Kan man få passet fire børn?

Jeg er lidt rundt på gulvet, fordi jeg ikke har en computer lige nu. Og jeg er SÅ afhængig af min computer. Jeg kan næsten ikke være glad, hvis ikke jeg kan skrive. For fem uger siden købte jeg en spritny MacBook Pro, og så den anden dag gik spacebaren i stykker. Jeg har aldrig haft andet end Mac, og jeg kommer ikke til at sige noget generelt dårligt om deres computere, for mine har altid været gode – men det her er selvfølgelig helt galt. Enhver der skriver, ved, at man ikke kan skrive uden sin spacebar. Såserdetnemligsådanherud. Og det bliver man bims af. Derfor skal den indleveres i Odense, have ny topcase og være væk i en uge eller mere. Lige nu sidder jeg ved Kristians gigantiske stationære Mac, og det er okay, men det er ikke optimalt. Jeg kan bedst lide at have min egen computer, ved mit eget arbejdsbord, med mit eget tastetur.

Her i Kristians studie kan jeg skrive lidt, men jeg kan ikke skrive poesi, og faktisk var lige netop i dag min dag til poesi: Jeg havde aftalt med min dygtige og meget strikse skrive-coach, at nu skal jeg i gang igen. Det er alt for længe siden. Vi havde sat en god ramme op for mit skrivearbejde. Jeg havde glædet mig rigtig meget. Men nej, Jeg kan ikke redigere bog, når jeg ikke har min computer. I stedet har jeg lavet en liste over ting, der skal klares, og så er det bare med at få sat en masse flueben, så jeg har tid til at være poetisk, når jeg igen har en computer ved den vante udsigt.

I aftes, da Kristian var gået i seng, tog jeg hans bærbare på skødet, og skrev et lille indlæg, som jeg vil dele med jer her. Det handler ganske enkelt om det med at få passet sine børn, som er noget, flere har skrevet, og spurgt til.

Den seneste uge har Kristian og jeg nemlig været en del hjemmefra. Først på camp, hvor vi skiftedes til at være hos børnene og sammen med de unge, og så var der morgen-tv, hvor vi begge var af sted fra mandag eftermiddag til tirsdag.

Den nat vi var i København, var Storm og Juno her på Ærø sammen med min søster, mens Live og Ilja var hos min svigerfar og hans kone i Svendborg. Det var anden gang, Juno sov sammen med andre end os (den første gang var det også min søster), og der er ingen tvivl om, at vores børn bliver passet sjældnere, end for år tilbage.

Vores hverdag er centreret om familien: Vi holder tredages-weekender langt de fleste uger, og henter for det meste børnene klokken 14. Men før vi fik Juno, og måske i særdeleshed før vi flyttede til Ærø, var Kristian og jeg også ofte hjemmefra: På kurser, kæresteture og den slags. Både sammen og hver for sig (kæresteturene er vi dog konsekvent på sammen..) Børnenes bedsteforældre har altid været meget engagerede i vores liv, og vores søskende har også hjulpet med børnepasning fra tid til anden, så vi er dybt priviligerede på det område.

Men fire børn er meget at passe for andre end forældrene. Hell, det er meget for os. Da vi havde tvillinger på tre år og en enkelt på seks, var det efterhånden en overskuelig flok, som både bedsteforældre og mostre/onkler kunne overkomme at tage sig af i et døgn eller to. Men så kom Juno, og læsset væltede ligesom lidt. Ikke fordi ingen magter det – og de fleste holder fast ved, at det godt kan lade sig gøre – men hånden på hjertet synes vi, det er for meget. Der bliver for mange at holde styr på, for meget der kan gå galt eller blive surt. Vi kender det jo fra vores hverdag, at der er vildt gang i den, og sådan skal det ikke være at passe børn, medmindre det drejer sig om noget akut.

Derfor delte vi dem op, da vi var af sted tidligere på ugen, og det føltes rigtigt. Vi vidste, at min søster hyggede sig herhjemme med Juno og Storm, og vi vidste, at Ilja og Live nød tiden hos farfar og Sus. Vi slap med andre ord for den der nagende følelse af, at man overbelaster andre mennesker samt ens egne børn, fordi man er taget væk, og det betyder, at man kan være mere tilstede i det, man er rejst af sted for at lave.

