Kan man hjemmeskole fra en lille lejlighed i byen? Og hvor længe skal man vente med at følge sine drømme? (“Vores brevkasse #4)

“Kære Maj My. Jeg har læst med på sidelinen og jeg har selv fire dejlige gæve kloge frække vilde milde unger. Fire piger alder: 7, 5, 3, 1. Den ældste går i 1.1 klasse, og vi skal have vores femårige i skole til august 2018 – som dine tvillinger skulle. De to store har været møllen igennem med vuggestue og børnehave, og da vi så mærkede efter, så tog vi en dejlig beslutning om at hive dem ud og nyde tiden med de store samt de to små, som på dette tidspunkt var 3 mdr og 2 år. Det har været en rejse: Jeg nåede at have min store hjemme 6 mdr., inden skole. Mødet med skolen åbner en masse spørgsmål, og særligt nu med min 5 åriges kommende start. Men men jeg er selv skeptisk over skolelivet, særligt når jeg er med dem i et helt unikt fælleskab børnene min mand og jeg imellem. Men jeg ved, jeg ikke helt er der, hvor jeg befinder mig allerbedst. Dvs. i byen i en forholdsvis lille lejlighed. Men den kan godt rumme os alle, og det er så meget et spørgsmål om indstilling. Jeg tænker dog ofte: Hvis bare vi havde to etager eller et hus på landet, så kunne jeg jo sagtens hjemmeskole…Og det er jo så irriterende en tanke…måske jeg kan nå det ting alligevel. Men der spiller pengene jo ind – måske processen bare er lang, og vi når de blir 18, kan få den gård og de dyr. Men til den tid er det jo lidt sent ift. hjemmeskolelivet og idyllen ved naturen. Så mit spørgsmål går lidt på: Kan man overhovedet hjemmeskole, når man altså bor lidt klemt? Som jeg skriver det lyder det jo åndsvagt! Kan du genkende de mange tvivlsspørgsmål? Rammerne, økonomien, de personlige ressourcer ( som i at man også kan gå op i en spids af sine kære små!). Det er jo blot livslæring..hvor er det for øvrigt en dejlig blog du laver! Dejligt med indsigt og kreativitet.”

Hej,
Jeg tog lige hele din kommentar med her, fordi jeg synes, der er så mange relevante overvejelser undervejs i den.
Jeg hæfter mig ved flere ting, som jeg vil prøve at svare på. Så kort som muligt..
Du skriver, at du ikke er dér, hvor du befinder dig bedst, og det tænker jeg, er kernen i det hele: Du skal afsøge, hvor du befinder dig bedst (eller hvor du tror, du befinder dig bedst) og mærke efter, hvorfor det er sådan, og hvordan du kan komme derhen (hvad end det handler om et mentalt eller fysisk ryk).
Vi kan ikke vide, om vi er der, hvor vi vil befinde os bedst om fem år (for hvem ved, hvor det er?), men vi kan efterstræbe at være der, hvor vi befinder os bedst nu. Nogle gange kommer vores “befinder os bedst” med nogle justeringer, andre gange kan det lade sig gøre at få hele pakken (særligt hvis vi er villige til at skrue på vores forventninger til andre områder i livet.)

Ja, man kan hjemmeskole i en lille lejlighed. Jeg kender til flere, som gør det. Og ja, man kan hjemmeskole i byen – der er styrker og svagheder ved at hjemmeskole hvor som helst. I byen har I mange inspirerende tilbud for fødderne, og der er desuden gode, aktive hjemmeskolegrupper i flere urbane områder. Herude på landet skal vi lede længe efter kulturelle og akademiske aktiviteter til hjemmeskolebørn, til gengæld har vi jo så noget andet.

