Jeg plejede at sætte en ære i at nå meget på ingen tid

Jeg plejede at sætte en ære i at nå meget på ingen tid.

Det gjorde mig stolt, at jeg var så effektiv. New York i fire år, mor, uddannet journalist, mor igen – nu til tre – og jeg var stadig i tyverne. Jeg havde prøvet alt, inden jeg fyldte tredive. Havde mistet min far til kræft og nær mistet min bror til det samme. Havde klaret mig på den anden side af jordkloden, og var savnet dér. Jeg havde haft kærester på godt og ondt og siden mødt mit livs kærlighed. Havde uddannet mig til journalist med tankerne mange andre steder, og fik topkarakter i min afgangsprøve alligevel.

Min livshistorie tog pusten fra de fleste, allerede da jeg var tyve. Den afkrævede respekt, og det føltes godt. Noget skulle der jo komme ud af at have så travlt, leve så fuldt og selvstændigt.

Og jeg havde set verden, kendte mennesker fra alle egne, havde elsket med mennesker fra alle egne. Jeg havde lavet kunst, levet med kunstnere, sat himmel og hav i bevægelse utallige gange. Jeg var frygtet og hadet og elsket og begæret.
Men livet tager tid, uanset hvor meget man skynder sig. Jeg lærte tidligt, at vi ikke kan tage noget for givet. Lærte, mens jeg stadig var for ung, at livet kan gøre ondt. At jeg selv er ansvarlig for, om min skæbne udfolder sig, som jeg vil.
Jeg løb så hurtigt, så jeg kunne for at indsamle alt det, jeg troede, jeg ville få brug for. Jeg var klog; sådan som unge mennesker vitterligt ER kloge med den rene, uforstyrrede visdom og kontakt til livets kilde.
Jeg var en stærk og autonom spire, som såede spirer i dem, der krydsede mine spor, og jeg kunne meget, gjorde meget – og VILLE meget.
Men jeg var ikke landet i mig selv, og jeg turde ikke hvile i mine dybeste kvaliteter. Jeg troede, jeg skulle skynde mig for at nå frem, men jeg vidste ikke, hvad målet var. Jeg troede, det handlede om at være i gang, men jeg vidste ikke, hvad jeg helst ville være i gang med.

Livet tager tid, uanset hvor meget man skynder sig. Jeg har fundet ud af, at jeg for det meste lærer mere, når jeg tager mig god tid.
Alderen har bragt en ro med til mig, som har ændret mit liv næsten mere end noget andet. Det er visheden om, at i langsommeligheden, nærværet, fordybelsen og prioriteringen ligger selve meningen med min skæbne.
Når jeg tager ansvar, og bruger min tid på dem og det, som rører mig; når jeg siger nej til de tilbud, der ikke er rigtige; når jeg ikke løber fra det ene til det andet for at gøre indtryk, så giver mit liv mening.

Det har jeg lært, og jeg er sikker på, at andre lærer det samme både tidligere og senere end jeg, men for mig er det den indsigt, som betyder, at jeg er glad for ikke længere at være så imponerende ung. Det er derfor, jeg på denne dag, min fødselsdag, hviler i at være ældre end nogensinde før. Fordi jeg også er gladere – mere mig, mere tilstede.

Så selvom min fødselsdag med tiden er gået fra at være årets højdepunkt til at blive noget, jeg ikke ved, hvad jeg skal synes om, så er i dag en fin dag at fejre med min familie og inde i mig selv. Tillykke med livet, med roen, tilliden og de meningsfulde valg, hvisker en stemme. Tillykke med alderen, som har bragt meget godt med sig.

Hvordan har I det med at blive ældre? Hvad er de største udviklingstrin I har været igennem, siden I var unge og de seneste ti år?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

16 Kommentarer

  • SVAR

    Tillykke med fødselsdagen. Tak for din ærgerlighed.
    Jeg er lige blevet 36, så jeg kan jo heller ikke løbe fra, at ungdommen varer for evigt. Det giver en anden pondus og sikkerhed at blive ældre, og det elsker jeg. Der er kommet tre grå hår, og jeg er begyndt at gå op i hudpleje, da jeg opdagede starten til en lille rynke. Jeg skal finde mig selv på ny på en måde.
    Det største udviklingstrin har været flere ting. Da jeg var 23 flyttede jeg til England, hvor jeg gik fra at være en thedrikkende introvert til at opsøge nye mennesker, og tage i byen 2—3 gange om ugen og kysse frøer. Virkelig godt for mig.
    Da jeg var 25 mødte jeg min mand, som jeg nu har været gift med i 9 år. Han er min modsætning, og han har lært mig at tage den med ro, være konsekvent og gå efter mine mål. Han har i hvert fald en imponerende karriere, hvilket også holder mig til ilden.
    Da jeg var 33, mødte jeg endelig en terapeut (egentlig er hun healer), der kunne hjælpe mig med min angst. Jeg har været ved flere forskellige terapeuter i årenes løb, men det har kun hjulpet lidt. Det har været en gave at møde hende, og kunne begynde at slappe af og tage livet ind med farver, glæde og ærlighed. Hun er meget spirituel, så jeg finder en dyb ro i det.
    Selvfølgelig er der også mine børn, der kom da jeg var 28 og 30 år. De lærer mig virkelig noget om, at jeg er nødt til at være autentisk og være der for dem. Dermed er jeg også nødt til at kende mig selv.
    Håber du må nyde at blive et år ældre, og at det føles godt.

