Kan man være dårlig til at have sine børn hjemme?

Nogle mennesker er dygtige til at formidle, andre er vanvittigt skarpe på matematik. Der er mennesker, som tegner vidunderligt og mennesker, der som den største naturlighed bygger huler og senere huse. Nogle er generalister, og breder sig over en lang række emner i løbet af deres liv, andre er specialister, som tilbringer årevis på at udforske et enkelt område.
Og så er der de mennesker, der er skabt til at have deres børn hjemme. Dem, som kun sjældent taber overblikket, altid vågner med et smil, og aldrig skælder ud. Mennesker, som er meget bedre til den slags end alle andre.
Eller er der?

Jeg er ret overbevist om, at nogle er mere disponerede for umiddelbart at føle sig tilpas i hjemmelivet end andre. Hvad end det er ren genetik, miljø eller en blanding ved jeg ikke, men jeg føler mig sikker på, at hjemmelivet med flyverdragter og konflikter og konstant selvudvikling falder nogle nemmere end andre.
Det handler uden tvivl blandt andet om ens egen tilknytning og erfaringer med nærvær. Hvis den slags er fremmed i forhold til ens egen opvækst, så skal der en stor vilje til for vedblivende at øve sig, tilgive sig selv og være tilstede uden splittelse. Men selv hvis man kommer fra den mest nærværende og trygge baggrund, er hjemmelivet en enorm opgave, som vil tvinge ethvert menneske til enten at se indad, acceptere et vist niveau af konflikter, tvivl og usikkerhed – eller til at kapitulere og vælge noget andet (note: Som en tilføjelse efter en kommentar herunder// Jeg mener ikke, at en anden livsstil er en kapitulation, men derimod henviser jeg til, at nogle drømmer om hjemmelivet, men samtidig er i tvivl, om de magter det – sådan som jeg selv gjorde).
Særligt i denne tid hvor der endnu ikke er skabt ret mange hjemmepassernetværk herhjemme, men man derimod må lave dem selv og ofte kan føle sig alene med denne livsstil, kan hjemmelivet været forbundet med usikkerhed og ensomhed, og man kan tvivle på sig selv igen og igen og igen, fordi der ikke er mange at spejle sig i. Jeg er den første til at sige: Jeg forstår din magtesløshed, og jeg er også hurtig til at anbefale færre, kortere institutionsdage for at skabe balance i familien fremfor 100 procent hjemmepasning, hvis det resulterer i ubalance, fordi forældrene ikke har netværket eller de jobmæssige muligheder til at gennemføre det på en god måde.

Jeg får med mellemrum mails fra kvinder, som skriver: “Jeg er ikke skabt til at gå hjemme med mine børn, selvom jeg gerne ville. Vi bliver vanvittige af at være sammen bare en enkelt fridag, og så de kommer altså af sted igen dagen efter.” Og det der: Det kender jeg SÅ godt. Det er mig før hjemmelivet. Det var den sidste bastion, da jeg egentlig godt vidste, at mine børn skulle hjem, og havde forstået hvorfor og forklaret Kristian det hele: Da klamrede jeg mig endnu til Vi bliver vanvittige alle sammen, og arbejdstiden ved skrivebordet er mit frirum.
Men jeg har lært, at det handler om flere ting, og ingen af dem er statiske. Hver og én kan de ændres med min indstilling og ikke mindst i mødet med mennesker, som tackler tingene anderledes end jeg selv. Igen: Fællesskab og delte erfaringer. Jeg lærer noget, hver gang jeg er sammen med andre familier, der hjemmeunderviser og hjemmepasser – og med andre familie i almindelighed, og jeg har lært, at samværet med mine børn bliver nemmere, jo mere der er af det. Det handler om kendskab til hinanden, om rytmer og en fælles rejse gennem dagene.

Nogle er helt sikkert mere udfordrede i hjemmelivet end andre (læs: JEG er ikke en natural born hjemmeskolemor, faktisk sagde en clairvoyant til mig sidste år: “Du er den mest motiverede, men ikke den bedste egnede”, og det er morsomt, fordi det er sandt..), men det betyder ikke, at det er umuligt, eller at der findes et bedre alternativ for mine børn end at være sammen med mig. Det betyder bare, at jeg løbende skal arbejde på min indstilling og mine forventninger og min evne til nærvær. For nærvær falder mig ikke naturligt. Jeg skal være fokuseret på nærværet, ville det, tvinge mig selv til det. Og når det lykkes, falder alt andet på plads. Så giver mit liv mening, og jeg går i seng, og tænker: Mere af det i morgen, tak. Det er dér, meningen ligger et lille øjeblik, og lyser op.