Jeg oplever, at vores behov for at få børnene passet, er mindre end tidligere. Hvorfor? Måske fordi vi med fire børn og et liv her på øen er tvunget til at fokusere på netop den del af vores liv for en tid. Vi har taget kurser, og vi har rejst, og nu formår vi på én eller anden måde at have et parforhold midt i virvaret.
Det er selvfølgelig fuldkommen forskelligt, hvordan den slags fungerer for det enkelte par, så jeg kan kun referere mine egne erfaringer på området: Kristian og jeg har haft brug for at være kærester og dyrke vores tosomhed på afstand af børnene indimellem for at genopdage vores dybe forbindelse til hinanden. Det er blandt andet derfor, vi ikke har pseudotvillinger: Fordi vi har oplevet et behov for at nå tilbage til et vist niveau af frihed, hvor vi kunne være sammen bare os to uden stress, før vi var klar til at blive forældre igen. Jeg synes, der sker noget omkring de 2 – 2 1/2 år, hvor man som mor og far pludselig bedre kan tage hjemmefra en overnatning. På den tid har vi med god samvittighed kunnet tage af sted en hel dag eller et døgn, og ofte har vi bare spist god mad uden forstyrrelser og så ellers haft den slags snakke, hvor man for en gangs skyld færdiggør sine sætninger, og tager hul på emner, som vi ikke kommer omkring hver dag.

Noget har dog ændret sig, og nu holder vi nok mest af hverdagen. Vi ser frem til de lange weekender og til eftermiddagene herhjemme med knald på. Jeg kan indimellem savne et døgn alene med Kristian, men så er vi gode til at spise frokost med hinanden på en hverdag, og tit sidder vi tæt i sofaen om aftenen. Når det er sagt, har jeg altid været fortaler for, at man finder en balance mellem det ene og det andet: Glade forældre er rygraden i en velfungerende familie, og jeg tror, at alenetid i parforholdet kan være en rigtig god investering.

Når vi skal af sted alene, siger vores børn altid, at det er snyd, de ikke må komme med. “Hvorfor skal I have lov til det? Hvorfor tager I ikke os med?” spørger de med bebrejdende miner. “Fordi vi har brug for at snakke sammen uden at blive afbrudt, sådan som kærester kan lide det.” Og det forstår de faktisk. De ved godt, at det er en mangelvare herhjemme, og de vil rigtig gerne have, at vi er glade sammen.

Hvad gør I med pasning og parforhold? Og kan I huske, om jeres egne forældre prioriterede kærestetid?

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

10 Kommentarer

  • SVAR

    Vi har været sammen i mere end syv år, vores søn er 2,5, og vi havde tilbage i februar et nedslidt forhold. Min kæreste tog mig i nakken og forlangte en overnatning væk hjemmefra, uden sønnike. Det var sundt, og vi fandt hinanden igen. Det virkede samtidig forkert at være væk fra vores søn, men vi gør det klart igen, måske efter sommeren. Vi holder i hånd om aftenen, snakker og nusser. Med tale om en nummer to, ved vi det er på lånt tid, i en tid. Men vi er sat her på jorden for at være sammen, skabe børn og nærhed til både børn og hinanden, og derfor skal vi pleje vores forhold. Alt du skriver giver mening, og jeg har det helt lige sådan. Trods kun et barn. <3

    • SVAR

      Jeg kan godt huske den der ondt i maven følelse fra dengang, vi tog væk fra vores ældste, men den er der ikke nu. Hvis jeg ved, at børnene har det godt, og at dem, der passer, er glade, så kan jeg godt være fuldkommen tilstede hjemmefra. Og nyde det. I fulde drag. Jeg elsker de snakke, Kristian og jeg pludselig har og den intimitet, der er plads til. Godt I gjorde det i februar! 🙂

  • SVAR

    Jeg er årgang 65, og i mine forældres generation er jeg aldrig stødt på begrebet “kærestetid”. I mit eget (tidligere) ægteskab, praktiserede vi det af og til, typisk inden næste familieforøgelse, eller når yngste i flokken var stor nok til at klare en pasning. Men gode til det var vi ikke. Typisk meget trætte.
    Men det er ganske rigtigt, at fire børn til pasning er en stor mundfuld for alle. Det kan dog anbefales, når yngste er lidt ældre, at få pasningen til at foregå hjemme i børnenes daglige rammer. Det roliger lidt på flokken, og de ældste bliver også stolte, når det er dem der kender til de praktiske forhold, og kan hjælpe med det. ( ex. At fodre katten og vide hvor kattefoderet er, nattøjet på hylden, vandhanen til blomstervanding…ja fortsæt selv).

    • SVAR

      Ja, det er en rigtig god pointe: De større børn er stolte og glade for at kunne vise vejen. Sådan var det også med Storm i mandags, da min søster var her. Han tog stort ansvar, og legede meget mere med Juno, end han plejer 😉 Det med kærestetid er er begreb, som velsagtens har mange forklaringer. Mest af alt tror jeg, det kommer af at fokus på det velfungerende parforhold i disse år hvor en skilsmisse ikke er utænkelig, men nærmere forventet.

