Jeg øver mig i at sige “det ved jeg ikke”

Jeg bliver nogle gange helt stolt, når jeg hører mig selv sige “det ved jeg ikke” til nogen, som har stillet mig et spørgsmål. Ikke fordi jeg er stolt over, at jeg ikke kender svaret, men fordi jeg er glad for, at jeg har lært at indrømme, at jeg ikke ved alt.

Jeg tør godt sige, at jeg voksede op i en kultur, hvor det var ret fedt at vide det hele. Mange af de voksne omkring mig i min barndom, havde svar på alt. Særligt mændene, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Jeg tror ikke, jeg nogensinde som barn hørte en voksen mand sige “det ved jeg faktisk ikke”, men jeg hørte dem til gengæld sige, at: “det behøver du ikke vide,” eller: “sikke da et fjollet spørgsmål”, og i tilbageblik tænker jeg, at lige netop den slags bemærkninger måske nogle gange bundede i, at vedkommende simpelthen ikke kendte svaret og ikke brød sig om at stå ved det. Andre gange svarede de noget, som ikke var rigtigt, fordi det åbenbart var bedre at lyve end at stå ved, at man ikke ved alt. De gjorde det ikke fordi, de var dårlige eller onde mennesker; nej, de troede bare, at de skulle vide alt for at være gode nok.

Men så bliver man jo heldigvis voksen og fri til at drage sine egne konklusioner, og på et tidspunkt måtte jeg indse, at nej, jeg ved (heller) ikke alt, og at jeg nok aldrig kommer til det. Faktisk er jeg sådan en lidt doven type, som elsker at fordybe mig i et enkelt område for en stund og så springe videre til det næste, så jeg er ikke rigtigt ekspert på noget, og jeg er heller ikke den klassiske journalist, som “ved lidt om alting.” Man kan måske sige, at jeg ved en smule om en del.

Og det har jeg det helt fint med. Jeg synes egentlig, at jeg gør det godt (samtidig med at jeg som de fleste andre forældre lever med en konstant dårlig samvittighed, bare fordi man jo ikke kan lykkes fuldstændig med at være verdens bedste mor), og derfor konkluderede jeg en dag, at det er okay. Det er okay, at jeg ikke altid har svar på det hele, og det er okay at indrømme det. Jeg begyndte i det små med at sige “tja, det ved jeg faktisk ikke, men jeg vi kan undersøge det sammen,” hvis et barn stillede mig et spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på, og jeg kommer sjældent igennem en aften i samvær med andre voksen uden at høre mig selv sige “det er faktisk ikke lige noget, som jeg ved noget om,” eller slet og ret “det ved jeg ikke.” Og ved I hvad? Jeg oplever, at den ærlighed giver andre lov til heller ikke at skulle lade som om, de ved alt. Nogle gange starter jeg ligefrem med at udbasunere min manglende viden om et givent emne, når jeg møder en gruppe nye mennesker, for ligesom at tage toppen og etablere en fælles forståelse af, at ingen af os er perfekte. Det er noget, jeg gør særligt meget ud af, når jeg underviser eller holder foredrag. Fordi; jeg er jo ikke alvidende, blot fordi jeg får lov til at tale uden afbrydelser i en halv time.

Nogle gange er det klogeste, man kan sige: “Det ved jeg ikke,” og ofte vil det være naturligt at følge op med et: “men jeg kan undersøge det” eller: “lad os lige finde ud af det sammen,” særligt hvis det er et barn, der spørger. Andre gange må man bare lade den ligge og tit er der heldigvis nogen indenfor rækkevidde, som ved besked. Jeg kan godt blive stresset, når jeg fornemmer, at folk omkring mig så gerne vil være den klogeste, at de finder på ting blot for at vide besked. Det sker med lynets hast; som en slags autopilot opfinder de en alternativ sandhed alene for ikke at skulle sige “det ved jeg ikke.” Jeg kender det godt, sådan plejede jeg også at gøre (og måske gør jeg det indimellem endnu, hvis jeg er presset?), og jeg kan næsten blive stakåndet ved tanken, fordi det jo fremfor alt betyder, at man aldrig kan slappe af.