Kender jeg til dine tvivlsspørgsmål? Mon ikke! Det tror jeg, vi alle sammen gør. Størst af dem alle var det med ressourcerne, og det er helt sikkert også dér, jeg er mest udfordret: Jeg synes, vi har en del konflikter, en del usikkerhed og en helt masse at lære foran os ifht. at være forældre og familie herhjemme. Fortryder jeg indimellem? Nej, på igen måde. Jeg har endnu ikke tænkt, at det ville være bedre for børnene at være i skole (tværtimod – jeg kommer længere og længere fra tanken), men jeg tænker nogle gange, at det ville være (meget) lettere for mig, hvis de var af sted. Lige nu, eksempelvis, har jeg været alene med mine fire i to døgn, og jeg ville elske at have nogle timer for mig selv midt på dagen, fordi jeg bliver en udkørt mor, som ikke føler, at jeg har hænder nok. Men når jeg tænker videre over det, så har vi ikke flere konflikter samlet set, end vi plejede at have, når de kom hjem fra børnehave/skole, til gengæld har jeg OGSÅ alle de gode stunder med dem, og dem er der heldigvis vildt mange af – hver dag. Faktisk har vi færre skænderier, fordi vi kender hinanden bedre, og mere og mere fungerer som en symbiotisk enhed.

Kunne jeg hjemmeskole i en lille lejlighed? Det ærlige svar er “nej – helst ikke i længere tid”. Jeg holder af plads og af ro, og det passer mig rigtig godt, at vi ikke skal forholde os til over- eller underboer. Jeg er glad for udsigten og den friske luft, og jeg kan godt lide at have muligheden for at dele familien op, når der er behov for det. Men jeg ville hjemmeskole i en lejlighed til en begyndelse, hvis det var min eneste mulighed. Det siger jeg nu, fordi jeg bliver mere og mere opmærksom på, at det med at være en hjemmeskolefamilie er en livsstil mere end noget andet, og jeg er dér, hvor det er blevet vigtigere for mig at hjemmeskole end både postnummer og økonomi. Hvis vi hjemmeskolede i en by, ville vi højst sandsynligt opsøge langt flere inspirerende tilbud, og det ville jeg personligt nyde i fulde drag. På sigt ville jeg rykke til noget på landet eller ude i en skov, men det er jo bare mig.

Synes jeg, du skal se tiden an? Nej. For som du skriver, så er børnene vitterligt lige pludselig 18 år, og jeg ville personlige ikke kunne trives med at skulle høre mig selv sige “vi snakkede om at hjemmeskole jer” uden nogensinde at have givet det en chance. I mine øjne giver det ikke mening af være en drømmer: Jeg kasserer de drømme, som ikke er rigtige for mig, og de andre går jeg dedikeret efter at indfri. Jeg ville gå i gang nu (før hende på fem ellers skal i skole) og lade resten (gården, hestene, pladsen) komme til jer løbende. That’s it – men hvis nogen har for travlt til at læse det hele, kommer det lige i én sætning her: Nogle gange skal man bare beslutte sig for at gøre det, man har lyst til, og så løser alt det andet sig hen ad vejen.

Har I andre nogle input til spørgsmålet?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

8 Kommentarer

  • SVAR

    Sikke et dejligt indlæg. Jeg er ikke selv hjemmeskoler. Jeg kan ikke se mig selv i rollen. Hertil kommer at jeg kun har ét barn og at han har autisme. Jeg synes han fortjener at komme i skole, hvor jeg har nogle sindsygt dygtige pædagoger og lærere, som jeg kan sparre med omkring hans udvikling. Og jeg synes han fortjener at have andre børn, som ham, han kan spejle sig i. Dejlige og perfekte – præcis som de er.

    Men hvis der er noget, jeg har lært de seneste år, så er det, at det er en god ide at se “ting” som midlertidige. Lige nu lever vi som vi finder bedst. Om 5 år synes vi måske noget andet er bedre. Og hvis du drømmer om at hjemmeskole, så prøv det da af. Især nu, hvor dine børn er små, der er det da oplagt. Der er ikke nogen, der siger, at børnene ikke kan komme tilbage i skole, hvis det andet alligevel ikke var jer/kunne lade sig gøre i en lejlighed/spærrede for andre, vigtigere drømme.

