Jeg skammede mig

I går blev jeg opmærksom på en følelse i mig selv, som jeg bliver nødt til lige at skrive lidt om.

Vi havde besøg af vores gode venner, som vi købte huset her af for to år siden, og det var en dejlig eftermiddag. Jeg holder enormt meget af de to, og det skriver jeg for at klargøre, at det ikke var relationen, der lå til grund for den følelse, som jeg blev opmærksom på under deres besøg:

Da de var på vej ud af døren, spurgte de til sidste uges shitstorm. Det var et hurtigt spørgsmål, men oprigtigt: “Hvordan har du det?” Særligt manden af de to havde fulgt med på sidelinjen, og syntes vist ikke, det havde været så rart. Han så varmt på mig.
Og så var det, at jeg fik lyst til at forsvinde. Jeg bukkede hovedet, kiggede væk, og sagde, at jeg næsten havde glemt det. Jeg svarede: “Når folk spørger til sidste uge, så ved jeg knap, hvad de refererer til.”
Det i sig selv er delvist sandt. Flere har spurgte til mit velbefindende, hvor jeg har tænkt: “hvad mener du?”, men der er også noget andet i det: En skamfuldhed. Jeg vil ikke snakke om det, fordi jeg føler mig forkert. Dum. Beskidt. – Kvindelig? I mindretal? Og jeg har haft meget travlt med at glemme det. Travlt både på en konstruktiv måde og – kom jeg til at tænke på i går – på en måde som bekræfter følelsen af forkerthed i mig. Og den vil jeg nødig acceptere.

Det, jeg siger nu er ikke, at kvinder har patent på følelsen af at være dum og flov og forkert. Jeg tror også, den rammer alle minoritetsgrupper, som siger fra, og bliver ramt af modstand, det være sig indenfor emner som religion, race og seksualitet. Men generelt tror jeg, at skamfuldheden og den indadvendte følelse af at være uværdig, rammer mange kvinder, når vi har været udsat for overgreb af den ene eller den anden slags.
Og den shitstorm som jeg blev udsat for, var uretfærdig og den oplevedes som et overgreb, det vil jeg godt lige holde fast ved, for jeg har sgu næsten legitimeret den med min understregning af, at jeg er okay. Jeg er okay, men måske kun i kraft af mit store, stærke netværk; min familie og min ret standhaftige personlighed. Hvad hvis en anden havde klaget over det skilt? Én, hvis verden faldt sammen af at modtage de mange mange beskeder, mere end 700 kommentarer og dernæst blive gjort til grin på en komikers facebook? Torben Chris’ video, hvor han latterliggør min klage til Legoland, er set mere end 800.000 gange og delt 5700 gange. Tænk hvis jeg havde været mere sårbar.


Men det er jeg ikke. Jeg bevarer min ro, jeg bliver ikke ophidset eller grov eller grædende eller råbende. Jeg reagerer ikke på angrebet med et “I kan rende mig i røven!”. Både fordi jeg har det godt i udgangspunktet, men også fordi der hele tiden sidder en lille snert af flovhed over, at jeg tiltrak mig så meget opmærksomhed (Og så endda på grund af et lille feministisk opråb, ik?)
Der sidder en følelse af, at jeg er til grin. Fjollet. At det ikke rigtigt gælder.

Og ved I hvad? Uden sammenligning i øvrigt, for det er vigtigt for mig at understrege, at jeg jo faktisk kom helskindet og derudover relativt rolig igennem sidste uges shitstorm, og at det jo bare var et angreb online og ikke noget ude i den fysiske verden, men, altså: Jeg er slet ikke i tvivl om, at kvinder skammer sig over ret mange ting, som mænd i stedet bliver vrede over, eller siger meget tydeligt fra overfor.
En del af det handler om seksualisering. Den slags som kvinder rammes af langt hyppigere end mænd. (Mænd skammer sig jo også, når de bliver voldtaget. Vi kender alle til historier om mandlige incest- og voldtægtsofre, som har fortiet deres overgreb og dermed beskytter deres bøddel.) Men det kønsfokuserede angreb, det rammer oftest kvinder, og det går på vores seksualitet, vores rolle i samfundet, vores biologi. Og dét er grimt.

