Jeg kender en dreng og jeg kender en pige

Kære fædre / mødre / forældre / lærere / pædagoger og alle andre der møder børn på jeres vej:

Jeg kender en dreng på otte år, som ofte kommer i vores hjem, og som vi holder meget af. Han er noget særligt, sådan som de fleste nok er det, før det særlige bliver pillet ud af dem, stykke for stykke.
Den her dreng er stadig sin egen, men jeg er bange for, at han ikke får lov til at være det meget længere.
Det er derfor, jeg ofte tænker på ham. Og når jeg gør det, bliver jeg tung om hjertet.

Drengen er fuld af omsorg og empati. Han har ingen yngre søskende selv, men han løfter min yngste kærligt i sine arme, og spørger altid som det første, om hun har lært nye ord siden sidst?
Han er en kreativ sjæl, den dreng: Når han tegner, sker der magi. Pludselig er der store, skæve tårne, detaljerede maskiner og indviklede bygningsværker på vores tegnebord.
Han kan, hvad han vil, den dreng.

Endnu kan han det.

Alligevel er det mest imponerende ved ham måske hans motivation for at gennemføre de ting, som han brænder for.
Han ved, hvad han vil være, når han bliver voksen, og har indrettet sine forældres stue derefter: Ved hjælp af detaljerede arbejdstegninger og de nødvendige faciliteter har han lavet et rum, som gengiver den virkelighed, han håber på at komme ud i en dag. Han går i skole i arbejdstøj, og bruger hele fridage på at undersøge fagets muligheder.
Jeg kan næsten tænke: “gid mine børn brændte så meget for noget”, fordi jeg ved, at engagement kan få alt til at ske. Hvis man har noget, som man elsker, er der et lys indeni, som ingen andre kan slukke. Så kan man, hvad man vil.
Og dog.

Som samfund vil vi gerne have innovative og selvstændige voksne, ikke? Og vi har efterhånden forstået, at mennesker bidrager mest, når de laver noget, som de kan se meningen med, ikke sandt?
Så hvorfor skal alle være ens?

Det er jo derfor, jeg ofte tænker på drengen.
Fordi han helst skal være som de andre, når han er i skole.
Men alle de andre er heller ikke ens, så hvordan skal det lade sig gøre?
Jeg tror, vi står med et stort, smukt og dybt varieret potentiale, som vi dag for dag forsøger at presse ind i én og samme skabelon for at leve op til nogle standarder og tidsrammer, som dybest set ikke giver mening.

Har vi glemt, at det vigtigste vi har, er lysten til at leve, til at skabe, til at udvikle os?

Jeg ser ingen grund til bekymring, når jeg ser på drengen. Her er en dreng i trivsel. Her er et smukt væsen med livet foran sig og et stort potentiale for at gøre en forskel i verden.

Men der er andre, som er bekymrede.
Systemet er blevet blinde for, at drengen kan, hvad han vil, og at det er det eneste, nogen af os skal kunne.
Vi skal kunne, hvad vi vil. Hvis vi kan det, kan vi lære alt det, vi får brug for.
Men de ser, at han ikke interesserer sig for skolearbejde.
Skal han gå en klasse om, spurgte lærerne sig selv før sommerferien, og jeg er sikker på, at det er en reel overvejelse i forhold til de officielle læringsmål. Men jeg tænkte: Hvordan kan man fejle, når man er otte år? Risikerer han ikke at føle sig som en fiasko mange år frem, hvis han skal gå et år om nu – uden sine venner? Blot fordi han ikke er interesseret i de ting, der (tilfældigvis?) står i læreplanen, når han er interesseret i så meget andet? Er det ham, der har fejlet, eller er det systemet?

Jeg er kommet til at forstå, at så snart man træder ind i det system, så er der en risiko for, at man er enten en fiasko eller en succes. Og at vi i jagten efter at vores børn skal blive succeser fremfor det modsatte, risikerer at kompromitere deres frihed og deres kreativitet. I jagten efter at passe ind og leve op til nogle krav, som vi ikke selv har været med til at definere, lurer risikoen for, at børnenes omsorgspersoner får deres helt unikke karaktertræk til at blegne.

Drengens forældre er bekymrede. Hans kloge, varme og unikke forældre er bekymrede for deres dreng, fordi han ikke gør som de fleste i skolen. Fordi han ikke er interesseret i det, der står på skemaet. Hvordan skal de lade være med at spørge sig selv: “Hvad skal vi gøre for at få ham til at interessere sig for det samme som de andre?”
Med deres fornuft ser de et barn i trivsel: En dreng i konstant vækst og med et smil, som kan skubbe enhver sky til side. Men vi vil alle sammen helst se vores barn trives bedst muligt i de rammer, de lever i.