Det er ikke nemt at være hjemmegående, og det synes jeg, er vigtigt at anerkende, for der er ikke noget mere ensomt eller udslettende end at tro, man er ene om at have svære dage. Livet skal ikke først og fremmest være nemt, det skal give mening og ræsonnere i vores inderste, samtidig skal livet ikke være en lang kamp eller en disharmoni. Men uanset hvad vi vælger, er der fravalg bundet til tilvalget, og i sidste ende handler livets prioriteringer om at gøre op med os selv, hvilke fravalg vi bedst kan leve med, og hvilke tilvalg vi ikke vil være foruden.
Det, og så en ydmyghed overfor, at vi ikke kan planlægge livet, uanset hvor gerne vi vil det, har lært mig, at det eneste der reelt giver mening, er at være i nuet. For mig er nuet her, og nuet er en voldsomt udfordrende størrelse men også en vital og smuk boble af liv.

Jeg tror, én af de gennemgående årsager til, at hjemmelivet kan være så svært for nogle, er, at vi er opdraget til at skulle realisere os selv gennem en helt masse udenfor os selv: Uddannelse, karriere, anerkendelse, likes, lønstigninger, forbrug, rejser osv. Hele vores liv har vi fået at vide, at vi er noget i kraft af vores målbare resultater ude i samfundet. Vi har aldrig fået at vide, at én af de højeste værdier er forælderskabet – at dét er den mest lærerige, omfattende, omsluttende og altoverskyggende opgave, som samtidig den mest afgørende for både vores egen trivsel og samfundets på sigt. Ingen har sagt til os, at vi med vores indsats i familien kan gøre en stor forskel, og at den indsats derfor er meget værd.
Så vi kan blive frustrerede i hjemmelivet, hvor der ikke er frihed til at realisere os selv på målbare parametre, og hvor vi ikke får penge målt på succes eller anerkendelse for de daglige sejre. Ingen klapper, eller siger “shit, hvor var det godt gået. Jeg synes virkelig, du formåede at mægle imellem de to parter i konflikten på en rolig og omsorgsfuld måde, og så har jeg den største respekt for, at du samtidig lavede frokost til fire, og vaskede sengetøj.” Ikke en gang børnene siger det så direkte, anerkendelsen kommer i små blide nøk, når vi oplever den ro eller glæde, der strømmer fra vores børn, når vi tillader os selv at tage en del af æren for den hverdag, vi lever, og som vi trods alle udfordringerne kan se en dyb mening med.
Vi kan føle os bundet og magtesløse i hjemmelivet – og fuldkommen på bar bund i forhold til de behov, som opstår dér. Vi kan være famlende og hudløse og komplet rundt på gulvet, fordi det er vores børn, vores mest dyrebare, men også fordi det er en opgave, ingen har forberedt os på eller fortalt os om betydningen af.

Det med at gå hjemme med sine børn kan læres: Det er ligesom at øve sig på så mange andre ting – gode vaner, dårlige vaner, I ved. Det kan læres, det er en mulighed. Men det er ikke nemt, det er ikke letkøbt, det kommer ikke uden en indsats, og man skal ville det. Det handler om at kende hinanden og forstå, at intet er perfekt. At en konfliktfyldt dag derhjemme er en vigtig del af livet, og en uundgåelig del af at være sammen.
Jeg har lært, at sådan er det med alt, der har en høj værdi: Man skal ville det og kæmpe for det, og så pludselig en dag er det gjort, og man fortryder aldrig, at man tog den vej, man drømte om, omend den måske krævede lidt ekstra.

