Jeg tror, vi frygter døden, fordi vi har glemt vores tro

Læste I indlægget i Information om, at vi ikke vil se i øjnene, at vi skal dø?
At vi er så bange for døden, at den lammer os, når den kommer tæt på? Forfatter og foredragsholder Esben Kjær oplever, at mange har det så svært med døden, at de ligefrem fornægter den. At vi bliver chokerede, når gamle mennesker dør, selvom det modsatte ville være ubegribeligt. Hvorfor er det blevet sådan? Døden er det eneste, ingen kan undgå, og alligevel lader vi som om, den ikke findes.

Esben Kjær udgav sidste år bogen “Min Usynlige søn” om hans søn, som døde af kræft, og nu modtager han mange breve fra mennesker i sorg. En del handler om den manglende vilje til at se døden i øjnene. Selv fortryder han, at han ikke var mere nærværende overfor sin døende søn, og i stedet brugte sin energi på at finde noget, der kunne helbrede ham, eller i hvert fald udsætte det uundgåelige. “Som konsekvens døde han mere ensom, end han havde behøvet, og det tilgiver jeg aldrig mig selv.”

Jeg kender også til den der frygt for døden. Da min bror havde kræft, var jeg bange for, at han skulle dø, og alligevel var det én af de ting, jeg prøvede ikke at tænke på. Jeg var indlagt med ham, brugte al min tid sammen med ham, men vi snakkede næsten aldrig om døden. “Hvad skal vi se nu?” – men ikke “Er du bange for at dø?” Nej, selvom døden føg gennem afdelingen, hver gang en anden patient med den samme sygdom tog derfra, holdt vi os varme på vores stue, og snakkede om kemo, genoptræning og fremtid i stedet.

Hvorfor er vi bange for døden? Jeg tror, det bunder i vores manglende tro. Jeg oplever os som sårbare, fordi naturvidenskaben er blevet den mest udbredte religion i vores del af verden. Vi tror, at vi har svar på alt, men vi tror ikke på, at der er en mening med noget af det.

I min barndom var den udbredte overbevisning, at vi hver især er alene i universet, og det føltes nøgent og råt. Det er den virkelighed, de fleste af os vokser op i: Uden en højere mening, uden et mål, uden frelse. For mig oplevedes den alvidende naturvidenskab i et overvejende ateistisk hjem og en folkeskole fuldkommen blottet for tro eller håb ultimativt ensomt. Jeg mindes en dyb længsel efter- og tro på, at der var mere mellem himmel og jord, som jeg ikke helt turde stå ved. En klar fornemmelse af at naturvidenskaben var en del af forklaringen, men langt fra den hele. I min dagbog skrev jeg beskeder til et højere selv, en gud om man vil, og jeg havde en fornemmelse af, at vores handlinger, tanker og livsvalg har indflydelse på andet og mere end blot os selv i dette øjeblik.

Vi er ikke en ø.

Vi er en del af et større hele. Om man tror på det eller ej, så hænger vi sammen. Hvad jeg gør, breder sig som ringe i vandet omkring mig. Nogle gange når de ringe meget langt væk. Om jeg vil det eller ej.

Vi er ikke en ø. Vi er en del af et kontinent.

Vi er ikke kun nu, vi er for evigt. Det tror jeg på, uden tvivl. Jeg er helt sikker på, at vi har været her mange gange før, og vi kommer her igen. Døden er ikke det sidste, den er begyndelsen på næste kapitel. Døden er ikke definitiv i det store perspektiv. Jeg frygter ikke, hvad der er på den anden side, men jeg elsker livet her.

Jeg plejer at sige, at dette liv er et åndedrag i vores fulde eksistens, og jeg har skrevet om det herinde mange gange før, på sin vis er det jo altid bag mine ord. Alt jeg gør, gør jeg med afsæt i den tro, jeg bærer i mig som en del af min dna. En tro på det gode, på lyset, på at man i det stille liv kan flytte bjerge med vilje, grundighed, stædighed. Jeg tror, der er en sandhed, og at den er smuk og meningsfuld. Jeg har blandt andet skrevet et indlæg, som handler om den sandhed, vi står i anno 2017, hvor verden splittes i to.