Den anden dag snakkede jeg med en mor, som sagde, at allerede i dagplejen blev der rejst tvivl om hendes nu fireårige datters manglende interesse for at lege med de andre børn.
Jeg så, at pigen legede godt med mine børn. Jeg så også, at hun var god til at lege for sig selv. Noget, jeg opfatter som en stor kvalitet.
Men hun leger ikke nær så meget med de andre i børnehaven, som “man” gerne vil have. Hvorfor skulle hun? Jeg så en pige, som minder om sine stille, harmoniske forældre. En pige, som nok en dag skal vende sig mod en anden og tage hul på sit første rigtige venskab, men som også er helt rigtig, når hun er i sin alenehed.

Det sagde jeg til moderen, som blev lettet. Lettet over at blive mindet om alt det ved sin datter, som er rigtigt og ikke forkert. Alt det, som ingen ville undre sig over, hvis de havde tid til at se det enkelte barn for den han eller hun er, og ikke kun hvordan han eller hun passer ind i de kasser, som samfundet løbende stiller frem til os.

Jeg vil øve mig i at give plads til den dreng, som lige nu foretrækker noget andet end skolens årsplan, og til den pige, som er lidt mere for sig selv end mange af de andre.
Måske bliver det lige netop takket være de kvaliteter, at de en dag gør en forskel i verden. Måske er det lige netop deres særtræk, som de en dag vil sætte størst pris på hos sig selv. Måske de kan inspirere andre til også at være sig selv.

Før vi begynder at ærgre os over, at de ikke bare gør som alle de andre, ikke bare er som alle de andre, og ikke bare siger som alle de andre – så lad os lige mærke efter, om vi altid selv har gjort som alle de andre, eller om der var engang, hvor vi også skilte os ud?
Lad os tænke tilbage og mindes de gange hvor et menneske med nogle anderledes kvaliteter har gjort en forskel for os.

Vi er ikke en fiasko eller en succes.
Vi er mennesker.

Lad det forblive sådan.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

18 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg er med mine ’skæve’ børn meget enig med dig. Jeg skriver skæve, men jeg mener i virkeligheden, at de er skæve i forhold til de andre børn. Langt mere sensitive end gennemsnittet, interesserer sig ikke for det fodboldspil resten af klassen elsker, elsker at tilbringe tid alene med deres egne tanker. Hov. Ligesom deres mor 😉
    En af dem har jo en diagnose, Aspergers og ADHD. Og de vanskeligheder der er forbundet med dét er ikke kun i skolen, men gennemsyrer hele hans liv. Han fungerer jo næsten heller ikke selvom han er alene. Han har masser af talent, men han har absolut ingen evne til at strukture det og arbejde sig dedikeret igennem nogetsomhelst. Han vil altid have brug for mild guidance for ikke at hele hans liv skal ende foran en computerskærm med dårlig mad og kaffe indenfor rækkevidde. Fordi det kan han overskue.
    Der er andre børn også, i min omgangskreds, som jeg er bekymrede for. Ikke fordi de fagligt ikke kan følge med deres jævnaldrende, men fordi de opsøger konflikter og mangler forståelsen for andre.
    Så. Vi skal huske, at selvom alt hvad du skriver her om forældre der skal huske at se på det deres barn faktisk lykkes med (og det er jeg simpelthen så enig i) så må og skal vi med nogle børn også se på, hvad det er der sker, der hvor de slet ikke lykkes – fordi det kan føre til ensomhed og mistrivsel. (Hvad sker der for dit kommentarfelt? Jeg kan slet ikke overskue det jeg har skrevet :/)
    Knus, Malene

    • SVAR

      Kære søde Malene – jeg er selvfølgelig enig, hvordan kan jeg være andet? ❤ Men det er ikke de børn, jeg skriver om. Jeg skriver om dem, som er helt uden diagnoser og helt uden andre problemer end dem, som er skabt af en meget stram struktur og en forventning om, at vi alle sammen skal være næsten ens. De udfordringer, som du beskriver, skal selvfølgelig ikke blot rummes eller ignoreres i værste fald – de skal imødekommes og arbejdes med, og jeg har meget stor respekt for den enorme indsats, som det kræver af familien ❤
      Mit kommentarfelt er forresten helt på afveje: Jeg rykker og rykker it-folkene for hjælp (og bruger penge og så flere penge). Det er rigtig irriterende.