Jeg synes stadig, der er mange svære dage her i hjemmelivet. Dage, hvor jeg nærmest kan være bange for, at jeg skader mine børn ved ikke at aflevere dem til andre. Dage, hvor jeg ikke får plantet mine fødder solidt på jorden, men i stedet hvirvler rundt oppe i mine egne tanker, og ikke er helt tilstede, og ikke får faciliteret den ro og de nærende aktiviteter, som jeg drømmer om. Men selv på langt de fleste af de dage, er der efterhånden momenter af dyb forbindelse og stunder med det nærvær og den omsorg, som jeg for alt i verden vil give mine børn med hjemmefra.
For hvad er målet med dette livsvalg? For mig handler det om at tilbringe tid med mine børn; det handler om at støtte dem i at bibeholde kontakten til deres egen indre stemme og give dem en tro på, at de er i stand til at tilegne sig ny viden.
Så simpelt er det, og når jeg stiller det sådan op, klarer jeg opgaven okay, trods alt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

19 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg ville virkelig gerne møde den hjemmeforældre m/k som IKKE bliver vanvittig med jævne mellemrum (eller dagligt). For det ER svært at være sammen med små, umodne mennesker hele dagen lang, og ingen af os er eksperter.
    Det, som jeg tror var forskellen for mig de gange/år jeg har haft mine børn hjemme var, at vi havde tiden.
    Det er som om det er lidt mindre katastrofalt at have 80 konflikter på en formiddag, fordi man ved, at man også er der i eftermiddag, og i aften og i morgen tidlig og alt bliver godt igen.
    Nu er mine piger væk hjemmefra 5 timer dagligt, men det betyder altså stadigvæk at jeg er den, der har mest til sammen med dem, og derfor har jeg stadigvæk ikke katastrofefølelsen som jeg i den grad husker, fra dengang jeg arbejdede 37+ timer og nogle dage kun var gråd og tænders gnidsel.
    Jeg vil hellere blive sindssyg af at være sammen med mine børn, end ulykkelig af ikke at være sammen med dem, men det handler ikke om at jeg er mere moderlig end andre, det er – som du så retteligt skriver – et spørgsmål om at åbne sig op for den oplevelse og den udvikling, der ligger deri <3

    • SVAR

      Lige præcis – “Det er som om det er lidt mindre katastrofalt at have 80 konflikter på en formiddag, fordi man ved, at man også er der i eftermiddag, og i aften og i morgen tidlig og alt bliver godt igen.” ❤️❤️

  • SVAR

    TAK for at dele dine tanker om det her ❤️

    • SVAR

      Tak fordi du skriver det ❤️

  • SVAR

    Spot on igen igen igen :-)! Det er så rigtigt det der – hvorfor er vi ikke som samfund bevidste om forældreskabet og familielivets kæmpemæssige værdi?!? Frustrerende altså! Godt vi har dig og hinanden til at råbe op 🙂

    • SVAR

      Jamen, det er himmelråbende trist at vi ikke tilskriver det vigtigste i hele verden nogen værdi.
      Og tak fordi du råber med! ❤️

  • SVAR

    Tak for endnu et tankevækkende indlæg. Må jeg spørge, hvem du bruger som clairvoyant rådgiver?

    • SVAR

      Jeg har brugt flere igennem tiden, og nogle af dem er jeg måske vokset lidt fra, forstået sådan, at de ikke rammer mig helt præcist længere. Men jeg anbefaler dem, jeg har bedst erfaringer med, i mit indlæg om alternative hjælpere: http://majmy.dk/category/listen-over-hjaelpere/

      • SVAR

        > okay tak!

  • SVAR

    Dit indlæg har en vigtig grundpræmis, som måske godt kunne stå endnu tydligere: nemlig forskel i værdier. For så kommer det til at handle om valg, og ikke om at kapitulere.

    Du (og jeg) har samvær med familie som grundværdi. Hver dag. Hele ugen. Året rundt. Mange timer.

    Jeg har venner, der griner og spørger om ikke min mand og jeg bliver vanvittige af at være så meget sammen – både som par, og som forældre. Og jeg tror der er to vigtige erfaringer at give dem som svar:

    1: man vænner sig til det. Jeg tror vi skændes som par og har konflikter med børnene enten lige så meget, og måske endda mindre, ved at være meget sammen. Mere tid giver altså ikke flere konflikter.

    2: Det er en værdi for mig at have mange timer sammen, derfor gør vi det. Men man kan også være familie på andre måder. Og hvis hjemmeskole mm. ikke det er en værdi for dig, så gør noget andet. Du “kapitulerer” ikke, ved at takke nej. Du har bare nogle andre værdier ift dét at være familie.

    Jeg synes familietid er det vigtigste i en barndom, og prøver at være nysgerrig på dem, det arbejder 2x37timer+transport. Hvad er så deres vigtigste værdier? Og acceptere at vi er forskellige, og at mine livsvalg ikke bliver at missionere for mine værdier.

