Jeg peger på mig selv, og jeg står stille i badet, fordi det gør ondt

For tiden har jeg meget på hjerte. Jeg har lyst til at dele tanker og oplevelser herinde dagligt, men min tid er ikke til det, og jeres er sikkert heller ikke til at læse så meget, så det er nok fint. Men jeg brænder inde med en del indlæg om alt fra hjemmeskolelivet over hørtøj til samfundskritik og parforhold, og det er alligevel lidt irriterende, for der er altid nogen, der læser med.
Når mine mange overvejelser koges sammen til to-tre ugentlige indlæg betyder det, at hver enkelt tekst  bliver lidt en rodebutik; en masse emner blandet sammen. Det håber jeg, I kan leve med, indtil jeg på mirakuløs vis enten får bedre tid eller (måske mere sandsynligt) får færre idéer, og kan skrive mere fokuseret, når jeg rammer tasterne.

Men ja, mange ting rører sig i mig og rundt om mig. Det er derfor, der er så meget, som jeg gerne vil skrive om.
Faktisk er mit fokus lige nu, at færre ting skal være i spil, og færre ting skal røre på sig.
Jeg har behov for at zoome ind og skabe en ny rytme herhjemme, og det er Kristian og jeg igang med. Det er nemlig ét (eller flere?) af mine nytårsfortsæt.
Det handler om vores hjemmeskoles struktur; om vores børns behov for forudsigelighed (og samtidig frihed); om mit og Kristians voksende behov for en bevidst rytme med et overlagt fokus, som kan understøtte vores trang til at være kreative og skabende. Jeg dygtiggør mig så vidt muligt indenfor netop det med strukturen og det kreative i den smule tid jeg har, når børnene sover. Derfor: Færre ting på bloggen.

Mere konkret betyder det, at vi er ved at lave en daglig rytme, som den enkelte kan glide ind og ud af, men som foregår hver dag. Med fokus på tryghed, glæde og simple udtryk. Vi træder væk fra kompleksitet, svære emner og uforudsigelighed. Jeg håber, jeg kan skrive mere om det snart, for jeg ved, at mange er interesserede i det med hjemmeskolelivets form.

Men i dag har jeg mest lyst til at fortælle jer, at der ikke er noget i livet, som er perfekt.
Der er ikke noget, som er uden revner eller uden smerte eller uden sårbarhed, men der ér noget, som er bedre end andet. Der er nogle valg i livet, som giver bedre mening, føles rigtigere, og er mere frugtbare end andre, og selvom det ikke entydigt er det samme for alle mennesker, så er der er en samhørighed i de valg for rigtigt mange mennesker.

Én af de ting, som er god for alle, er at føle tilknytning.
Tilknytning kræver tid, og tid er tid. Der findes ikke en måde at gøre nogle timer mere effektive end andre. Man kan ikke planlægge, at tilknytningen skal ske mellem klokken 15 og 16:30.
Derfor er kvalitetstid for mig en smertelig bortforklaring – et plaster på det enorme svigt vi udsætter hinanden for i vores samfund.

Og derfor bliver jeg ved med at skrive om tilknytning og om vores misforståede og smertelige børnesyn, som jeg selv har været viklet fuldkommen ind i, og som jeg bærer rundt på mange ar fra. Vi skal ændre vores mønstre, vi skal gøre det nu – og jeg siger det igen og igen, fordi de fleste siger noget andet, og fordi jeg bløder indeni, når jeg tænker på, at jeg selv plejede at lytte til det, de siger. Det, de fleste siger, er, at man skal stoppe med at amme, så moderen bliver fri (til at forlade sit barn). Man skal sende sine børn i institution, så de kan blive socialiseret, og man skal lære dem at sove i deres egen seng og sove i en barnevogn. Man skal aflevere dem til andre, fordi adskillelse er en del af livet, og man skal forberede dem på, at livet ikke er let, for ellers bliver de ikke robuste.
Og vi ved alle sammen ét eller andet sted, at det er forkert. Det er så forkert, at vi gør ondt indeni, vi får stress og angst, og vores børn får stress og angst, og vi længes alle sammen efter noget, vi ikke kan sætte ord på, og måske VIL vi ikke sætte ord på vores længsel, for så snart vi gør det, BLIVER VI NØDT TIL AT HANDLE.
Vi kan ikke erkende smerten og løgnene uden at handle. Vi kan ikke leve med sandheden og samtidig leve i en hverdag bygget op omkring usandheder.
Næsten alle lyver om det her: Det er vores egne minder, fra dengang vi blev afleveret, som er fyldt med løgne om nødvendighed og læring, og det er historier om frigørelse og om velstand. Det er sundhedsstyrelsen, undervisningsministeriet, børne- og socialministeren, eksperterne, lærerne og i sidste ende forældrene: Alle siger vi i kor, at samfundet bryder sammen, hvis ikke du knapper trøjen over det mælkefyldte bryst. Hjulene går i stå, hvis ikke du vinker farvel til barnet i vinkevinduet, og skynder dig af sted.  “Børn tager kun skade af at være i institution, hvis det er mere end otte timer dagligt”

