Kærester midt i et børneliv

Så sidder Kristian og jeg her i sofaen. Sidst på aftenen. Nær ved midnat.
I baggrunden spiller Bachs juleoratorium, og det er både højtideligt, smukt og stort. Det er en passende kontrast til det kølige lys, som strømmer fra computerskærmene foran os.
Vi sidder ved siden af hinanden, han og jeg, men har ikke øjenkontakt. Sådan er det nogle aftener, når vi arbejder fokuseret. Andre aftener er vi fælles om noget andet – så snakker vi (længe), læser, eller ser en dokumentarfilm (og nej, det er ikke fordi, vi er for fine til andre film, men der er efterhånden ikke ret mange, som fanger os). Bagefter arbejder jeg altid, mens Kristian går i seng. Jeg skriver de fleste aftener. Måske kan jeg slet ikke lade være.
Men her til aften sidder vi med hver vores computer, for Kristian er ved at lægge sidste hånd på en projektbeskrivelse, som jeg netop har redigeret for ham, og jeg har i nogle dage tænkt, at jeg ville skrive lidt om parforhold herinde.

Parforholdet fylder meget for mange. Parforholdet er vigtigt for de fleste. Hvad end man er i et eller ej. Hvad end det gør ondt eller godt.
Jeg møder mennesker, som lever alene, selvom de er to. Jeg møder mennesker, som kun kender sig selv i kraft af den anden.
Jeg ved, at en stor del af min egen identitet ligger i tosomheden med Kristian. Jeg ved, at det er sårbart. Sårbart fordi det er så værdifuldt.

Fordi Kristian og jeg ikke arbejder ret mange dage, arbejder vi til gengæld ofte om aftenen, og hvor er der så plads til tosomheden, når her er fire børn dagen lang? Tosomheden er omdrejningspunktet for vores familie, og hvor ville det være nemt, hvis den eksisterede tilstrækkeligt bare i det, at vi er her hver dag sammen med vores børn? Men nej, det er ikke altid nok: Vi har også brug for intime snakke, rolige stunder og nærhed uden distraktioner. Vi har brug for at berøre svære emner og kringlede emner, og dem griber vi, når mørket falder på. Så flyder ordene, vi ser hinanden i øjnene, udveksler tanker og idéer, og jeg lægger mit hoved på hans skulder, mens trætheden indhyller os. Mest af alt bruger vi tid på alt det gode, der er her i verden. Vi ser film om visdom, vandring, sjælesøgen. Jeg mærker, at der er meget håb, når vi omfavner livet i fællesskab, og vi er nødt til at fokusere på håbet for at kunne bære lyset frem.

Kristian og jeg deler alle de dybeste overbevisninger, og det er jeg meget taknemmelig for. Alt det vi tror på, tror vi på i tosomhed. Vores bevidsthed udvikler sig symbiotisk; vi rykker os med samme hast og i samme retning. Vi har forskellige vinkler på en del ting, forskellige spørgsmål til livet og hverdagen, men sammen finder vi de svar, som ræsonnerer i os. Vi er ikke ens, men vi er enige. Vi er ikke den samme, men vi er sammen.

Tosomheden er en stor investering, det er jeg klar over. Og selvom vi aldrig har følt os alvorligt udfordret på vores parforhold, Kristian og jeg, så kan jeg indimellem mærke, at jeg savner lidt ekstra tid til fordybelse. Så fanger vi hinanden i køkkenet midt på dagen, og taler passioneret, mens børnene er optaget af en god leg.

Nogle gange nyder vi også at komme helt væk – rejse hjemmefra, kun han og jeg. Jeg kan længes efter bare et enkelt døgn til at dyrke fordybelsen, opsøge nye input og mærke vores bånd blive tydeligere igen. Og fordi vi er omgivet af bedsteforældre, som kender børnene godt, og som altid understøtter vores behov, er det en mulighed for os at tage af sted en gang om året eller to.
Hvad så med børnene? Tja, de vil helst med os, men de kan godt forstå, at vi har brug for at snakke uden afbrydelser, og de begynder at sætte pris på at have forældre, som nogle gange sidder i stearinlysets skær, og spiser aftensmad klokken 21:30, mens de falder i søvn. Bare fordi vi har så meget lyst til at være på date.

For tiden planlægger jeg en enkelt dag og nat hjemmefra, måske i november. Vi skal lave noget, som nærer os indeni. Noget, som sætter svingninger i gang i os, for jeg ved, at den slags bærer man med sig videre længe derefter.

Kristian og jeg mødtes for tretten år siden. Det var både i går og i et andet liv. Det var mig og det var en helt andet. Det var ham og det var en begyndelse.
Dengang var vi en del af alt – af samfundet, byen, flertallet, den kreative klasse. Nu er vi mere os selv. Vi finder vores vej, og den peger væk fra det meste, tror jeg. Men vi er aldrig alene. Vi har hinanden, og vi har mennesker omkring os, og vi har vores tro på meningen med det hele.

For et år siden skrev jeg en serie på fem indlæg om parforhold. Har I læst den? Ellers er første del lige HER

Hvad gør I jer af tanker om parforhold? Hvad betyder det for jer?
Er det godt eller skidt – eller er det slet ikke? Har I glæden af stor og levende kærlighed eller bekymringen ved en kærlighed som ikke føles helt rigtig?

