Jeg ledte efter kærligheden

I aftes ringede min veninde ud af det blå, og var ked af det. Min kloge, sjove, inspirerende, modige, kærlige veninde græd, fordi hun havde afsluttet relationen til en mand, som hun har været forelsket i det sidste halvandet år, men som ikke elsker hende på samme måde. Så nu har hun sagt til ham, at det må slutte, og han er sådan set enig. Han vil hende ikke noget ondt, men vil hende heller ikke nok.

Det var efterhånden blevet sådan, at hun sagde nej til at gå til kunstudstilling med sine venner, fordi han måske kunne finde på at spørge, om hun ville ses spontant. Det var blevet sådan, at hun ikke længere motionerede, fordi hun hellere ville vente på at høre fra ham. Det var blevet sådan, at hun brugte al den energi, som skulle gå til at leve et lykkeligt liv, på at længes efter hans kærlighed, selvom han igen og igen, fordi han er et ærligt og fint menneske, fortalte hende, at han ikke elskede hende på den måde. Han ville bare være venner.

Og nu har hun sagt til ham, at venner ikke fungerer for hende. At det gør for ondt; hun føler sig slidt op indeni, fuld af længsel og indimellem desperation. Og ensom.

Hun græd, og snøftede, og jeg kunne høre, at hun tørrede sine øjne flere gange. “Jeg har ikke arbejdet i to hele dage, og nu er jeg langt bagud,” og hun havde glemt at spise. Men jeg kunne høre en beslutsomhed i hendes stemme, gennem gråden. Et nyt fokus, som var netop det, hun havde mistet. “Der er så meget lys forude,” sagde jeg, og jeg ville ønske, at jeg kunne lægge en hånd på hendes hoved og holde om hendes skuldre. “Der venter dig så meget godt.”

Fokus, fokus. Det er vigtigt, at hun fokuserer. Hun skal fokusere på alt det, hun pludselig kan, nu hvor hun ikke hele tiden skal prøve at planlægge omkring et menneske, der ikke planlægger omkring hende. I fredags var hun ude og spise med sine veninder for første gang længe. I morgen skal hun til pilates.

Og lige netop den samme veninde var jeg sammen med, da det i sin tid gik op for mig, at jeg hellere måtte blive kærester med Kristian. Det var i New York, i 2006, og vi sad tre 23-årige kvinder i et stort, lyst køkken i et byhus i Brooklyn, og snakkede om dates og kærester, og om hvordan man finder den rigtige. Én af os havde allerede fundet ham. Hun var fuldkommen hovedkuls forelsket på andet eller tredje år (og er det iøvrigt stadig) i sin kæreste, og hun så insisterende på mig, og sagde: “Det skal være nemt, ikke svært. I skal have lyst til at lave det samme en tirsdag aften og være enige om, hvad I helst vil om lørdagen, så kommer resten af sig selv. Man tror, kærlighed skal gøre ondt, men det skal føles godt.”
Det var helt nyt for mig. Noget faldt på plads indeni.
“Kristian!” tænkte jeg, og løb ned på soveværelset, hentede min computer, og viste mine to veninder et billede af ham på skærmen. På det tidspunkt havde jeg kendt ham knap to år, og siden jeg var flyttet tilbage til Danmark et par måneder tidligere, havde vi set hinanden ofte. Han var som en forlængelse af mig og alligevel noget helt andet. I det øjeblik forstod jeg, at han var den rigtige. At det var ham, jeg havde ledt efter. Så jeg skrev en email til ham, sådan lidt henkastet: “Skal vi ses, når jeg kommer hjem til Danmark?” og nogle uger senere kyssede vi hinanden for første gang. Siden da brugte vi et par år på at slibe nogle gevaldige kanter af, og vi har indimellem råbt ret højt af hinanden, men vi har aldrig været i tvivl. Vores kærlighed har altid været rigtigt. I dag er vores parforhold det mest forståelige, givende og meningsfulde i mit liv. Jeg tvivler aldrig, og jeg håber ikke, at jeg nogensinde kommer til det.

Men jeg kan sagtens huske årene, inden jeg mødte ham. Alle årene i New York med dates og ulidelig venten på en skide sms fra en eller anden fyr. Fester, henkastede blikke, lange forførende snakke. Usikkerhed, utilstrækkelighed, forfængelighed. Jeg kan huske alle de gange, jeg har stået foran spejlet og drejet mig Jeg kan huske følelsen af at stå på subwayen og mærke blikkene. Kombinationen af selvsikkerhed og en afgrundsdyb usikkerhed. Desperationen efter at høre sammen med nogen og samtidig modviljen mod at gøre det, hvis ikke det føltes helt rigtigt. Jeg kan huske endeløs flirten og hundredevis af aftener helt alene, hvor jeg måske savnede selskab men ikke nok til at ville det for enhver pris. Jeg endte altid med at gå alene hjem. Grinede henkastet, tog min taske, og trak min veninde med mig væk fra festen, ud fra pubben. Jeg ventede på Kristian. Det gjorde jeg virkelig: Et sted derinde talte en stemme til mig om en dyb kærlighed. Et sted i ensomheden lyste et lys så klart, at jeg ikke turde se på det, før sætningen fra min veninde ramte mig den aften i Brooklyn. Jeg skrev til Kristian. Kyssede ham. Turde elske ham. Fik hele livet med ham forærende, og greb det – heldigvis. Jeg holder fast, og er vokset meget siden da. Hvem var vi, da vi mødtes, Kristian og jeg? Det kan være svært at huske; Jeg kan også selv nu, meget bedre end dengang. Jeg er blevet ældre, meget mere mig selv. Og nu er vi noget hver for sig, men også i høj grad sammen.

Alle vi mennesker her på jorden er på hver vores rejse. Det er min overbevisning, at vi er her for at lære forskellige ting, have forskellige oplevelser. Nogle skal lære om løsrivelse, andre om tilknytning. Nogle skal lære om mod, andre skal øve sig i at blive og så videre. I dette liv har jeg indtil videre oplevet både følelsen af ikke at være nogens elskede til at være lige netop det. Jeg har oplevet ensomhed; nu savner jeg indimellem det, der på engelsk hedder “solitude”. Min veninde og jeg er jævnaldrende, og hendes rejse er for nu ret forskellig fra min; hun bor et helt andet sted, og bruger det meste af sin tid på den professionelle succes, som hun for lægnst har opnået. Jeg håber, at det næste kapitel for hende i dette liv kommer til at indeholde selvomsorg og eftertænksomhed, ærlig kærlighed og forpligtelse. Jeg håber, hun en dag vil tænke tilbage på tiden nu og se, hvor meget hun lærte, og jeg håber, hun får en ægte og vedvarende kærlighed ind i sit liv snart. Måske starter det ved kærligheden for hende selv, måske handler det bare om lige at skulle møde ham.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

2 Kommentarer

  • SVAR

    Maj, her må jeg bare lige indskyde, at det var dig, der en gang sagde til mig, at “når du møder den rigtige, så er du ikke i tvivl.” Og derfor turde jeg også satse på det, da jeg mødte ham, der nu er mine børns far. Tak for det!

    • SVAR

      Åh, jeg fik tårer i øjnene, da jeg læste det. Tak fordi du fortalte mig det <3