Siden barndommens søgen er jeg sluppet ud af tomheden. Jeg ser på solopgangen nu, og mit hjerte fyldes af taknemmelighed. Jeg er sikker på, at der er mere i det syn end en fysisk bevægelse planeter og stjerner imellem. Alt det deroppe har en sammenhæng med de celler, jeg består af, og jeg tænker ikke, at jeg har direkte indflydelse på, om solen står op i morgen, men jeg ved, at vi ultimativt påvirker alt andet, fordi vi er ét.

Alt, jeg har set og mærket, læst og oplevet de seneste år, har bekræftet mig i, at døden skal vi ikke frygte, det er livet på jorden, der er den største prøvelse. Det er her, vi virkelig kæmper. Det er her, vi udvikler os gennem kriser og mørke; udfordringer og hjertesorg. Her er smukt og godt, men det er der også på den anden side af døden.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg glæder til at dø. Jeg vil vride alt ud af det her liv, være her så meget og så længe som muligt. Men jeg ved, at en dag skal jeg herfra. I morgen eller om tres år? Det svar har ingen, derfor vil jeg leve fuldt ud nu.

“En dag skal vi dø, men alle andre dage skal vi leve” (Per Olov Engquist). Det siger jeg både til mig selv og mine børn, når de nævner frygten for døden.

Jeg vil gribe livet alle de dage, mit hjerte slår. Jeg kommer aldrig til at fortryde, at jeg gjorde mit bedste, og brugte timerne på det, jeg havde valgt med åbne øjne. Er jeg bange for at dø? Nej. Jeg er sikker på, at døden er en genkendelse så dyb som universet og en lettelse så står som ingenting i dette liv. Jeg er sikker på, at det vi kalder døden, også er liv.

Jeg begynder at tænke, at det er det, mine retreats skal kredse om: Det med at gribe livet. Livet er så meget mere meningsfuldt, når vi selv har haft indflydelse på det. Når vi har taget det i hånden, og trukket det med hen til vores drømme. Vi er her nu, og vi har så meget, vi kan. Vi kan stadig nå det. Vi kan så meget mere, end vi tror. Derfor skal mine retreats skal handle om vores egen personlige rejse i dette liv; vores mål og drømme og vejen derhen.

Når jeg tænker på, at jeg en dag kommer til at miste, kan jeg mærke sorgen og afmagten helt ind i knoglerne. Jeg vil så gerne undgå at miste, jeg vil så gerne gå fri for de største sorger. Jeg vil så gerne, at døden henter dem, jeg elsker i den rigtige rækkefølge: Forældre før børn og bedsteforældre før forældre. Men jeg har fået en ny tryghed og ro i, at vi ikke bliver væk for evigt; at selvom det ansigt, den stemme, det liv forsvinder, så er essensen der stadig, og en dag mødes vi igen et andet sted. Det er ikke en tro jeg har for at drukne sorgen eller for at gøre den mindre; det stikker langt dybere end som så. Sorg er sorg, og sorg er naturligt. Men jeg glæder mig dagligt over mine børns klare oplevelse af, at livet ikke blot er dette udefinerede øjeblik og dernæst: Puf! Ingenting. At der er mere end det. Mere mening.

John Donne, 1624:
No man is an island,
Entire of itself,
Every man is a piece of the continent,
A part of the main.
If a clod be washed away by the sea,
Europe is the less.
As well as if a promontory were.
As well as if a manor of thy friend’s
Or of thine own were:
Any man’s death diminishes me,
Because I am involved in mankind,
And therefore never send to know for whom the bell tolls;
It tolls for thee.

Hvordan har I det med døden? Hvordan tror I, den er? Hvad sker der? Hvad ønsker I, hvad tror I på?

Jeg har også skrevet et indlæg om at sørge

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

15 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg har ofte undret mig over den dødsangst. Måske du har ret i at den hænger sammen med. Min mor der er troende sagde i hvert fald forleden at hvis et af mine børn skulle dø fandt hun trøst i at tænke på at de kom op til olde (min elskede bedstemor) for ja vi taler jævnligt om døden. Og så sent som i morges snakkede jeg med drengene om deres savn omkring oldes død.

    Jeg tror så slet ikke på noget som helst. Ikke på gud. Ikke på reinkarnation, skæbne, soulmates eller at ting sker af en årsag.

    Men jeg frygter ikke døden. Ikke min egen i hvert fald. Men angsten er der helt sikkert når det handler om at miste mine børn.

    Men min egen død frygter jeg ikke. Jeg lever det liv jeg ønsker ud fra de rammer jeg har og dermed føler jeg mig klar på at hver dag kan være min sidste.

