Kan man bidrage til samfundet, hvis man hjemmepasser sine børn?

Jeg havde egentlig et indlæg klar om, hvordan man klarer sig økonomisk som hjemmeskoler. (Foranlediget af et spørgsmål her på bloggen og skrevet op omkring en masse gode indspark fra mange hjemmeskolere med vidt forskellige liv).

Men så sad jeg i aftes, og skrev universets længste svar på et spørgsmål fra en læser, og jeg har besluttet at dele det i stedet. Ikke fordi hverken spørgsmål eller svar er hverken meget sindsoprivende, men nærmere fordi det er sådan lidt alment og dermed også relevant – her, på min blog, i hvert fald. Spørgsmålet kom som en kommentar til mit indlæg om filmen Barndom, hvor jeg i det hele taget fik udløst en del debat rundt omkring i forskellige fora på nettet. På min facebookside skrev en læser bl.a. “Hvem skal betale at jeg skulle gå hjemme med min datter på 1 1/2 år? Alene?”, og da jeg svarede, at jeg netop appellerer til, at vi som samfund ændrer strukturer, så det bliver nemmere at vælge familien til, skrev hun: “Men der sker jo ikke noget når vi bare skriver om det, bagefter drikker vores kaffe og begiver os ud i vores videre færd. Kan du se hvad jeg mener?”
Jeg ser nogle af de samme bekymringer i nedenstående spørgsmål og mange andre steder, derfor får det sin egen dag her på bloggen. Essensen er, at jeg tror på forandring, og jeg tror på, at forandringen starter i det små: Med helt almindelige mennesker, som siger fra, og arbejder på at skabe en ny virkelighed.

Indlægget om hjemmeskole og økonomi får I til gengæld i morgen.

Spørgsmål:
Kære Maj My
Tak for meget interessant læsning. Jeg har fulgt med i et halvt års tid og glæder mig over de spørgsmål, det vækker i mig, og de diskussioner det sætter igang. Jeg tror egentlig ikke, at jeg er enig med dig – i hvert fald ikke hele vejen og i praksis. Det, der primært fylder for mig og gør mig trist er synet på samfundet som et “maskineri” – noget uigennemskueligt som vi ikke har tillid til (og opgiver at forbedre). Dermed ikke sagt, at det ikke er en følelse, der strejfer mig, men grundlæggende tror jeg på vores samfund og har tillid til det, andre har bygget op, og ønsker at være med til at bære det endnu videre. Det, der bekymrer mig, er en frygt for at samfundet ikke kan løbe rundt, her mener jeg absolut ikke vækst for væksten skyld, men det, at hvis vi alle skal være hjemme ved vores børn, hvem skal så tømme vores skraldespande, behandle vores kræftsygdom og køre ambulancen… Altså kan vi høste goderne af vores velfærdssystem, hvis vi ikke er med til at løfte det? Kan man lave hjemmeskoling til en gylden regel, eller fungerer det kun fordi, det er de få, der gør det? Jeg underkender ikke, at det er eneste løsning for nogle børn og deres familie. Jeg kunne så godt tænke mig, at høre dine tanker om hjemmeskoling i et samfundsmæssigt perspektiv. Sat på spidsen mener du så, at det er samfundet på bekostning af vores børn eller børnene på bekostning af samfundet…Eller hvad tænker du?

Svar:

Kære Stine,

dejligt at du læser med, selvom du ikke nødvendigvis er enig – så er der jo mulighed for, at vi hver især lærer noget 🙂

