“Jeg ville ikke have energien til det der”, siger de. Og det har jeg heller ikke altid.

Det skulle være et kort indlæg. Sådan en lille hurtig ting skrevet på et kvarter og læst på tre minutter. Nogle få, forløsende ord. Solstråler og frostgrader.

Men.

Kristian sagde i aftes, at det jo er hårdt at have sine børn hjemme. Hvis jeg skulle have glemt det.
Man er træt, når de falder i søvn sidst på aftenen, og lige dér har man samtidig behov for at udtrykke sig kreativt, så vi skriver og laver musik, til vi falder omkuld af træthed ud på natten, han og jeg.

Og jeg tror, at den mest krævende forpligtelse for et menneske er forældreskabet.
Selvom jeg ved, at meget andet i livet kan være svært og omkostningsfuldt. Men jeg kender ikke til noget så kompromisløst, omfattende eller vedvarende som det at være nogens mor eller far.
Samtidig kender jeg ikke til noget så udviklende, generøst og smukt.

Da jeg stadig afleverede mine børn hver dag, var det hårdt på en anden måde. Det var forældreskabet, der krævede mest af mig, men dengang handlede det om afstand og frygt. Jeg frygtede at komme hjem med mine børn efter en dag på arbejde og i institution. Frygtede det fremmedgjorte, konflikterne, tabet af selv.

Nu er mine børn hjemme hver dag, og de seneste tre måneder har her gået to-tre håndværkere og arbejdet på vores loft dagligt, og fordi de er her, fra vi står op, til vi har været igennem de første mange konflikter, grineflip og danseture i løbet af dagen, er de tættere på vores hverdag end nogen andre.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange de har sagt til Kristian: “Jeg ville ikke have energien til det der,” mens de har kigget på vores fire små barbarer råbende i mudderet på marken, og Kristian nikker hver gang, og siger “Nej, det har jeg heller ikke altid.”

Men når så man går i seng om aftenen, ved man, at det er rigtigt. Det vender jeg tilbage til i bunden af indlægget.

Som hjemmegående er livet sådan lidt “all bets are off“. Vi er midt i den omsluttende opgave hele tiden – uden frokostpauser eller tid til tankestof. Det kan tage mig 14 dage at ringe til lægen og endnu længere at skrive en sms til min bedste veninde.

Menneskebørn er nogle svære størrelser, de kræver svar og nærvær og tid, og kongefamilien har altid fået dem passet af andre; de rige har altid sendt dem på kostskole hurtigst muligt og de ressourcesvage har fået dem taget fra sig.
Nu om dage afleverer vi vores børn til fremmede, hårdtpressede mennesker hver dag, fra de er et år. Vi får at vide, at fællesskabet i vuggestuen og børnehaven er det, der skal gøre vores børn til kompetente mennesker, som kan indgå i mangfoldige sammenhænge livet igennem, og vi hører igen og igen, at det er børns natur at være omgivet af jævnaldrende, og at pædagogerne og lærerne er bedre rustet end nogen andre til at være sammen med dem. Vi tror på det, fordi det er sådan, alle andre lever.

Så vi går væk fra børnehaven med en knugende fornemmelse i brystet, og møder de andre forældre på arbejdspladsen, hvor vi bekræfter hinanden i, at “han stopper med at græde, så snart jeg drejer om hjørnet”, selvom vi godt ved, at børnene stopper med at græde, fordi der ikke er noget alternativ. Der er ingen mor eller far til at samle dem op, holde dem tæt, og hvisker: “Jeg hører dig, nu er jeg her.”

Indimellem bliver mine veninder konfronteret af deres veninder, tanter eller kolleger, som har hørt om mig, og gerne vil have svar på, hvorfor jeg mon forestiller mig, at mine børn har godt af at være herhjemme. Tror jeg, at jeg kan lære mine børn det, de får brug for ude i den store verden? Der er løftede øjenbryn og hævede pegefingre: Hvad bilder jeg mig egentlig ind?

Jeg ville ønske, de ville spørge mig, så jeg kunne svare selv.
Jeg ville svare, at jeg har taget en vej, som for de fleste føles ufarbar, fordi den er anderledes.
Jeg har taget en vej, som kommer med et stort ansvar, fordi mine børns liv er i mine hænder.
Jeg har taget en vej, der kræver mod, fordi vi er ganske få på den.
Men jeg har også taget en vej, hvor jeg ikke længere er i tvivl.
Hvor jeg ved, at selvom det er hårdt, så er det rigtigt.
At selvom jeg indimellem kan tvivle, er jeg ikke i tvivl.
For min tid er aldrig spildt.

BUPL har lavet en ny podcast, som skal hjælpe pædagoger til at håndtere dagligdagssituationer med børn, der er i smerte. “Ida vil ikke med på tur”, står der i en medlemsbladet.
“Hun råber og græder. Og så er det endda hendes fødselsdag. Skal pædagogerne tvinge hende med? Forsøge at få hende i godt humør? Eller udsætte turen til en anden dag?”
Jeg tænker på lille Ida, jeg mærker hendes smerte og særligt mærker jeg mine egne børns smerte og jeg mærker den smerte, jeg bærer rundt på, fordi jeg hørte deres gråd, men jeg turde ikke reagere.
Det er Idas fødselsdag, og hendes mor har forladt hende. Er der ingen, som hører hende græde?
Men det er der ikke, for hvis vi begynder at anerkende det åbentlyse svigt forårsaget af vores samfundsstruktur (ja, af selve vores virkelighedsopfattelse), styrter det i grus. Så pædagogernes landsforening har lavet en podcast til sine medlemmer, som kan lære dem at “omsætte situationerne til pædagogiske fortællinger og dele dem med kollegerne for større arbejdsglæde.”