    Da jeg fik min blodprop i hjernen frygtede jeg heller ikke efterfølgende at få en ny og dø – men blive ramt af en ny og blive alvorligt hjerneskadet. Det frygter jeg. Og smerter. Dem frygter jeg også. Og også død med masser af smerter op til. Men ikke selve det at livet ophører.

    Jeg ønsker at dø før mine børn. Og jeg ønsker mig en rimelig smertefri død. Og for mine børns skylds håber jeg der går mange år endnu.

    • SVAR

      Jeg synes, det lyder som en meget god og konstruktiv tilgang til døden, du har. Og til det med sygdom og smerter: Det ønsker vist ingen, omend der uden tvivl ligger læring i det. Men puh, jeg vil også helst være det foruden.

  • SVAR

    Jeg har endnu ikke oplevet døden sådan rigtig tæt på, så for mig er den store sorg stadig abstrakt. Jeg er bange for at miste mit barn – bare tanken får alting i mig til at snøre sig sammen indeni. Samtidig er jeg ligesom dig helt sikker på, at der er så meget mere end dette liv, og jeg tror, at vi kommer hinandens sjæle ved både før og efter denne jordiske eksistens. Da min mormors mand døde, havde jeg en helt klar oplevelse af at se essensen af ham – kernen, det allerbedste og mest menneskelige af ham, som jeg aldrig havde set i levende live – og det er sådan, at jeg tror, at vi alle mødes til sidst. Der er sjæle, som jeg ved, at jeg kommer til at smelte sammen med og have uendelige samtaler med på den anden side. Og jeg ved, at den lille dreng, som jeg lige har kysset godnat, har været alle mulige andre relationer end en søn på andre steder og tidspunker.

    Jeg er ikke vokset op i et troende hjem, overhovedet. Men jeg kan tydeligt huske, at jeg en dag i børnehaven kiggede op i træerne, og forstod, at Gud var der, og at jeg kunne tale med ham. Jeg er voksendøbt og kristen, men for mig er religionen det menneskelige, fysiske udtrykt for erkendelsen af Gud. Han (hun, det) er meget, meget større end et enkelt religiøst udtryk.

    • SVAR

      Kære Line, tak for dine smukke ord, som rører mig. Din oplevelse af livet – både her på jorden og fortsat – stemmer meget overens med min. Jeg tror også, at vi netop bærer på det smukkeste og mest ophøjede i vores inderste med os igennem liv efter liv, og fra liv til liv lærer vi nyt, og vi trækker på forskellige dele af vores inderste. Kristian og jeg tog nogle livsforandrende kurser forrige år, som både styrkede mig i min overbevisning men også satte mig mere direkte i kontakt med mit inderste og dermed gav mig en balance, glæde og forståelse, som jeg synes, jeg har med mig hver dag. Så jeg genkender det, du skriver om din mormors mand. God weekend!

  • SVAR

    Jeg har nået en alder hvor jeg ved, at jeg skal passe på de år, jeg har igen. Den daglige tur med hunden over kirkegården minder mig om det; men giver også meget ro.

    Det generer at jeg nok kun har et par årtier tilbage i dette liv, for jeg har egentlig meget jeg synes jeg skal nå. Det er nu egentlig også lang tid.

    Jeg er også lidt spændt på hvordan det vil være. Jeg er overbevist om, at vi får lejlighed til at se tilbage på det liv, som har været. På godt og ondt. Det er jeg utrolig spændt på, for der vil (formentlig) vise sig en masse sammenhænge og forklaringer. Og så er der mulighed for at reflektere og erkende.

    • SVAR

      Kære Knud, jeg er meget enig i dine tanker om døden og det blik vi får på vores liv i den forbindelse. Jeg har en række bøger, som du måske kan få glæde og forståelse ud af, og jeg sender dig gerne en liste, hvis det har interesse. Tak for dine ord.