Du skriver:
Det, der primært fylder for mig og gør mig trist er synet på samfundet som et “maskineri” – noget uigennemskueligt som vi ikke har tillid til (og opgiver at forbedre).”
Jeg ser ikke samfundet som mere uigennemskueligt, end alle andre gør, til gengæld ser jeg samfundet som en størrelse, som vi mennesker er med til at skabe, men som vi ikke nødvendigvis er enige i eller fuldkommen afhængige af i alle aspekter af vores liv.
I forhold til det du skriver om at “opgive at forbedre samfundet”: Hvis jeg nu skal smide al jantelov overbord, så vil jeg påstå, at jeg og mange andre netop gør en del for at forandre de strukturer og rammer, som vi ikke mener, er gunstige for os ved at leve anderledes liv og gøre opmærksom på det. Jeg mener egentlig, at jeg med mine alternative livsstilsvalg, og ikke mindst min utrættelige formidling heraf, udviser en vilje og ihærdighed i forhold til at forbedre de tilstande, som jeg ikke er tilfreds med?
Jeg har ikke meldt mig ud af fællesskabet, og jeg bidrager hver dag med mine overvejelser og mit levede liv som alternativer til den norm, der er så dominerende, at man kan føle sig forkert, blot man ikke følger hver eneste slag i dens rytme.
At give op? Det gør man vel først, når man bedøver sit indre råb om forandring med samfundets kollektive illusioner, og blindt følger med flertallet, selvom det føles forkert?

Jeg vil gerne samfundet, hvis altså samfundet er lig med fællesskab og demokrati. Og jeg har tillid til samfundet i den udstrækning, at jeg har tillid til det enkelte menneske. Jeg tror i udgangspunktet på det bedste i vores retsstat, demokrati systemerne, men blind tillid? Nej.
Hvis samfundet skal være mit, skal jeg have lov til at stille mig kritisk og træffe anderledes valg.

Det bringer mig til dit næste spørgsmål: “Det, der bekymrer mig, er en frygt for at samfundet ikke kan løbe rundt (…) – Hvem skal så tømme vores skraldespande, behandle vores kræftsygdom og køre ambulancen… Altså kan vi høste goderne af vores velfærdssystem, hvis vi ikke er med til at løfte det? Jeg kunne så godt tænke mig, at høre dine tanker om hjemmeskoling i et samfundsmæssigt perspektiv. Sat på spidsen mener du så, at det er samfundet på bekostning af vores børn eller børnene på bekostning af samfundet…Eller hvad tænker du?”

Vi må nok se i øjnene, at vi diskuterer på et højst hypotetisk plan lige nu, så lad mig tale ud fra den præmis: I en verden hvor vi alle hjemmepassede, og måske endda hjemmeskolede vores børn, vil jeg tro, at der helt automatisk ville opstå de fællesskaber, som vi lider under ikke at have nu. Jeg tror, forældreskabet er blevet en ensom (og deraf slidsom) tid i livet, fordi “landsbyen” er død, og mange af os står alene i de familiedannende år med karriereambitioner og andre stressfaktorer åndende i nakken.
Når det er sagt, er der også mange, som uanset forhold og muligheder ikke ville have lyst til at hjemmepasse, og derfor er det stadig virkelig vigtigt (!), at vi får nogle bedre institutioner og skoler – som den i “Barndom”, eksempelvis.

For mig personligt var netop den ensomhed / det manglende fællesskab en stor del af årsagen til, at jeg ikke kunne forestille mig at have min ældste søn hjemme på fuld tid. Derudover mente jeg nok, at det var vigtigt, at jeg kom hurtigt i gang med at “blive til noget”, når nu det at være forældre ikke længere regnes for ret meget.

Jeg tænker, at vi som samfund sagtens kan bære, at forældre trækker en håndfuld år eller to ud af arbejdslivet, hvor vi arbejder væsentligt mindre, men til gengæld bidrager med vores indsats til de børn, som trods alt er, og altid har været, fremtiden.
Nu taler jeg fra et lidt højere perspektiv: Hvor meget har vi egentlig brug for at få “produceret”? Hvor meget produktion, bureaukrati og administration kunne man skære fra, hvis menneskeheden kom nærmere et liv med fokus på meningsfuldhed, fællesskab og nærvær? Er det en reel bekymring, at ingen skulle gide køre ambulancer, foretager operationer eller producere afgrøder, fordi vi satte familien mere i fokus?
Jeg forestiller mig nærmere, at vi ville få endnu mere lyst til at bidrage, hvis vi i højere grad følte os som en bærende del af et lige og levende fællesskab?

