Jeg vil fortælle dig noget om indlæring, som du ikke får at vide henne i skolen

Nu vil jeg fortælle dig, at indlæring har lige så mange ansigter, som der er mennesker på jorden.

Jeg vil understrege, at dit barn lærer uafbrudt, uanset hvad du stiller op.

Jeg vil fastholde, at der ikke findes én komprimeret læringsmetode, som er bedre end alle andre; at der ikke findes ét mål, som passer til alle.

Sandheden er, at det den ene fordybe sig i gennem et helt liv, får den anden aldrig behov for at have kendskab til. Vores besnærende syn på, hvad et menneske har brug for at kunne, når de forlader skolen, resulterer med andre ord i en helt masse spildt tid. Har du nogensinde gået dine noter fra skoletiden igennem for at finde ud af hvor meget (eller hvor lidt?) af det, du rent faktisk har haft glæde af, da du skulle skabe dit eget liv?

Tid, opbakning og tryghed er de basale behov, som skal dækkes, for at et barn kan udvikle sig til en voksen, der er i stand til at leve et meningsfuldt liv. Samtidig har en kærlig, anerkendende barndom i sig selv den største værdi, uden at den underlægges målsætninger eller krav om specifik læring.

Nogle lærer bedste, mens de bygger et skur; andre skal danse sig igennem deres livsprocesser. Nogle tegner sig til livets indsigter med pen og papir, andre finder svarene, når de befinder sig i store, dynamiske teams. Det ved de i de demokratiske skoler, som myldrer frem i Israel med stor succes.

Børn har en medfødt evne til at udvikle sig, der er simpelthen intet alternativ: De lærer at smile, kravle, rejse sig og gå. De lærer at tale, hoppe, lege og fordybe sig. De lærer så meget på deres første fem leveår, at det for mig er noget nær ubegribeligt, at vi er kommet til at tro på, at de ikke kan lære noget derefter, medmindre de møder op på en skole hver dag. Jeg mener ikke, at skolen udelukker læring, men det går mig imod, at vi som samfund er blevet komplet ignorante overfor, at man også kan lære, selvom man ikke bruger det meste af sin tid i sådan én.
Så desillusionerede omkring indlæring er vi, at vi ikke mener, de mange timers ugentligt klasseundervisning er nok; der skal også lektier til, og hvis barnet stadig ikke følger den arbitrære læringskurve, må vi straks slå alarm. “Der er noget i vejen!” – Men er der med sikkerhed det? Har du som forælder mærket efter i hjertet, når du accepterer, at dit barn er problematisk, fordi han eller hun ikke lærer nøjagtig som forventet?
Det gik jo meget godt uden skolen indtil for blot 200 år siden, men den viden er gået i glemslen, fordi vi har ting, vi skal nå, og mennesker som skal formes på en bestemt måde.

Som jeg ser det, er det først, når vi blander os i børnenes instinktive indlæringsevner, at det kan gå galt, og det er skolen blevet rigtig dygtig til.
Når vi installerer frygten for at fejle, og oplevelsen af at skulle måles op mod andre mennesker, risikerer vi at forstyrre eller helt ødelægge barnets nysgerrighed og skaberkraft. Når vi med tests, karakterer og korrektioner cementerer, at fejl er et problem, slår vi samtidig børnenes personlige kreativitet ihjel. Det er et faktum, at enhver nyskabelse er produktet af gentagne fejltagelser.

Hvis ikke du har set den, de andre gange jeg har delte den herinde, er nu et godt tidspunkt: Sir Ken Robinson i den mest sete Ted Talk til dato om børn og kreativitet (med citater som “hvorfor underviser vi ikke i dans, lige så meget, som vi underviser matematik?” og nogle vigtige pointer om, hvordan man finder sit talent)

Mens skoledagene er blevet længere, glemmer vi, at vores børn kommer med alt, hvad de skal bruge for at blive dygtige voksne. Det eneste, vi behøver gøre for at guide dem på rette vej, er at være opmærksomme, støttende facilitatorer. That’s it – krævende, men også ganske simpelt.

Når vi retter på vores børn, eller skammer dem ud for ikke at følge pensum, installerer vi følelsen af at være forkert, hvor der burde være glæde og initiativ.
Når vi forventer, at vores børn skal kunne de samme ting på samme tid, beder vi fisk klatre i træer, og værst af alt paralyserer vi barnets drivkraft efter at udvikle sig i takt med sin indre rytme.

Det, mine børn lærer her i vores hjemmeskole, er ikke forbeholdt vores hjemmeskole. Det er ikke nødvendigvis umuligt at lære meget af det samme i en skoleramme, men det bliver sværere, for hver gang vi strammer skruen omkring børnene med lange dage og besnærende krav. De stramninger, som i forbindelse med de seneste politiske tiltag, nu også gælder børnehaver og på sigt vuggestuer.