Kloge, fine Tove Rump (som jeg synes, I skal tilføje på facebook) skriver bl.a. om den nye podcast:
Derfor vil jeg opfordre BUPL og pædagogerne til at holde op med at spille med i dette syge spil.
Vi kan ikke ændre verden fra den ene dag til den anden. Og vi skal naturligvis løse de helt reelle opgaver, vi står med i det daglige arbejde med børn.
Men de professionelle, der står med al denne børnesmerte til daglig, må træde langt mere i karakter med nogle fortællinger til forældrene og til de offentlige instanser, der står for administration af vore institutioner.
De må træde i karakter med nogle fortællinger, der viser, at det på ingen måde er i orden, at vi – som samfund – har gjort det til en normalitet, at vi afleverer vore små børn i vuggestue fra så tidlig en alder som 10 mdr..
Forældre skal ikke beroliges. Der skal ikke fortælles historier, der hjælper pædagogerne med at ‘håndtere’ lille Idas smerte.”

Undskyld at jeg bliver ved med at skrive om det her, og undskyld at billedet nogle gange bliver lidt sort-hvidt. Det er svært at få alle nuancerne med, og det er vigtigt ikke at blive ved med at fortælle løgne om børns forhold og behov. Jeg er sikker på, at børnehaver og skoler kan være en positiv del af livet, og jeg er klar over, at det ikke er alle børn, der er kede af at blive afleveret. Men vi bliver nødt til at gøre det muligt for forældre at være sammen med deres børn, og vi skal gøre vores børnehaver og skoler langt mere børnevenlige. Som det er nu, er pædagogerne og lærerne pressede, forældrene er pressede, og i sidste ende er det børnene, det går ud over. Mange vuggestuer og børnehaver er ikke gode, mange skoler har et fokus, som giver børn stress og angst allerede før, de er teenagere.
Det reagerer jeg på. Ud fra mit eget tab som barn, da jeg blev afleveret. Ud fra det tab mine børn gav udtryk for, da de blev afleveret mod deres vilje.

Jeg skal nok skrive om alt det smukke også. I morgen. Virkelig. For der er langt mere smukt her, end der er noget som helst andet. Der er det faktum, at jeg ser alt det bedste i mine børns liv, og det faktum at de deler det sværeste med mig, fordi de stoler på mig, og kender mig. Det faktum, at hvis jeg dør i morgen, dør jeg lykkelig.

Skriv til mig i kommentarsporet, hvad I tænker om det her  ❤️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

40 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg synes det er super spændende at læse om din og din families hverdag!
    Dette er på trods af jeg ingen børn har selv. Men spændende at følge med i, at leve på en måde man ikke ser hver dag! Det er inspirerende, ikke kun lige netop omkring børnene. Det er inspirerende at tænke over livet, hverdagen og det der giver mening.

    • SVAR

      Tak for din dejlige kommentar ❤️ Der er mange måder at leve på, og det er vigtigt, at de mindre konventionelle også bliver beskrevet

    • SVAR

      For Guds skyld bliv ved med at skriv om det! Det er SÅ vigtigt, at vi som forældre står sammen og råber op!>

  • SVAR

    Hver gang jeg er ved at kollapse af træthed og får dårlig samvittighed over at putte ungerne 18.30 af den ene grund, at jeg simpelthen ikke orker mere, fordi de har hængt under loftet hele dagen og jeg er kommet til at råbe for højt, så tænker jeg på alternativet. På hvor sindssygt hårdt jeg syntes det var, at skulle hive små varme kroppe ud af dynerne, have tøjkamp dagligt og aflevere mindst ét grædende barn mens mit hjerte blev flået itu.
    Der var en tid hvor jeg var nødt til det pga job, men nu hvor det ikke længere er en nødvendighed vil jeg ikke gøre det.
    Det ER hårdt, pisse hamrende hårdt, at være i så krævende relationer 24/7 som forældre/barn relationen er, men jeg er så taknemmelig for, at det er mig (eller farmand) som trøster dem, som hører alle deres fantastiske guldkorn, svarer på alle deres store spørgsmål om livet, får alle deres krammere og kan give dem den opmærksomhed de har brug for <3
    Så må jeg bare tage med at folk muligvis synes jeg er vanvittig 😀