Ingen behøver føle, at jeg peger fingre af dem. Fingeren peger på mig selv.
Jeg havde ondt i maven over det i årevis, men jeg stoppede ikke med at gøre som alle andre (Indtil jeg pludselig stoppede, og det gjorde jeg blandt andet, fordi mit liv er indrettet, så det er muligt).
Hvad er alternativet til at fortsætte? Det er så svært at få øje på. Hvis man tager skridtet, og holder sine børn tæt, står man med ét udenfor: Så er man alene, og ens børn er de eneste børn, der er hjemme i løbet af dagen. Og hvad med økonomien? Der findes familier, som ikke kan være sammen med deres børn, uanset hvad de skærer fra budgettet.

Samfundet skal ændres.
Politikerne skal råbes op.
Men vi er samfundet, og det er os, der skal råbe.
Vi skal råbe og skrive underskrifter og stille os side om side og fortælle alle steder, at vi er utilfredse.
Men i sidste ende tror jeg, det højeste råb er handling, og handlingen skal komme fra en ny bevidsthed.

Så når jeg skriver, at vi går væk fra vores grædende børn, og siger til hinanden, at de jo stopper med at græde, så snart vi drejer om hjørnet, handler det ikke om, at nogle mennesker er forkerte eller dårlige forældre. Det handler om, at alle de løgne, som vi får fortalt, dem tror mange af os efterhånden på, og derfor er det vigtigt, at nogle råber “Hallo! Kejseren er jo nøgen. For fanden, altså. Han har ikke tøj på!”

Min søn har night terror hver aften. Han har haft det i halvandet år. I perioder er det bedre, og for nylig var der en måned, hvor det var helt væk, men lige for tiden er det vildt og voldsomt, uhyggeligt og sårbart at være vidne til. Børn er forskellige, og nogle glider lige igennem vores system uden at råbe eller blive stille.
Min søn sad ved lågen i børnehaven, og ventede. Hver dag.
Det gør så ondt at tænke på. Jeg kan stå i badet og gå i stå, når jeg mærker det svigt, som jeg udsatte ham for. Velvidende.
Og jeg er så taknemmelig for, at når han har night terror nu, så ved jeg i det mindste, at i morgen skal han bare være her hos os. Vi skal snakke om Afrikas jungle og vi skal male med akvarel og lave pandekager.

Jeg så et smukt billede fra en hjemmeskolefamilie i USA, og under billede stod der, at den ene søn fik konstateret kræft for et år siden. Man ved aldrig, hvad livet har i vente til os. Man ved aldrig, hvor noget ender, og jeg bliver ved med at vende tilbage til, at uanset hvad jeg bliver stillet overfor, så er jeg taknemmelig for at være her. Her, hvor jeg ikke er i tvivl. Her, hvor jeg ved, at hver dag tæller.

Jeg har igen lyst til at undskylde: Snart kommer der et hverdagsindlæg om legoklodser og varm kakao og om pennevenner og hørtøj.
Men for nu… Skriv hvad I tænker, det betyder så meget, at vi deler vores oplevelser og følelser om det her.

Husk at DELE mine indlæg i jeres netværk, hvis I mener, det er vigtige ord ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

18 Kommentarer

  • SVAR

    “Det højeste råb er handling”. Hvor er det godt skrevet. Og det er så interssant, hvad det vækker i hver enkelt af os. Det, jeg har gået og tumlet med på det seneste, er, hvordan man forvalter smerten/følelsen af at have svigtet sine børn, når man opdager det på et senere tidspunkt end jer. Jeg ved, at der aldrig er noget, der er for sent i en endegyldig og fatal forstand. Og jeg ved, at smerten ikke bare skal slås hen som et “nå, jamen løbet er kørt, så du må bare erkende, at du har traumatiseret dine børn”. Der hvor jeg er lige nu, forsøger jeg at holde mig åben og nysgerrig. Jeg har erkendt, at mine børns tidlige barndom ikke blev, som jeg retrospektivt gerne ville have haft, den havde udfoldet sig. Men hvordan jeg bruger den smerte/erkendelse/bevidsthed som drivkraft til at finde en bedre vej i vores liv nu, skal undersøges med mit hjerte. Tak for dine ord, der hjælper mig med at undersøge og erfare. Måske dukker svaret op, måske tager jeg det med mig, når jeg dør. Men uanset hvad, er det virkelig vidunderligt at have en følelse af at følges med nogen 🙂

    • SVAR

      Åh hvor jeg dog er rørende enig! Samfundet, arbejdsgivere og politikere bliver nødt til at vågne op og hjælpe os med at få skabt en verden, hvor der er plads til børnene! Aldrig har der været så få deltidsstillinger, som der er i dag, og arbejdsgiverne er glade over det – i stedet for at få 2 medarbejdere ind, som kan dække området sammen, foretrækker de fleste kun 1 medarbejder på fuld tid. Det gør det svært at være medarbejder med børn!