  • SVAR

    Vi har også fire børn og det er klart en udfordring at få dem alle passet! De er ret tætte i alder (4, 4, 5, og 9 år), så det er en stor mundfuld for andre at passe dem. Bedsteforældrene bor desværre alle i Jylland og vi bor i København, men en gang i mellem træder de til, når vi skal noget vigtigt – eller festligt!
    Det er i det hele taget ikke så tit børnene bliver passet, for de fleste ting vi gør, gør vi sammen med dem.
    Ved korte “hverdagspasninger” (forældremøder, skoleforestillinger, arbejde osv. der ramler sammen) bruger vi en sød ung pige, der er kommet i vores hjem siden vi fik tvillinger (som nr. 3 og 4). Dengang kom hun regelmæssigt en gang om ugen og hjalp til med leg, hygge, hentning af de store eller hvad, der nu var behov for hjælp til på dagen. Vores børn kender hende rigtig godt og betragter hende som en salgs stor “kusine”. Hun er guld værd, og ungerne elsker, når hun kommer, selvom der går lang tid i mellem efterhånden.

    Kærestetid er da noget jeg savner lidt.. Vi er gode til at prioritere hinanden og snakker rigtig meget sammen om alt muligt og det er rigtig dejligt. Men der er jo mange afbrydelser! Vores kærestetid er primært flettet ind i hverdagen og så tager vi ud nogle få aftener om året til fest, koncert, ud at spise el.l.
    Jeg kan ikke huske, at mine forældre nogensinde har “taget fri” fra familien sammen, for at prioritere “kærestetid”… og dog er de stadig sammen 🙂

    • SVAR

      Det er virkelig rart med en fast barnepige. Der er vi lidt udfordrede her, fordi vores yngste er så lille endnu, så det er en stor mundfuld for en enkelt ung dreng/pige at passe dem. Men vi har brugt det tidligere med stor succes.
      Kærestetid er jo ikke en forudsætning for et god parforhold eller liv i det hele taget. Jeg tror, det er meget forskelligt, hvad vi har behov for. Jeg sætter personligt stor pris på at være alene med Kristian indimellem, og selvom vi er rigtig gode til at tage os af hinanden i hverdagen, så ér vi bare trætte om aftenen, når vi lander på sofaen. Men, som sagt, det er mindre og mindre, vi tager af sted 🙂

  • SVAR

    Hos os giver det ikke mening at have barnepige til en enkelt aften. Det er meget normalt at børnene på øen er alene hjemme noget tidligere end andre steder. Forældrene er tilgængelige alligevel, børnene ved hvor vi er og henter os, hvis der er problemer.
    I længere ferier følger vi dem til bedsteforældrene i Jylland, hvor de så kan være i varierende tid, nogle gange op til 4 uger for de ældste. Men så vil vi også gerne have dem hjem igen.
    I stedet for kæresteweekender har vi valgt, at torsdag aften er voksentid. Børnene spiser til normaltid og når de er puttet, laver vi mad og spiser sammen uden at blive forstyrret eller skulle servicere andre. Det kan lyde af meget, at vi så vidt muligt gør det hver uge, men vi er rigtig meget sammen, og selvom børnene er ved at være store – 9, 11, 13 og 16 år – så gør et par diagnoser, at vi er på 24/7, da vi aldrig ved, hvornår verden vælter eller om et barn kommer hjem i utide fra skolen.

    • SVAR

      Jeg synes, jeres liv og prioriteter lyder skønne, vigtige, givende. Både de lange ferier hos bedsteforældrene, som får mig til at tænke på Dea Trier Mørchs “Kastaniealleen” men også den ugentlige aften. Det er i børnenes interesse, at I trives i jeres parforhold, det synes jeg, er vigtigt at huske. Nogle trives jo uden den slags tid, men jeg har – som dig – brug for det der uforstyrrede fokus indimellem.

  • SVAR

    Tja. Vi gjorde det ikke nok. Eller næsten slet ikke. Min eksmand tog sig sin alenetid og jeg snød mig til at gå i Netto alene, men aldrig var jeg væk fra ungerne mere end nogle få timer.

    Vi blev jo så skilt. Måske var vi blevet det alligevel, men det nager mig, at vi brugte vores tid på at bygge hus og han på at tage sin terapeutuddannelse – men ikke på at være sammen alm familie, allesammen, og ikke på at være sammen som kærester.

    Moralen er: tag nu den tid til jer selv og hinanden.

    • SVAR

      Kære Malene, jeg tror, mennesker bliver skilt af mange grunde. Nogle gange tænker jeg, at man bliver skilt, fordi man får børn. Men mon ikke der er rigtig mange ufrivilligt barnløse, som ender dér? Og nogle bliver skilt, fordi de ikke prioriterer hinanden, men der må være en underliggede grund til, at man ikke gør det? jeg ved det ikke. Og jeg tror, der findes løsninger for en del af de par, som er på vej i den retning. Men ikke for alle. Og jeg synes, du er det skønneste væsen, og ét eller andet sted er der en dyb mening med din rejse.