Hvis mange forældre var hjemme i en periode af deres børns liv, ville vi hurtigt skabe fællesskaber, hvor vi kunne støttte hinanden igennem alt. Nogle ville tage børnene fire timer mandag, andre fem timer onsdag og på den måde kunne børnene have forskellige mentorer, samtidig med at vi hver især bidrog til fællesskabet (samfundet) med noget andet også. Jeg skulle gerne fjerne skrald eller gøre OP-stuer rene, hvis jeg følte mig som en reel del af det hjul, der får det hele til at køre rundt for alle.

Her på Ærø er der én anden hjemmeskolefamilie, og de er hurtigt blevet dem, vi ser oftest. Det giver jo mening: Mennesker søger fællesskaber, men som verden er indrettet pt. findes de kun ét sted, og det er på arbejdspladsen og i institutionerne.
En læser skrev i en kommentar herinde: ““I den ideelle verden var børnehaven ude af ligningen, og børnene han legede med var bare de andre i villakvarteret. Men det er jo en ond cirkel. Vi behøver ikke børnehaven for at komme af med barnet – men vi behøver den for at få legekammerater til ham, for dér er alle de andre børn.”

Jeg er i tvivl, hvem du hentyder til, når du skriver, at “kan vi høste goderne af vores velfærdssystem, hvis vi ikke er med til at løfte det?”, men jeg formoder, at du tænker på hjemmepassere, som har en lav indkomst, eller som slet ikke arbejder?
Generelt har jeg indtryk af, at hjemmeskolere lever sparsommeligt, fordi de har truffet det valg at have deres børn hjemme (uden at modtage så meget som en krone i statstilskud, mens staten sparer ret mange penge i tilskud til skolen, by the way). Jeg ville være lykkelig over at få fremvist en økonomisk udregning over, hvor meget det sparer (eller koster) samfundet over et helt liv, hvis børn får en tryg start på livet med base i hjemmet og uden udgifter til skole m.m.

Selv betaler jeg skat af alt, jeg tjener, og jeg tjener det overvejende ved at arbejde med unge , som har svært ved at klare sig (i “samfundet”).

Jeg håber, mine tanker giver mening i forhold til dine spørgsmål?

Hvad tænker I andre om debatten? Hvordan bidrager vi bedst muligt til at skabe et godt samfund? Og hvad tror I, det ville betyde, hvis alle tog deres børn hjem (og her vil jeg lige pointere, at jeg ikke mener, at alle skal tage deres børn hjem. Jeg tror ikke, det er løsningen på nogen måde – så vi taler meget hypotetisk i sådan én Hvad sker der hvis alle bare gør, hvad de har lyst til-sammenhæng)?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

17 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg er ikke tilhænger af at alle SKAL tage deres børn hjem i en årrække, for så tror jeg der er nogle der føler sig tvunget ind i en struktur, der ikke passer dem, akkurat som nu, hvor hjemmesiderne føler at de ikke passer ind i den struktur, der er omkring institutionslivet. Så egentligt tænker jeg vi skal finde den gyldne middelvej, mellem de 2 ekstremer. Jeg flirter meget med tanken om borgerløn.

    Hvis alle havde en standard indtjening, de fik tildelt helt uden nogen krav forbundet og vi samtidigt afskaffede sygedagpenge, folkepensionen og de andre sociale offentlige ydelser. Så var det ikke længere nødvendigt at jagte de arbejdsløse, eller presse de syge og måske de gamle faktisk kunne leve et mere værdigt liv, end mange af dem gør nu. Jamen even skal betale for det her? Det skal vi alle sammen, men det kan vi også er jeg sikker på (uden at være økonom og have styr på tallene). Men hvis ingen arbejder, fordi de får løn uanset, så kommer der jo ikke penge i statskassen til at financiere det. Jeg er sikker på at folk stadig vil vælge at arbejde, men måske knapt så meget som nu, de syge vil måske blive hurtigere friske fordi de ikke lever under et konstant pres for at bevise at de faktisk er syge. Måske vil vi bedre kunne hjælpe de udsatte i samfundet, fordi de pludseligt har et eksistensgrundlag?