      Lov mig, du bliver ved med at bruge din stemme til at råbe op i denne debat! Vi har brug for dig❤️>

      • SVAR

        Arbejdsgiverne skal ganske enkelt tvinges til at tænke anderledes – ligesom alle vi andre skal tvinges til at tænke anderledes. Med hjertet. Tak ❤️

    • SVAR

      Kæreste Pia – ja, vi har traumatiseret vores børn. Men vi vidste ikke bedre. Det at vi nu mærker efter, og oplever en ny bevidsthed opstå, er så vigtigt og så godt. For mig at se er det tilgivelsen og læren i sig selv. Mere kan og skal man ikke kunne som menneske ❤️

  • SVAR

    Jeg har endnu ikke børn og mand. Har stadig en fornemmelse af, at det kommer til at ske. Og så er det spændende, hvor jeg står. Men lige nu er min virkelighed, at jeg har skabt et liv med mine forældre. De har et nedlagt landbrug med over 400 m2 boligplads, idet den gamle stald er blevet renoveret (før de flyttede ind!). Jeg bor og driver et B&B i denne smukke ombyggede stald~bygning. Og mine forældre bor i stuehuset præcis tre meter fra mit hjem.

    De er nu begge pensionister. Og så har jeg to yngre søskende, som begge har familie. Og de bor tæt ved. De lever livet med arbejde, skole og institutioner.

    Det, som er opstået, er, at mine forældre og jeg lidt er blevet en pasnings~central i ordets mest vidunderlige betydning. Mine tre niecer kommer her tit. Hvis de er syge. Hvis de har brug for en fridag. Hvis forældrene ikke lige kan hente til rette tid. Hvis de og vi har lyst (min Mor har næsten ALTID lyst ;-)).

    Og sikke en berigelse på så mange måder. Og selvfølgelig er det her vigtigt hele tiden at have dialogen om, om det er en balanceret indsats fra os alle. Så det netop ikke bliver en belastning for nogen og netop en berigelse. Og det øver vi os helt sikkert i. Men det giver virkelig mening for mig, at vi lever sådan her.

    Jeg er vokset op med en hjemmegående Mor og har aldrig selv været i institution, før jeg kom i skole. Så dette her er ikke fuldstændig fremmed for mig. Og jeg følger med interesse dine tanker omkring, hvad vi mennesker og familier i virkeligheden har brug for.

    Jeg føler, at jeg får nogle super erfaringer med at leve mere familie~orienteret på denne her måde, til når og hvis jeg skal skabe min egen familie. Men faktisk har jeg ret meget med mig omkring lige præcis det i bagagen, går det lige op for mig. For sådan levede min Far med sine 12 søskende. Og det gjorde jeg jo så egentlig også langt hen af vejen med min to biologiske søskende og tre plejebørns~søskende. Og på det fundament giver alt det, du skriver naturlig mening. Og så kunne hjemmeskole let blive næste skridt, om det blev aktuelt engang.

    Så ja. At leve værdierne. Og så lade dem tale via eksemplets kraft er vel egentlig det stærkeste argument og den dybeste inspirationskilde at skabe!!?!

    • SVAR

      Hvor lyder det vidunderligt. Både den familie I skaber nu, og den du voksede op i med nærværende forældre ❤️ Det skal vi have mere af.

  • SVAR

    Min mand og jeg var begge institutionsbørn fra 7-17 de fleste hverdage. Han husker ingenting fra sin børnehavetid. Jeg husker meget. Jeg husker savnet. Jeg havde masser af legekammerater og var en glad pige, men jeg savnede altid mine forældre. Det har sat sig som en konstant følelse i mig. En følelse af tomhed og af at blive forladt, lige meget hvor mange mennesker jeg har omkring mig. Jeg har lært at leve med den følelse og når jeg er sammen med mine børn mærker jeg den næsten ikke. Det har altid føltes forkert for mig at aflevere mine egne børn i institution, men jeg har gjort det alligevel. Har forsøgt at give korte dage og fridage. Det kræver mod at gå imod normen. Synes du er SÅ modig. Nu har jeg også selv samlet mod, men er ked af, at det har taget så lang tid. Til sommer er jeg færdig med min kandidat og der skal jeg gå hjemme med vores børn på 2 og 5. Ville ønske jeg kunne gøre det nu, men det er desværre ikke muligt at tage orlov fordi man gerne vil være der mere for sine børn. Jeg ønsker et samfund hvor der er plads til at en forælder er hos børnene mens de er små. At forbruget skrues ned, så det bliver muligt. At vi låner og giver til hinanden og der altid at børn at lege med på vejen kl 10 en tirsdag formiddag og en mor eller far man kan løbe hjem til, hvis man slår sit knæ. Det er meget simpelt og alligevel virkelig komplekst.