Der var mange af den slags angreb mod mig i sidste uge. Kommentarer, beskeder, sms’er og et enkelt telefonopkald (“Hold din kæft, din klamme so!”). Og Kristian fik en mail, hvor en mand skrev, om Kristian ikke er flov over, at jeg er mor til hans børn.

Her er én af de private beskeder, jeg modtog:

Og så er der den her, hvor afsenderen refererer til TV2.dk’s overdramatiserede overskrift, som helt tydeligt er det eneste, langt de fleste af deres læsere forholder sig til:

Her er det en anden ung mand, der har ytrer sig på min private facebookside. Han er typen, som skriver ret meget om fodbold på sin profil, kan jeg se. Og så poster han også lige den her slags:

Måske de to er venner? Ham her er sådan én, som skriver om sin søde kæreste på sin facebook, og så skriver han det her til fremmede kvinder:

Alt det og meget meget mere skrev alle mulige vrede danskere, mest mænd, til mig, fordi jeg blev irriteret over et skilt i Legoland, som jeg til til mit sidste åndedrag vil kalde upassende i en forlystelsespark generelt og særligt med Lego’s værdier i baghovedet, men altså… Jeg anede det ikke.
SÅ mange har skrevet til mig, at jeg måtte have vidst, at det ville ske (som om det legitimerer det alt sammen), og en del har refereret til “sagen i Djurssommerland”, som om den alene skulle klæde mig på til det, jeg blev udsat for. Sandheden er selvfølgelig, at jeg anede ikke, at det ville ske. Hvem kaster sig ud i sådan noget frivilligt? Konsekvensen er, at jeg har mistet enhver lyst til at debattere på facebook ligesom halvdelen af alle kvinder, der rammes af den slags. Jeg skrev til Legoland, og jeg delte min henvendelse på min facebook, that’s it. Jeg har aldrig hørt om det, der skete i Djurssommerland, men jeg går ud fra, at det handler om, at nogen har benyttet sig af deres ytringsfrihed, og det står sommerlandet frit for, om de tager kritikken til sig eller ej.

Jeg vil ikke skamme mig, fordi jeg gjorde opmærksom på et skilt, som hænger midt i en forlystelsespark. “Legoland er nok ligeglad med dig, din gimpe. De har 1,6 mio. besøgende årligt,” var der én, der skrev til mig. Jeg håber ikke, at man er ligeglad, hvis man har så mange kunder i butikken, og desto større grund til at påtale den problematiske formidling. Jeg vil ikke være med til at underkende betydningen af skilte. Et skilt er ikke bare et skilt. Der har stået “Jøder” og “Whites only” og “Kvinder ingen adgang” og “Blacks permitted to vote” på skilte i tidens løb, og skilte dem læser man, men man ser dem ikke rigtigt. De lægger sig som en stemme under stemmen i os. De er betydningsfulde, hvad end vi kan lide det eller ej.

Heldigvis modtog jeg løbende flere og flere beskeder fra kvinder og mænd som skrev, at de stod bag mig, og som takkede mig for mit mod. De skrev, at de græmmedes over tilstandene på nettet og at de ikke håber, jeg tier stille fremover. Flere er kommet til mig på gaden her på Ærø, og har krammet mig og sagt “Vi er bag dig”, og det vil jeg tage til mig, resten vil jeg skubbe langt væk. Ikke mindst min følelse af at være forkert.

Jeg vil ikke undskylde. Jeg vil ikke være flov.
Jeg vil sige: Jeg er okay, men det var voldsomt, det jeg var udsat for. Jeg har mistet lysten til at blande mig, men jeg er ikke slået omkuld.