Jeg gør en del ud af at forklare mine børn, at man ikke hverken behøver eller kan regne med at være fantastisk god til alt. Det er slet og ret en urealistisk forventning til helt almindelige mennesker, at de skal kunne det hele til topkarakter. Man risikerer at bruge et helt liv på at føle sig utilstrækkelig, hvis det er den forventning, man har til sig selv, fremfor at finde den eller de ting, som man brænder for, og har lyst til at dyrke og nyde det. Man kan lære det meste, hvis man virkelig vil det, og det synes jeg, er meget vigtigere end aldrig at måtte indrømme, at jeg selvfølgelig ikke kan svare på det hele.

Hvad synes I? Ved I alt? Er jeg den eneste, som bliver nødt til at sige “det ved jeg ikke…” dagligt?

Den anden dag kunne jeg forresten ikke svare på, hvordan vand kan fryse, mens det løber – udover at jeg kunne sige noget med, at luften omkring vandet var koldere end vandet selv, altså frysetemperatur, og så blev det til is. Men jeg ved ikke nøjagtig, hvordan det opstår: altså, hvor koldt vandet reelt skal være, før en istap bliver stor, og hvor mange vanddråber der skal til? Så kom vi til at snakke om vand generelt; vand, der som det eneste stof optræder i tre tilstandsformer, nemlig i fast form,  som væske, og som gas. Nå, men så blev vi jo lidt klogere, trods alt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

4 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg genkender virkelig barndomsoplevelsen med mændene, der nogle gange opfandt alternative sandheder for ikke at indrømme, at de ikke vidste alt. Da jeg var barn, kaldte vi min far for “det omvandrende leksikon”, for det var det, han fremstod som. Jeg kan huske følelsen af betuttelse, da jeg første gang oplevede ham sige noget med største selvfølgelighed, som jeg vidste ikke var sandt. Livet ville have været nemmere for os alle sammen, hvis han ikke havde skullet vide alt for at være god nok – min mor blev mindre af det, og jeg selv brugte det meste af min barndom og ungdom på at være så klog og god og korrekt som muligt for at leve op til det billede. Jeg øver mig dagligt i at give slip på perfektionismen. Jeg tror ikke desto mindre, at du har en pointe i, at det i nogle miljøer er (eller var, måske) særligt mændene, som får social kapital gennem at vide så meget som muligt. Vigtigt at være opmærksom på som drengemor. Tak for altid tankevækkende indlæg. <3

    • SVAR

      Jeg kan genkende alt det, du skriver. Faktisk havde jeg selv tænkt, at jeg også ville nævne netop det, at min mor skrumpede ved siden af min alvidende far (og alle hans alvidende brødre og deres alvidende far og hendes alvidende lægekolleger), og måske gør hun det stadig, men efter min fars død har hun giftet sig med en mand, som ikke påstår at vide alt. Og jeg er sikker på, at det er noget af det, hun sætter pris på ved ham. Muligheden for ligeværdig og ærlig udveksling. Tak for din som altid dejlige kommentar <3

  • SVAR

    Jeg ved ikke alt, og jeg er nødt til at indrømme det dagligt! Bum!
    Med en hel børnehavestue videbegærlige 4-5 årige, er der mange ting hver dag vi lige skal have styr på og jævnligt må vi lige slå det op sammen. På den måde har vi lært om dyr med “tænder” på tungen, dyr der smager med fødderne, lært om wobbegonger, brugt tid på at nørde dinosaurusavne, finde ud af hvor regnbuen får sin farve fra, fundet ud af at man godt kan se blæsevejret selv om det jo bare er luft etc. Det er så berigende for os alle sammen at lære sammen, og børnene elsker lige at lære videre til deres forældre hvordan man ser forskel på stegosaurus og triceratops, for det er jo bare sådan noget de ved.
    Videbegærlige børn er så meget bedre selskab end bedrevidende voksne, så i min verden er det ok at sige, det ved jeg ikke.

    • SVAR

      Hvor gør det mig glad, at du og børnene sammen har lært så mange ting. Det er inspirerende! 🙂