    • SVAR

      Jeg tror, den drøm du beskriver, er ved at blive til virkelighed. Det tager tid, men lige så stille sker det, og selvom gaden ikke vrimler med børn, vrimler vores virkelighed heldigvis efterhånden med mennesker, som er midt i de forandringer, du beskriver. Jeg har stor respekt for, at du omskriver dine børns historie og læger både din egen og deres smerte på den måde ❤️

      • SVAR

        > Jeg glæder mig så uendeligt meget over at følge denne stadigt mere intense debat og opmærksomhed på vigtigheden af – og de muligheder, der er for – et helt andet liv sammen med hinanden og med vore børn. – For få år siden rejste der sig et aggressivt modsvar og angreb, hvis en enkelt (som regel) mor gav udtryk for, at det ville være godt for børnene, hvis de kunne blive hjemme de første 2-3 år af deres liv. – Nu kan man næsten ikke åbne en avis, tænde for radioen eller for TV-skærmen uden at blive mødt at stemmer, der italesætter vigtigheden af det lille barns tilknytning til sine primære voksne. – Så nu er smerten ved at få stemme. – Nu er der ved at blive beredt en klangbund for det selvfølgelige. – Nu er vi ved at kunne bære smerten ved erkendelsen af forvildelsen. – Tusind tak til dig, Maj My, og til alle jer andre, der er med til at vise, at smerten er fælles. – Denne fælles skæbne gør det muligt at bære smerten. Og at få mod og kræfter til at handle på den.

        • SVAR

          Tak for alle dine ord, hver dag i så mange år. Jeg kan ikke begribe, hvor længe du har kæmpet for denne sag. Du mærkede det før alle andre, og begyndte at råbe op ❤️

  • SVAR

    Jeg græder og græder og græder.
    Du sætter ord på mine oplevelser og følelser, og ikke mindst kan jeg genkende drengen i vinkevinduet, drengen bag hegnet; “fængslet” og fyldt med savn. Ligesom jeg selv.
    Min søns far vil ikke gå med til at min mand og jeg hjemmeskoler, han synes det er omsorgssvigt. Jeg er fængslet, fanget

    • SVAR

      Jeg er sikker på, at der er en vej. Jeg er sikker på, at der er en måde at give dine børn i hvert fald en del af det liv, som du drømmer om. Og hvem ved, hvor det ender – hvad det bringer med sig? Jeg svarer ud fra, at jeg også læste dit mere detaljerede spørgsmål i en anden gruppe (hvor jeg besvarede), og jeg er sikker på, at der er en vej for jer ❤️

  • SVAR

    ❤️❤️❤️

    • SVAR

      ❤️ til dig

  • SVAR

    Jeg er virkelig rørt over dit indlæg. I min verden rammer du et smerte punkt der for altid vil være i mig, fordi jeg ikke troede på at det var okay at handle på præcis det du beskriver. Jeg har afleveret mine børn med et blødende hjerte som jeg brugte rigtig meget energi på at dæmpe med floskler, der dybest set ikke virkede!
    Jeg ønsker for dig og din generation at I kan samles om et opråb til alle om at muligheden for at tage et andet og mere nærværende valg er påkrævet!
    Og herfra mine 54 år gammel kan jeg på en måde have lyst til at undskylde at jeg ikke har gjort det før dig.

    • SVAR

      Der er intet at undskylde. Jeg kan ikke forestille mig, hvor svært det har været for jeres generation (du er et år yngre end min mor) at bryde fri og følge jeres hjerter. Så få mærkede det allerede dengang, fordi udviklingen (som i sidste ende i højere grad har været en afvikling) kørte på sit højeste. Hvordan skulle man høre hjertets skrig i den støj af målsætninger, karriere, forbrugerræs og en helt ny børnekultur – der måske for mange føltes som frihed. Brug i stedet din stemme nu til at støtte alle de nye forældre i at mærke efter og følge deres hjerter ❤️

  • SVAR

    Dine ord de rammer mig. Alt I mig skriger hver gang jeg skal aflevere min søn og mit hjerte går i stykker, jeg har bidt det i mig i flere måneder nu. Vi er ved at samle mod❤️

    • SVAR

      Er det ikke sigende om vores samfunds afvigelse fra naturen, at vi skal samle mod til at følge vores hjerte? Jeg håber, du bliver klar snart – og ønsker dig alt det bedste på din rejse tættere på din søn ❤️