Hvad er jeres bedste råd til at holde et forhold i live?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

7 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg tror den bedste måde at holde et forhold i live gennem livets mange stadier (især hvis man vælger at få børn) er at acceptere at det er ok at man i nogle “perioder”/stadier er tættere end andre. Det der første års tid hvor man bare føles som siamesiske tvillinger og virkelig føler at ens hjerte går itu når man skal fra hinanden (kommer nok også lidt an på alder) og har sex tre gange om dagen osv osv. var SKØNT men jeg ville ikke have lyst til at leve sådan hver dag resten af mit liv. Det var DEN tid, den fase, den oplevelse. I nogle år efter børnene kom til oplevede jeg at min mand og jeg drev fra hinanden, fordi vi havde forskellige forventninger til hvordan den fase skulle se ud i hverdagen. Min mand ønskede at han og jeg skulle fortsætte som før, hvorimod jeg var 110% overvældet og udmattet og var helt ok med at dette var en fase hvor vi ikke var sæ tætte som før, men stadig lige havde en lille tråd i hinanden så vi kunne trække hinanden tættere på igen når baby-tågerne begyndte at lette. Det er sket nu. Og vi er tættere igen. Og det er dejligt.

    Men jeg tror du har virkelig meget ret i det med at man ikke behøver være ens (min mand og jeg er MEGET forskellige i både vores baggrund, reaktionnsmønstre osv) men at hvis blot man vil det samme sted hen, i samme “retning” i livet med det man gerne vil lære, opnå, udvikle osv, så er det næsten “ligemeget” at man bevæger sig derhenad på forskellige måder 🙂

    • SVAR

      Jeg er meget enig i det med faserne, og så har jeg nok grundlæggende en klar fornemmelse af, at man ikke kan generalisere over parforhold, netop fordi det er så forskelligt fra par til par, men generelt er den accept og rummelighed, som du appellerer til, en meget vigtig forudsætning for et godt samliv ❤️

  • SVAR

    Øj, hvor har jeg tænkt over denne tekst, siden jeg læste den i går. Vi er meget bevidste herhjemme om at huske tosomheden (også selvom det ikke altid lykkes i børne-hjemmelivet), og er efterhånden blevet virkelig gode til at være kærester. Vores forhold har nemlig aldrig været sådan et, som bare “føltes rigtigt”. Jeg var virkelig udfordret i starten på, at ham, jeg nu er gift med, slet ikke var den mand, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle være sammen med. Vi var så tæt på at sige nej for alvor flere gange i løbet af det første år – og alligevel var der noget, der holdt os begge fast. Vi vil det samme liv, og vi er på de vigtigste områder meget ens og enige. Jeg ser virkelig vores parforhold som en spirituel rejse – vi vokser og gror med og ved siden af hinanden. Så jo – jeg er tit og ofte bekymret over mit parforhold (især efter nætter med for lidt søvn, eller når jeg for eksempel læser om din og Kristians symbiotiske bevidsthedsudvikling), fordi den klassiske forelskelse ikke var der som et grundlag – men samtidig er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg er det helt rigtige sted med en mand, som hen ad vejen og mere og mere er blevet den helt rigtige. 🙂

    • SVAR

      Kære, kære Line,
      det er aldrig hensigten med noget jeg skriver at skabe en følelse af usikkerhed hos andre, og jeg tror ikke på, at mit liv er rigtigt for andre end mig. Så jeg bliver ked af, hvis min tekst skabte en uro i dig? Jeres liv lyder godt, og I lyder til at skabe et liv, som mange kun tør drømme om. I har et meningsfuldt fokus, og I ved, hvad I vil. At se sit parforhold som en spirituel udviklingsrejse er netop det, vi gør. Og ingen kan love nogen af os, at vi kan eller skal være sammen for evigt. Men så længe vi vokser sammen og skaber en kærlig hverdag, så er vi på rette vej.
      Og ved du hvad? Jeg tror, at Kristian og jeg har et ualmindeligt bånd, som jeg ikke tror, er en forudsætning for et givende og godt samliv.
      Jeg tror, at mange andre konstellationer kan give et lige så meningsfuldt familieliv og en lige så rigtig tosomhed som vores.
      Tillykke med at du er det helt rigtige sted med en mand, som du vokser mere og mere sammen med. Det er smukt, og det lyder rigtigt (også selvom man kan komme i tvivl, når man er træt) ❤️

      • SVAR

        Jeg ved præcis hvad du mener, og du skal ikke være ked af, at dit skriv rørte noget i mig, som nogle gange kan være lidt ømt. Det er jo bare der, hvor jeg er. Jeg glæder mig sådan over at læse om dit og Kristians parforhold, det er smukt og dejligt, og jeg synes jo netop, at du har meget fokus på, at I er bevidste om jeres fælles rejse. Det er dejligt, at du stiller spørgsmål til refleksion – og dejligt, at du har skabt et rum, hvor det selv i en lille kommentar på nettet føles trygt at svare ærligt. <3

  • SVAR

    Hvis du spørger mig, kunne det her indlæg godt gå hen og blive nomineret til årets bedste indlæg på din blog 🙂

    Holder meget af, at du zoomer ind og ud i det, du skriver. Ind i hverdagen og ud i verden. Det er som om, at jo mindre og tættere det bliver, desto større og udfoldende bliver det samtidig. Får lyst til at bruge ordene implosion og eksplosion…

    Derfor giver det også bare rigtig god mening at lave en dokumentar om jeres liv. Selvfølgelig skal den laves og ses 🙂

    • SVAR

      Tak, tak tak ❤️