KAOS

Det her var mandag:
Kristian var i København / Så jeg hentede de tre børn (Live var på en legeaftale) / Kom ud fra dagplejen, og bilen ville ikke starte / VILLE.IKKE.STARTE / De tre børn sad i bilen, mens jeg spurgte mange gamle mennesker på vejen, om de kunne hjælpe / Alle ville gerne hjælpe, men ingen havde startkabler / Der stod to poser fyldt med mad i det hede bagagerum / Så hørte Hanne-dagplejemor min stemme derude, og kom, og legede med Juno, mens jeg stadig var i vildrede / En pædagog fra Friskolen (som ligger overfor dagplejen) havde startkabler, som vi satte til de to biler / Men: Ingenting. Stadig en komplet død bil / Jeg ringede til Falck / Så kom en far fra Friskolen forbi, fiksede ét eller andet ved motoren, fik startsættet koblet på, bilen sagde “pling”, og startede / Jeg afbestilte Falck, men for sent. De kom alligevel / Det var ligemeget / Vi kørte lettede af sted for at hente Live halvanden time forsinket / Med høj puls / Så hjem: Kaos. Mad. Madpakker. Kaos. Putning. Træt.

Tirsdag morgen: Ret fin morgen, alenemor med okay-styr på fire børn / Vi var ude i bilen i god tid / Solen skinnede / Jeg havde husket alt, tænkte jeg / Stolt / Bilnøglen var væk / “hvor fanden er bilnøglen?!!” / Storm havde tabt den, da han skulle vise mig noget på den tidligere / “what the fuck!” / Bilnøglen var væk for real / Jeg skulle til møde på Friskolen / Nøglen var stadig væk / Min telefon var død. Fuldstændig død / Ingen kontakt til omverdenen / Fire stressede børn / (Fordi: stresset mor) / 35 minutter senere: Storm: “jeg har fundet den!!!!!” / Verdens hurtigste aflevering i børnehaven / Ditto i dagpleje og på skole / Nåede mødet næsten til tiden / Pyha

(den slags sker aldrig tilfældigt: Der var noget, jeg skulle se; noget jeg skulle forstå)

I mellemtiden var Kristian kommet ind med en tidlig færge, og mødte mig på skolen.

Da vi havde været til møde, kørte vi hjem, og satte os på terrassen. Vi skulle snakke sammen, sagde han. Det var vigtigt.
Han og min søster var fulgtes frem og tilbage til København mandag, og havde snakket i bilen. Snakket om den uro, der er hjemme hos os for tiden. Om børnenes konflikter, uroen i os alle. De havde snakket om behovet for mere struktur. Igen. Om at vi ikke skal involvere børnene så meget: Vi gør det af god mening, men de kan ikke kapere alt den information. Hvis vi vil spise mere vegetarisk af hensyn til klodens overlevelse, så skal vi bare gøre det. Ikke holde lange, indlevende foredrag for børnene. Lade Storm spise leverpostej med god samvittighed, til han måske en dag selv beder om én med Tartex. Han er rigeligt fyldt op af livet allerede.

Vi snakkede om behovet for, at børnene får deres egne værelser. Hvilket er svært lige nu. Vores hus er stort, men plantegningen er tosset. Pt. er der kun ét børneværelse, og de efterspørger ro, alle tre. Så nu nedlægger vi Kristians musikstudie, og han rykker op i soveværelset med sin enorme computer og de 75 instrumenter, og så får Storm sit værelse, hvilket hele tiden har været tanken på sigt. Og Storm ved det ikke, men hele dagen i går fablede han på magisk vis løs om “når jeg får et værelse”, og fandt ting frem til den store flyttedag. (Som egentlig først skulle være til vinter, når det nye studie er klar, og der er kommet nyt tag på hele huset.) Han opdagede ikke en gang de tre farveprøver, som vi havde lavet på væggen tidligere på dagen, fordi han var så optaget af at planlægge indretning. Sjovt at han fik den impuls, når vi netop havde aftalt det.
Så i morgen tidlig siger vi: “I dag skal vi lave værelse til dig,” og så skal han hjælpe med at male (i den farve, han vælger af de tre), og vi skal flytte alle de der instrumenter, og hvad ved jeg, og det er sørme godt, at min søster kommer, for der bliver nok at lave.

