Jeg ville læse disse blogs:

Jeg læser sjældent blogs, og jeg er næsten flov over at indrømme det, men i det hele taget læser jeg meget mindre, end jeg gerne ville: Jeg sætter bogmærke ved adskillige artikler dagligt, og når kun at vende tilbage til en fraktion af dem, og min browser er en bjergkæde af åbne vinduer. Jeg ved, at der er så meget godt at hente i de skrevne ord fra mennesker med andre erfaringer end jeg selv, og hvis jeg havde en halv time på en bus eller et tog / eller en pause foran skærmen på mit job / eller, eller, eller – ja, så ville jeg prioritere at følge de blogs, jeg nævner her:

❤️ Jeg læser Verden ved siden af, fordi Nynne, som er psykologistuderende og mor til to, skriver ærligt, krøllet, konstant reflekterende og kontroversielt om moderskabet og dets udfordringer + muligheder. Nynne er i åbent opgør med vores “adskillelseskultur”, som hun kalder det, og på sin blog borer hun dybt i forældreskabets normer. Her linker jeg til det første af tre indlæg om en bog, der ændrede Nynnes liv, og som jeg selv glæder mig til at bruge mere tid på. Derudover vil jeg på Nynnes anmodning på det varmeste opfordre alle (!) til at se DR’s “Sådan er det bare” om institutionaliseringen af vores børn. Udsendelsen kan ses indtil den 21. oktober, og tager blot 28 minutter, og den er så vigtig, at jeg ikke har ord for det.

 

❤️ Jeg læser Blogsbjerg, fordi Linda har en fin, ærlig og sjov stemme. Fordi hun forstår at slå en tone an med ganske få ord og sætte dagsordenen blot ved at skrive en “I øvrigt”-liste. Fordi hun med en lillebitte “om mig”-side og helt uden et billede af sig selv formår at krybe under huden og blive dér. Fordi hun får mig til at smile og tænke. Læs her for at komme godt i gang med Blogsbjerg.

 

❤️ Jeg læser Ben Hewitt, fordi han inspirer mig dybt, dybt. Mere end af noget andet på skrift næres jeg af hans bøger og hans blog om livet på gården “Lazy Mill Hill Farm” i Vermont. Han skriver om sine to drenge, som har været på den gård hele deres liv, og som lever fuldkommen i tråd med de naturlige omgivelser. Ben Hewitts beskedne og kærlige tilgang til livet er en sjælden glæde, og hans fortællinger fra familiens hverdag river i mig. Hans blogindlæg er som regel korte og poetiske, og hans bog “Home Grown” er noget af det mest vidunderlige, jeg har læst (og jeg har skrevet om den før). Denne lille tekst er et typisk eksempel på hans blogindlæg.

 

❤️ Happiness is here er den mest præcise blog, jeg har læst om nærværende forældreskab. Sara, en australsk mor til fire (og uddannet psykolog), lever et meget bevidst unschoolingliv, og skriver nogle skarpe indlæg, som altid handler om ét specifikt emne: Det kan være alt fra hvordan man løser konflikter om magt til hvordan det ser ud, når man giver børn total frihed og om det respektfulde forældreskab. Hendes blog er på det nærmeste et opslagsværk i det respektfulde, kærlige, naturlige forældreskab. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men hvad med at læse hendes indlæg om hvordan vi behandler børn (modsat voksne)?

 

❤️ Cecilie Conrad skrev tidligere bloggen speltmor, som stadig ligger online, og den er et fint skatkammer af (danske!) refleksioner over livet som hjemmeskoler og meget andet. Det var Cecilies indlæg, der i sin tid bekræftede mig i, at hjemmeskoling ikke er en utopi, og det var hele familien Felumb Conrad der rullede ind på vores gårdsplads i sommer, og over tre dage fortalte os om livet som hjemmeskolerfamilie (og hjalp os med nogle praktiske overvejelser). Nu skriver Cecilie på en ny platform, hvor hun deler indlæg fra et liv i konstant udvikling (- og materiel afvikling.) Der er stof til eftertanke fra en familie, som lever et autentisk og anderledes liv. Det helt store tema i familien lige nu er slow living og minimalisme.

 

❤️ Andre gode blogs: Frihed Flow & Fokus er en åben, nær og tilgængelig blog om Rebecca, hendes mand og deres snart tre sønner og det liv, de lever, som pt. er meget samme sted som mit eget (hjemmeskoling, ro, eftertænksomhed) // Heartwords er en poetisk, filosofisk, sfærisk og anderledes blog, som jeg fandt ved et tilfælde, og som jeg læser, når jeg har tid til at dvæle ved ordene // Tre gode grunde er den jordnære, hverdagsbilledlige og velskrevne blog om et ret almindeligt, men alligevel særligt fint, familieliv i København.

Hvad ville I læse, hvis I havde mere tid?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg er vildt optaget af relationer, og hvad der følger med indenfor dette felt. Så det er afgjort “fremtidslæsning”.
    For øjeblikket er jeg dykket ned i samernes historie, liv og færden. Helt konkret afledt af et besøg i Norge i sommer, hvor jeg blev noget overrasket over moderne nordmænds syn på dette folkeslag.
    Jeg googler en del, men har også læst Maren Uthags roman: “og sådan blev det”, som handler om en samisk pige, der sammen med sin danske far flytter til Sønderjylland, samt to krimier (ikke lige min favoritgenre), af Olivier Truc. Hvis man ser bort fra krimidelen, giver de sidste bøger et fantastisk indblik i samiske traditioner, ritualer, konflikter, levevis mm.
    Derudover følger jeg med i udeskolelivet, en interesse der følger mig fra min studietid.
    Jeg tænker, at der inden for dette område ligger megen inspiration at hente, når I som unschoolere skal guide jeres børn.

    • SVAR

      Hvor er det spændende med samerne. Hvorfor trækker de i dig?
      Og det der udeskole noget har jeg ikke hørt nok om. Det vil jeg gerne kende mere til.