    • SVAR

      Lige nøjagtig ❤️

  • SVAR

    Åh altså, jeg er med dig. Jeg er så meget med dig. I at vi skal være hos vores børn. Der er intet så unaturligt for mig, dom når jeg kører afsted på arbejde og min datter er med andre i hendes børnehave. At jeg ikke er der til at støtte, gribe, trøste, grine, opleve sammen med hende.
    Jeg gik hjemme med min datter til hun var 3 år gammel. Jeg gjorde alt jeg kunne finde på for at få det til at lykkes. For jeg vidste jeg ikke kunne aflevere hende da hun var vuggestue barn. Jeg er 100% alene forælder. Det er mit ansvar at vores økonomi er okay. Og det lykkedes i tre år. Solgte lejlighed, levede for lidt. Og levede så intenst dom jeg skrid vil savne. For jeg var der. Ved hendes side. Nu savner jeg hende hver dag. Savner at leve hver dag med hende og i hendes lille verden.
    Nu arbejder jeg deltid. Sørger for at vi har masser af tid sammen. Korte dage på mit arbejde bliver alligevel hurtigt til 33 timer i børnehave om ugen. Og hvor er der mange dage hvor hun ikke vil afsted. Og hvor jeg planlægger en løsning som kræver mod hen i den uvise, hen hvor jeg skal tjene mine penge på en mindre stabil måde. Og jeg diskutere med mig om værdier, om jeg tør tage chancen og ikke vide hvor mange penge vi har. Eller om denne løsning er den bedste. Inderst inde vil jeg bare være sammen med hende hele tiden.
    Tak for din blog og for den inspiration du er.
    Kærligst Caroline

    • SVAR

      Kære Caroline,
      Åh, jeg får helt ondt i brystet, når jeg læser dine ord. Hvor har du gjort det godt – du har haft din datter hjemme i tre år, selvom du er aleneforælder. Det synes jeg, er så vildt og så inspirerende, og jeg ville (hånden på hjertet) ikke selv have haft energien til det.
      Mon du kan finde en glæde og taknemmelighed i, at du er i stand til at forsørge din datter og dig selv og stadig har rigtig meget tid med hende? Hvis du kan vende det til en styrke (hvilket jeg oprigtigt synes, det er), kan du måske se din arbejdstid som et stort og vigtigt bidrag både til jeres liv helt praktisk men også til din datters dannelse? Tænk at have en mor som er så sej; som prioriterer så skarpt og som kan klare så meget.
      Mon du er tilfreds med hendes børnehave? Ellers ville jeg sætte alt ind på at finde et sted, hvor jeg kunne aflevere hende med glæde og tryghed.
      Mange kærlige hilsner, MM

  • SVAR

    Hvad falder mig ind? Det falder mig ind, at nogle gange er jeg taknemmelig for, at min søn har en autisme-diagnose. For jeg kan glad og lykkelig sende ham afsted i skole, hvor de er 6 børn i en klasse med to lærere og hvor hverdagen er fyldt med ro, masser af kram, forståelse og forberedelse. Jeg tror ikke mit hjerte kunne bære det man byder langt de fleste børn. Og jeg tror heller ikke jeg er i tvivl om, at hvis ikke min kommune kan blive ved med at tilbyde så godt et miljø, som han har i dag, så kommer han hjem til mig i stedet <3

    • SVAR

      Tænk at vores samfund er indrettet, så du skriver sådan, men jeg forstår dig 100 procent ❤️

  • SVAR

    Kære Maj My

    Du skal endelig ikke undskylde, at du skriver om dette igen. Et mere meningsfuldt emne er svært at støve op, tror jeg.

    Jeg er ked af, at du møder så meget modstand. At du skal bruge energi på at være i opposition til normalen. Vi er altså rigtig mange, der synes, at du er mega sej, og som kun har respekt for dine (og Kristians) velovervejede beslutninger. Jeres børn er heldige!

    Jeg har selv lige sagt mit deltidsjob op for at kunne være hjemme med min baby, også efter den normale barsels udløbsdato. Jeg tror, at du har været med til at give mig modet. Og jeg havde faktisk forberedt mig mentalt på at skulle forsvare mig, når jeg fortalte andre om det. Men indtil videre har jeg kun fået kommentarer som “hvor er det sejt” og “det kan jeg godt forstå”. Jeg er positivt overrasket, må jeg sige! Men det er nok knap så kontroversielt at holde sit barn hjemme fra vuggestue som skole – måske er det dét, der især skaber den modstand, du ind imellem mærker hos folk? Altså, den manglende skolegang? Gad egentlig vide om det siger noget om, hvor forskelligt vi værdisætter omsorgsopgaven for det lille barn (vuggestue) kontra opbygningen af viden og kompetencer hos det store barn (skole)? Forstået på den måde, at folk måske tænker (suk), at omsorgsopgaven er nem nok – den kan den enkelte forælder måske godt overlades med selv – men skoleopgaven er for svær og vigtig til at samfundet bør overlade det til den enkelte forælder. Hmm… Jeg har aldrig før selv overvejet hjemmeskole (min ældste går i første klasse i en almindelig folkeskole) men dine skriverier har åbnet mine øjne for, at det helt sikkert kan være det rigtige for nogle børn og familier. Jeg kan følge alle dine tanker. Jeg tror ikke, at det er det rigtige for vores familie – min dreng er simpelthen for glad for sin skole og hverdag til, at det giver mening at ændre noget. Til gengæld er jeg meget i tvivl i øjeblikket omkring min midterste datter, som er 4 år og går i børnehave. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan hendes hverdag skal se ud fremadrettet. Nu har hun jo vænnet sig til børnehavelivet og er rimelig glad for det det meste af tiden. Og jeg synes faktisk heller ikke, at det, jeg kan tilbyde hende, når jeg også er alene med en lille baby, er godt nok… Så jeg tror at hun fortsætter med sine korte dage som hidtil, og så måske en fridag hver eller hveranden uge. Men det er svært!