    PS. Jeg har netop fundet din blog, men jeg beundrer meget din evne til at definere dine egne drømme. Jeg kigger helt sikkert herind igen 🙂

    • SVAR

      Tak for din dejlige kommentar – og jeg er helt enig: Det giver kun mening at efterleve de drømme, vi har nu. Ingen aner jo, hvor vi er om fem år (eller to uger..) Knus

  • SVAR

    Lige endnu en pointe fra en hjemmeskole-mor: Der kommer en anden ro, når I lander efter at have børnene hjemme. Det siger alle, og det mærker jeg. Der gik nogle måneder, men der sker vitterligt en kæmpe forvandling som er god at tænke på, når man tvivler på om man kan klare at være sammen alle sammen 24/7. Her i vores hjem har børnene fundet hinanden, vi har ikke stress-vredesudbrud fra børnene som før pga. overstimulering, og vi kører alle i et meget lavere gear. Vi når det hele og det vi ikke når, det var ikke vigtigt.
    Altså, som Maj My skriver, så er det jo hårdt og intenst på mange områder, men jeg har heller ikke fortrudt en eneste gang. Der findes altid løsninger i den retning man gerne vil gå. Og især når man går hjertevejen, så er løsningerne lettere at se og folk virker mere opmærksomme på, at du er på vej et sted hen, som de gerne vil støtte dig i. Er min erfaring.
    Vi lever nu. Dine behov og drømme er for nuet. Ikke for fremtiden, som Maj My også pointerer. Så vigtigt!

    • SVAR

      Tak for dine kloge ord, Rebecca. Vi har også langt færre konflikter herhjemme af den rigtigt sure slags.

  • SVAR

    Jeg kunne ikke hjemmeskole, i hvert fald ikke som tingene er nu. Jeg ville ikke ane, hvor mit personlige overskud til at være sammen med mine børn skulle komme fra, som tingene er lige nu.

    Når det så er sagt, så er det bare så rigtigt det du skriver, Maj, det er vigtigt at vi er der hvor vi befinder os bedst og hvis der hvor vi er ikke er det, så er det om at komme videre og finde et sted, der er det.

    Jeg har selv fundet ud af at fuld tid på arbejde, ikke fungerer for os derhjemme og beslutningen om at hvis fuld tid ikke fungerer, så må jeg finde en anden løsning er sindssygt skræmmende, både fordi den fordrer at jeg tænker ud af boksen i forhold til hvad skal mit arbejdsliv så være, hvis det ikke skal være det jeg altid har forventet af mig selv, men også fordi jeg lige pludselig skal finde ud af hvad vores økonomiske ramme kan holde til – det er nervepirrende, men jeg kan mærke at det er det rigtige, for deltid giver mig tid hjemme, som gavner vores familie. Vi har mere ro, når jeg har mere tid hjemme.

    Rammerne er ikke perfekte, nej, men hvornår er rammerne perfekte til noget som helst? og behøver de at være perfekte? Jeg tænker at så længe du gør dig nogle tanker om hvad det er du vil med hjemmeskolelivet (hvilket du tydeligvis gør), så finder du de muligheder, der kan fremme jeres hjemmeskoleliv og efterhånden som du får begreb om i hvilken retning du vil med hjemmeskolelivet, vil du træffe de valg, der gør det muligt.

    Det kunne være at selvom drømmen var at rykke på landet, var det måske mere aktuelt med en kolonihave i kunne dyrke som en del af hjemmeskolelivet? Hvem ved, mulighederne er uendelige, hvis man tør kigge efter dem.

    Og lige en sidste notits, giv dig selv et klap på skulderen for at turde overveje at dreje dit liv i en retning, der giver mere mening for dig – det er ikke alle der tør se sig selv i spejlet og erkende at deres virkelighed ikke fungerer optimalt for dem.

    • SVAR

      Sikke nogle vigtige og gode input. Tak for dem, Ditte.

  • SVAR

    Hej. Jeg har læst svaret og dejligt med de gode kommentarer. jeg tror der er så meget i mig der er imod den gængse skoleform og jeg ser så mange talenter og glæder i mine pigers interaktioner at det i sig selv bare er nok til det er det vi skal favne. jeg ved fysisk befinder jeg mig bedst i naturen i ro og i samvær med familien. men vi har mulighed for den natur i forskellige perioder iløbet af året. Eller også må dette netop være et benspænd – at imødekomme de snævre rammer og byde ind med besøg eller bytten bolig med andre 🙂 i perioder! og så har jeg netop set being and becoming…kan man andet et at favne dette? lille lejlighed eller ej!

    • SVAR

      Nej, man kan ikke andet end at omfavne det, og slet ikke når man som du føler et kald. Så tror jeg, man vil ærgre sig dybt ind i hjertet, hvis ikke man giver det en chance.