Kære kvinde, vi er forskellige du og jeg – men vi har det til fælles, at vi drømmer

Da jeg ryddede op i mine kladder herinde for et par dage siden, fandt jeg én, som jeg fik lyst til at dele med jer. Alle de andre kladder var ikke meget mere end små noter, men det her indlæg havde jeg undladt at udgive, fordi jeg var nervøs for at skubbe nogen fra mig, hvis jeg delte det. Det er jeg tilsynelandende ikke mere – så i dag vil jeg dele det.

Hver uge modtager jeg adskillige e-mails fra kvinder, som drømmer om at gå deres egen vej i livet. De føler, de lever nogle andres liv – samfundets måske, eller deres forældres, deres venners, deres egne forældede ambitioner. De skriver til mig, at de ville ønske, de havde modet til at ændre deres liv, men de ved ikke, hvor de skal finde det. Jeg tænker, at mine snart syv måneder gamle ord om netop det med at prøve noget nyt kan være en inspiration til at gribe livet og udleve sine drømme.

Da jeg skrev indlægget, så Juno sådan her ud. Og solen skinnede, det var sommer, vi havde netop taget hul på hjemmelivet en måned tidligere. Alt føltes boblende og vildt. Det gør det stadig, men nu er eventyret ved at træde i karakter og falde til ro. Det bliver bedre og bedre. Sådan tror jeg, det er, når man griber sine drømme – uanset om de handler om at springe ud som selvstændig, flytte til den anden side af jordkloden eller takke nej til en forfremmelse. Uanset om drømmen bærer eller brister, er det en smuk erfaring.

Juli, 2017:

Kære kvinde,

Vi er forskellige, du og jeg. Ligesom alle andre er det. Er du mor? Det betyder ikke, at vi er ens, eller at vores mål og drømme er de samme.
Mange skriver til mig, at de kommer i tvivl, om de lever deres liv rigtigt, når de læser om mit.
Det har aldrig været min hensigt at pege fingre eller være belærende. Jeg kender ikke svaret på, hvad der er bedst for dig, og jeg er stadig ved at finde ud af, hvad der er bedst for mig. Indtil videre ændrer det sig løbende; der er med andre ord ikke et endeligt svar.

Nu er der så det med, at Kristian og jeg har besluttet at hjemmeundervise vores børn. Kan I huske, da jeg skrev, at jeg aldrig skulle være hjemmegående? Og de mange gange jeg har argumenteret for hvorfor? Min roman, blandt andet. Og mit behov for ro. Jeg har skrevet rigtig meget om, hvorfor det er vigtigt for mig også at have en anden identitet end den som mor. Måske skrev jeg det, fordi jeg inderst inde var på vej i en anden retning. Den retning som tegner sig tydeligere nu, men som ingen jo ved, hvor længe jeg vil følge. Måske skrev jeg det, fordi jeg havde behov for at understrege mit behov for afstand, før jeg kunne trække børnene tæt på mig, én gang for alle.

Kristian og jeg tager vores børn hjem, fordi drømmen nu står tydeligt for os efter at have været et utydeligt omrids i nogle år: Det er den der følelse, som man kan være så heldig at opleve, når man finder frem til noget, der er i samklang med hele ens væsen. Vi forklarer det sådan, at det er et forsøg – en orlov, om man vil – og at det er muligt, fordi vores jobs rent faktisk tillader det. Vi kan indrette os, så alt forhåbentlig kommer til at gå op.

Betyder det, at alle kan eller skal gøre det samme? Nej, men jeg skriver om det, fordi jeg hører fra mange kvinder, som føler sig truffet af os, der gør det. “Jeg føler mig som en dårlig mor, fordi jeg ikke har lyst til at være hjemme med mine børn”, skriver de.
Det får mig til at tro, at jeg er ret alene med mit ønske om at gøre noget andet – sådan set i et større perspektiv i hvert fald. Jeg ved godt, at der findes hjemmemødre, men de er ret få statistisk. Skal det afholde mig fra at følge min drøm, og skal min drøm afholde dig fra at mærke efter i dig selv?