  • SVAR

    Endnu et fantastisk indlæg fra din side❤ tak for ord til eftertanke kh Mette

  • SVAR

    Vi stod for et år siden og ville gerne skoleudsætte vores ældste datter, fordi vi kunne se at hun rent følelsesmæssigt stak en hel del ud i forhold til dem hun ville skulle starte med, så vi var bekymrede for, om hun var “robust” (åh hvor jeg dog hader det ord!) nok, om der ville være energi nok til rent faktisk at lære, når hun havde brugt det hele på bare at være i den sociale setting med 30 (!) andre børn. Men efter en snak med skolepsykologen kunne vores (virkeligt fantastiske) børnehaveleder fortælle, at det ville kræve argumentation for hvad der var “galt” med hende, og handleplaner for at hjælpe med det der var “galt” med hende, inden hun så skulle starte et år senere. Min søster fik skoleudsat sin søn, og efter at have læst den grad af sygeliggørelse som skulle til, så stod jeg fuldstændigt af!
    Bare fordi man ikke lige passer ned i den kasse hvor der står “skoleklar” på, når man tilfældigvis fylder 6 i det givne år, så skal der rulles et helt arsenal af handleplaner ud. For så er der jo noget “galt”.
    Nej tak. Og ganske rigtigt; hun er overhovedet ikke “skoleklar” i den gængse forstand, men så er det jo bare heldigt at vi hjemmeskoler i stedet for… Og den yngste er også snart 4 og et barn som aldrig har leget specielt meget med andre i institutioner, noget som altid har været et problem for andre, men ved Gud aldrig for hende.
    Jeg har så ondt af alle de skønne, spændende, vidunderlige små børn, som vokser op med en idé om at de er forkerte, bare fordi de ikke lige passer ned i de kasser *nogen* har stillet op til dem.
    Jeg tænker det er vores borgerpligt at gøre op med den forestilling om at alle skal være og gøre ens, at der er rigtigt og forkert. Give vores børn frihed til at være dem de er, og støtte dem i det <3

    • SVAR

      Ja, sgu – det er vores borgerpligt. Og hvor er det godt, at nogle viser vejen ved netop at give børnene frihed og respektere hvem de er. Tak ❤

  • SVAR

    Det handler om konkurrence i dag . Du skal kunne noget, have et job. Hvis du ikke har det, bliver du hægtet af, og det er din egen skyld, og samfundet har ikke lyst til at støtte dig, hverken økonomisk,eller moralsk….. du er ude, for du kan ikke bidrage med noget. Du kan ikke tjene penge, og det er det eneste det handler om. Samfundets værdier er penge. Så hvis man ikke kan puttes ind i en penge kasse , er der noget galt med dig. Og husk det er din egen skyld. Så alle rejser sig , alle instanser, hele systemet, for man skal passe ind i vores måde at leve på. Vi bliver jo bange for de som er anderledes.De skal afrettes og indrettes ,ellers er de uartige.Jeg tror at det også afhænger af den enkelte autoritet som ser. Hvordan man tackler et barn der ikke er som de andre. Derfor er det vigtigt , og heldigt …… om man er havnet i den rigtige inst…. eller skole, hvor man som forældrer bliver forstået…….. der er så mange faktorer der spiller ind.Det kan være en kæmpe kamp at gøre det bedste for ens barn, især hvis det har modstand og manglendende forståelse fra andre med sig.Vores verdens værdier handler om penge penge og penge.

    • SVAR

      Kære Dorte, – tak for dine vise ord. Jeg er enig i hvert eneste af dem.

  • SVAR

    Sikken et godt indlæg Det tror jeg mine nyudklækkede 1.g’ere skal læse, når vi efter ferien for alvor tager hul på deres gymnasieliv. Hvor er det vigtigt, at huske at have sig selv med. Jeg er selv meget imod vores karaktersystem og den måde, vi presser læringen frem for læringens skyld. Jeg er engelsklærer nu, og det første jeg gør, når jeg får en ny klasse er at fortælle dem, at selvom jeg bliver nødt til at give dem karakterer efter officielle målestoksforhold, så skal de huske at de sagtens kan tale og bruge engelsk ude i den virkelige verden, hvor folk ikke kun vurderer dem udfra deres brug af korrekt grammatik. At kommunikation handler om meget mere end det. God dag 🙂 kh Line

    • SVAR

      Fedt! Fedt, at du siger sådan til dine elever og gid flere undervisere begynder at gøre det. Og fedt at du vil bede dem læse mit indlæg ❤ Tak.