Og forhåbentlig finder vi roen undervejs. Den ro, som kommer, når man selv har ro på, og ikke når man står desperat og kalder på den. Allerede i går var der langt mere harmoni derhjemme. Bare det at træffe beslutningen om struktur og simple rammer gør en forskel. Færre ord, mere nærvær. Færre input, mere ro.

Så jeg glæder mig til i morgen. I dag er jeg væk – jeg skal mødes med de unge på Langeland. Men i morgen starter en lille ferie: Fire dage sammen, og vi skal lave værelser. Jeg får lyst til, at ferien varer evigt.

I disse dage er jeg mere indstillet end nogensinde før på at have børnene hjemme i en længere periode. Nogle ting er faldet på plads for mig. Det fortæller jeg om en anden gang. Nu skal der ro på bølgerne i mig. Mens færgen vugger af sted.

Kender I de der perioder, hvor det skrider fuldstændig, og børnene er kede af det, sure og bare ikke i balance? Og man selv står der, fuldkommen magtesløs, og lyder som en skid, og ligner én der ikke kan overskue sit liv? Måske er det bare os: Jeg ved, at vi er særligt slemme til det, fordi vi lever det her boheme-agtige liv, og alle sammen er nogle tydelige typer med et stort behov for ro og forudsigelighed og samtidig altid impulsen til det modsatte..

Men, altså…kender I det?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

17 Kommentarer

  • SVAR

    Jeg kan mærke jeg i perioder har brug for en masse struktur, og så når det behov ikke er der bliver min søn forvirret. I nogle perioder er behovet for at han bliver inddraget så meget som muligt, og når jeg så er i underskud tænker jeg at han heller ikke har brug for alle de valg og væren-med til alle de voksne-kedelige ting.
    Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg bedst trives i. Måske det giver sig selv når vi får nummer to, om forhåbentligt inden for et års tid..
    jeg ønsker at vikle nummer to, konstant kropskontakt i den første tid, og der giver det måske mere sig selv at vi så alle hjælpes ad, da det måske vil falde nummer to mere naturligt.
    Jeg er ret splittet omkring om børn har brug for struktur eller ej, jeg tror måske mest det handler om hvad forældrene trives bedst i. Min søn har brug for struktur i hverdagen, da han er en meget følsom dreng der kokser hvis tingene ikke sker sol ventet. Men måske nummer to bliver mere robust og kan tåle det..

    Åh, sikke en masse ævl. 🙂

  • SVAR

    Kaos er, tror jeg, en del af livet for os alle. Det er blot forskelligt hvad vi finder kaotisk.

    Vi har i en måneds tid haft en periode hvor Villads næsten hver nat har mareridt. Han sover hos os men starter natten på eget værelse. Ved et tilfælde endte vi i weekenden i en situation hvor hans nat blev nødt til at starte i vores seng. Nu sover han uafbrudt i 11-12 timer. Så nu fik vi da det på plads – sengen skal udvides så vi alle kan være der ordentligt en hel nat. Og så kan vi jo kun sige tak til livet for at vise os det så tydeligt! Balancen er på vej tilbage. For nu. Og så kan vi se frem til næste udfordring og den udvikling det medfører.

    Hos os er nogle ting temmelig strukturerede fordi det er mit behov og det der giver mig overskud til også at kunne rumme det spontane. Derfor bliver det også altid tydeliggjort for Villads når vi skal noget udenfor normen. Indtil videre oplever jeg at det giver ham en sikkerhed at blive inddraget på det niveau, men da han er så lille får han aldrig et indblik i overvejelserne bag vores valg. Og sådan bliver det nok ved med at være de næste år (Hvor mange kan jeg ikke forudsige).