Det er en endegyldig sandhed, at hvis man tilbringer syv timer om dagen i et klasselokale plus én time på lektier og 45 minutter på transport til og fra skolen (samt x-antal timer foran en skærm derudover), er der ikke mange vågne timer tilbage til at udforske alt det, som man ikke kan lære dér. Man har ganke enkelt ikke lige så mange timer til at fordybe sig i sine egne, frie projekter, naturen og al den læring, som ikke findes i et klasselokale eller en opgavebog.
Samfundets nuværende skoleform, og de forventninger, der bliver stillet til vores børn derigennem, risikerer at underminere deres oplevelse af at være værdifulde mennesker. Og hvad er vigtigere end visheden om, at man har en meningsfuld plads her på jorden? Selvværdet er kernen i et selvstændigt liv.

Én ting har alle forældre til fælles, og det er, at vi for alt i verden vil klæde vores børn bedst muligt på til at få et godt liv, når de rejser ud i verden.
Før vi rigtigt kan tage hul på det job, er vi tvunget til at se os selv dybt i øjnene og reflektere over, hvad et godt liv reelt er? Lever vi selv et godt liv? Hvilken verden vil vi gerne overdrag til vores børn, og hvordan ønsker vi, at de skal træde ind i den? Hvornår er vi selv mest lykkelige, og hvem kender vi, som er oprigtigt tilfredse med deres liv – hvad gør de for at have det sådan?

Vi lever i et samfund, som har overordentligt travlt med at ensrette os alle sammen. Fra vugge(stue) til grav skal vi leve op til en række konventioner, læringsmål og dogmer, som jeg frygter, er udstukket for at bevare en gruppe menneskers position i samfundets top og sikre den økonomiske vækst (som vi alle sammen efterhånden ved, overvejende bidrager til at opretholde en udvikling, der i bedste fald er forældet, og i værste fald ender med at tage livet af os alle sammen).

Vores børn vokser op i et samfund, hvor den underliggende dagsorden er at få flest muligt ind på række: 90% af alle unge skal på en ungdomsuddannelse, fjumreårene (bare det ord!) er smidt i skraldespanden, og den normerede tid kørt i stilling. Det tvinger os til den erkendelse, at for at se verden, for hvad den virkelig er, må vi træde ud af kasserne og betragte virkeligheden med hjertet, eller med vores egen sunde fornuft.

Er der reelt grund til at frygte for den lidt indadvendte, kreative pige, som ikke kan læse i 2. klasse, men som til gengæld kan lave solsystemet i Haba-perler, og iøvrigt fortæller sin mor historier, som griber hende om hjertet?
Er der reelt grund til at udskamme den seksårige dreng, som ikke bryder sig om andet end frikvartererne, og hellere vil bygge broer i sandkassen end skrive pæne tal på linje? Behøver vi være bekymrede for de børn, der ikke lærer nøjagtigt, som retningslinjerne foreskriver, eller er skal vi i stedet genfinde troen på, at deres vej er fuld af mening og tilstrækkelig læring, hvis vi støtter i stedet for at skælde ud? Er det ikke måske i virkeligheden den dummeste fælde for hele vores samfund, hvis vi kun giver plads til en ensartet masse af initiativløse, uselvstændige mennesker?

Indimellem bliver jeg ramt af en frygt for, hvordan det dog skal gå vores hjemmeskolede børn, og jeg spørger mig selv: Hvad er det vigtigt, at de får med herfra?
Velvidende at intet er perfekt, søger jeg svar på, hvad jeg gerne vil kunne tænke tilbage på, at vi forsøgte at give dem.
For mig er svaret, at de skal kunne mærke deres egen vej, så de aldrig føler sig uden vilje eller værdi. De skal lære at lære, for så kan man lære alt, og de skal bevare kontakten til deres medfødte drivkraft og kreativitet, for så løber man aldrig tør. Jeg tænker ofte på denne artikel, som jeg læste, lige da vi havde besluttet at hjemmeskole vores børn. Den er skrevet af en ph.d.-uddannet universitetslærer, som unschooler sine børn hjemme. Hun skriver, at det vigtigste for hende er, at hendes børn lærer at lære. Hun vil uddanne ledere, iværksættere, opfindere, og hun kender til passion, og den skal hendes børn ikke have frastjålet.


Sidste år lærte vores femårige datter sig selv at læse, og siden da er hun gået fra letlæsningsbøger til tegneserier til reel litteratur. For to uger siden knækkede hendes tvillingebror for alvor læsekoden, helt af sig selv og uden vores indblanding. Nu læser han på livet løs om ninjaer og pattedyr, og de øver sig begge i at skrive dagligt. Deres tre år ældre storebror, derimod, er stadig mest optaget af elektronik og bæredygtig energi, og knap så ferm til at læse eller skrive. Han designer eldrevne biler, og forsøger at installere motorer på vores trehjulede cykler, men har absolut ingen lyst til at sidde med en opgavebog eller skrive pænt. Jeg øver mig i at stole på, at han skal have lov til at gå sin egen vej: At jeg vil fortryde, hvis vi presser ham mere, end han allerede har oplevet, med fare for at underbygge hans frygt for at fejle.
Pointen er, at når vi har tillid til vores børn og os selv, så kommer indlæringen uundgåeligt. Det er aldrig til at sige, hvordan et barns læringsvej ser ud, men de lærer altid. Det gør de virkelig. I promise.