    • SVAR

      Det lyder som den dejligste rejse du har været på i dit liv hidtil. Jeg håber, din proces med at finde dig selv på ny bliver en smuk og tillidsfuld én ❤

  • SVAR

    Ja den ro livet har nu og som bestemt ikke var til stede i min barndom og ungdom ser jeg også som en stor gave.
    Jeg tror de to største lektier livet indtil videre har lært mig er at jeg skal se på muligheder i stedet for begrænsninger (den indsigt er klart kommet pga de udfordringer livet med kronisk sygdom har bragt) og så, vigtigst af alt, at jeg har værdi i mig selv og ikke pga de ting jeg kan/gør.

    Jeg synes de ting jeg lærer nu, som “rigtig” voksen sætter sig dybere og bliver mere forankrede i min person end de ting jeg lærte som ung. Og det er jeg vild med!
    Jeg synes stadig nogle af udviklingsprocesserne rykker tænder ud – især den jeg har været i siden Villads blev født hvor jeg lærer at være den mor jeg gerne vil – men der er kommet en bevidsthed om at jeg på den anden side af det hele kommer ud med noget godt og positivt.
    Livet må godt være hårdt i perioder for jeg ved det ikke varer ved. Det vidste jeg ikke da jeg var 20-25 og det kunne føles som om verden ramlede sammen om mig.

    • SVAR

      Det lyder som om, dine indsigter har sat dig fri og givet dig mulighed for (eller grønt lys til) at være glad og tillidsfuld overfor livet. Og det er min oplevelse, at når ikke det er den energi, man får med fra opvæksten, så skal den netop tillæres.

  • SVAR

    Tillykke med dagen, Maj My! Det er enormt spændende det du skriver – på den ene side relaterer jeg meget til det, på den anden side gør jeg ikke
    Jeg har altid haft roen i mig og hvilet i mig selv lige siden, jeg var et lille barn. Det er meget tydeligt for mig, at det netop var, hvad der tillod mig at springe ud i livet i en meget ung alder. For mig er det tydeligt, at indsigten kommer med erfaring og ikke alder, og i mit liv skete det meget tidligt. Mit største udviklingstrin må have været, da jeg gik på tværs af det hele; gik ud af folkeskolen og rejste ud i verden. Jeg rejste efter lysten og kærligheden; kærligheden som jeg altid har investeret i med alt, hvad jeg har. Og det var det værd. Og det er den vigtigste indsigt jeg nogensinde kunne erhverve mig. Jeg har altid haft det godt med at blive ældre. Jeg finder også en ro i ikke at være så imponerende ung for hver gang jeg fylder år – imponerende ung i andres optik; selv har jeg aldrig lagt mærke til min alder.

    • SVAR

      Kære Anne, jeg kan i høj grad relatere til meget af det, du skriver. Jeg har siden, jeg var ganske ung, sagt, at visdom ligger i indsigt og ikke i alder. Og det står jeg ved: Nogle opnår en dybde og erfaring tidligt, som andre søger gennem et helt liv; samtidig er vores intentioner forskellige og udvikling kan ikke sammenlignes på tværs af skæbner. Alligevel synes jeg, at tiden har bragt noget med sig, som for mig krævede netop tid: Nemlig en ro og forankring, som er det, jeg prøver at beskrive i indlægget. Det er kommet til mig gennem mine erfaringer de senere år og jeg har fået plads til at være mig selv og ikke kun mig selv i sammenligning med andre eller i kraft af noget, jeg gør.
      Jeg blev ikke født med den ro eller det selvværd, som du beskriver, og min opvækst efterlod heller ikke rum til at udvikle det, så jeg er taknemmelig over, at det er kommet efterhånden, og nu er en naturlig og velkendt del af mig. Den forandring giver mig forståelse for, at ikke alle hviler i sig selv.

  • SVAR

    Forsinket tillykke 🙂 – sikke et fint indlæg Kristian havde skrevet.

    Jeg har det fint med at blive ældre 🙂

    Det største udviklingstrin må være det jeg har været igennem med ajahn Brahm – at lære at elske og acceptere mig selv og livet 🙂 Det har betydet mere end jeg nogensinde vil kunne beskrive. Det har været uvurderligt – ikke 100 milliarder ville betyde lige så meget for mit velvære 🙂

    Pt. er jeg også inde i flere indre udviklinger – jeg elsker at blive klogere på mig selv. Det kan være hårdt arbejde – svære erkendelser – men elsker det alligevel. Og elsker den styrke og ro mange af erkendelserne giver

    • SVAR

      Jeg er også kommet til at holde af de hårde perioder, hvor man ved, at der venter lys for enden af tunnellen. Det er dér, livet virkelig giver mening.