  • SVAR

    Det er et rigtig fint indlæg. Vi skal jo alle noget forskelligt mens vi er her, og derfor har vi brug for at lære forskellige ting og have forskellige interesser. Min yngste på snart to kan pt kun sige tre ord og så en masse lyde. Han er super kvik og god til at kommunikere (uden ord) . Jeg kan godt møde undren over han ikke kan sige mere, men generelt “det kommer når det kommer”. Det er rart og jeg har tænkt over det og sat pris på omverdenens tålmodighed ift hans sprog. Det er vigtig at lade børnene tag tingene i deres tempo. Kh Lærke

    • SVAR

      Ja, børn er så kompetente, og de er vidt forskellige – ligesom vi jo er det. Jeg forstår ikke, hvorfor børn skal kunne alting (modsat voksne som gerne må nøjes med at være gode til en enkelt ting eller to) og samtidig helst skal være ens. Tålmodighed og kærlighed er vist vejen frem.

  • SVAR

    Kære Maj My. Hvor er det sandt og stærkt og vigtigt. Dit hjertesprog har så indtrængende en stemme. Og du er i sandhed med til at skabe indsigt. Du hjælper i den grad med til at finde en vej, hvor mennesker kan vokse og trives. Stor tak til dig.

    • SVAR

      Kære Tove, du er en søjle af visdom og lys i arbejdet for mere omsorg og kærlighed i denne verden. Tak for din støtte.

  • SVAR

    Kære Maj My
    Som folkeskolelærer og mor til 3 unger, rørte din tekst mig så tårnene trillede ned af kinderne. Fordi min ene søn er som drengen du beskriver og hvor kan jeg mærke den snævre skolegang gøre det svært for ham. Han er ordblind, mega kreativ og har krudt i røven. og det er der ikke så meget plads til i folkeskolen. Og hvor kender jeg mange andre lækre unger, som er præcis som de skal være, men krav om mål og tests gør det så svært at giveren plads i skolen. Dog vil jeg gøre mit for netop dem i mit virke som lærer med dine smukke ord i baghovedet. Tak for dem.

    • SVAR

      Kære Maria, mange tak for din kommentar. Jeg håber, at mange vil blive mindet om, at vi og vores børn er helt rigtige. Også selvom vi ikke lige passer ned i de forudbestemte kasser, som jo ikke er den eneste formel, samfundet har behov for. Vi har behov for diversitet, men skolesystemet risikerer at suge alt det enestående, smukke, kreative ud af børnene, før de når at kende sig selv. Jeg vil også kende ordblinde, kærlige, nytænkende drenge og piger; jeg vil kende stille, eftertænksomme mennesker med enorme indre verdener og larmende, hoppende mennesker som ved, hvordan man bruger sin krop, og kan hjælpe andre til at gøre det samme. Kram til dig ❤

  • SVAR

    Kære Maj.
    Jeg er kommet lidt bagud med dine vidunderlige blog indlæg, det her er det første af flere jeg skal igennem
    Og hvor jeg dog elsker dine skriv. Du gør noget helt vanvittigt ved mig, med den måde du skriver på. Det går så dybt i hjertet på mig.
    Jeg er selv pædagog, og kæmper hver eneste dag, for at se lige præcis det enkelte barn. Se hvor skønne og unikke de er. Hvor dejlige de er med hver deres små personligheder. Og jeg elsker forskelligheder, og er så skræmt over lige præcis det du skriver om. At vi alle skal være så pokkers ens og strømlinet. Testes og måles konstant, dur eller dur ikke. Jeg tror på mangfoldigheden, og har selv to drenge, hvoraf den ene stikker ud og har andre drømme og meninger end de fleste. Og Gud hvor jeg elsker og beundre ham for det.
    Og forøvrigt kæmpe respekt for den måde i har valgt at leve på. Du er så fint fint et menneske, og jeg suger mange af de ting du skriver om til mig.
    Stort kram kh Dorthe❤️

    • SVAR

      Kære Dorthe, tusind tusind tak for din kommentar. Åh, den er jeg så glad for ❤️ Det gør mig tryg at vide, at et sted derude møder nogle børn dig hver dag, når de er væk fra deres forældre.