  • SVAR

    ja selvfølgelig. Mon ikke vi alle har kaos dage indimellem – vi har i hvert fald haft en del gennem årene. Og vi har også haft kaosperioder.

    Som børnene er blevet ældre og jeg har fundet mere indre ro er de dog blevet sjældnere. Heldigvis 🙂

    Jeg genkender også tankerne om hvorvidt man skal holde igen med at inddrage dem i diverse tanker. Og planlægningen af hvad kan man stille op for at minimere kaos’et.

    God fornøjelse med værelsesprojektet. Håber han bliver glad for det. Og lidt sjovt han pludselig selv snakker om det. 🙂

  • SVAR

    Kender det alt alt alt for godt… jeg kalder mig selv extrovert introvert. For i bund og grund elsker jeg at være social, at omgive mig med masser af spændende mennesker og engagere mig i ting – men, det dræner mig, jeg får brug for at kravle ind i mig selv og lukke ALT ude, inklusiv mine unger…. Jeg ser det også i mine børn og ofte har de, de der sure og kede af det perioder, når alting er kaos og der ikke rigtigt er styr på en skid (aftensmad, madpakker, vasketøj, hvad skal vi i weekenden, hvilke arrangementer er der i næste uge, hvad er ugeplanen i ældstens klasse og hvad der ellers måtte være af usikkerheder i vores forskruede hverdag)…

    Jeg tager mig selv i at råbe af ungerne, råbe af katten, af hunden og lidt af mig selv, når vi er i det – for dybest set er der ingen af os der faktisk har super godt af for meget kaos…

    Jeg er der, hvor jeg anerkender at vores liv rummer en grad af kaos pt, det kan ikke være anderledes som tingen er, men jeg forsøger at sørge for at der er styr på alle hverdagstingene i så høj grad som det er muligt – altså aftensmaden, madpakkerne, skoletasker, vasketøj og den slags.

    Herhjemme har det i lang periode været et behov hos især den ældste, at være inddraget i stort set alt hvad der foregik omkring os, ganske enkelt fordi hun ikke kunne rumme angsten for hvad der skete hvis hun ikke kendte til vores, især mine, planer for dagen og helst flere dage i forvejen… Vi er efterhånden nået dertil at hun kan nøjes med at kende planerne for dagen aftenen før og er så småt også begyndt at sige, at der er ting hun ikke skal blandes ind i, der er ting der kun vedkommer de voksne og at hun må stole på at jeg nok skal sørge for at fortælle hende de ting hun har brug for at vide, og at jeg så har styr på resten… Men der er jo ikke noget at sige til det, hun troede hun skulle have os begge for evigt og fra den ene dag til den anden, var far væk – så hendes behov for kontrol og forudsigelighed er stort og det imødekommer jeg så godt jeg kan, mens jeg forsøger at finde balancen i kaos…

    Jeg undskylder på forhånd at det blev rodet…

    • SVAR

      Åh Ditte. Der er godt nok ikke noget at sige til hvis i har et par kaotiske dage indimellem. I har jo ikke alene alt det vi andre har, men oveni har i en kæmpe sorg. Hele jeres verden blev jo smadret fuldstændigt. Det er klart det medfører en masse kaotiske følelser – både hos dig og pigerne. Jeg tænker så ofte på jer.

      hilsen din tidligere kollega>

      • SVAR

        Hej Bianca,

        Jeg ved jo godt hvad det bunder i og vi har da heldigvis flere gode end dårlige dage, men det er en rutschebanetur af de grimme og lige når vi synes der er ro på, så kommer den næste hurdle vi skal over… Men jeg tror på at hvis jeg bare trækker vejret helt ned i tæerne indimellem og holder tungen lige i munden, så kommer vi ud på den anden side med knapt så meget kaos og måske en masse selvforståelse med i bagagen (men jeg vil være tilfreds med bare lidt mindre kaos)…