    Nå, jeg havde vist ikke nogen rigtige pointer. Synes bare du fortjener et klap på skulderen. Du gør dit bedste hver eneste dag, og dine tanker såvel som handlinger er vildt inspirerende. Så tak!

    • SVAR

      Tak for din kommentar og dine gode overvejelser. Jeg tror heller ikke, at mit liv er for alle, og det er kun for mig, fordi mine omstændigheder gør det muligt – begge forældre hjemme, en masse plads og den yngste er ikke længere baby.
      Jeg møder ikke modstand – jeg er ked af, hvis det kommer til at stå sådan. Jeg ville tværtimod ønske, at folk konfronterede mig og ikke mine veninder, for hvordan skal de kunne svare (helt) for mine valg? Men Kristian og jeg møder ikke ret meget kritik eller løftede øjenbryn. Jeg tror, at når man kender os (eller når man møder os), så står det klart, at vi ved, hvad vi vil, vi er meget bevidste om vores valg, og vi er relativt immune for konventionel kritik.
      God weekend

  • SVAR

    Åh, hvor er det vigtigt. Og jeg bliver så ked af det, når du undskylder, at du skriver om det igen. Det fine, fine arbejde du gør med at formidle dine tanker – især om dette emne – skal hyldes, respekteres og burde i den ideelle verden være et højtlønnet job. Bombarder verden med dine ord omkring jeres valg ligeså meget og tit, du overhovedet orker (det gør du sikkert allerede). Jeg er overbevist om, at dine ord flytter ved SÅ meget. Både på kort og lang sigt.

    På en eller anden måde er det som om, at I med jeres valg healer smerten ved alle os andre, som ikke tog det valg, selvom vi følte, at det havde været bedst.

    Jeg kan mærke, at jeg i min hverdag nu tit kompenserer for den tid, jeg ikke følte, jeg var der, da de var små. En kompensation som i virkeligheden skal ses efter i sømmene, for det er nok mere mit behov end deres.

    • SVAR

      Tusind tak for dine smukke, opbakkende ord. Jeg føler mig ikke under angreb, og jeg oplever generelt fin opbakning til vores valg. Men jeg kan godt føle det forkert, når jeg igen og igen cirkler om de samme emner, som ovenikøbet er nogle, så mange er berørt af og føler smerte ved. Men hvis vi skal ændre vores samfundsnorm, må der være nogle, som råber op.
      For øvrigt flot hvis du nu kommer frem til, at din kompensation mere er dit behov end dine drenges ❤️

  • SVAR

    Jeg fik rodet mig ind i nogle af dine tidligere indlæg om din bog forleden. Og sætningen “Talent forpligter” printede sig ind på min nethinde.

    For det gør det.

    Og dit talent er, at du kan tale om det alternative børneliv, på en så omsorgsfuld og diplomatisk måde, at selv de mest inkarnerede fortalere for institutioner tør lytte.

    Jeg har længe drømt om at skrive om de samme emner som dig. Men hver gang jeg prøver, bliver det til vrede, arrogance eller løftede pegefingre. Det fører jo ikke noget godt med sig!

    Men hos dig er tonen altid sober og rolig, selv om du skriver om de vigtigste emner i verden.

    Du kan sætte en revolution igang.

    Og vi andre står så klar til at hjælpe den på vej!

    • SVAR

      Af hjertet tak. Hvor er det nogle skønne og vigtige ord at få med på vejen.
      Jeg kan også blive afmægtig, men jeg bliver ved med at vende tilbage til, at vi når længst, hvis vi fokuserer på det, der er godt og det, som vi gerne vil nå frem til. Og så indimellem kan jeg ikke tie stille – som i dag. Det betyder ikke, at jeg synes, andre mennesker gør noget forkert – det er vores norm og mange års forvridning, der skal ændres ved. Kram til dig og igen: TAK for dine kærlige ord ❤️

  • SVAR

    Jeg sidder og græder lidt…
    Over alt det rigtige, jeg synes du skriver. Og lidt over den tid, hvor jeg gjorde det samme; sendte mine børn af sted og græd på vej på arbejde, mens jeg bildte mig ind, at det var en helt normal del af hverdagen med børn.
    Nu går jeg heldigvis hjemme med mine to yngste og er lykkelig hver eneste dag – selvom det også er hårdt, næsten aldrig at være sig selv inde i sit hovede 🙂
    Jeg er lykkelig for, at jeg får lov at opleve mine fantastiske børn hver eneste dag og vide, at der altid er nogen til at kramme dem, trøste dem og elske dem!

    • SVAR

      Jeg gør det samme; føler en smerte over al den tid, der er gået og over hvor svært det har været at nå her til. Og jeg er hver dag bevidst om, at jeg kun lever dette liv – i balance med mine inderste ønsker – fordi mine omstændigheder er, som de er ❤️