Jeg vil ikke bukke hovedet, jeg vil ikke føle mig forkert.

Og ved I hvad? I dag har jeg fået en besked fra en kvinde, som har gjort MacDonalds opmærksom på, at det er fjollet, at de konsekvent giver Hello Kitty meals til piger og Pokemon til drenge i stedet for at lade børnene bestemme selv. Hun skrev til mig, at hun modtager hadefulde beskeder og dødstrusler. Jeg skrev: “Bliv væk fra nettet i dag, sørg for at have travlt med gode ting. Og tak for din indsats.” Men det er så svært, og nu har hun slettet sit opslag. Hun fik de mest ondsskabsfulde kommentarer, man kan tænke sig.

En læser skrev herinde, at hun glædede sig, til det blev hverdag her på bloggen igen ovenpå shitstormen, og jeg fik lyst til at undskylde, at den der shitstorm havde fyldt herinde i form af fravær og et indlæg. Men der var lige lidt mere, der skulle ud. Nu gider jeg til gengæld ikke bruge mere tid på den sag.

Kender I følelsen af skam over noget, som ikke er jeres skyld? Kender I til at føle jer forkerte, fordi andre er uenige med jer?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

20 Kommentarer

  • SVAR

    Ja det kender jeg!

    ” Men der er ting, man må gøre, eller er man ikke noget menneske, men bare en lille lort…”

    Tak fordi du vælger at “være et menneske” ❤️

    • SVAR

      Det citat for evigt ❤️
      Og faktisk er lige præcis Brødrene Løvehjerte et meget fint eksempel på rigtigt mange ting omkring køn. For eksempel er brødrene jo tilladt at være nuancerede, bange, følende drenge.

  • SVAR

    Jep, jeg skammer mig stadigvæk hver gang jeg siger fra eller står op for et eller andet jeg tror på, nok fordi det bliver printet ind i os fra barnsben: siger du fra som pige/kvinde er du hysterisk, besværlig og – ultimativt – uelskelig. For at få “prinsen” skal du være sød og smuk og – vigtigst – føjelig. Og det er den kamp du er med til at kæmpe med det forpulede skilt (ja, det skrev jeg, for jeg er stadigvæk vred over det), kampen for at kvinder kan råbe lige så højt – og vredt – som mænd UDEN nødvendigvis at skulle skamme sig. For ja, det ER altså en kønsting, og ærligt talt kunne det være meget fedt, hvis man så samtidig lærte mænd at de måske skulle skamme sig lidt mere nogen gange. Lidt skam-balance ville være dejligt for alle…. <3

    • SVAR

      Ja til det med at råbe højt og sige fra og ikke være primært medgørlig, køn og en god husmor. Jeg skammer mig totalt over at være sådan én, som siger noget, og som har holdninger, og når jeg tænker tilbage på heeele min barndom og ungdom er mit selvbillede, at jeg var anstrengende. Men jeg havde sikkert været vildt cool, hvis jeg var en mand.

  • SVAR

    Jeg har lyst til at give dig en stor, feministisk krammer – for det, du har været udsat for, er desværre efterhånden blevet helt typisk for kvinder i den offentlige debat.
    Det viser bare, at der virkelig – stadig i 2017 – er brug for en feministisk bevægelse, der forhåbentlig langsomt kan rykke ved nogle af de her sexistiske strukturer.

    • SVAR

      Ja, den kamp er vist langt fra ovre. Og tak ❤️

  • SVAR

    Jeg har set Torben Chris’ video. Jeg havde brug for at høre, hvad han fik så meget opbakning til at sige. Han brokker sig over, at du “brokker dig”. Og den præmis forsøger han at vende til egen fordel ~ uden held synes jeg. Og det undrer mig faktisk, at Torben, som selv er gået ind i kønskampen med billedet af sig selv med sin datter nøgne i bad sammen, har brug for at fremføre denne brokke~kritik af det, du gjorde!?