        Vi er her og den af os der er tilbage har det så godt som vi kan have det i vores omstændigheder – det forsøger jeg at stille mig tilfreds med og imens er jeg også begyndt at skrivemine følelfølelser ud – det er bare noget andet at taste læs, end at snakke om det og på sin vis også nemmere…

        Tak fordi du tænker på os…

        • SVAR

          Jeg synes det lyder til at du håndterer det hele over al forventning. Og skrive har også hjulpet mig igennem en masse i mit liv. Jeg ved du har et godt netværk og det glæder, men hvis du nogensinde trænger til en ny at læsse lidt af hos, så siger du bare til. 🙂 Jeg går jo alligevel bare og tuller rundt>

  • SVAR

    Ø- Bregninge 76

  • SVAR

    Jeg har bidt mærke i det kaos du har beskrevet et stykke tid og haft lyst til at sige, at når mine børn er allermest sure/i konflikt/krævende/larmende/etc. så ender jeg ALTID med at kigge på mig selv og konstatere: de spejler. Altid.
    Lidt kækt plejer jeg at sige, at jo mere man synes ens børn er irriterende møgunger, jo mere er man måske selv en irriterende møgunge eller: uden det overskud, som pinedød er nødvendigt for at rumme en masse andre (små) mennesker. Og de er nogle små følelsesvampe som opfatter og suger mere til sig end man fatter, og de sender det lige lukt tilbage i hovedet på os voksne, fordi de har brug for vi SER det og ikke mindst løser det… Og tit hjælper universet lige til med at forstærke beskeden 😉
    Og det handler næsten altid om at skrue ned. Som også I har konstateret. Skrue ned for snak, for aftaler, for “skynd jer nu” og “vi skal nå”, skrue ned for uro i de voksnes liv.
    Men I er så kloge dig og Kristian, og livet er en rejse hvor man bliver endnu klogere hvis man lytter til sig selv og hinanden – også de små <3

    • SVAR

      Ja, de er nogle små følelsessvampe, de unger. Og det starter hos os forældre. Jeg kan ikke altid lige regne ud, hvorfor de reagerer som de gør på et givent tidspunkt, men som regel falder der ro på hos dem, når der falder ro på os. Som regel, i hvert fald.

  • SVAR

    Min mund brød ud i et stort smil og jeg fik de her skønne latterbobler i maven da jeg læste dit indlæg – for hvor jeg dog kan genkende sådan nogle dage.
    Hvor adrenalinen får en helt forpustet – og pandesveden bryder ud, når alt er total kaos. Der hvor man ikke længer lugter af blomster….men af noget andet.
    Hvor lagde vi nu det ?- har vi husket alle madpakkerne? – er katten ude eller inde? ups hvorfor lyser lampen gul i bilen ….hvor blev alt benzinen af!!
    Ind imellem standser jeg lige op og ser komikken i det hele – og ungerne griner på bagsædet ( efter de er holdt op med at skændes), og man kan mærke kærligheden til dem helt ned i tæerne. Uhh hvor er det godt . Måske er der faktisk en mening med disse små “forhindringsdage” – stilheden og roen, der jo kommer igen, nydes så meget mere

    • SVAR

      Det gør mig SÅ glad, at du formår at se komikken i det hele. Hvis alle børn voksede op med en mor, som grinede i den slags situationer, tror jeg, at meget ville se anderledes ud 🙂

  • SVAR

    Får lyst til at anbefale bogen “Lev med livets katastrofer” af Job Kabat-Zinn.
    🙂

    • SVAR

      > Ja, det var så en stavefejl. Jon Kabat-Zinn.

    • SVAR

      Tak, det tager jeg til mig 🙂

  • SVAR

    OM JEG KENDER DET? Story of my life 😀