Så nu er det, jeg skriver dette: Jeg har ikke mere lyst til at være sammen med mine børn, end du har. Og jeg er ikke bedre til det. Flere gange hver dag i løbet af de sidste fire uger, hvor vi har været hjemme sammen, har jeg haft lyst til at løbe væk og gemme mig. Jeg har råbt (altså, hver dag) og næsten grædt i afmagt. Jeg har altid ELSKET mine timer midt på dagen, hvor børnene var ude af huset. Ah, den ro. De oaser af tid og fordybelse. Jeg nyder mit arbejde, og jeg nyder mit eget selskab.
Hvad får mig til at vælge en anden hverdag nu? Det er svært at sige. Det er et kald. Jeg kan mærke, at det er det rigtige nu. Det er blevet tydeligt for mig, at jeg vil fortryde, hvis ikke jeg i det mindste prøver. Jeg tror, jeg har fundet ud af, at alt det andet kan jeg gøre senere. Det her er kun nu; det kan ikke udskydes. Jeg er et målrettet og meget værdistyret menneske (også for meget til tider). Det betyder, at jeg har svært ved at acceptere, hvis jeg ikke lever op til mine egne idealer, hvilket ikke altid er hverken nemt eller ønskværdigt. Når jeg mærker, at noget er det bedste for mig, så stræber jeg efter det. Det med hjemmelivet er blevet et projekt, kan man sige. Et livsprojekt, hvilket betyder, at jeg er dedikeret til det på en måde, så jeg ikke på samme måde som tidligere går kold i samværet med mine børn, eller glæder mig til at aflevere dem næste gang. Det i sig selv er nok den største forandring, der er kommet med vores beslutning indtil videre. Mit liv er helt reelt et andet nu. Mine tanker og følelser er forandret, og jeg er glad.

Når nogen siger “det er ikke for mig,” ved jeg præcis, hvad de tænker. Vi kan ikke alt, så derfor må vi nødvendigvis prioritere. Jeg gad også godt køre rundt i en camper og besøge venner i Sydspanien, spise krydret mad i solen og altid være på farten ligesom de der “world schooler”-familier, som hjemmeskoler på farten. Men jeg vil det ikke lige så gerne, som jeg vil være her på Ærø, se ud over havet, mødes med vores venner, være i den stille ro. Ikke nu, i hvert fald. Hvem ved, hvad der sker.

Jeg har ikke travlt, og jeg ønsker ikke konstant forandring. For første gang i mit liv har jeg reelt ikke lyst til at rejse eller flytte eller få et barn mere eller købe to ponyer. Alligevel ændrer mit liv sig løbende, men lige nu foregår det på en stille og indadvendt måde. Det er min rejse nu, og det er okay.

Er jeg en bedre mor, fordi jeg bor på landet, og har besluttet at prøve at være sammen med mine børn? Nej, selvfølgelig ikke. Jeg har valgt at tage mig selv på ordet, og jeg gør mit bedste. Jeg har ikke en gang gået hjemme med mine børn endnu. Jeg plejede at tænke, at den slags var noget for nogle andre end mig.

Betyder min beslutning, at dem der har haft deres børn hjemme altid, som har holdt dem tæt og aldrig afleveret dem i en kaotisk vuggestue, er bedre mennesker end mig? Nej, det gør det jo ikke. Hvem kunne finde på at komme med sådan en påstand? – Men deres børn har haft bedre mulighed for tilknytning, og de forældre har truffet et valg tidligere i deres forælderskab, som jeg lærer af nu, og som jeg i retrospekt ville ønske, jeg havde forstået tidligere. Jeg har ikke haft viljen (eller lysten) til at dedikere mig fuldkommen til mine børn, men det er mit indtryk, at min manglende forståelse for betydningen af nærvær og omsorg er kommet med en pris, ligesom alt andet gør det. Jeg mærker en dårlig samvittighed, når jeg afleverer mine børn, og den dårlige samvittighed vælger jeg nu at bruge som et kompas fremfor at skubbe den til side.

Dårlig samvittighed er en satan: Det nager, gør ondt, og risikerer at give mavesår og stress. Eller også er dårlig samvittighed den klareste vejviser i forhold til, hvor vi endnu ikke har fundet den rette vej?

Nu prøver jeg. Det er det mindste, jeg kan gøre.

Kære kvinde, vi er forskellige du og jeg, og når du læser, hvad jeg skriver herinde, er det mit ønske at inspirere til, at du følger dine drømme – ikke mine. Men det er også fordi, jeg har erfaret, at nogle gange skal vi have mange kærlige skub, før vi tør tage hul på det liv, vi drømmer om. Så jeg skubber forsigtigt, og jeg gør det med kærlighed. Ingen af os ved, hvor vi ender, men det mindste vi kan gøre er at tage ansvar for rejsen derhen ❤️

 

Hvad ville I have skrevet i sådan et brev for seks måneder siden, og hvad er der sket i jeres liv på den tid?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

10 Kommentarer

  • SVAR

    Kan du ikke bare blive statsminister, når alle de der børn engang er fløjet fra reden? ❤️