    Ja, nogle af os vil vælge at gå hjemme og lave “ingenting”. Men sagen er jo bare at fordi man går hjemme, er det ikke ensbetydende med at man ingenting laver. Jeg ville vælge at gå hjemme og tage mig af mine børn – de er et sted i livet, hvor de har ekstra meget brug for deres mor og det ville jeg kunne give dem med borgerløn. Betyder det, at jeg aldrig ville bidrage til samfundet igen? Nej selvfølgelig ikke. Jeg har ikke lyst til at gå hjemme resten af mit liv, jeg vil sindssygt gerne ud og bidrage med andet og mere end mine to skønne piger. Men jeg vil OGSÅ gerne give mine børn et roligt ståsted at få fodfæste inden jeg gør det. Sådan tror jeg mange har det.

    Jeg venter med spænding på at se hvordan Finlands forsøg med borgerlig går. De fleste opfatter det som socialistisk og utopisk, men hvis de kan få det til at fungere i Finland, så kan vi vel også?

    Jeg tror ikke det ville fungere for alle hvis de skulle tage børnene hjem, men jeg tænker at der skal være bedre plads til at man kan gøre det, og derved ville flere også gøre det. Kunne vi bare finde en balance hvor vi gav bedre plads til at folk fulgte den vej de følte var den rigtige for dem…

    • SVAR

      Jeg er helt enig i, at ikke alle skal have deres børn hjemme. Det mener jeg ganske enkelt ikke er den rigtige løsning Vi skal have meget bedre institutioner og så skal vi have et samfund, hvor der er bedre mulighed for at være sammen med sine børn, hvis det er det, man vil. Det er en vigtig pointe, som jeg lige har tydeliggjort i mit indlæg. Tak! 🙂

  • SVAR

    Jeg er meget enig med Ditte. Og jeg tror bestemt at samfundshjulene fortsat ville køre, selv om alle fik lov at følge deres drømme om at være forældre på de vilkår de mente var bedst for dem.

    Jeg tror på at jo mere man lever et meningsfuldt liv, jo mere glæde, overskud og energi har man at bidrage med. Og jo mindre man piskes jo færre tilfælde af stress, sygedage og sygdomme.

    Politikerne råber ofte om at det skal kunne betale sig at arbejde som om hvis man ikke får en økonomisk gevinst gider ingen arbejde – jeg ved det er løgn. Det er muligt at nogle – eksempelvis de omtalte politikere motiveres af penge – men det gør jeg ikke – og det tror jeg mange andre heller ikke gør – eksempelvis andre pædagoger, sosuer, sygeplejerske m.m. – for gjorde vi det havde vi nok taget en uddannelse, der gav flere penge. Det jeg og sikkert mange andre motiveres af – er lysten til at gøre en positiv forskel for andre.

    Havde vi et samfund, hvor mennesker selv bestemte hvor, hvornår og hvor meget man bidrog med – tror jeg ikke det ville ende i kaos og en masse de satte sig på rumpen og lod nogle få trække læsset indtil det hele kollapsede.

    Jeg tror på vi ville løfte i flok. Mange ville nok arbejde færre timer, men så ville der værre flere der kunne være med – i stedet for at nogle pukler sig til sygdom og stress, mens andre sygner hen og føler sig ubrugelige pga. arbejdsløshed eller sygdom.

    Jeg er syg – men jeg er ikke ubrugelig jeg er sikker på at jeg kan bidrage med noget og jeg vil hjertens gerne. Er slet, slet ikke klar til et liv uden job. Og jeg har været heldig at møde søde mennesker, der mødte mig med tillid og uden pres – og derfor har jeg stadig lysten og overskudet til det. Jeg tror på at det pres der er i dag både på og uden for arbejdsmarkedet gør at så mange bliver syge og ender helt udenfor arbejdsmarkedet hvilket er en skam både for samfundet og de individer, der knækkes.