 

LÆS FLERE indlæg om samme emne:
Jeg kender en dreng, og jeg kender en pige
Min søn har knækket læsekoden uden pres
Vi kan jo ikke alt, vel
Hvorfor er jeg nervøs for at sende mine børn i skole

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

6 Kommentarer

  • SVAR

    Tak for dine tanker. Du er i mine øjne modig og tro mod dig selv. Jeg er bosiddende i USA og syntes til at begynde med at hjemmeskoling var noget underligt “hippie noget” men efter at lære flere og flere at kende, der hjemmeskoler, har jeg ændret mening (hjemmeskoling er dog ikke for mig. Jeg ville muligvis komme til at slå mine børn ihjel undervejs – LOL). De hjemmeskolede unge mennesker klarer sig ofte super godt på college herovre – netop fordi de stadigt har nysgerrighed og passion i god behold. Så bekymring om hvorvidt dine unger kan klare sig senere hen tror jeg faktisk ikke er noget du behøver bruge energi på.

    • SVAR

      Tak for dine søde ord. Jeg er heller ikke oprigtigt bekymret for mine egne børn (ganske som du skriver, viser flere undersøgelser i USA, at hjemmeskolede børn har en fordel akademisk). Jeg er mere bekymret for alle de børn, som er underlagt stadigt mere rigide og resultatfikserede skoleformer. Hvordan skal verden forblive mangfoldig og udvikle sig i en positiv, nærende retning, hvis alle tænker ens?

  • SVAR

    Jeg ville nogen gange sådan ønske, at jeg havde vidst mere om læring for 9 år siden, da min dengang just 5-årige lærte sig selv at læse. Han var som et sort hul, sprængfyldt med motivation og glæde og læringslyst.
    Men efter et par år i skole var det afløst af kedsomhed og han resignerede mere eller mindre, og blev sådan en, som altid fik at vide, at han jo var dygtig men larmede for meget…
    Jeg kommer ikke til at kunne sende hans søstre i skole med god samvittighed, simpelthen fordi, jeg ikke har tillid til den måde man anskuer læring på i det etablerede skolesystem. Jeg tror ikke på kanoniseret viden, jeg tror ikke på, at man kan lære noget, hvis ens dag er fyldt med ting man finder dybt irrelevant (det kunne jeg i hvert fald ikke!).
    Hver gang jeg bliver mindet om de ting du netop skriver her, bliver jeg bekræftet i vigtigheden af, at give vores børn mulighed for at finde deres egen vej, og støtte dem i det så meget vi overhovedet kan. Om det er at hjemmeskole, eller banke i bordet overfor skolen når barnet keder sig bravt, eller engagere sig i bestyrelse og interesseorganisationer det er individuelt. Men man er altså nødt til ikke bare at flyde passivt med, men sætte sig ind i tingene og tage stilling hvis man overhovedet orker. For de umenneskelige pres nutidens børn er under, er altså ikke naturgivne sandheder, ofte går de direkte i mod al forskning på området hvilket i sig selv er en deprimerende paradoks…
    Tak for de kloge ord Maj det er SÅ vigtigt <3

    • SVAR

      TAK for dine kloge ord, Tine. Vores daglige sparring er uvurderlig på denne rejse ❤

  • SVAR

    Jeg har det seneste års tid læst din blog og jeg bliver ofte rørt. Jeg er pædagog og oplever dagligt dilemmaet mellem at gøre det bedste jeg kan med de rammer der bliver stillet og samtidig have en antipati overfor den retorik jeg dagligt møder om at institutionslivet er en nødvendighed for børns udvikling. Jeg får virkelig lyst til at udfordre den tese for hvor dygtige og anerkendende pædagoger kan bidrage til at børn blomstrer oplever jeg dagligt hvordan pædagogers børnesyn kan være med til at knække børn og sætte dem i en bås. Jeg var rørt til tårer over denne video om børns læring, den bliver jeg nødt til at vise mine kolleger til næste personalemøde, vores institutioner har ofte et meget snævert normalitetsbegreb og jeg kunne håbe at denne video kunne udfordre dette.

    • SVAR

      Jeg håber, du vil vise dine kolleger den dejlige video med Sir Ken Robinson og i det hele taget kæmpe for børnenes ret til at være sig selv. Tak for din store indsats for vores børn – jeg synes, I pædagoger og lærere arbejder med nogle naturstridige og næsten ubevægelige krav omkring jeres hverdag, men der er altid plads til fortolkning; altid plads til omsorg og kærlighed ind i rammen. Og hvis ikke må vi sige fra – alle sammen. Jeg er her med dig ❤