    • SVAR

      ❤️ 😉

  • SVAR

    Dengang i sommers var jeg ved at sende min dreng i dagpleje, fordi jeg ikke kunne finde ud af det tomrum, der opstod, da barslen sluttede, og jeg var den eneste i mødregruppen der ikke for længst havde kørt ind i institution og var tilbage på arbejde. Men det var ikke det, jeg ville! Jeg har vidst i årevis, at jeg ville være hjemme med mine børn. Din jubel over, at I tog børnene hjem, sendte energi i den retning for mig – og jeg endte med at vælge med hjertet. Nu er vi landet i en hjemmehverdag, som jeg ikke ville bytte for noget! Så tak for den utilsigtede påvirkning. <3

    • SVAR

      Hvor er jeg glad for, at du valgte med hjertet. Det er netop ønsket om at inspirere og komme i dialog med andre, der får mig til at skriver herinde – så tak fordi du læser med ❤️

  • SVAR

    Du sætter så fine ord på tanker og processer. Jeg er vild med dig og din blog. ❤️

    Vores 3,5-årige dreng har aldrig været i institution, og jeg har også den dér splittelse imellem at ville egne projekter, udvikle min mere og hurtigere på min virksomhed, og samtidig ved jeg bare med hele min krop og mit indre, at det helt rigtige for os er selv at passe vores barn. Og formentlig også engang at hjemmeskole ham.

    Det er en uventet rejse og en konstant udvikling. Og ikke mindst en benhård prioritering.

    Jeg synes jævnligt, at det er uendelig svært med et hjemmebarn. Konstant at være sammen med en lille speedsnakker og blive konfronteret med, at jeg langt fra altid er den rummelige, rolige forældre, jeg gerne vil være. Samtidig elsker jeg hans selskab, at se verden sammen med ham og at blive tvunget ned i tempo.

    Hurra for alle forældre, der bare tør tænke tanken til ende om, at de kan vælge en anden vej. Om de gør det eller ej.

    Mit barn tvang mig for første gang til virkelig at lytte og mærke. Til at smide den tilpassede facon og gå den vej, der føles rigtig. Også selvom den gør mig usikker og indimellem ubehageligt tilpas.

    Tak for et dejligt indlæg, du siger nogle vigtige ting højt.

    • SVAR

      Jeg synes også, det er svært med hjemmebørn – af nøjagtig de grunde, du skriver. Konstant samtale, konstant larm, nærvær, opmærksomhed, udadvendthed osv. Og jeg synes, det er sværere, fordi vi er de eneste. Ikke at det egentlig rammer os så meget, for vi kører efter et skema mange dage, og vi er begge voksne hjemme for det meste, så vi har ikke det store behov for social kontakt (og fordi vi er så mange). Men generelt – set i et større perspektiv – er det en udfordring, at de der går hjemme, risikerer at blive ensomme og kæmpe med deres valg, netop fordi de er så ene om det.

      Og tak for dine pæne ord.

  • SVAR

    Endnu engang er det som om du skriver med min stemme. Det er virkelig rart, når nu jeg er spændt så hårdt for med baby og hjemmebørn, at jeg ikke behøver at skrive – det er allerede gjort! Ps. En dag får du en gave af mig, som tak for arbejdet! 😉

    • SVAR

      Jeg er bare glad for, at du læser med, og sætter pris på det – det er den bedste gave, du kan give ❤️

  • SVAR

    noget af det vigtigste og mest angst provokerede jeg lærte – da vi tog vores datter ud af skole og startede med at hjemmeskole var – at vi nu blev nød til at være sammen på en anden og mere ærlig måde – min skyldfølelse havde før ladet hende slippe afsted med ting som egentlig ikke var ok for mig – jeg sagde selv ja når jeg mente nej og nej når jeg mente ja (men det passede ikke ind i skolens struktur at se på stjerner kl 10-tidlig i seng -tidlig op)
    pludselig skulle jeg være ærlig og ikke skubbe lorten foran mig – lære det jeg skulle lære for at trives, sige stop, JA og Hell no.. ellers kunne jeg simpelthen ikke holde ud at være sammen med hende i så mange timer 😀 der skulle pludselig være plads til mig i familien..
    og sikke en vidunderlig og vanvittig proces at leve uden skyld, og dårlig samvittighed.. det har sat kaskader af vilde ting igang og selvom det ikke er roser og engleprutter – så er det vildt saftigt og livligt!! 😀

    • SVAR

      Enig! Omend jeg ikke vil sige, at jeg er uden nagende samvittighed eller dårlige vaner. Men jeg oplever også, at vi tager større ansvar end før, og forventer højere kvalitet af vores samvær. Og det er så dejligt ❤️