  • SVAR

    Jeg følger med af interesse. Som din potentielt nok modsætning. Er læge – arbejder meget og skiftende vagter. Er i en profession samfundet ikke kan klare sig uden. Da min første datter blev afleveret i vuggestue drømte jeg ofte om hvorfor jeg ikke havde valgt et roligt liv med mere tid til hende – evt at jeg som venindens mor faktisk var blevet pædagog i stedet og ansat i samme vuggestue. Var faktisk lidt misundelig – men fortsatte det høje tempo og tilstå syge mennesker i alle afskygninger nogle gange 60-80 timer om ugen. Det gør jeg stadig. Der er kommet yderligere 2 søskende til. Min ældste datter er opdraget til at man går i vuggestue/børnehave og senere skole. Far gik dog hjemme med hende en del i vuggestuen tiden da han kun arbejde 14 timer/ugen. Hun har oftest ikke været ked af det – men naturligt nok en gang imellem dage hun var ked af det ved aflevering. Men hun var faktisk glad – og vi havde nogle virkelig gode pædagoger som på aller bedste vis faktisk lærte hende en masse gode ting. Min søn på 4 år elsker børnehaven. Han savner den i weekenden. Han er meget ude – han leger i timevis med biler og ser op til de større drenges leg i børnehaven. Vores yngste pige på 2 er nok mest mærket af institutions livet. Gik hjemme på max barsel og ferie osv med de 2 yngste – men det år min datter har haft i vuggestuen har nok været lidt hårdt på savn/ dårlig samvittigheds kontoen indimellem. Men vi ligger lidt som redt med de uddannelser/ jobs vi har – og er tilmed flyttet til et udkantssted hvor for min mand akademiker jobs ikke hænger på træerne og derfor må værne om det.

    Nuvel – jeg har fulgt en del med på hjemmeskole-fronten både hos dig og andre -fordi jeg uden selv at ville kaste mig ud i det – synes det lyder spændende. (Well på et tidspunkt vil vi have orlov og arbejde i Grønland eller New Zealand mens min mand står for børn og jeg arbejder, så måske også lidt erfaringsindhentning der) – og jeg kan på en måde godt blive lidt ramt af “forkertsheds-følelse” nogle gange. Som om man ikke vil sine børn nok nu hvor man vælger den konkret traditionelle vej med at sende børn afsted jf alle de ting hjemme-skoler-forældre fremhæver som de store ting i deres hverdag. Samtidig kan jeg rammes af undren – når jeg ser glæden i for mine børn at gense vennerne efter jul i børnehaven – når min datter forventningsfuldt stiller op til teater stykke i skolen og kigger begejstret ned på forældrene, når min datter sidder begravet med yndlings pædagogen og krea udstyr i SFO’en og er helt høj over at have lavet noget til os eller når vi ser vores 4 årige søn begejstret juble over at skulle retur i børnehave efter 2 ugers juleferie fordi han skal tilbage til bedste ven og veninden. Når jeg forsøger at anskue tingene udefra – så kan jeg næsten ikke se at man ikke går på kompromis på begge løsninger. Jeg ved jeg går glip af noget nærhed med mine børn. Men hvis jeg skulle hjemmeskole dem og gå hjemme – så vil jeg i alt fald tænke at de også ville mangle noget. Og det er jeg ikke sikker på jeg 100% vil kunne kompensere for…

    Når jeg tænker sådan – er det muligvis min egen barndom jeg har lidt i baghovedet.
    Jeg er selv vokset op med en far der tog døgn vagter i en institution og derfor var meget hjemme. Jeg gik derfor ikke i fuldtidsbørnehave. Og har ikke gået i vuggestue. Da jeg kom i skole var jeg en af de eneste der ikke gik i SFO fordi jeg skulle hjem. Mine forældre var derfor meget med mig og min bror. Vi har så mange fine minder osv. Og det var super godt. Men jeg var altid lidt udenfor noget socialt. Jeg var ikke med i alt det SFO’en / legestedet lavede. Selvfølgelig havde jeg mine forældre og vi kørte brænde, gik ture, byggede huler, sang, tegnede mv hjemme i stor stil. Men den værdi i SFO har fx været vigtig for mig at min datter fik.

    Jeg ved måske overordnet ikke helt hvad konklusionen er. Måske mere at det kan være svært for alle at forholde sig til ens personlige valg – men at det mest rigtige nok er at følge ens mavefornemmelse. Alle forældre er vel på et plan bange for at fejle. Så vi gør jo nok tingene ud fra bedste overbevisning og håb. I virkeligheden er det jo mest af alt en samfundsændring hvor der automatisk var bedre plads til at være forældre fx længere barsel mv. der for mig ville være mest ideel.

    Endeligt – som læge bliver jeg jævnligt konfronteret med mødre og fædre der dør fra deres børn eller børn der dør mens de er børn. Og der kan jeg vitterlig blive ramt af en følelse der giver anledning til at reflektere. Vi kender ikke fremtiden – men hvis man ikke er der om 5 år – hvad var det så værd man arbejdede så meget mens børnene var små …. Som vi har gjort. Er om et par år speciallæge og forestiller mig da en meget kort arbejdsuge og tid til at være meget med børn selv. Og måske skal mine 2 yngste slet ikke i SFO til den tid de starter skole fordi jeg selv vil hente – det vil tiden vise….

