Jeg vil fortælle om det her liv

Min blog er stadig nyfødt; ti dage gammel, og jeg er ved at finde ud af, hvad den er for en størrelse. Det tænker jeg over, når jeg trisser rundt i barselslivet, landlivet, familielivet, det indre liv.

Jeg vil bestræbe mig på at være ærlig, oprigtig og i tråd med mine værdier. Det betyder blandt andet, at jeg ikke altid vil være i stand til at lægge skønne billeder op af de mange smukke situationer, som udspiller sig i mit liv (og ej heller altid af de grimme), fordi jeg er tilstede i dem. Og fordi jeg ikke altid tager gode billeder. Fotos er nemlig ikke min spidskompetence, men jeg øver mig, og som min veninde sagde i går: “Din største muskel er skrivemusklen. Ikke fitnessmusklen eller fotomusklen, men skrivemusklen, og det er den, du skal bruge mest krudt på.”

Lad mig understrege pointen med en oplevelse fra i går morges, hvor de to fireårige skulle til høstfest i børnehaven. Ilja havde sagt, at han ville have butterfly på, og det elsker jeg, at han og Storm altid vil, fordi jeg selv er sådan én, som kun har ét par sko lige nu, og det er gummistøvler. Så jeg tænkte: “Det snapper jeg lige et billede af til min instagram og måske til bloggen.” Men mine børn er ikke den slags, som man lige snapper noget som helst af, medmindre man er heldig, og i stedet endte det med, at jeg midt i afgang til skolebus og børnehave komplet mislykkedes med at få et godt billede af dem, og så blev jeg lidt sur. Men så tænkte jeg: “Ej! Det var aldrig idéen med bloggen, at jeg skulle være en sur mor på grund af den, så det her billede må jeg undvære.” (jeg ér jo en sur mor indimellem, og det vil jeg gerne fortælle om en anden gang, men pointen er, at jeg ikke vil være mere sur, bare fordi jeg har lavet en blog.)

Processed with VSCO with a7 preset

Nej, det jeg vil med bloggen, er at fortælle om det her liv. Det her liv med fuldkommen vanvittigt smukke solopgange og færgen, som sejler forbi lige derude på havet, og om stilheden, den helt grundlæggende stilhed, som er sund for os alle seks. Jeg vil fortælle om Kristians køkkenhave og de mange kartofler, han er lykkedes med allerede det første år, og om planterne, som visnede før tid, og om traktoren, naboerne, og hvorfor vi bor herovre, så langt væk. Om hvad vi indimellem savner, og hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Og hvordan.

Jeg vil skrive om, hvad der rører sig i mig; hvilke værdier der ligger til grund for mine handlinger. Jeg vil dele ud af mine oplevelser fra livet; den glimtvist oplyste barndom i en forstad ved Aarhus, årene i New York, og det med at blive mor (hvilket har været uendeligt mangefacetteret for mig, og det er vanvittigt, at jeg har så mange børn, men jeg er lykkelig. Og træt. Og desperat efter alenetid – men, det bliver en anden gang, jeg skriver om det.)

Det er også min tanke at skrive om helt andre ting og mennesker. Jeg vil lave en serie portrætter af spændende mennesker – både fra Ærø og fra andre steder, og faktisk er det første allerede klar, og det er min tanke at lægge det op på mandag. Det er af hende her:

Jeg tænker også på at lave sådan en tilbagevendende “det læser jeg/det ser jeg/det hører jeg” om bøger, artikler, film og musik, som har gjort indtryk på mig. For selvom vi ikke har tv-kanaler, og selvom Kristian læser meeeget mere end jeg, så er der nogle ting, som jeg er så glad for, at jeg gerne vil dele dem.

Hvad har I lyst til at læse om fra mig?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

3 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg tænker, at det jeg helst vil læse om – er det du helst vil skrive om! 🙂
    Hvis jeg kan læse din autencitet i det du skriver – hvis jeg kan læse det, som DU har lyst til at skrive om – så bliver det en god oplevelse for mig at læse med i dit liv 🙂
    Så blæse være med, hvad nogle måske synes du skulle skrive om og om deres egen læseliste er fuld – fortsæt med at (be)skrive om alt det liv som er dit, så vi kan mærke DIG! Det er derfor vi læser med 🙂

    • SVAR

      Tak for din kommentar – og du har selvfølgelig ret. Og det er også det eneste, jeg kan finde ud af, heldigvis. At skrive om det, der ligger mig på sinde. Og lige nu bruger jeg tid på at mærke efter; hvad ligger mig mest på sinde; hvad vil jeg helst skrive om. For jeg vil gerne have, at der er en rød tråd her på siden, og den skal netop være det oprigtige, det nærværende. Tak for at du læser med 🙂

  • SVAR

    […] mandag formiddag! Jeg har længe ledt efter en undskyldning for at nedfælde nogle af de fine ting, som bliver sagt af kloge mennesker omkring mig. Med bloggen […]