    Jeg tror at mange færre ville knækkes og mange flere ville blomstre hvis man mødte alle med tillid og uden pres.

    • SVAR

      > Jeg er helt enig Bianca!
      Jeg er DYBT passioneret omkring mit arbejde, og elsker det! Det er en stor del af den jeg er. Jeg ville ikke stoppe med at arbejde om jeg så blev betalt for det. Og jeg tjener bestemt ikke en høj løn nu.

      Jeg synes det er utroligt ærgerligt for fællesskabet når nogle ser så fjendsk på andre mennesker at de går ud fra flertallet helst vil sidde hjemme og se tv (eller hvad det nu er de forestiller sig folk som ikke vil arbejde gør 😀 )

      Jeg har selv haft en periode med stress og efterfølgende depression og jeg tænker at langt flere mennesker ville trives med at arbejde hvis arbejdsvilkårene var mere menneskelige. Dét burde der arbejdes på i stedet for at fokusere udelukkende på det økonomiske perspektiv 🙂

      • SVAR

        Ja, ja og ja! Også til det med at være passioneret omkring sit arbejde omend jeg må sande, at jeg lige nu har overraskende nemt ved at lægge mit arbejde til side (også mentalt), fordi mit fokus er herhjemme. Men: Enig i dine input! <3

    • SVAR

      Det her: “Jeg tror på at jo mere man lever et meningsfuldt liv, jo mere glæde, overskud og energi har man at bidrage med. Og jo mindre man piskes jo færre tilfælde af stress, sygedage og sygdomme.” Det er simpelthen så logisk, at jeg ikke kan forstå, hvordan vi som verdenssamfund kan have glemt eller overset det?
      Tak.

  • SVAR

    Med efterhånden 6 år på bagen som on/off hjemmepassende forældre (nu også hjemmeskolende), har jeg hørt alle variationerne af de samme augmenter virkelig mange gange.

    Og jeg er kommet frem til to konklusioner: for det første nægter jeg at gå med på præmissen om, at alting altid skal retfærdiggøres ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Jeg vil simpelthen ikke gå med til at reducere mennesker til over- eller underskudsforretninger eller sætte en pris på, at mine børn får det mest trygge og sikre fundament, jeg overhovedet kan give dem.
    Jeg er af den opfattelse, at på et eller andet tidspunkt i 00’erne kuppede nogle neoliberale økonomer den offentlige debat, og siden dengang er det kørt helt af sporet. Der er nemlig ingen konsistens i hvilke ting vi gerne “må” problematisere med økonomien som argument.
    Man må åbenbart gerne stille spørgsmålstegn ved, om sådan en akademisk uddannet type som mig, i virkeligheden er dybt utaknemmelig og “snyder” samfundet for det jeg “skylder”, nu hvor jeg har fået en fin uddannelse som jeg ikke bruger “nok”.
    Men man må for guds skyld ikke stille spørgsmålstegn ved, om det i grunden ikke ligger samfundet endnu mere til last, at en af samme type som mig slider sig selv op i en syg offentlig arbejdskultur, skal stressygemeldes i et år, med mistrivsel hos børnene og en (for det offentlige) dyr skilsmisse som resultat. (Hvilket i øvrigt nok havde været konsekvensen for mig hvis jeg var blevet i “møllen”!)
    Det er umuligt at gennemskue alle de afledte økonomiske effekter af givne valg og det er – jeg undskylder på forhånd – simpelthen fordi folk ikke aner en dyt om hvad de snakker om, at de bruger de argumenter. De holder ikke hvis man rent faktisk ved noget om økonomi og samfundsforhold, som jeg tilfældigvis gør, nu når vi har sagt nej tak til janteloven 😉