    • SVAR

      Hej Maja – måske der ikke er en konklusion. Ofte er det jo ikke, hvad livet handler om. Rejsen er målet i sig selv, og rejsen er det levede liv.
      Jeg kan sagtens forstå dine prioriteringer – det er sådan, vores samfund er struktureret, og hvem har ikke drømt om at kunne gennemføre en lang uddannelse og ende med stort ansvar og autoritet. Netop de karakteristika har været vores højeste værdier i mange år, og som kvinder har vi fået at vide, at vi skal udleve netop det potentiale.
      Du har truffet et bevidst valg for dig selv og dermed dine børn, og ethvert valg kommer med fravalg.
      Jeg har også valgt noget fra, da jeg besluttede at omlægge mit liv og tage børnene hjem, men jeg er aldrig i tvivl, og føler ingen sorg over det, jeg må undvære.
      Jeg har tænkt lidt over det, du skriver med, at din profession er uundværlig i samfundet. Mon ikke de fleste af os kan sige det uden at tage munden for fuld? Jeg ville i hvert fald nødig leve i en verden uden litteratur (som er mit område), musik (min mands), ingeniører (min bror), jordemødre (min søster), journalistik (min svigerinde) eller biologer (min svoger). Derfor vil jeg alligevel vove den påstand, at de fleste af os er undværlige på arbejdsmarkedet i den tid, hvor vi til gengæld tager vare på vores børn og dermed aflaster samfundet på andre måder – her mener jeg også på lang sigt.
      Men jeg forstår dig, og jeg ville ikke have valgt dette hjemmeliv under alle omstændigheder, men jeg tror ikke, jeg kommer til at fortryde det.
      Knus til dig

    • SVAR

      Jeg har gået og tænkt på noget så banalt som en middagssøvn, og på om denne gamle “dyd” , som altid har været brugt på landet, kunne bruges i jeres dagligdag.
      Fra barnsben har denne stund været en del af mit liv. Hvis man ikke sov, var man i hvert fald meget stille, så man ikke forstyrrede dem der gjorde.Som teenager var jeg ikke bare stille, men sov eller hvilede. Selv da jeg havde børn, som var ovre tiden med luren, tog jeg pausen. Og der var – næsten altid – en respektfuld ro i middagshvilet. Og selv om børnene ikke sov, indvirkede roen jo også på dem, fordi de skulle ned i gear.

      • SVAR

        Kære Lisbeth – du har helt ret, vi skal gøre mere ud af middagsstunden, som vi kalder “siesta”. Der er ikke tilstrækkeligt meget ro på, selvom der er mere stille end ellers. Juno sover ikke lur længere, det er efterhånden længe siden, man kunne regne med det, men der indfinder sig en anden ro, når vi har spist frokost (varm mad). Jeg tror, jeg vil gøre mere ud af at den tid. tak.

  • SVAR

    Det er for vildt og modigt det i gør. Jeg har netop læst John Holsts bøger færdig og jeg ved nu hvad jeg vil for min egen datter. Men jeg, som du selv skriver, er ramt af den almene tanke om børnehaver og skoler, som værende “det rigtige” og ligefrem nødvendigt. Det gør mig usikker at skulle fortælle min mand om mit ønske, samt at skulle følge det ud i verden. Heldigvis er der tid endnu til at samle modet. Mit mod bliver større og større jo mere jeg læser. Især igennem det jeg læser her.

    • SVAR

      Kære Laura,
      tak fordi du læser med og kommenterer. Nu har du læst John Holt, og jeg tænker, at det har sat gang i en masse tanker og følelser, som lige skal bundfælde sig. Du har heldigvis tiden på din side: Mange unschooler efterhånden fra babytiden – dvs. de lader barnet lære i sit eget tempo og på eget initiativ, hvilket jeg synes, er så inspirerende og rigtigt, og den mulighed har du. Du kan evt følge “Anna Brix Thomsen” på facebook og læse hendes opdateringer og se hende videoer om babytiden.
      Mon ikke dine tanker om de konventionelle systemer efterhånden finder sin rette plads i dig stille og roligt. Nogle vaner tager tid at give slip på, og det gælder i høj grad vores tankemåder om skolegang. Det er det, “deschooling” handler om, og deschooling er en reel og vigtig process, hvor vi bliver konfronteret (igen og igen) med vores egne fordomme om fri læring og vores forventninger til, hvordan en rigtig skole skal være.
      Når tiden er moden, kan du fra hjertet fortælle din mand om dine tanker. Det er dig, der har fat i den lange ende, og det er næsten altid kvinderne, der går forrest men de her visioner.
      Og så er I velkomne til at komme og besøge os og se at det slet ikke er farligt, det her hjemmeskole noget. I kan jo komme en gang, når Tanja er på besøg.

      • SVAR

        >Man kan virkelig mærke sine egne fordomme eller vanetænkning holde lidt igen på deschooling, men hvor er det vildt at Joh Holts ord stadig resonerer hos læserne efter 50 år, hvor skolesystemet jo må have ændret sig markant (på godt og ondt). How children fail står ved siden af Lasses (min mands) computer, nu skal han bare lige åbne den – det kan godt tage lidt tid til at starte med.