    Du har ramt en nerve, tænker jeg. Virkelig ind i noget, som er drøn~hamrende vigtigt. Og du bliver ved med at nuancere dette temmelig betændte sår med dine fine betragtninger og åbenhjertige mærken efter.

    Nej, det er på ingen måde ok, hvad du har måttet stå på mål for her. Punktum.

    Kærlighed til hele alt dette her

    • SVAR

      Ja, det må handle om, at jeg (sammen med en masse andre kvinder i tiden), rammer noget, som gør rigtigt ondt. Og selvom det slet ikke er okay, at jeg har været genstand for alt det her, priser jeg mig alligevel lykkelig for, at stormen denne gang ramte én, som kan bruge det til forhåbentlig at skabe opmærksomhed om alt det skidt, der foregår online.

      Kærlighed til dig ❤️

  • SVAR

    Kære Maj.
    Jeg synes heller ikke at det skilt var noget i nærheden af okay. Og jeg synes du beskriver det så fint med at det er noget vi ikke rigtigt ser men som alligevel bliver underliggende for forståelser af køn (eller race eller hvad det nu måtte handle om).

    Mht. skammen tror jeg at langt de fleste (hvis ikke alle – mere eller mindre bevidst) føler skam. Og jeg tror faktisk ikke det er kønsbestemt – jeg tror bare det er kønsbestemt HVAD det er vi skammer os over. Jeg tror helt sikkert skam over at råbe op og sige fra er mere udbredt hos kvinder. Til gengæld tror jeg sårbarhed, følsomhed og usikkerhed fx er nogle af de ting mænd oftere føler skam over (netop pga underliggende forestillinger der fx forstærkes af skilte som vi ikke rigtig ser). Har du mon læst nogle af Brene Browns bøger som hun har skrevet på baggrund af sin forskning i skam? Det kan anbefales 🙂

    Som altid (og igen) tak fordi du sætter gang i mine tanker og inspirerer til at tage stilling.

    Kh Mette

    • SVAR

      Kære Mette,
      det er en meget vigtig pointe: At mænd føler skam over nogle andre ting. Og derfor er ligestilling så uendeligt vigtig, også set med en drengemors øjne. Skammen over at råbe højt/sige sin mening og være tydelig er for mig at se mere et kvindeligt åg, men forhåbentlig kan vi være med til at aflive de destruktive stereotyper over de næste generationer med vores åbenhed.
      Og tak for dine dejlige ord ❤️

  • SVAR

    Jeg bliver simpelthen så ufattelig trist og skuffet over, at læse alle de ord og beskeder, du har fået med på vejen. Jeg er så skuffet over, at så mange kan finde på at skrive og ytre sig på sådan en måde. Jeg er også overrasket … på den trist måde. Troede slet ikke at der fandtes så mange mennesker som kunne finde på at skrive sådan til andre 🙁 Styrke og kærlighed til dig <3

    • SVAR

      Tak, søde du. Jeg tror og håber, at den storm af vrede, som jeg og mange andre kvinder og minoriteter bliver mødt med pt, er voldsom nok til, at noget må ske. At vi forstår, at det simpelthen ikke kan gå. Og hvis jeg har medvirket til det, ofrer jeg gerne nogle timers godt humør på den konto ❤️ Tak

  • SVAR

    Det er pudsigt,jeg har faktisk selv spekuleret over McDonald’A legetøjet, når jeg er kørt forbi og har set hvordan der tydeligt er en specifik serie til piger og en til drenge. Skæbnen ville, at vi for et par uger siden kørte hjem fra Bornholm gennem Sverige midt i aftensmadstid, så vi holdt ind på en McDonald’s og bestilte et happy meal til vores søn. De spurgte ikke til kønnet, og aldrig har han leget så meget med noget som den lille Hello Kitty tekande, der lå i kassen. Han laver kaffe til alle der træder inden for vores dørtærskel. Når han altså ikke lige kører rundt med sine dukker i sin lyserøde dukkevogn. GISP!