    For det andet så er det største problem, at man prøver at finde rationelle argumenter for nogle valg, som handler SÅ meget om værdier og følelser.
    Jeg har fx vidst i mere end et år, at jeg var nødt til at hjemmeskole vores midterste barn, som er startet i 0. klasse her i år. Jeg har VIDST det, men alligevel ventet på, at jeg kunne argumentere for det rationelt. Lige indtil jeg besluttede mig for, at det var idiotisk og så bare gjorde det.
    Men jeg synes det siger rigtig meget om, hvor vigtigt det er, at vi bliver klar over at vi har valg her i livet. OGSÅ i forhold til hjemmepasning/skole. De fleste af os stiller jo ikke spørgsmålstegn ved de ting, fordi det er bare sådan det er.
    Og der er det så min pointe er: vi får ikke tydeliggjort det frie valg, mulighederne, med rationelle argumenter. Måske som supplement, men vi gør det i langt højere grad ved – fx her på bloggen – at vise andre hvad der faktisk er muligt. Og det ER faktisk muligt for de fleste helt almindelige mennesker med helt almindelige jobs og helt almindelige liv, men de fleste ved det ikke, simpelthen fordi der ikke er nok synlige eksempler.
    Men vi gemmer os jo derude, os der bare er helt almindelige mennesker, men har taget noget ikke så helt almindelige valg og ikke mindst gjort nogle ofre for at tage vores frie valg.

    Jeg har ikke opskriften på noget som helst, primært fordi jeg ikke tror på én opskrift for “det gode liv”, men jeg ville virkelig ønske, at flere mennesker fandt ud af, at de har valg her i livet, og på den måde blev mere tilfredse i deres liv <3

    • SVAR

      Jeg ELSKER alt, du skriver her, og har lyst til at udgive det som et kompendium over økonomi vs. glæde og sund fornuft.

  • SVAR

    Jeg tænker, at vi som samfund er havnet i en helt ekstrem situation. En situation, hvor de fleste voksne er væk fra hjemmet hele lange dage. – Og vi må indse, at vi er havnet dér, fordi kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet – på maskuline præmisser – fordi det var den eneste mulighed – dengang. Hjemmet er derfor tømt for fælles liv på hverdage, hvor livet foregår i to helt forskellige sammenhænge: De voksne derude på arbejdsmarkedet. Og børnene i institutioner. – Så med de nuværende muligheder bliver et fravalg af arbejdsmarkedet og et tilvalg af børn og hjem ofte rammen om en anden ekstrem: Ganske få – måske bare én – voksne og et par børn på hjemmebasen. – Så det store og vigtige spørgsmål må være, hvordan vi får vendt denne skude, som vi nu kan se, sejler i en helt forkert retning? – Jeg tænker, at vi kunne lytte lidt bagud i nyere historie, dér i 50erne. Der gav økonomen John Maynard Keynes udtryk for, at vi, når vi nåede årtusindskiftet, ville kunne nøjes med at arbejde derude på arbejdsmarkedet 3-4 timer om dagen. For effektiviseringen og teknologiseringen – for ikke at tale om robotiseringen – ville sikre, at produktiviteten stadig var tilstrækkelig til, at vi kunne bevare vores velfærdsstat. Men vi valgte en anden vej. Vi valgte øget forbrug i stedet for øget frihed. Så dette valg må vi jo stadig kunne ændre? – Som jeg ser det, vil vi spare enorme summer, som i øjeblikket bliver givet meget dumt ud på reparation af de alvorlige skader, vores nuværende livsform forårsager, hvis vi vælger at nedsætte arbejdstiden drastisk. – De første år af barnets liv skal vi sikre den trygge tilknytning til de primære omsorgspersoner ved at lade ‘pengene følge barnet’, så der er rigeligt rum for en lang barselsperiode. Derefter kan vi have små enheder af børnehaver, hvor børnene kan tilbringe de få timer, mor og far er ‘på arbejde’. Og disse børnehaver skal ligge i nærmiljøet. Og de skal være fyldt med skønhed og udfoldelsesmuligheder. Derudover skal der i disse børnehaver være ansat virkelig kompetente og kærlige og inspirerende voksne, som børnene vil elske at være sammen med ganske få timer hver dag. En slags udvidelse af hjemmet – og en spændende inspiration. – Med skolerne på samme måde: Spændende, smukke steder med kærlige og kompetente voksne, der kan vise børn sider af verden, de ikke sådan lige ville være faldet over hjemme. – En sådan drastisk nedskæring af arbejdstiden på arbejdsmarkedet ville give mulighed for et meningsfuldt liv hjemme i familierne mellem voksne og børn. Et liv, hvor alle følte et tilhør og havde en oplevelse af betydningsfuld tilknytning. Der ville på denne måde kunne skabes en base for ansvarlig skabende væren i Verden – sammen, voksne og børn. Og ikke – som nu – voksne og børn plantet i store meningsløse sammenhænge i hele lange dage i vuggestuer og børnehaver. Men en helt ny Verden, hvor børn havde et betydningsfuldt liv sammen med dem, de elsker. Og hvor voksne både have mulighed for at leve sammen i et liv med plads til den vigtige tilknytning til børnene – og ville kunne udfolde særlige faglige kompetencer udenfor hjemmet – til egen glæde – og til gavn for samfundet. – Så meget godt i vente!