        Nu hvor Lasse (min bror) og Rie flytter hjem fra Norge til Fyn igen om 10 dage, kommer vi helt sikkert ned og besøger dem og Fyn lidt mere. Og så kunne det jo være fedt at komme ned og se dig og Tanja (og Torben) igen. Måske til sommer, jeg vil så gerne have Luna (min datter) med ud i telt.
        >

        • SVAR

          Det er så dejligt, at din datter hedder Luna, for jeg kan huske lige så tydeligt, at det var det, du skulle hedde. Og jeg glædede mig sådan, til at kende en Luna – men navnet blev gemt til din datter. Det gør mig glad, at hun fik det.
          Ja, der er meget at hente i Holt endnu, og der er mange bøger, som er lige så vigtige, og som du sikkert vil få stor glæde af at læse. Eks. Ben Hewitts “Home Grown” og Peter Grays “How we learn”. Kram til dig (og hvor er det vildt med to sæt tvillinger så tæt på hinanden i jeres flok)

  • SVAR

    Jeg ved bare, at jeg ikke kan (og ikke vil) alternativet, som er afprøvet. Jeg beundrer faktisk de familier der kan have to jobs, glade børn i børnehaven, og være glade og hvile i det. Men sådan er vi bare slet ikke gearede. Nu har vi været hjemmepassende i 14 dage og min søn sagde i dag, som det aller første, da han vågnede fra sin to timers lur, at han elskede ferie. Han savner ikke det mindste sin børnehave, som han ellers trivedes rigtig fint i. Fik altid stor ros og var populær blandt forældre og børn. Men han har stadig brug for sin lur om eftermiddagen, og sit space. Og er stadig ikke moden til ikke at tage en afvisning tæt, og desuden fuldstændig ligeglad med hele venne “konceptet” (han er 3,5 år). Vi nyder det. I dag var vi på Experimentarium i 4 timer, hjem og sove, stå op, hænge vasketøj op i fællesskab, lave mad… og bum, så var far hjemme. Og vi var alle glade (selvom jeg var trææææææt).

    • SVAR

      Kære Sarah – Hurra! I har taget springet. Det glæder mig meget, for du har ønsket det i dit hjerte, og så bliver man nødt til i hvert fald at prøve. Og ja, man er såååå trææææt, men det er måske også meningen? I gamle dage var man sgu også udkørt efter en lang dag med fysisk arbejde, men ingen havde stress eller angst eller eller. Jeg tror ikke, livet var bedre dengang, men jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi kan kombinere alt vores viden og leve gode liv ❤️

  • SVAR

    Hvor er det bare enkelt og smukt beskrevet, så naturligt og alligevel så tabubelagt. Hvor jeg dog beundrer dit mod og livsvalg. Jeg er sikker på, at dine børn vil takke dig i fremtiden for den gode barndom, som alle børn fortjener ☺

    • SVAR

      Af hjertet tak for dine ord – dem tager jeg helt ind ❤️

  • SVAR

    Kære Maj.
    Tusinde tak for din meget inspirerende og spændende blog. Jeg læser ofte med om aftenen, hvorefter jeg næsten ikke kan sove over alle de tanker, som du sætter i gang i mig. På mange måder river din livsstil i mig.
    Jeg er meget enig med dig i mange ting, om kapitalismekritikken, om folkeskolen – som jeg selv har fravalgt (som lærer) af nogenlunde samme årsager. Jeg må dog indrømme at mit lærer-hjerte i starten, havde svært ved at acceptere hjemme-skole idéen, men nu forstår jeg. Jeg spekulerer over, hvad du mon tænker om fremtiden og hjemmeskoling? Jeg ved, at jeg ikke kan udtale mig om dine børn, men umiddelbart vil jeg have svært ved at forestille mig et barn i 7-klasse alderen, som synes om at gå med sin mor hver dag. Eller kan du måske fremme andre tanker om dette? Hvis du i så fald tænker, at de skal i skole senere, hvilke tanker gør du dig så om de år, som de har mistet? Og gør du dig tanker om, hvorvidt dine børn bliver rustet til videre uddannelse (hvis det et det, som de vil)?
    Jeg håber ikke, at mine spørgsmål bliver opfattet som værende kritik – jeg har modsat meget stor respekt for dine valg, og ønsker kun at blive klogere på emnet.
    Endnu engang tak.

    Vh. Sidsel

    • SVAR

      Hej Sidsel,
      Det er min oplevelse, ar man kan have en fuld skolegang som hjemmeundervist. 2 millioner børn og unge er hjemmeundervist i USA, og mange er det hele deres skoletid. Akademisk ligger de over niveau, og de har nemt ved at komme ind på videregående uddannelser. Herhjemme er statistikken næsten ikke-eksisterende, fordi vi er så få, indtil videre.
      Jeg kan selvfølgelig ikke svare på dit spørgsmål, men min fornemmelse er, at vi vil hjemmeskole, så længe det er rigtigt for os alle sammen.
      Du skriver: “umiddelbart vil jeg have svært ved at forestille mig et barn i 7-klasse alderen, som synes om at gå med sin mor hver dag”, og jeg kan godt forstå dit forbehold, men virkeligheden føles anderledes. Det føles ikke som at gå hjemme med sin mor, hvis man kan sige det sådan. Vi har en aktiv, nærværende og levende hverdag, og jeg kender til en del hjemmeskolefamilier, som også har deres store børn hjemme uden at det virker hverken hæmmende eller unaturligt. Tværtimod ser de ud til at have nogle meget ægte og fede liv.
      Det er ikke min intention at overbevise alle andre om, at de skal hjemmeundervise. Jeg har et ønske om at inspirere dem, der følger med til at mærke efter i sig selv og gribe deres egen version af et meningsfuldt liv.
      Men jeg ser en dominerende og skadelig tendens til at undertrykke både vores egne og dermed vores børns følelsesmæssige behov til fordel for de destruktive kræfter, som driver vores samfund (kapitalisme, magt, etc.), og jeg har et håb om, at vi som generation råber op, og forlanger omsorg og menneskelighed.
      Du skriver, hvilke tanker jeg gør mig om de år, mine børn har mistet, hvis de vil på en videregående uddannelse. Jeg tror ikke, du mener det sådan, men jeg har lyst til lige at understrege, at jeg ikke oplever, at mine børn mister noget ved at leve, som de gør. Tværtimod, vil jeg nærmest sige. Om de vil videre på en videregående uddannelse vil tiden vise, vi vil gøre vores bedste til at bakke op om deres frie valg 🙂
      Tak for dine input og spørgsmål.