    Men jeg kender godt den følelse. Jeg overvejede at kommentere på opslaget på facebook, men lod være. Jeg har ikke lyst til at skulle eksponere min stille protest på de sociale medier, af ene og alene dén årsag, at jeg ikke har lyst til at skulle sidde tilbage med den følelse, som du beskriver. Men jeg fortsætter min stille protest hjemmefra, og køber de vinterstøvler min veninde definerede som “tøsede” da jeg viste hende hvilke støvler jeg overvejede at erhverve mig til sønnens vintergarderobe. Jeg håber at kunne følge ham gennem livet på en måde, som gør ham mindre bevidst om de normative kønsroller. Om et par generationer eller ti kan man jo håbe, at sådanne kommentarer, som du og den anden kvinde har modtaget, ikke længere falder de unge mænd så nærliggende at producere. Jeg vil i hvert fald gøre mit ✌️

    • SVAR

      Tak for at du også vil råbe op, når du møder den slags forældet blindhed. Det kan godt betale sig. Det er jeg helt sikker på. Men det kræver mod at gøre det, og det mod er nemmere at mønstre, hvis vi er flere, som står sammen ❤️

  • SVAR

    Kære Maj My. Hver gang Verden går amok med en følelsesreaktion som den, du lige har været udsat for, sker der en erkendelse. – Og her blev det så grotesk, at mange må have fået rigeligt stof til eftertanke. – Med hensyn til skammen over at stå frem og møde kritik kan jeg sige, at min erfaring er, at denne følelse af at være forkert, denne følelse af skam over at have vovet sig frem, når så mange nu synes, det var helt unødvendigt – denne følelse kan med alderen – og med fortsat god træning og insisteren på at sige sin mening – ud i det åbne – bringes til ophør. – Jo mere man finder sine helt egne ben – jo mere man finder ud af, hvem man egentlig er, desto mere selvfølgeligt og helt naturligt føles det at stille sig op – selv i den allerstørste forsamling – og sige det, der skal siges. – Og så sker der oven i købet det forunderlige, at jo mere man magter at stå der uden rystelser og med den indre ro, der kommer af at have fundet sine helt egne ben, desto mere vil Verden bevæge sig. Og de hadske udråb skrumpe ind. – Endnu engang: Det var vigtigt, dét, du gjorde. Og det var af allerstørste betydning, at vi så og hørte det rasende råb, der blev sendt efter dig. Det blev så tydeligt, i hvor høj grad vi er viklet ind i det maskuline sprog og den maskuline bevidsthed. – Det må vi forstå i dybden, for at kunne være med til at give MODERSPROGET styrke. – En udvikling er i gang. Og din handling her var i høj grad med til at give denne udvikling ekstra kraft. – Endnu engang tusind tak for det. <3

    • SVAR

      Kæreste Tove, du er et lys i det mørke, der kaster sig over debatten. Du er modersprogets talskvinde; den tydeligste røst. Det er af stor betydning for mig og mange andre, at du er her.
      Jeg blev ikke nær så skamfuld, i øvrigt, som jeg kunne være blevet. Men i går følte jeg en flig af noget, som jeg mente, var vigtigt. Ofte bliver der her blogindlæg jo en form for forstørrelsesglas over nogle emner, som jeg tænker, at andre også må kende til – måske endnu bedre end jeg selv. Men når det er sagt, så er skammen en følelse, som jeg kender rigtig godt – særligt fra tidligere i mit liv, og jeg glæder mig ved tanken om at finde større og større ro og styrke i mig selv. Tak, af hjertet ❤️