    • SVAR

      > Det lyder fantastisk Tove, det billede du maler. Der vil jeg gerne leve med mine børn 🙂

      Og som en lille tilføjelse tænker jeg at børnene også kan blive inddraget i “arbejdet”. Det forsøger vi ihvertfald her i huset, hvor de godt nok går i skole (men en friskole med relativt korte dage) og jeg arbejder hjemmefra. Men netop da vores hjem er min arbejdsplads, er min arbejdsdag ikke slut når de kommer hjem fra skole og arbejdet fortsætter ofte udendørs og der må børnene følge med og tage del og tale og kigge på.
      Lidt a la i “gamle dage” hvor hele familien arbejdede i marken (omend ikke så sørgmodigt og hårdt og “fattigt” som det nok har føltes dengang for dem som levede på den måde) og arbejde og liv flød sammen i een stor fælles hverdag.

      Jeg synes personligt fremtiden ser lidt sort ud, med den store og helt uhåndterbare fokus på økonomisk VÆKST som målestok for fremskridt i stedet for miljø og menneskelighed. Men vi må alle gøre vores bedste for at vende skuden både i det små og i det store, og håbe på det lykkes bare lidt ad gangen 🙂

      • SVAR

        Jeg vil så gerne blive bedre til at inddrage mine børn, og vi øver os herhjemme. Måske vi skal komme ned til jer en dag, Camilla, og deltage i de skønne udendørs syslerier.

    • SVAR

      Ja, vi kan stadig vælge frihed fremfor forbrug, men hold fast det kræver meget, kan jeg se. Det kræver så meget, at folk hellere holder fast i deres forbrug end deres mentale helbred og livsglæde. Jeg følger dig med stor interesse, Tove, og refererer ofte dine ord om det ekstreme i vores påtagede norm, når nogen spørger kritisk ind til mine børns evner ifht. eks. socialisering “når nu ikke de lærer at omgås andre, fordi de er hjemme.” Så, tak.

  • SVAR

    Der rør sig rigtig meget på dette område for tiden. Som familierådgiver sidder jeg i arbejdsgruppe med to andre mødre, som overvejer at starte Familiehuse (forældre hjælper hinanden med at passe + lidt pædagogisk personale) og personligt starter jeg et B&B for trætte børnefamilier, som trænger til en pause i naturen sammen med 1-2 andre familier at have fællesskab med indimellem. Det jeg hører der går igen i denne debat er et oplevelse af svigt fra samfundets side og en mangel på fællesskab blandt børnefamilier der tror de skal klare alt selv.

    Hvis man kigger på hvor meget kommunerne opruster specialområdet (PPR og tilsvarende), fordi der bliver større og større behov herfor, så mener jeg, at det opstår som reaktion på et offentligt system der vil for meget og presser børnene (og de ansatte) alt for meget… flere og flere børn har “særlige behov” – nej de har ej, de er bare normale i et unormalt system.