    For hvordan kan man tale om sine værdier uden at få andre til at føle sig forkerte?

    Selvom min værdi er tonsvis af familietimer (som dig), har jeg institutionsbørn og bor i en storby. Det betyder ikke at jeg synes at du kapitulerer fordi du fx ikke opdrager dine børn i byen. Du har bare nogle andre værdier på det punkt. Og respekt for det. Så hvordan kan vi tale på tværs af værdier, og om at udleve samme værdier forskelligt i praksis, uden at det kommer til at handle om andre må “kapitulere”? Bliver vi så ikke normsættere, frem for nysgerrige?

    • SVAR

      Hej Mette – jeg svarer lige hurtigt, måske kan jeg uddybe senere: Jeg tror, du misforstår min grundpræmis, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvad du siger, og er fuldkommen enig i, at rummelighed, nysgerrighed og respekt er springbrættet til al udvikling. Når det er sagt, mener jeg også, at institutionaliseringen er så vildt normativ i Danmark (98 procent af alle børn over et år er i institution), at der er nogle andre forhold at tage højde for, når man ikke afleverer sine børn ifht. at udbrede kendskabet til mulighederne.
      Mit udgangspunkt i dette indlæg er, at nogle har lyst til at være hjemme med deres børn, men ikke synes, det fungerer, fordi de bliver usikre eller ensomme i det, og dermed kommer til den konklusion, at de ikke er egnede til det. Nøjagtig som jeg selv følte tidligere – af mange åbenlyse grunde, i øvrigt. Mit indlæg handler altså ikke om at kapitulere ifht andre værdier eller måder at indrette sig på, men derimod om at kapitulere ifht ønsket om at være hjemmegående. Jeg reagerer på de mange henvendelser, jeg får fra kvinder, som skriver, at de egentlig gerne ville være hjemme, men ikke føler, de magter det (hvilket i høj grad kan skyldes manglende netværk, som jeg også understreger her i indlægget).
      Jeg har stor respekt for forskellige måder at indrette sig på, så længe man gør det bevidst – sådan som du beskriver dit liv. Jeg ville ikke hjemmeskole under alle omstændigheder, og mener på ingen måde, at det er det eneste gode alternativ, men jeg har lyst til at inspirere til, at man prøver en anden type liv (“uden for hamsterhjulet”), hvis det trækker i én, selvom det virker uoverskueligt.
      Giver det mening?

      • SVAR

        > tak for svar, og ja, det giver fint mening. Og måske du bare må være lidt ekstra norm i din nye norm, for at bryde med samfundsnormen.

        Hjemme hos os har vi jo også, som hos jer, erfaret at man ikke får pip af meget samvær, som jo er dét, mange i hamsterhjulet frygter og dermed fastholder sig selv i hjulet på grund af. Så hep for mere tid sammen og mindre 8-16 i institution.

  • SVAR

    Tak for det indlæg! Du sætter ord på rigtig mange af de tanker jeg har gjort mig i den seneste tid, hen imod beslutningen om at tage mine børn hjem. Jeg har altid tænkt “de der hjemmegående mødre, de har nogle gener jeg ikke har – en større tålmodighed, evne til nærvær og evne til at gå hjemme uden at blive skøre, ikke mindst.” Indtil det gik op for mig, at det kan sagtens være at nogle mødre har større skefulde af de her ting fra naturens side, men mine børn har jo mig som mor. Og de har brug for mig. Også selvom jeg har fejl og mangler og kommer til at kæmpe med opgaven. Det gjorde udfaldet for mig.

    Kan du anbefale nogle hjemmepassernetværk eller steder (også online) at møde ligesindede og hjælpe med til at opbygge de netværk der i den grad er brug for herhjemme?