  • SVAR

    Frygtet og hadet? Den sætning gør mig virkelig nysgerrig 😀

    • SVAR

      Ha! Ja, men det er rigtigt – omend måske lidt sat på spidsen. Jeg plejede at køre på rulleskøjter fra Upper West Side, hvor jeg boede mine to sidste år i NYC, ned til SoHo hvor jeg arbejdede. I sådan en tætsiddende heldragt (skiftende mellem sort bomuld, pink velour – you name it) med langt bølget hår og en på det tidspunkt meget veltrænet krop. Så ankom jegtil redaktionen smilende og dansk og eksotisk for alle andre, og det var der nogle, som ikke brød sig om. Selv var jeg mere eller mindre uvidende om mine magiske evner, men særligt kvinderne syntes, det var problematisk. Katie, som senere blev min meget gode veninde, plejede at hade mig, efter eget udsagn. Men der er også mindre flatterende historier; jeg har været ret langt fremme i skoene som ung, og selvom jeg dybest set altid har tvivlet lidt på mig selv, har jeg også vidst, at jeg kunne noget, som var lidt sejt, og jeg kom nogle gange til at råbe lidt for højt..

      • SVAR

        > Jeg får et helt tydeligt billede på nethinden, når jeg læser din fortælling 😀
        Og så minder det mig om, dengang jeg startede på antropologistudiet i Århus i tidernes morgen. Jeg var langt fra så intimiderende som dig, er jeg sikker på – men jeg skilte mig ud påklædningsmæssigt. Gik fx i lange, højhælede støvler med chunky hæle. Og var ikke så mother earth-agtig i min stil som de andre piger. Jeg tænkte heller ikke over det dengang, men har gjort det siden. At den skepsis jeg mærkede fra en del af de andre på studiet, måske var relateret til det (selv om det selvfølgelig også kan tænkes, at de bare syntes, jeg var irriterende. Haha).

        Knus herfra og tillykke med fødselsdagen!

        • SVAR

          Lige præcis det der – at man ikke var opmærksom på, hvorfor der var en modstand eller irritation i omgivelserne. Jeg har altid vendt det indad, og tænkt, at jeg gjorde noget forkert. Indtil det gik op for mig, at de fleste mennesker har en meget snæver komfortzone og ydermere at deres følelser er deres og ikke mine.
          Jeg synes, du lyder som en vildt sej studerende! 😀

          • > Præcis! Der skal så ufatteligt lidt til for at man skiller sig ud. Det er bl.a. derfor, jeg ofte har haft det lidt svært i større gruppesammenhænge, tror jeg. Det der med at skulle passe ind i en kasse. Man møder nogen, man oplever man har noget til fælles med, og som man synes om, men så kan man lide pomfritter, barberer ikke ben/barberer ben, går (lidt) anderledes klædt eller hvad ved jeg, og så er man pludselig lidt mindre velkommen. Det er så snærende. Og jeg har altid haft svært ved at acceptere det (og måske også afkode det). Fællesskaber hvor der er højt til loftet i enhver forstand kan til gengæld gøre mig helt høj, men de er sjældne, synes jeg.

          • Men de findes, de rummelige fællesskaber. Jeg tror ofte, de kommer til os lige senere i livet – eller når vi etablerer dem selv ud fra nogle dybe værdier og overbevisninger ❤

  • SVAR

    Kære Maj My. Tak for alt det, du gør for os andre, ved at dele dine tanker. Det kunne være vildt spændende at høre dine reflektionener over venskaber i et indlæg en dag. Det er noget af det, jeg (også) tænker over for tiden. Hvordan mine venskaber har udviklet (og afviklet) sig i takt med vores valg om at passe vores børn hjemme. Jeg oplever, at jeg mindre og mindre kan relatere til mange af mine venner, venner som jeg stadig holder af og som betyder meget for mig. Det er som om, der er færre og færre ting, vi kan tale om og dele, også fordi jeg oplever, at vores valg bliver opfattet som en kritik af vores venners måde at leve på med lange arbejdsdage og børn i institution. Samtidig har vi også fået nye, søde bekendtskaber, og mest af alt har vi virkelig tvunget os selv til at skære vores relationer ned til et absolut minimum, simpelthen fordi vi ikke har tid, hvis vi skal være så nærværende, som vi ønsker. Men jeg kan mærke, at det også er en lille sorg for mig, at det jeg troede, var stærke, gamle venskaber med folk, jeg har kendt i mange, mange år, nok ikke er det, fordi vores valg i livet har været så forskellige. Jeg håber, det giver mening – jeg kunne blive ved 🙂 Rigtig god dag til dig og dine.

    • SVAR

      Kære Julie – det vil jeg lige svare på i et indlæg én af de nærmeste dage. Tak.