    Så ja for en tid er hjemmepasning og hjemmeskoling en værdig mellemordning, før der enten opstår en masse private institutioner/skoler, som vi kan have tillid til eller før noget helt nyt opstår… måske tanken om “pasning” bliver revideret, så børn ikke bare skal “passes” i skoler og institutioner, men i stedet kan deltage mere i vi voksnes liv – som førhen. Tak for indsparket. Venlig hilsen Linda Stæhr

    • SVAR

      Det lyder som et meget spændende initiativ, I har gang i. Jeg er meget enig i, at vi mangler fællesskaber, og dem er det kun godt, hvis nogen vil hjælpe igang. Og ja, vi presser både børn og voksne alt for meget.
      Jeg tænker ikke hjemmepasning som en mellemordning, men derimod som en rigtig god mulighed for dem, der har viljen og ressourcerne til det.
      Held og lykke med jeres projekt!

  • SVAR

    Jeg synes dine svar er utrolig kloge og velovervejede, jeg kan godt forstå dine valg, og på de travle dage kunne jeg sagtens drømme om at følge i jeres fodspor. På den anden side har jeg oplevet noget som gør mig kritisk, jeg er uddannet pædagog og arbejdede på et tidspunkt i en lille privat børnehave. Da jeg blev ansat var det helt nyt for dem at have udannet personale. De havde eksisteret i 30 år, og var netop startet som et sted hvor man som forældre, passede hinandens børn på skift (som du skriver). Landsbyen hvor børnehaven lå har, en over gennemsnittet, andel familier med særlige udfordringer, og børnene i de familier havde desværre ikke fået den støtte de havde brug for. Derfor må jeg som fagperson gøre opmærksom på at faren ved at lade børn blive passet i hjemmet, kan være at det bliver sværre at opdage særlige behov og yde den rigtige støtte. Tak for det gode brøl 🙂

    • SVAR

      Du har helt ret i, at jeg skriver ikke med udgangspunkt i familier i udsatte situationer, når jeg fortæller om glæderne ved at hjemmeskole osv. Min intention er derimod at sprede viden om de alternativer, som der heldigvis er til den for mig at se meget pressede og ikke mindst ensrettede virkelighed derude i samfundet.
      Men det er klart, at de belastede familier har nogle andre udfordringer, som ikke løses ved at børnene kommer hjem til forældrene på fuldtid. Tværtimod, måske. Jeg oplever dog, at man så vidt muligt i kommunerne har fokus på netop de børn – bl.a. gennem sprogtests, selvom det ofte er en udfordring med økonomien. Samtidig ser jeg tydeligt i mit arbejde med udsatte unge (min primære indtægtskilde), at skolesystemet har meget svært ved at rumme og støtte dem, og at skolen ofte bliver endnu en udfordring i deres i forvejen skrøbelige eksistens. Derfor er det vigtigt, hvilket jeg også skriver i mit indlæg, at vi arbejder meget målrettet på at lave nogle bedre institutioner. Meget bedre institutioner. For de unge i udsatte situationer er skolen deres billet væk, hvis altså den fungerer.

  • SVAR

    Hej
    Jeg er så dybt fascineret af hjemmeskoletanken og at det rent faktisk eksisterer i DK. Det havde jeg ingen anelse om før jeg faldt over din blog, den eneste tanke jeg nogensinde har gjort mig i den retning, var værdsættelse af at vi ikke har skolepligt. Jeg afskyr begrænsninger af den personlige frihed og elsker at hjemmeskoling findes. Det er så sejt. Nævnte det på arbejde den anden dag, og fordømmelsen var øjeblikkelig. Det er beundringsværdigt at tage beslutninger for sit eget liv, selvom det går helt imod strømmen. Og hjemmeskoling kommer aldrig til at ske i min familie, og jeg vil forsvare jeres ret til hjemmeskoling hele vejen.