    • SVAR

      Mange har uden tvivl større skefulde end jeg på en del områder, men jeg er jo lige netop deres mor, som du skriver, jeg kender dem, og hvis ikke jeg er den mest tålmodige eller nærværende (det er jeg ikke), så er jeg noget andet, som kommer til at gøre dem godt eller vise en vej. Det må jeg tro på.
      Jeg er selv ved at skabe et forum, som jeg håber på at åbne i februar eller marts, som bliver et trygt og nærende fællesskab for alle os, der gør os tanker om familie, hverdag og værdier generelt. Det bliver ikke eksklusivt for hjemmepassere og hjemmeskolere, men derimod et sted at mødes omkring erfaringer, udfordringer, tvivl osv. Jeg kommer til at producere podcasts med både mig selv og min mand men også interviews med andre, der lever lige, som de vil, og så vil der være forskellige underfora om eks. parforhold og hjemmeskole. På sigt, når der er nok medlemmer, er det min ambition at facilitere mødedage med workshops o.lign. rundt omkring i landet, hvor ligesindede i samme geografiske område kan mødes fysisk.
      Ellers er der jo nogle facebookgrupper, vil jeg tro, men jeg færdes ikke i nogen af dem, da jeg hurtigt synes, at de bliver både upersonlige og dogmatiske.

      • SVAR

        Hvor lyder det fedt, med det sted du er ved at skabe. Det vil jeg glæde mig meget til at tage del i.
        Det du gør hver dag og det du driver herinde er en kæmpe inspiration i mit liv. TAK>

  • SVAR

    Tak for det her indlæg og tak for alt den tid, du lægger i den her debat! Jeg har sagt det før, men jeg bliver nødt til at sige det igen: Du er en af de direkte grunde til, at jeg foretager mere bevidste valg i mit familieliv.

    • SVAR

      Bliv endelig ved med at sige det, for når jeg indimellem bliver lidt træt, eller ikke kan rumme mere debat, så er det ord som dine, der puster mig igang igen ❤️

      • SVAR

        Spot on, og så vigtigt emne at tage fat på når vi taler utraditionelle valg når det angår børnelivet. Min personlige oplevelse og erfaring er dog desværre at man som enlig bliver mødt med megen stigmatisering og fordømmelse, fordi mange åbenbart har den opfattelse at man ikke er ligeså ressourcestærk som enlig forsøger og forældre. Og der er mange myter og misforståelser omkring forældrerollen og mange tabu der bør brydes – f.eks. at man godt kan være i stand til at hjemmepasse/hjemmeskole sit barn selvom man ikke er akademiker, selvom man kan have det psykisk svært i perioder, selvom man bliver usikker omkring sine valg osv. Det er et emne som der bør være langt mere fokus på, netop fordi mange ikke føler sig gode nok og derfor ikke tør tage valget om et andet og mere meningsfuldt
        familieliv. Kram

  • SVAR

    Tak, Maj My, for et vigtigt indlæg i debatten om institutionalisering eller ej af vore børn.

    Flere og flere føler, at de slet ikke kan forsvare at sende deres børn i institution, sådan som forholdene er nu. Både i vuggestuen, børnehaven og i Folkeskolen.

    Men nu har hele samfundet jo lagt sig til rette efter nogle rammer om familie- og arbejdsliv, hvor begge forældre er fuld tid derude på arbejdsmarkedet. Så derfor kan det, som du skriver, blive en meget ensom oplevelse at stå dér med sine børn – og ønsket om at kreere en indholdsrig og meningsfuld dagligdag, når alle de andre familier omkring én befinder sig på arbejdsmarkedet og i institutioner.

    Jeg ser os gennemleve en overgangsperiode, hvor vi er havnet helt ude i den groteske fremmedgørelse. Og nu prøver, så godt vi kan, at finde veje til et mere meningsfuldt liv sammen med vore børn og med hinanden.

    Som jeg ser det, skal vi frem til et liv, der slet ikke – som nu – er delt op i et enten eller.
    Et liv, hvor der er langt mere sammenhæng.
    Et liv, hvor vi har tid til fællesskabet i familien og i nærmiljøet.
    Et liv, hvor institutioner og skoler er inspirerende kultursteder, hvor der er kompetente pædagoger og lærere. Professionelle, som kan være med til at skabe et smukt og levende og dybt inspirerende miljø – for både børn og voksne.

    Det er overgangen fra denne dybt fremmedgørende kultur til noget langt mere nærværende og menneskeligt, der er så krævende.
    Så i denne periode er der nogen, som har styrke til at gå forud – og herved vise nogle muligheder for en anderledes livsform.
    At komme fra en Adskillelseskultur baseret på angst og konkurrence til en kultur, der har erkendt Tilknytningens livsvigtige betydning, er en krævende opgave.
    Men erkendelsen af nødvendigheden ved denne bevægelse vokser eksponentielt netop nu.
    Så vi er på vej.