  • SVAR

    “Skilte dem læser man, men man set dem ikke rigtigt. De lægger sig som en stemme under stemmen i os”. Hvor er det fantastisk og præcist formuleret, for jeg har fx aldrig lagt mærke til det nævnte skilt i Legoland, og da jeg læste dit indlæg, var min eneste tanke “okay fair nok, men i min optik i kategorien I-landsproblem”, det havde jeg ikke noget behov for at kommentere på, for forskellige anskuelser er udviklende. Hvad der til gengæld på ingen måde er samfundsudviklende er når man, som du, bliver ramt af en regulær shitstorm. Jeg læste et indlæg af Jeppe Søe, hvor en tidligere toppolitiker havde skrevet en kommentar. I kommentaren blev et andet menneske kaldt for en ko. Hvorfor er det, at vi har behov for at skælde sådan ud på hinanden (hvorfor bruges en ko overhovedet som et skældsord?), hvorfor er det så stor brug for at ønske andre mennesker ondt? Vi glemmer eller er ligeglade med, at der er et menneske som modtager, som ikke er ligeglad. Hold fast i ordene Maj My, og hold fast i dine meninger og dit mod.

    • SVAR

      Det er meget lidt udviklende med den tone, som fylder så meget i alle onlinedebatter. Faktisk er det påvist, at det nedbryder debatten (ikke at man er i tvivl), og at til eksempel så dropper 50% af alle kvinder at debattere online, når de har været udsat for chikane.
      Så det er på alle mulige måder en skam, og jeg er meget enig i det, du skriver.
      Jeg har lige en kommentar til din indledende sætning om i-landsproblemer. Den er jeg nemlig blevet konfronteret med et utal af gange de seneste uger, og enkelte gange har jeg svaret. Min tanke er denne: Hvordan løser jeg u-landsproblemerne, og hvad gør du selv for at løse dem? Hvordan får jeg adgang til at ændre større konflikter? Jeg spørger af oprigtig interesse.
      Starter forandring ikke netop i det små?
      Jeg siger ikke, at alt handler om skilte – og dog, for et skilt vil altid være summen af alt andet. Jeg ville ønske, jeg havde mulighed for virkelig at rykke ved de helt store linjer. Stik mig en knap jeg kan trykke på, og jeg skal være den første til at gøre det. Jeg ville uden tøven ofre alt for at gøre verden til et markant bedre sted. Men lige nu har jeg kun mulighed for at agere i det små: Jeg holder oplæg (også den 8. marts 😉 ), og jeg skriver min blog, hvor en del læser med. Jeg viser vejen til et alternativt liv, og jeg giver mine børn en opvækst, som jeg kan stå inde for.
      Så, ja – skiltet i Legoland var da det mindste. Men jeg stod jo alligevel der, og læste det højt for mine børn, og fik en dårlig smag i munden. Og nu er det pillet ned.

      Knus til dig – og tak for din opbakning ❤️

  • SVAR

    Kære Maj my <3

    Ja det kan du tro jeg gør. jeg bære på en forfærdelig smertefuld skam som jeg stadig som 40 årig forsøger at få bearbejdet, der er faktisk et par stykker. den ene som jeg godt tør dele om på et offentligt medie er den diagnose jeg fik for 6 år siden. Man skulle tro det måske ville have været en lettelse at få en forklaring på hvorfor jeg i perioder var så pisse syg, og hvorfor jeg i perioder absolut ikke levede op til at være det menneske jeg selv anså mig selv for at være. men det var det ikke, istedet blev jeg flov, skamfuld og lille. uværdigheden ramte mig som en kampsten hen over nakken og jeg har forsøgt lige siden at lære at leve med "psykisk syg" stemplet.
    og at finde tilbage til også bare at være Stina. først og fremmest et menneske.

    • SVAR

      Åh, kære Stina. Jeg ville sådan ønske, at vi kunne få lov til at være os selv – med svære perioder og nemmere – uden at blive dømt. Jeg drømmer om en verden med rummelighed til alle, kærlighed til alle, overskud til alle. Ikke mindst én som dig ❤️