  • SVAR

    For dælen Majmy, hvor er det bare smukt og vigtigt. Jeg har aldrig været til blogs, før jeg for nyligt faldt over din og Pernilles – og som jeg fortalte Pernille den anden dag, går hele den indre proces så meget hurtigere, når man ser, at man har “lidelsesfæller”. Da jeg for et par år siden gik fra vuggestuen med en knugende fornemmelse i maven og kunne mærke mine instinkter og følelser kæmpe for at fortælle mig noget, tvang jeg fornuften til at sige: “hold op med at være en kværulant og en overbeskyttende hønemor; alle de andre gør det – så hvorfor skulle noget andet være mere rigtigt”. Måske delvist takket være dig og de andre, der tør tage debatten og fortælle om jeres tanker, overvejelse og oplevelser, havde jeg sidste arbejdsdag i december, og nu glædes jeg over mit og vores nye liv.

    • SVAR

      Kæmpe stort tillykke med din beslutning – det lyder til, at du har fulgt dit hjerte, og det er aldrig forkert ❤️

  • SVAR

    Hvordan får du råd?? Jeg ville elske at gå hjemme, men kan ikke se, hvordan. Bh Anna 🙂

  • SVAR

    Kære MajMy
    Tak for dit vovemod og dit behov for at protestere. Det er der god brug for. Der er en bevægelse i samfundet, som ikke før har været mulig. Vi BURDE kunne arbejde langt mindre og have tid til vores familier (de færreste jobs i dag er i direkte i kontakt med vores grundlæggende behov: Mad, samvær, sundhed og sikkerhed osv.). Men normerne er stadig at vi KAN nå både karriere, job, fritid, venner og familie. Det er sandt, hvis vi kan ræse 180 i timen 28 timer i døgnet… det kan de færreste og børnene har heller ikke godt af det. Jeg vil derfor gerne (igen) nævne den modbevægelse, som er i gang, ikke kun i Alternativet. Men mange kvinder, familier og også bedsteforældre jeg taler med længes efter en virkelighed med større nærhed og mere fokus på virkelige værdier (ud over en fin profil med et poleret familieliv-karriereliv). Mit egentlige budskab til dig er, at du er en af dem, der bære denne forandring! Denne overgang til en bedre fremtid. Modet til at sætte retningen. Håbet om, at vi er mange om at synes forandring er nødvendig.
    Så kære MajMy. Hold ud. Bliv ved med at larme i den offentlige debat. Vi er lige her bagved dig og hepper. Skriv endelig, hvis du mangler lidt pep, forståelse eller styrke. (PB på FB til Linda Stæhr Hansen).
    Kærlig hilsen Linda
    Familierådgiver, mor til to og pædagogisk konsulent

    • SVAR

      Kære Linda, mange tak for din vigtige kommentar. Én af de vigtigste pointer i den bevægelse der er i gang, er netop, at vi ikke længere arbejder for at dække vores grundlæggende behov, men derimod i meget høj grad for at holde gang i hjulene på en maskine, som vi for længst har set skyggesiderne på. Jeg glæder mig over, at vi efterhånden er mange, som mærker denne skævvridning, og reagerer på den. Kærlig hilsen, Maj My

      • SVAR

        Jeg er SÅ glad for din blog!
        Det er dejligt at nogen – så velformuleret – som dig, står frem og fortæller om andre måder at leve livet på.
        Jeg er selvvalgt enlig mor til tre børn og har med hvert barn fundet måder at være hjemme på de første tre år. Som du ved, er de år allerallervigtigst i et menneskes liv. Om man så vælger (eller er nødt til at vælge) børnehave og skole efterfølgende, må komme an på hvert enkelt barn og familie.
        Hos os ville vi mangle relationer, hvis vi blot skulle være os som familie hjemme. Derfor – og af økonomiske årsager – tilvælger jeg børnehave og skole.
        Jeg er nu ved at indkøre min yngste i børnehave og glædes over dit indlæg, som bl.a. minder mig om at huske min mavefornemmelse, når pædagoger presser på for at få mig til at gå. Vi er i gang med anden måneds indkøring, hvilket ikke just er normen.
        Jeg elsker at være udenfor normen – når det er det, der passer til os.
        Tak for din ukonventionelle blog!

        • SVAR

          Kære Tanja, hvor er du SEJ. Og stærk og kærlig og modig. Jeres liv lyder skønt, og selvfølgelig skal en indkøring tage den tid, som en indkøring tager. Jeg er selv blevet nærmest skammet ud for at have svært ved at forlade mine (grædende) børn i børnehaven, og hvis jeg kunne, ville jeg vende tilbage og kun lytte til mig selv i stedet for pædagogerne (som uden tvivl gør deres bedste, men som for de flestes vedkommende er blevet velsmurte smådele i det store, ukærlige maskineri).