Nå, det var bare det og jeg håber du forstår min pointe. Det er dig der er den gode med ord og endnu engang tak for det 🙂

    • SVAR

      Du kan tro, jeg forstår din pointe, og den er meget vigtig. Hvis ikke vores børn oplever nuancer, udsving og konflikter, lærer de ikke at håndtere den slags, til når de kommer ud i den større verden. Mange tak for at du læser med og kommenterer. Så dejligt med kloge input! 🙂

  • SVAR

    Jeg har aldrig læst din blog før og blev simpelthen så rørt. Jeg har kun et barn, men jeg kender det godt alligevel; de perioder, hvor det bare er svært og man har brug for lidt luft om sig selv og skabe sit eget for at være en mor, som man gerne vil være.

    • SVAR

      Hej Lene, hvor er jeg glad for, at du har fundet min blog, og at du har kommenteret. Jeg husker det som lige så udfordrende at være mor til én som til fire, noget andet, ja, men ikke desto mindre end stor opgave. Udfordringerne rykker sig med opgavens karakter, der er hele tiden noget, der bliver nemmere, og samtidig nyt man skal lære. Måske du også vil kunne genkende dig selv i det her indlæg: http://majmy.dk/paa-en-trappesten-med-sand-i-ansigtet/ Når det er sagt, så er moderskabet heldigvis også en helt masse glæde, mening og vækst og dét skriver jeg også om herinde 😉