  • SVAR

    Smukt!
    Jeg vil tage Engquists ord med mig “En dag skal vi dø, men alle andre dage skal vi leve”.
    Jeg har det ambivalent med døden, nogle gange synes jeg det er ret okay at skulle dø, og andre gange ikke så meget (måske mest det sidste).
    Jeg synes dog der er en vigtig pointe i, at vi ikke kan gøre døden om, og når nogen tæt på er døende, skal vi ikke forsvinde væk i en dødsfornægtelse.
    Dit oplæg fik mig til at tænke på den palliative sygeplejerske Bronnie Ware, der gennem sit virke havde noteret ned hvad hendes døende patienter fortrød mest, og der tegnede sig et mønster:
    – I wish I’d had the courage to live a life true to myself, not the life others expected of me
    – I worked too much and never made time for my family
    – I wish I’d had the courage to express my feelings
    – I wish I had stayed in touch with my friends
    – Happiness is always a choice, I wish I’d knew that a lot earlier

    Så ja, livet er helt sikkert mere meningsfuldt, når vi husker at mærke efter og derefter efterstræber at leve livet som vi selv ønsker det.

  • SVAR

    Sikke smukke tanker. Det giver god mening og virker beroligende på sådan en som mig, som altid har haft en latent angst for døden. Jeg mistede min mor, da jeg var 6 år, så tanker omkring døden har fulgt mig det meste af mit liv. Det er ikke selve det at dø jeg er bange for. Jeg tror det er en behagelig ting, men det er angsten for tab af kærlighed – både den jeg gerne vil give og den jeg modtager. Jeg er selv blevet mor fornyligt og er igen blevet konfronteret med angsten – både for at miste dem jeg elsker og skulle være tilbage uden dem, men også angsten for selv at dø. Men jeg tror du har helt ret, når du skriver at troen og vores overbevisning kan hjælpe os med denne angst. Og det der med at forstå essen af livet, som jo ikke er afhængig af os som personer, men kærligheden er der heldigvis over alt. Tak for et godt indlæg og en fantastisk blog. Jeg elsker at følge med her.

    • SVAR

      Hvor er det fint skrevet, at det er: “angsten for tab af kærlighed – både den jeg gerne vil give og den jeg modtager,” du oplever. Og sådan har mange af os det nok. Vi vil ikke give slip på kærligheden, og døden ér jo en sorg, uanset hvad vi tror på eller ej. Men jeg oplever ikke den panik eller håbløshed, som mange beskriver, og det tror jeg, hænger sammen med, at jeg ser livet som et større hele – og døden som en del af det, ikke som en afslutning. Tak for dine ord om min blog, det betyder meget.

  • SVAR

    En dag skal vi dø, men alle andre dage skal vi leve.
    Det er dog fantastisk smukke ord

    • SVAR

      Ja. Virkelig smukke ord, som vækker genklang i de fleste, både store og små.

  • SVAR

    https://youtu.be/oQvQ3M9Tzkw

    Kom til at tænke på denne sang da jeg læste dit indlæg

  • SVAR

    Kære Maj My,
    jeg kom til at tænke på denne sang om, at alt er forbundet, da jeg læste dit indlæg:

    https://www.youtube.com/watch?v=LxqGP0KAEtI

    Simone

  • SVAR

    Tak for dine betragtninger om døden og livet. Dine tanker om troen deler jeg. Som kristen kan man som teologen Bonhoeffer tænke, at døden er begyndelsen selv om den er slutningen på dette liv. Efter min kones død sidste år har den tanken hjulpet mig meget. Min kone faldt om af en hjerneblødning og døde senere på dagen. Hun kom ikke til,bevidsthed. Hurtigere og blidere kan man vel ikke dø.
    Mine børnebørn skal altid se det sted i haven, hvor jeg fandt hende. Så fortæller jeg, at gå i haven og få den til at se smuk ud var hendes et og alt. Og hvor er hun så nu, spørger de. Nu går hun, fortæller jeg så, sammen med Vorherre rundt i en stor have. Vorherre holder hende i hånden og viser hende alle de smukke blomster. Fortællingen er en tros-fortælling – og dem må vi ikke glemme at fortælle.
    Tak for dine betragtninger. Jeg har ikke set din blog før, men har netop været lidt rundt iden. Spændende og tankevækkende. Jeg er nu 76 år og lavede min egen blog sidste år, for ikke at være alene på “øen”, men holde kontakt til min famileie og mine venner – bloggen hedder: Henning – Pace e bene.

    • SVAR

      Kære Henning, mange tak for din smukke og eftertænksomme kommentar. Både om din hustrus blide død og om den kræighed du deler med dine børnebørn, når du fortæller dem om din tro. “Døden er begyndelsen, selv om den er slutningen på dette liv.” – Jeg er helt enig. Mange hilsner, Maj My